lørdag den 27. juli 2013

Hyggetid



Tekst og foto: Lisbeth Henni Mortensen

Agnethe og hendes barnebarn, Malene på fire år, stod ved hvert sit staffeli i den lille have. De arbejdede meget koncentrerede, Malene med sin lille tungespids i en lystig dans ved hvert penselstrøg.

Det var sommer, ikke for varmt, lige tilpas til at male i.

Hendes maleri var næsten færdigt og hun var godt tilfreds med det. Hendes udstilling var om 14 dage, og dette var det sidste maleri hun manglede.

-Bedste, hvorfor maler du kun med blåt? Spurgte Malene pludselig og afbrød Agnethes tanker.
-Det kan jeg godt lide, svarede Agnethe.
-Jamen, hvorfor?
Ja, hvorfor gjorde hun egentlig det? Hun havde intet svar. Vidste bare at når hun malede med den dybe ultramarine farve, så var der ro i hendes sind. Alle tanker var overflødige og hun forsvandt ind i maleriet. Var i situationen hun malede, klatrede i bjerge og fløj i universet, fri som en fugl og hun var lykkelig og nyforelsket.

Hun kiggede på Malenes maleri og spurgte:
-Malene, hvorfor maler du kun med gult?
-Jamen, det har jeg lyst til i dag, svarede Malene.
Det var et flot maleri, Malene havde malet. Lag på lag, kun gult, men med dybde og struktur. Hun er virkelig kreativ, den lille, tænkte Agnethe.
-Har du lyst til en lille pause? Vi kunne sætte os og spise en is.
-Ja, det vil jeg gerne. Malene lagde penslen pænt på hylden ved staffeliet.

De hentede to isbåde i fryseren og satte sig ud i haven.
Malene nød at se fuglene, der landede på foderbrættet, der var solsorte, finker, gråspurve og musvitter. Ind i mellem kom to duer og ville ind i foderbrættet samtidig, men der var slet ikke plads til dem begge. Det så sjovt ud. De lo begge. Malene fortalte duerne at der slet ikke var plads til dem begge. De reagerede ikke, så Malene sagde det igen, lidt højere. Duerne blev forskrækkede og fløj op på lygtepælen.

Agnethe sad og dagdrømte, mens hun mærkede duften af sine krydderuret, jordbærrene, de mørkerøde roser og jasminen, der stod i fuld blomst. Hun var lykkelig. Elskede når hendes barnebarn kom på besøg.
Hendes hverdage var så travle, fuldtidsarbejde, udstillingerne, en dement mor, som havde brug for hende, en del frivilligt arbejde og så de to børnebørn, som hun så alt for sjældent.
Familien var stor og hun nød, når de samledes, men der var ikke så megen tid til overs til hende selv. Det kunne hun godt savne.
Men nu var Malene hos hende i en uge, og det var virkelig skønt med al den hyggetid. De skulle lave kryddersalt og krydder-pesto. Sidste år havde de lavet så meget at der blev delt ud til hele familien. De plejede også at lave rabarber-is og Malene elskede hendes pandekager. Hun deltog i alt, sad på køkkenbordet og arbejdede, mens de snakkede om alt og intet. Ind i mellem var der pauser og Malene trængte til at se en film og slappe af på sofaen.

I går havde Malene været lidt længe om at falde i søvn, så Agnethe havde spurgt hende: Malene hvorfor sover du ikke?
-Jamen, jamen, jeg skal jo lige tænke mine tanker.
Det udtryk var Agnethe meget glad for. Selvfølgelig skal tankerne på plads inden man lægger sig til at sove.

I morges da de var i bad, spurgte Malene. Hvorfor har du så mange krykker der? Og pegede på rynkerne på overlæben.

Jo, pigebarnet kom med mange guldkommentarer, hun havde sin helt egen logiske sans. Agnethe nød hvert sekund, de havde sammen.

-Skal vi gå ud at male videre?
Jo, det kan vi da godt, svarede Malene.

lørdag den 6. juli 2013

Gåden



Billedet er malet af Maja Lisa Engelhardt
Tekst: Anne Lilleager


Fra det fjerne
mod det ukendte

Ledestjernen
oplyser
vuggen,
slægterne
og det individuelle

livets triumf
og begyndelse

Om lidt
fødes
en lille pige

lørdag den 29. juni 2013

Månedsopgave



Kære alle,

Hvis såfremt ifald I skulle få en ledig stund i ferien og simpelthen ikke kan holde jer fra tastaturet, er der her lidt inspiration til at forfatte en tekst:
  1. I teksten skal et kunstværk spille en vigtig rolle
  2. Hovedpersonen skal have børn og børnebørn
  3. Historien skal foregå hjemme hos en eller anden
Go' fornøjelse og ha' en rigtig dejlig sommer :)

Kh
Randi

lørdag den 15. juni 2013

Dagens tekst



Kære alle,

I dag er der desværre ingen tekst på bloggen. Jeg har ikke flere på lager og havde egentlig tænkt mig at lægge en ny opgave på i stedet. Efter Bentes triste meddelelse i vores forum, synes jeg imidlertid, det er mere hensigtsmæssigt igen at tage Skrive-bloggens fortsatte liv op til revurdering.

Jeg erkender, at jeg har været en luset administrator, siden jeg for et par år siden mistede interessen for at skrive fiktion. Jeg burde have sørget for månedsopgaver, at bede om tekster til lageret etc., men det er jo ikke nok at tænke tanken.

Er der blandt jer få aktive interesse for bloggens fortsatte eksistens og i givet fald på hvilken måde? Vil nogen evt. overtage administratorrollen? Vil I alle have adgang til selv at lægge jeres egne tekster på?

Kh
Randi

lørdag den 8. juni 2013

Gummistøvlekøb og vrøvledigt i regnvejr



Tekst og foto: Anne Lilleager

Med paraply og gummestøvler
går min lille hund og vrøvler
for hun ved at katten sover
når det regner,
og hun lover
benspænd
hvis den ud sig vover

Synes støvlerne var mange,
hun sku købe dobbelt gange

Ser på mig og tager noter
et par ben og to par poter

Mener at vi hver især
skal betale tre til hver

Hun det diskuterer længe
for hun selv
har ingen penge

Nu vil hun mit regntøj købe
ellers vil hun fra mig løbe
efter katten
der som tyv om natten
lister rundt
på trods

Siger derpå:
"Se nu mis i træet
ryster og er godt bevæget,
men beskyttet
det er kræet."

Moralen er og lad det skrive:
lad din hund derhjemme blive
når det regner,
før hun vrøvler
om for mange gummistøvler

lørdag den 1. juni 2013

Plymarokkerne



Tekst og foto: Jørn E.

Huset var tømt. Jeg gik en runde for at sikre mig, at der ikke var noget, som havde undgået min opmærksomhed. Mine trin rungede i de tomme tæppeløse rum.

I kælderen, lige indenfor kælderdøren, stod de, Plymarokkerne. Den ene med hul i tåen. Den anden med nedtrådt bagkappe. Min fars havesko. Jeg kunne ikke huske, at han havde haft andre sko til at gå i haven med. Så de havde holdt længe. Men hvad, det var jo også håndsyede sko fra Italien. Jeg lod dem stå. Jeg kunne ikke få mig selv til, bare at smide dem væk. Hans Plymarokker.

Tilbage i entreen kiggede jeg på nogle billeder som stod på skrå op ad væggen. Det var reproduktioner, og jeg havde egentlig besluttet at forære dem til ”Genbrugsen”. Jeg bladrede åndsfraværende gennem bunken.
Jeg standsede ved billedet med skoene. Jeg havde altid syntes, at der var en vis lighed med Van Gogh's billede med støvlerne.

Men der var en særlig grund til, at jeg tøvede med at skaffe mig af med det billede. Der knyttede sig en historie til det.

Min far fortalte mig historien en dag jeg var hjemme for at hjælpe ham med selvangivelsen. Udover at have problemer med synet, havde det med tal og regnskaber aldrig været han stærke side. Vi sad der ved hans gamle købmadsskrivebord i lakeret eg, som han havde købt ved en tvangsauktion engang.
Jeg sad ved siden af min far ved og kiggede på billedet med skoene mens han var ved at finde nogle bilag frem. Jeg spurgte ham, uden egentlig at tænke nærmere over det Mine øjne var bare faldet på det.

- Far, hvorfor har du det billede hængende der. Det er jo kun en reproduktion. Du har jo så mange smukke originale malerier.
Han lagde bilagene på bordet og kiggede skælmsk på mig.
- Jaaah, det er der faktisk.
Han tøvede lidt, mens han så på mig og fortsatte så.
- OK, du er jo gammel nok til at få historien, selvom det vist altid er svært for børn, at høre om deres forældres kærlighedsliv. Men hør så.
- Som ganske ung rejste jeg ned gennem Europa og klarede mig med det arbejde jeg kunne få undervejs. Til forskel fra tidligere tiders unge håndværkere, naverne, havde jeg både bil og kapital med på rejsen. Men jeg morede mig med at forsøge ikke at ”slide” på kapitalen.
- Jeg havde sat mig et delmål. Jeg ville opleve det højt besungne Toscana, med dets smukke landskab og dejlige mad.
- Jeg fik et job hos en håndskomager, som sagde, at det var vigtigere for ham at sy sko, end at lave trivielle daglige opgaver, som at passe køkkenhaven og gøre rent hos dyrene. Hvis jeg gad gøre det, kunne blive så længe jeg jeg havde lyst. 400 lire om dagen, kost og logi.
- Da var der, jeg så billedet af skoene. Det hang på væggen i værkstedet. Jeg syntes de var flotte, og jeg spurgte om jeg kunne bestille et par magen til.
- Han så overrasket på mig. De koster 1000,- lire. (Det svarede dengang til 1000,- kr.)
- Jeg vil gerne betale forud, jeg kiggede på ham. Han reagerede med himmelvendte øjne og store afværgende armbevægelser.
- Mamma mia, nej det er ikke nødvendigt. Jeg stoler da på dig, ”danese”, dansker, som han kaldte mig.
Skomagerens datter, en smuk ung pige med klassiske italienske træk, stod i døren og smilede skælmsk af optrinnet. Hun havde i øvrigt vist stor interesse for den danske gæst. Nok til at jeg ikke behøvede at være i tvivl om hendes hensigter.

Mens skoene begyndte at tage form og udseende, som dem på billedet, tog mit og Angelicas forhold også mere fast form, hvis du forstår hvad jeg mener. Samme aften, som senor Pedro meddelte mig, at skoene ville blive færdige i morgen, spurgte Angelica mig, da jeg havde fodret høns og grise og jeg var kommet ind til hende i hendes eget lille hus, som lå lidt af vejen i forhold til hovedhuset.
- Min elskede danese. Hun satte sig på mit knæ og strøg mig kælent over håret.
- Vil du ikke tage mig med når du rejser. Jeg holder ikke ud, at skulle være alene med den gamle tyran igen.
Hun havde åbenbart forberedt sin flugtplan. Hun kyssede mig på munden.
- Jeg har skaffet mig et pas.
Hendes øjne skinnede og hun spandt som en kattekilling.
Således afvæbnet, kom jeg til at love hende at tage hende med.
- Du skal pakke dine ting, Danese, vi rejser i morgen aften, når Pedro er gået i seng.
Alle forsøg på protest, fra mig, druknede bogstaveligt mellem hendes smukke læber. Da hun slap mig havde jeg glemt, hvad jeg var ved at sige.

Næste aften, havde Angelica beredt os en middag i den lune italienske sommeraften, udenfor huset,under en pergola dækket af blomstrende blåregn. Maden fik englene til at synge i kor med cikaderne. Det lovede godt for fremtiden, tænkte jeg, og var lige ved at komme til at grine. Efter hovedretten, var det nødvendigt med en pause, hvis der skulle være plads til desserten, undskyldte Pedro sig et øjeblik. Han kom tilbage kort efter med en fornem æske, som han højtideligt overrakte mig.
- Mig en fornøjelse, at overdrage dig dine nye sko Danese.v Han så forventningsfuldt på mig. Jeg modtog æsken med højtidelig mine og roste den smukke emballage. Jeg tog låget af. Der lå de, skoene, præcist som billedet i farver og design. Denne gang var min begejstring ægte. De var to små kunstværker. Jeg løftede dem ud af æsken med stor forsigtighed, beundrede dem endnu engang og skamroste Pedro for hans mesterværk.
Angelica havde sørget for, at der var et skohorn. Jeg tog skoene på. Det var som om jeg svævede. Disse sko var virkelige mesterværker. De smøg sig bogstavelig talt om mine fødder.

Efter dessert og efterfølgende Cappuccinoer, meddelte Pedro, at han ville gå til ro. Angelica kyssede sin far godnat på kinden og jeg så smilende til.

Efter, at have siddet og lyttet til Cikaderne og hvad man ellers kan finde på, sådan en aften i la bella Italia, hentede vi vores ting, pakkede bilen og kørte.

Siden har Meistro Pedros håndsyede sko fulgt mig hele livet, ligesom Angelica, din mor. Ingen af dem er længere så smukke som dengang. Men jeg elsker dem stadig lige meget.

- Men ”Plymarokkerne”?
Jeg så spørgende på min far.
- Tjaa, jeg ved det ikke rigtigt. Min far kløede sig i nakken. ”Plym Rock” er navnet på en engelsk hønseart. De er lidt pjuskede i fjerdragten, og sorte. Jeg syntes skoene lignede hønsene, efter mange års virke som havesko. Han grinede højt.
- Behøver der være en forklaring på alting?
Nej, det kan han jo have ret i.

Snip, snap, snude. Så er den historie ude.

Jørn E. - 24. maj 2013

lørdag den 25. maj 2013

Efterår, et par brune sko og et efterladt manuskript



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel


Husene står som silhuetter mod dagens sidste lys. Hendes ensomme klik-klak mod fortovets fliser fylder rummet. Vinden er kold. Det er efterår nu med nøgne træer og lys fra alle vinduer. Eller fra næsten alle. Hun tørrer lidt vådt af kinderne, mens hun for anden gang passerer døren til opgangen.

Hun kunne da også bare gå ind. Nøglerne ligger jo i lommen. Men hvorfor skulle hun? Der er mørkt i lejligheden. Det var der også i går. Og i forgårs. Og i et utal af dage inden da. Hun vender om og vandrer atter tilbage mod huset. Hun sagtner farten og løfter ansigtet mod husets facade. Ser lejlighedens mørke vinduer mellem alle de lysende varme. Kan der leves et liv der? Igen? I den lejlighed? Hun standser foran døren, samler det flagrende tørklæde sammen om halsen og finder nøglerne i lommen. Det er alligevel ikke så svært at få nøglen i låsen. Hun husker det lille specielle løft, før den kan drejes rundt. Hun er inde. Hun trækker vejret dybt og registrerer kroppens kendte hældning på vej op ad de brede trin.

Hun standser på tredje. Der står VELKOMMEN på måtten. De midterste bogstaver er næsten slidt helt ned. Han talte undertiden om, at der skulle købes en ny. Måtten lå der, da han flyttede ind. Og da hun flyttede ind hos ham. De udsatte det hver gang. En måtte er en måtte. Hun sætter nøglen i låsen, drejer rundt og lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver.

”Hvis du ikke magter det, kommer du tilbage. Uanset tidspunktet.” Ullas farvelreplik popper op og frister. Pjat, hun må videre. Hun er heller ikke vred længere. Ikke så tit i hvert fald. Hun åbner døren og går ind, sætter tasken på gulvet og tænder lyset. Og der står de så, hans brune Old Shoes. Står bare der på deres plads på hylden. Under jakker og frakker. De slår hende omkuld.

Bagefter ved hun ikke, hvor længe hun har ligget på gulvet og grædt over ham og hans sko. Noget i kroppen virker en smule lettere. Hun sætter sig op og stikker hænderne i skoene. Det var han yndlingssko. Selv som nye hed de Old Shoes. De ligner nemlig til forveksling skoene på et maleri af Grant Woods, som de så på en udstilling i New York. Det var deres første længere tur sammen. Den tur vendte afgørende op og ned på deres aleneliv. Og på hendes indstilling til brune herresko. Og til så meget andet.

Hun snøfter og mærker mundvigene bevæge sig mod et smil. Hun sætter skoene fra sig og kører bagsiden af hænderne hen over øjnene. Så rejser sig hun sig og tager frakke og støvler af. Hun hænger frakken ved siden af hans og sætter støvlerne helt tæt til de brune sko. Stikker i sine hjemmesko og går ind i stuen. Hun går langsomt hen over gulvet til det midterste af de store vinduer. Står lidt og kigger ud. Visne blade hvirvler rundt mellem parkerede biler og et par mænd, som målrettet traver forbi på fortovet. Hænderne må igen op til øjnene. Der er lys og liv i bydelen. Hun vender sig hurtigt, lader hånden glide hen over hans sofahjørne og skynder sig så fra kontakt til kontakt og skaber lys. Til sidst ligger stuen badet i lys. Hun går fra stuen til soveværelset og videre til køkken og badeværelse. Tænder lys over alt. Eller næsten over alt. Til sidst er der blot Peters arbejdsværelse tilbage. Hun standser ved døren, løfter hånden. Og tøver.

Der kan hun ikke gå ind. Ikke endnu. Eller hun må ikke. ”Du lader Peters roman ligge, til jeg kommer i morgen efter arbejde. Du gør!” Ullas insisterende krav og hendes eget løfte før farvelknuset er ufravigelige. Hun trækker hånden til sig, vender sig og småløber ud i køkkenet. Må tilbage i gangen og finde Ullas hjemmebagte boller i tasken. Ud i køkkenet igen, smører boller og laver te på et tebrev. Hun orker ikke andet. Endelig på plads i spisekrogen med benene oppe og ryggen mod væggen. Noget gik altså galt, da hun blev alene? Hvad var det egentlig, der skete? Peter og hun havde jo længe vidst, hvor det bar hen. De havde ordnet alt omkring hendes situation og hans bisættelse. Sammen. Der havde været mange tårer og mange lange omfavnelser, men også stor lettelse, da de blev færdige med alt det praktiske.

I dagene efter sad Peter på sin plads foran skærmen og skrev. Printede ud. Læste. Rettede. Og skrev videre. Når han tog det længste af dagens mange hvil, lå der læsning til hende. Bagefter kunne de tale lidt frem og tilbage om hans visioner for plot og karakterer. Bad han om hendes syn på en detalje, fik han det. Sådan havde de altid gjort. Været hinandens læsere undervejs i deres skriveprocesser. Det begyndte egentlig den dag, de mødtes første gang, fordi hun havde vovet at sende de bedste af sine skuffenoveller til ham. ”Noget for noget”, sagde han med et underfundigt smil. Og så stak han hende et næsten færdigt romanprojekt, da de sagde farvel.

Og nu sidder hun her. Alene. Med te og boller, mens siderne til Peters romanprojekt ligger hulter til bulter i et omslag på hans værelse. Ufatteligt, men midt i processen måtte hun ikke længere læse med. Hun husker, hvordan han skrev og skrev, mens hans kræfter efterhånden svandt hen. Måske kan evner til at skabe få fornyet liv undervejs mod døden. Sådan må det have været. For Peter. Endelig blev han færdig. Satte det sidste punktum og gav slip på roman. Og på livet. Bagefter, da det hele var overstået, sad hun i flere dage og læste og forsøgte at ordne de mange papirer, som lå spredt over alt på værelset. Teksten var uden sammenhæng og siderne uden numre. I mappen med filer var der samme kaos. Det var et puslespil med alt for mange forsvundne brikker.

I går aftes fortalte Ulla, at der hen over omslaget på Peters manuskript står malet med rød tusch ”Teksten ufuldendt. Plottet umuligt”. Det ville Peter aldrig have gjort. Så må det jo være hende. Men hun kan ikke huske det, og hun kan heller ikke komme i tanke om, hvad der skete i de sidste af de mange dage, der gik, før det lykkedes for Ulla, at få hende til at pakke en taske og tage med sig hjem. Ulla satte nybagte boller, ost og rødvin på bordet og mente, at det skulle være en farvelaften med mere grin end gråd. Der var historier nok at tage af. Lige fra deres første fælles spillopper i børnehave og skole til kiksede kæresteforsøg på gymnasiet. Det gjorde godt at more sig. Hun kan næsten mærke latteren i maven endnu. Men også gråden i bryster. Ved det sidste glas rødvin nåede de til sorgen og dens mange faser. Ulla fortalte endnu en gang sin version af dagene efter bisættelsen. Hendes egen version er fyldt med huller. Men hun husker de første intense dage med det efterladte manuskript.

Detaljerne er vigtige, står der med utydelig skrift, som noget af det sidste han skrev til hende. Giv ikke op elskede, mangler kun lidt her og der, står der med samme skrøbelige skrift længere nede på siden. Nederst er der løsrevne brudstykker af en sidste kærlighedserklæring. Hun snøfter og rækker ud efter kruset. Teen er blevet kold. Hun rejser sig og tænder for kedlen. Det var det eneste stykke papir, Ulla lod hende tage med. Det ligger i tasken. Hun går ud i gangen for at hente det. Hun standser foran døren til Peters værelse. Skulle hun ikke lige… Altså bare kigge ind og se den røde tuschskrift. Se om det er hendes. Hun lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver. Hun hører vandet koge og kedlen slukke.