Tekst og foto: Poly Schmidt
Forventningen kriblede og fødderne fandt elastikboldene frem på hjemturen. Det var bare med at komme hjem og blive færdig med at gøre rent. Altid skulle man gøre rent, lave åndssvage tøjklemmer eller andre dimser. Men der var ingen vej uden om, for ellers vankede der en over nakken. Selvom det ikke var så slemt i dag, for hele klasse havde fået lov at gå tidlig hjem fra skole. Hun kunne altid finde på en nødløgn at fortælle fritidshjemmet. For endelig havde hun en halv dag for sig selv. Helt alene.
I dag skulle det værre. Måske kom chancen ikke i meget lang tid. Gudskelov hendes søster var flyttet hen til en anden skole. Hvilken lykke. Så havde hun ikke hende på slæb. Eller skulle forsvare hende imod et eller anden piv-piv, hun ikke kunne klare. Selvom det var hende, der var storesøsteren. Og ingen kunne fortælle sandheden til forældrene som hævn.
Endelig. Færdig. Hun proppede sit legetøj ned i skoletasken, tog skoletøjet på igen og gned øjnene meget hård og længe, indtil hun fik røde og forgrædte øjne. Hun kendte planen, for hun havde pønset på det i evigheder. Hver eneste dag, når hun gik forbi legehuset på vej til skolen, og igen på hjemturen. Hun lod som om hun ledte after noget på jorden og med øjnene som en anden snegl, kiggede hun igennem den høje hæk. Deres have var næsten ligeså stor sin morfars park. Bagtil i haven kunne man se det ene side af legehuset. Det havde næsten same farve som flaget de hejste på skolen, og rigtige vinduer der skinnede om kap med solen.
Ih, hvor hun inderligt ønskede, hun kunne bo i det kæmpestore hus. For så ville det være hendes legehus. Og hun kunne helt sikkert få lov til at have legevenner med hjem. Mange gange legede hun, at hun var deres lille pige.
”Skal du ikke ud og lege i dit dine fine hus Lone?”
”Jo, mor, jeg skal lige have dukke Lise med og måske lidt saftevand.”
Åh, hun kunne næsten ikke vente, til hun nåede hen til huset.
Der var det. Hun gned lige øjnene en ekstra hård gang, for at få tårerne frem, før hun åbnede havelågen. Med små skridt og alle sanserne på stilke, gik hun langsomt ned ad fliserne, der så helt nyskurerede ud. Hjertet bankede vildt, som når hendes mor knaldrede dejen ned i køkkenbordet. Tusindvis af nåle cyklede rund i kroppen. Nej, hun ville ikke stoppe nu. Hun bed tænderne sammen og gik videre. Pludselig stod hun foran den. Døren. Den var kæmpestor og lignede nærmest indgangen til et slot med det flotteste træmønster, hun havde set på en dør. Hun fik øje på dørklokken, og kunne heldigvis let nå den. Vist den eneste fordel ved at være et stankelben.
Hun sank et par gange og trykkede på knappen. Ved lyden af dørklokken hold hun næsten op med at trække vejret. Det lød nærmest som kirkeklokker. Hun fik lyst til at trykke igen. Men døren gik op, og der stod pigens mor.
”Ja min lille ven, hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte hun.
”Kommer din pige ud og leger,” fremstammede hun forsigtigt.
”Jamen Tove er i skole. Er der noget i vejen og skulle du ikke også være i skole?”
Og så begyndte gråden. Det hele væltede ud i en pærevælling.
”Min mor er ikke hjemme. Jeg har ingen nøgle. Vi fik før fri. Lærerinden blev syg,”
”Og hun plejer at værre hjemme efter skole,” snøftede fik Lone videre.
”Nu er der ingen at lege med. Og nu får jeg heller ingen mad,” nåede hun lige at få fremstammet.
”Åh, din stakkels lille pige. Jeg er Toves mor og hedder Fru Svendsen. Hvad hedder du? Og hvor bor du henne?”
”Jeg hedder Lone og bor lige derovre i det lange gule hus,” og pegede i retning af alle rækkehusene.
”Og nu er jeg helt alene,” snøftede hun.
”Hvis du vil, må du gerne blive her til skoledagen er færdig. Du kan jo lege i Toves hus.”
”Kan jeg det! Åh, jo tak, det vil jeg meget gerne”, fik hun sagt med et med et højlydt suk.
”Jamen så siger vi det. Gå du bare ud og leg i Toves hus. Så kommer jeg ud med et par stykker mad. Hvad siger du til det?”
”Ih hvor er De dog sød. Tusind mange tak Fru Svendsen. Det vil jeg mægtig gerne.”
Lone stod og vred hænderne, men skyndte sig at tilføje: ”Bare indtil min mor kommer hjem,”
Nej, hvor var der smukt. Og utroligt stort. Det var stole og et bord med dug på, hvor der stod et knaldrødt kaffestel. Neej, sikke yndige puder. En, to, tre,....seks dukker. Hold da op. De så næsten for fine og rene ud til at lege med. Dukkekjolerne var som hentet fra eventyret med masser af blonder, og alle med sløjfer på i regnbuens farver. Og så fik hun øje på den lille fine håndvask med spejl. Pludselig stod damen i døråbningen. Lone for sammen, og øjnene blev kæmpestore, da hun kiggede op.
”Leg du endelig med det hele. Der er helt i orden,” sagde Fru Svendsen.
”Værsgo min pige. Spids endelig og her er også noget saftevand. Jeg skal nok kalde på dig, når Tove kommer fra skole.” Fru Svendsen klappede hende venligt på håret og forsvandt smilende ud af døren.
Sådan var det nok i himmelen, tænke hun. Man fik en ny mor, der altid smilede og som duftede som blomster. Plus man fik masser af dejlig mad og et kærligt klap på kinden. Og man skulle overhoved ikke gøre rent. Kun lege med alle de flotte ting, man kunne se i legetøjforretningens vinduer. Hun kørte forsigtigt fingrene hen over alle tingene i legehuset. Til sidst satte hun sig på gulvet, og begyndte at lege fine damer med et med et par af dukkerne.
”Hvad laver du her? Mooar, moar,” skreg pigen, ”der er nogen i mit hus.”
Lone sprang forskrækket op fra gulvet og for med lynets hast ud af huset. Som en anden hest galopperede hun hen imod havelågen.
”Kom tilbage Lone,” kaldte Fru Svendsen. ”Det er helt i orden. Du må gerne blive og lege med Tove.”
Hun stoppede brat, men vidste hun hellere måtte smutte, før det var for sent.
”Min mor er nok kommet hjem, nu da skolen er færdig,” fik hun stakåndet sagt i hast.
”Der er helt i orden”, sagde Fru Svendsen. ”Men kom endelig tilbage og leg med Tove en anden gang.”
”Det vil jeg meget gerne. Og tak for det hele.” Hurtigt smuttede hun ud af havelågen.
Hun skridtede henrykt ned ad vejen, selv om hun kiggede tilbage flere gange. Men der var slet ingen der fulgte efter hende. I løbet af nul komma nul var hun henne ved det lange krat på legepladsen. Som en anden akrobat fik hun legetøjet på igen og skyndte jeg hjem. Gudskelov. Der ikke var nogen hjemme endnu. Lynhurtigt hev hun skoletøjet ud af tasken og lagde det hvor hun plejede. Bøgerne røg ned igen. Hun tjekkede lynhurtigt alt var som det skulle være, før hun gik ud igen. Fødderne svævede hen over fliserne og fandt automatisk deres fælles legeplads. Tænk at det hele lykkedes. Og jeg måtte gerne komme igen og lege med pigen i legehuset. Lone satte mig på gyngen og skrålede i vilden sky.
