onsdag den 25. november 2009

SNEBLIND


forfatter: Theodor Klostergaard

Uanset hvordan jeg vender og drejer hovedet hyler vinden i ørerne og videre ind, hvor den river alle tanker rundt og rundt og rundt og rundt. Det må være derfor, jeg begynder at græde. Fordi jeg ikke kan slippe af med den forbandede lyd af luft, der forsvinder.

Jeg falder på knæ, men mine arme vil ikke strække sig nok til, at jeg kan lægge ham fra mig. De er låst fast. Jeg læner mig forover indtil tyngdekraften forbarmer sig og triller ham ned i sneen. Jeg mærker, at min krop skælver, da den prøver på at græde endnu mere. Han skal ikke ligge med hovedet nedad i sneen og jeg tvinger mine arme til at vende ham om og lægge ham til rette.

Op og videre, op og videre, op og videre lyder det inde i hovedet, mens jeg lægger mig ned ved siden af ham og trækker benene op under mig.

Med hovedet nede i sneen bliver der næsten helt stille. Jeg putter mig ind til ham og lader hovedet hvile på min højre arm - venstre har jeg lagt om ham, så jeg kan mærke ham. Mine øjenlåg falder i og sneen danner et beskyttende lag omkring os. Jeg trækker venstre skulder op til øret og lader roen bedøve mig, samtidig med at vinden dæmpes.

Men med lukkede øjne kan jeg ikke styre de billeder jeg ser. Uden vinden til at overdøve er jeg nødt til at høre mine egne tanker igen. Og der vil ikke være tid nok til at jeg kan forsvinde, lade stilheden blive permanent. Jeg er nødt til at fortsætte. Selvom fortsættelsen er væk, borte, for evigt uden for min rækkevidde. Jeg tvinger øjnene op og rejser mig på albuen, bukker mig ind over ham og kysser ham på panden. Det er som at kysse sneen.

Marmorhvid.

Så stabler jeg mig på benene og tumler ind i den hvide mur. Bort. Væk. Ikke engang to skridt når jeg, før et usynligt reb strammes om mit bryst og bremser mig. Han kan ikke blive liggende der, som en lille forhøjning, der allerede viskes bort. Som om han aldrig havde været til. Jeg vender om og går de samme to skridt tilbage. Så bukker jeg mig ned, graver armene ind under ham og skriger ud i blæsten, da jeg igen skal bære vægten. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg tør holde den her slags pauser. Så stavrer jeg videre, mens vinden begynder det møjsommelige arbejde at viske sindet hvidt igen.

9 kommentarer:

Anfi sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anfi sagde ...

En helt igennem troværdig tekst. Jeg fryser og mærker det hvide mørke omkring mig, mens jeg læser.
Er den en del af en større sammenhæng?
kh Anne

randiabel sagde ...

Du har virkelig sanserne med i denne tekst, og du får læseren til at føle kulden og smerten.
Kh,
Randi

Robert Mørch sagde ...

En sansemættet oplevelse.

Jeg er glad for du er med her Theodor

kh

theodor sagde ...

Hejsa - tak for kommentarerne. Jeg er også glad for at være med her blandt ligesindede :-)

Og så skal jeg i højeste grad have sørget for at jeg får besked, når der kommer nye indlæg, så jeg kan svare tilbage lidt hurtigere :-7

Med et smil,
Theodor

gronbak sagde ...

Din hovedperson er på lidt af en opgave. Jeg synes din scene unde i naturen bliver godt anvendt som en integreret del af forløbet. Luften er ikke noget - et tomt run, vinden og sneen er håndgribelige kræfter, som udfylderrummet om hovedpersonen og påvirker ham meget kraftigt.

Sneen er en "mur" sneen visker ud, får ting til at forsvinde, lukker af for lyde, slår ihjel.
En kraft sammen med vinden som han må kæmpe imod. Det er godt.

Også fint med tvetydigheden: Er det en anden person som hp bæerr rundt på, eller er det ham selv - en slags spaltning mellem krop og sjæl. Sjælen der forlader kroppen, når man er ved at give op i kampen, og lader sneen viske en ud.

Rytmen med almindelige sætninger, sætningsstumper og gentagelser synes jeg du bruger meget godt.

Meget mættet fortælling.

Jens Albers sagde ...

Hej Theodor !

Din tekst og så Frøken smillas fornemmelse for sne.
Du er fuldt ud på højde.
Venligst Jens

Mette P sagde ...

Jeg er vild med denne tekst!
(men det ved du jo...)
God weekend!
Mette (mpg)

Bente Pedersen sagde ...

Hej Theodor!
Ved godt, at det er et par dage siden,at du lagde denne tekst ud, men jeg har alligevel lyst til at sige,at den taler til mig.
Jeg har ofte forsøgt at forestille mig,hvordan det ville være at være opdagelsesrejsende og f.eks. ende i ovenfor beskrevne situation..Hvornår man med fred i sindet overgav sig til kulden og sneens favntag...men jeg tror,at du har meget ret i, at det først er når hernen er lige så hvid og ren som sneen. Lige så længe,at der er rester, der byder os at kæmpe videre og kræfter at kæmpe med, så vil vi gøre det.Det ligger vel også dybt i vore gener.
En meget velskrevet tekst med flotte detaljer!
KH Bente