torsdag den 17. december 2009

Dydens smalle sti


forfatter: Mette P

Hver eneste dag betræder Maria Friis den smalle sti, hvorpå hendes liv og retning er lagt. Hun vandrer glad af sted med sikre skridt til den søde musik fra et lykkeligt ægteskab med den dejlige Finn Friis, som har en strålende karriere indenfor aktieinvestering – og som, trods sin egen stærkt vigende hårgrænse og hendes for nedadgående kurver, stadig lyser op af kærlighed, når han ser på hende. Og de glade toner af tre dejlige børn, der altid er søde ved deres forældre og hinanden, og som spiller stikbold i haven uden at ramme rosenbedet – og som hjælper til, når der skal laves økologisk grønsagslasagne, og som altid spiser op.

Jo, hver eneste dag betræder Maria Friis den sti, hvorpå hendes liv og retning er lagt. Og selvom stien er smal, så går hun aldrig hen til kanten. Og hun fristes aldrig til at tage en stikvej, hvor fristende og spændende den end måtte se ud. Engang imellem stopper hun op og indsnuser duften af de farvestrålende friske blomster, der pryder vejkanten. Engang imellem drister hun sig sågar til at bøje sig ned og plukke en buket, der kan lyse op i det kridhvide lykkepalads derhjemme.

Det er sjældent, Maria Friis møder nogen, når hun går på sin perlegrusbelagte lykkesti. Og når hun undtagelsesvist gør, så hilser hun blot med et smil og vandrer forbi med et blik, der søger den solbeskinnede himmel og ikke det menneske, hun møder på sin vej.

Så langt så godt.

Maria Friis er lykkelig, men hun er uopmærksom – og hun er stadig lykkeligt uvidende om at den næste person, hun vil møde på sin sti, er Ebbe Nielsen fra PR med de varme øjne og det pjuskede hår. Ebbe Nielsen fra PR, hvis højre hånd altid strejfer hendes nakke, når han kanter sig forbi hendes kontorstol på vejen til kopirummet. Hendes himmelsøgende øjne vil have så travlt med ikke at kigge ind i Ebbe Nielsens, at hun vil overse den forholdsvis store sten, der ligger på stien og ikke alene vil få hende til at snuble, men få hende til at falde så lang hun er - og forårsage både benbrud og knuste hjerter. Maria Friis vil falde lige om lidt på dydens smalle sti. Der vil ikke være nogen til at gribe hende – og hun vil slå sig noget så eftertrykkeligt!

5 kommentarer:

Robert sagde ...

Hej Mette
Det er jo i bund og grund en rigtig trist historie, du her fortæller.
Men du gør det på en overbevisende måde, så den holder hele vejen af dydens smalle sti.
Jeg er vild med billedet af de artige børn, som spiller stikbold i haven uden at ramme rosenbedet.
Historien virker genkendelig. Jeg tror faktisk at jeg kender Maria, måske er hun endda min nabo.
Men jeg ved det ikke med sikkerhed, for hun hilser bare med et smil, og vandre forbi mig med himmelvendte øjne.
Tak for læsning Mette, du skriver henrivende godt.

Kh. Robert

Mette P sagde ...

Tak Robert :o)

Jens Albers sagde ...

Hej Mette!

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene. Jeg er lidt ambivalent på din sprogstil.
Jeg kommer til at tænke på sangen: vil du se mit smukke hjem, vil du se en lyklig familie.
Du rører ved noget væsentligt. Når man spørger: Hvordan har du det, så er det jo ikke alle der giver et ærligt svar, desværre. - Du beskriver et relevant problem i et parforhold. For mig er der nok for mange "glamur ord".
Håber du ser det som et "ærligt forsøg".
Hilsen Jens

Dorte H sagde ...

Hej Mette.

Jeg synes, din morsomme tekst smager lidt af eventyr eller fabel, og så passer det for mig at se udmærket med et lidt andet ordforråd end det daglige. Tillægsord og biord er ikke så moderne i dag, men når man skifter genre, synes jeg, det er fint, at man så også ændrer sprogstil.

Mvh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Hej Mette,
Jeg synes, din historie er utroligt sjov, og jeg kan rigtig godt lide det eventyragtige, der er over den. Allermest vild er jeg med den måde, du gør stien i overført betydning til en sti i bogstavelig forstand. Den slags har jeg stor forkærlighed for :D
Kh,
Randi