torsdag den 31. december 2009

En fremmed kommer forbi


forfatter: Anne Finnerup

Første bid var tungt; han måtte arbejde for at køre linen ind. Overrasket så han, det var en ål - ikke en fisk han havde ventet at se her. Han studerede den og forestillede sig dens lange rejse - helt fra Sargassohavet og hertil.
Hans tanker strejfede bogen, nederst i grejkassen, og sprang videre til den dag for fire år siden, da han en tidlig september morgen havde været ude for at fiske efter regnbueørreder. Han havde stået under nogle overhængende træer ved et af grænselandets bedste fiskesteder.

En raslen i løvet - fire grå skikkelser. De havde travlt, de så ham ikke, men de passerede tæt nok, til at han kunne se, de ikke var danskere. Alle havde en taske eller en rygsæk med. De kiggede sig nervøst tilbage. Han stod helt stille - han skulle ikke blandes ind i noget. Bagefter havde han fortsat fisketuren – var gået ned langs stryget og hen til broen, hvor man tit kunne se de store fisk stå og vente på overskyet vejr, før de turde passere dens skygge.

Han havde fundet en bog, nogen havde tabt på vej over broen - en dagbog fyldt med blyantsskitser. En gammel mand der lå på knæ - en kvinde der lå på jorden, skudhullerne i kroppen nøje aftegnet. Et spædbarn smilede op til ham. Under tegningen stod der Hanah. Først i bogen stod et navn, og ind imellem tegningerne stod der mere på et fremmed sprog. Han burde have afleveret den til politiet ...

Ulla og han havde ikke selv kunnet få børn, så de havde søgt om at adoptere. Efter lang tid var de blevet godkendt, og som ved et mirakel gik der kun 14 dage før det lille hittebarn kom hjem til dem.
Han smilede ved mindet om Ulla, der stod med hende på armen. Pigen havde kigget på dem med sine smukke brune øjne, og hendes ansigtstræk virkede bekendte. ”Hvad siger du til at kalde hende Hannah?”.

Nu var Hannah snart gammel nok til at komme med på sin første fisketur – bare til en put-and-take sø for hyggens skyld. Han havde allerede købt en lille fiskestang til hende. Hun var et usædvanligt fremmeligt barn.

En måge skreg og rev ham ud af hans tanker - han bøjede sig ned og strøg ålens slanke krop med en finger; og så smed han den ud.

6 kommentarer:

Jens Albers sagde ...

Hej Anne!

En tekst, hvor det myldrer med billeder i mit hoved.
En medrivende og god tekst, her har du et fint plot til en roman.

Hilsen jens

Dorte H sagde ...

Hej Anne.

Jeg synes, du har fundet en fin form på teksten her, hvor man får nogle oplysninger, men stadig er meget nysgerrig med hensyn til, hvad der ligger bag.

Godt nytår; Dorte.

Randi Abel sagde ...

Hej Anne,
Jeg er enig med Jens i, at der er stof til noget længere i din tekst. Jeg kan rigtig godt lide blandingen af den mere nutidige fisketur og tilbageblikkene til de illegale flygtningen og overtagelsen af hittebarnet.
Godt nytår.
Kh,
Randi

Susan B sagde ...

Hej Anne

Virkelig interessant tekst du har skrevet her, jeg kan godt lide tilbageblikket der giver nogle fine antydninger om hittebarnet uden at afsløre alle detaljer. Man er stadig nysgerrig efter at høre mere, og jeg vil give de andre ret i, at der er stof til en længere historie her.

Mange hilsner,
Susan

Robert sagde ...

Kære Anne
Jeg er glad for at læse historien igen.
Også jeg kunne tænke mig at læse videre, du viser en lille flig og giver appetit på mere. Jo en længere historie kunne være på sin plads her.

Kh. Robert

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Anne
Hvor er det en fin historie, der danner mange billeder på min indre skærm.
Jeg kender selv til lystfiskerens glæder og tanker ved vand...
Dit oplæg her kunne jo blive til en hel bog.
MKH. Lisa