lørdag den 19. december 2009

Bliklåget


forfatter: Bente Pedersen.
Tekst: "Med bussen - forskellige fortællersynsvinkler"

Bliklåget

I en og samme bevægelse hoppede hun af cyklen og smed den i grøften. Stressdyret bed allerede i nakken fra morgenstunden. Hun flåede tasken af, idet hun så den gule rutebil komme ud af skoven. Tillod sig at ønske. Ønske, at han ikke var med. Bare han var syg. Bare i dag. Og dog! Han havde jo akkurat samme ret til at køre med bussen som alle andre. Bare han så da i det mindste …

To trin oppe hørte hun hans alt for høje latter. Den og så hans uforståelige tale. Han sad som altid allerforrest. I den højre hånd holdt han sit højtskattede bliklåg, mens han med den venstre klappede insisterende på sædet ved siden af. Hun gjorde sit bedste for at forstå ham. Vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv, når han blev ophidset. Som når hun en sjælden gang forsøgte at ignorere hans ønske og gik forbi hans sæde. Så råbte han højt. Så pludselig eksplosivt og gennemtrængende, at alle enten kiggede fejt bort eller direkte opfordrede hende til at sætte sig der, hvor hun nu havde siddet hver morgen i hele 1.g. Hver evig eneste morgen. Ved siden af ham.

Hans smil nåede kanten af begge øreflipper, da hun satte tasken ned imellem dem. De spillende øjne forsvandt helt ind bag de skæve tykke øjenlåg. På sædet bagved kommenterede hans gode venner som sædvanligt alt, hvad der foregik. Han derimod stirrede bare intenst ind i det spejlblanke låg, som han nu holdt i øjenhøjde ved siden af ansigtet. Hvilken verden så han mon derinde? Hvis man skulle tro den afslappede ro, der bredte sig udover hans ansigt, måtte svaret være vidunderlig.

Min prinsesse

Jeg skal lige nå at pudse låget en ekstra gang. Det nye her er meget bedre end det gamle. Indersiden er bedst. Bussen er snart ude af skoven. Så varer det ikke længe. Mit fine nye låg. Det er så blankt. Jeg fik det af Henrik i går. Han hjælper mig og de andre i vores hus. Han er rar. Han forstår mig, så jeg ikke behøver at råbe så højt. De andre kan også bare høre efter. Han er min ven. Det er pigen også. Det tror jeg da. Hun vil gerne sidde ved siden af mig i bussen. Hver dag. Det er ikke ret tit, hun går forbi. Så kalder jeg bare på hende. Højt, så højt jeg kan, så hun kan høre mig. Så ved jeg, hun kommer hen til mig alligevel. Nu er det fint mit låg. Er hun der mon? Bare hun skal med bussen i dag. Så bliver jeg glad. Så kan hun se mit nye flotte låg.
Hun skal helst sidde ved siden af mig. De andre i bussen ved godt, at de ikke må tage hendes plads. Så bliver jeg gal. Og råber højt. Så driller Ole mig. Han sidder lige bag ved mig. Han siger, hun er min kæreste. Jeg har aldrig haft en kæreste. Ole har Lis. De sidder sammen i bussen , sover sammen og arbejder sammen. Men hun er min ven. Hun har lyst hår. Langt. Og blå øjne. Og røde kinder.

Hun sætter altid tasken imellem os. Så bliver jeg glad, for jeg skal nok passe på den for hende. Jeg er nemlig meget stærk. Hun er vist træt i dag. Hun lukker øjnene engang imellem. Jeg kan se hende i mit låg. Hele vejen ind til træværkstedet. Min prinsesse.

3 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Hej Bente.

Jeg har sådan glædet mig til at bringe den her tekst, for måden du bruger de forskellige synsvinkler er så fin. Efter tekst to sidder man tilbage og tænker, at man vil prøve at være et bedre og mere forstående menneske, når man møder mennesker, som kan forekomme én forstyrrende og støjende, men som bare er anderledes.

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Hej Bente,
Hvor er det en god historie om det at "tale forbi hinanden" sat på spidsen. Jeg kan specielt godt lide den måde, du bruger pigens taske som illustration af deres forskellige opfattelse af hinanden.
Efter at have læst historien sidder jeg tilbage med en trist fornemmelse indeni.
Kh,
Randi

theodor sagde ...

Hej Bente,

Stakkels prinsesse - hvad skal man stille op med den kærlighed, man ikke kan genkende og gengælde? (Hvis der er tale om kærlighed?)

Venligst,
Theodor