fredag den 27. november 2009

Tømmermænd og hjertebanken

forfatter: Robert Mørk Tindholm

Det var en møgdag. Efterår og støvregn, vejret passede fint til mit humør og min fysiske tilstand var helt på nulpunktet. Jeg havde brugt fire fridage på at ture rundt på værtshusene i mit gamle kvarter og var vågnet op midt på formiddagen, med tømmermænd og et blåt øje.

Det var telefonen der havde vækket mig, og jeg ærgrer mig stadigvæk over at jeg tog den. Det var chefen i krigshumør, og han var den sidste person jeg havde lyst til at tale med. Efter den sædvanlige prædiken, om min uduelighed og usmagelige livsførelse, kom han endelig til sagen.
”Du har nøjagtig fem minutter, så sidder du her på mit kontor, har du forstået?”
”Ja, selvfølgelig har jeg det, men.. ”
”Der er fandme ikke noget men´ her..” han knaldede røret på.

Åh, hvor jeg dog hader ham, ikke bare fordi han altid nyder at gøre mine tømmermænd endnu værre, det er mere et kronisk had, til hans slags, og det at han ligner min far, gør det ikke et hak bedre.

Han er en stor mand, chefen, vel i overkanten af hundrede og tyve kilo og antallet af dobbelthager vil jeg slet ikke komme ind på. Sveden løb ned af ham og klæbede hans i forvejen alt for stramme skjorte, til hans fede krop.
”Nå, er du færdig med at drikke din hjerne væk, for denne gang?” spurgte han og pustede cigarrøg hen over hovedet på mig, jeg nåede ikke at svarer ham, før han fortsatte:
”Det er vigtigt at du hører efter nu, Skov, der er begået et drab ovre i Langelandsgade, her klokken to i nat og det er direktøren for sukkerfabrikken, han er blevet skudt gennem hjertet, død som en sild lige på stedet. Nå, men flere vidner har set gerningsmanden løbe derfra, men det vigtigste vidne kan politiet ikke finde, hun er bare forduftet” han kløede sig på maven og tørrede sveden fra skjorten af på stolens armlæn ”Det er hans elskerinde, du kender hende Skov, Laila, hun serverede nede på 'Sommerfuglen' før hun slog klørene i sukkerdirektøren. Gå ud og find hende og det kan kun gå for langsomt, af sted med dig, du stinker af sprut”

En ting havde han da ret i. Jo jeg kender Laila, lidt for godt, det var faktisk mig, hendes skarpe klør hang i, før det blev sukkerbossens tur. Bare tanken om at skulle løbe på hende i min tilstand, var nok til at få kolde fødder, men det var chefen vist ligeglad med og jeg var kun glad for at slippe væk i en fart.

Mit første stop var, af naturlige årsager, 'Sommerfuglen', ikke fordi jeg regnede med at støde på Laila, men jeg trængte til en kold bajer eller to, for at kunne tænke. Der var nærmest mennesketomt på værtshuset, bartenderen og en enkel kunde sad og hang, jukeboksen var i gang med at knase en gammel vinylplade. Efter en kold Tuborg og en gl. dansk, begyndte tågerne at lette. Det var kun få dage siden jeg var rendt på Laila, men det kunne jeg ikke bruge til noget, for på det tidspunkt var vi begge i færd med at spænde en ti hestes brandert foran sovevognen, men nu kom jeg i tanke om hendes kolonihavehus, det måtte være mit næste stop. Bartenderen havde ikke set hende i flere uger, påstod han da jeg fik en øl mere og betalte min regning.

Lailas kolonihave ligger ude ved Storeåen og taxachaufføren satte mig af midt i en stor vandpyt. Døren stod på vid gab og nøglen sad i låsen. Jeg trak en stor mundfuld luft, før jeg gik ind og fik et chok, hele hytten lignede noget fra Beirut, alt var væltet rundt og Laila var godt i gang med at pakke en stor kuffert.
”Hej” sagde jeg og hun sprang rundt og havde nær stukket mig endnu et sæbeøje.
”Åh gud, hvad fanden laver du her” i det samme smækkede hun låget på kufferten.
”Jeg leder såmænd efter dig smukke og jeg er vist ikke den eneste, hvad foregår der egentlig?”
”Ja det er noget være rod jeg har lavet” svarede hun og tog sin frakke på
”Det er vel ikke dig som har skudt...?”
”Hold nu din kæft” afbrød hun mig og fortsatte ”Hvis du kører mig ind til banegården, må du beholde bilen til jeg kommer tilbage, hun smed kufferten i favnen på mig og skubbede mig hen mod døren.

I bilen, spurgte jeg hvor hun ville rejse hen, hun svarede ikke, men begyndte at tælle pengesedler.
”Hvor mange kontanter har du på dig” spurgte hun så og gav sig tid til at sende mig et af de smil, som jeg aldrig har kunnet stå for.
- Et par tusind, vil jeg tro, vil du have dem, spurgte jeg og hev min tegnebog frem og gav hende den, hun tømte den hurtigt og smed den tilbage i skødet på mig.
”Har du noget med det mord at gøre”
”Hvad fanden snakker du om” hvæsede hun ” Pas nu bare din kørsel”

På banegården var der kun to minutter til Københavnertoget skulle køre og vi løb op ad trappen, jeg slæbte den tunge kuffert og Laila knugede sig fast til min ledige arm. Da jeg havde fået bakset hende ind i toget og stod på perronen og hun hang i vinduet, sagde hun ”Nå Ja” og forsvandt et øjeblik og vendte tilbage med en gul Nettopose i den ene hånd, hun rullede den sammen og stak den ud til mig.
”Er du ikke sød at smide den her ad helvede til for mig, så er du en skat” jeg rakte op og fik den i hånden i samme øjeblik som toget satte i gang og Laila forsvandt fingerkyssende ud af byen. Da jeg gik tilbage mod trappen, blev jeg mødt af fire uniformerede betjente. Der var det, at jeg fik en voldsom hjertebanken og jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg stak en hånd ned i den fordømte nettopose og pludselig stod med et skarpladt mordvåben i hånden.

11 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Hej Robert,
Jeg tænker Dan Turells "Mord i..." bøger. Historien er spændende og velskrevet, og jeg vil have mere. Sikke en cliffhanger, du slutter med.
Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Ja, jeg synes også det er en skøn lille krimi, som slutter på et meget dramatisk højdepunkt.

Roboldo sagde ...

Ih, ja den er fin.

theodor sagde ...

Hej Robert,

Jeg troede faktisk, at det var hp selv, som havde begået mordet og så havde glemt det igen. Men det gav jo i sidste ende samme resultat :-)

Med et smil,
Theodor

Robert Mørch sagde ...

"Jeg Takker og skraber"

Og "Theodor, helt ærlig, så ved jeg endnu ikke hvem der gjorde det, men tak for ideen.
Jeg at i min "julekalenderkrukke" ligger der en seddel med "skriv en fortsættelse til `Tømmermænd og hjertebanken` så vi får se"

Jens Albers sagde ...

Hej Robert!
Jeg er rigtig godt underholdt, fint skrevet.
Måske et lidt for kendt tema eller person.
At en kvinde kan "snyde" os mænd er jo velkendt, og virker troværdigt.
Forslag: Gør din hp. til en satan eller en "engel".

Venligst Jens

Robert sagde ...

Hej Jens

Tak for dine ord. Det er godt du følte dig underholdt.
Dette er min første opgave fra saxo-forår. Jeg er begyndt at skrive vidre på den, og hp. er igang med sin udvikling.
Ind til videre ligger de første fem kapitler kun på "Perfektion" (den lukkede:)

Kh.

Leonius sagde ...

Hej Robert,

også her blev jeg fanget, og ærgede mig over, at der ikke var mere.
Du har en dejlig let måde at skrive på, og jeg syntes du har fået lavet en hp, som kan tåle mange drukture endnu.
Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen.

Leonius.

JEKEL sagde ...

Kære Robert!
Endnu en skøn historie. Jeg bliver s'gu' helt forpustet. Gnæk-gnæk.

Kærlig hilsen
Jørn E

Robert sagde ...

Tak Leonius
Men du kan også læse videre, for de første fem kapitler ligger inde på perfiktion.

Kh. Robert

Robert sagde ...

Tak Jørn
Jeg er da ked af at gøre dig forpustet :) knæg-gnag.

Kh Robert