mandag den 7. december 2009

Fredsduen


forfatter: Louisa Eilschou

En lysende hvid due sad helt ensom på en moden bøgegren, da der en dag kom en skade skrattende og sprællende flyvende med næbbet mistænkeligt rødligt misfarvet. Duen himlede med øjnene og plukkede en fjer, der var kommet på afveje, fra sit bryst. Så tyssede den på skaden.

”Ved du ikke, at den opførsel ikke passer sig på en kirkegård?” Skaden gnubbede sin strithårede fjerfrakke og kastede et flygtigt blik ud over den smukke have, hvor rosenbuske sirligt snoede sig som silkedrager op mod den kridthvide kirke.

”Jeg anede det ikke,” sagde skaden og blev ved med at gnubbe sig. Duen skælvede af væmmelse ved tanken om de små levende kræ, der legede tag-fat i skadens fjerlag. Men den kunne godt lide skaden. Havde ondt af den, fordi den var så dum og ingenting vidste.

”Hvorfor er du rød om næbbet?” spurgte duen. Skaden vred sig og steppede på de tykke fødder.

”Jo, ser du. Jeg kommer lige fra den anden side af den store, hvide stenbygning der.” Skaden løftede vingen mod kirken, der tårnede sig op og skyggede for solen. ”Der var sådan en fin gravsten. Den skilte sig ligesom ud fra de andre. Den var...” skaden ledte efter det rigtige ord, ”speciel...”

Duen skævede mistænksomt til skaden og trippede længere ud på grenen.
”På hvilken måde... speciel?”

Der gik lidt tid, før skaden svarede på spøgsmålet. ”Den var ny,” sagde den så. ”Fra himlen kunne jeg se de smukkeste farver. Blomster over det hele. Så jeg landede for at se nærmere på sagerne.” Skaden bøjede hovedet.

”Ødelagde du noget?” spurgte duen spidst. Skaden nikkede skamfuldt. Det røde næb lignede en klovnemund. Duen sukkede og vendte blikket mod himlen, hvor den eneste sky havde en blød, udefinerlig form. Skaden havde ikke sagt noget længe.

Så hoppede duen helt tæt på og strøg hovedet blidt mod skadens ru bryst.

Dag var ved at blive til aften, og vinden var kølig, da duen lettede fra det trygge bøgetræ og svævede over de tavse grave, kirken, flagstangen og de ituslåede urtepotter langs kirkemuren, før den med største elegance landede på den nye gravsten, hvor skaden et par minutter tidligere havde efterladt sig et kæmpe rod. Duen nåede kun at plante fødderne på det iskolde marmor, inden et mørkt forældrepar slæbte sig op af den snørklede grusvej. Duen betragtede parret, mens de med tunge hjerter fandt vej til den nye gravsten.

Duen trak ikke vejret. Den følte sorgen så nær, at det var umuligt at bevæge en muskel. Kvinden satte sig på knæ foran stenen. Hun havde på ganske få sekunder ryddet op efter skaden, og hun lænede sig ind mod stenen og kyssede de nyindgraverede guldbogstaver.

”Har du set?” hviskede manden pludselig. ”En rigtig fredsdue. Vi må ikke skræmme den væk.” Duen sad lysende med bøjet hoved i et øjebliks eufori fra himmelen. Manden lagde armen om kvinden og strøg hende ømt over ryggen.

Sådan sad de længe. Ingen ved hvor længe, der gik, før parret var væk. Duen sidder der stadig. Med bøjet hoved og et roligt sind. Lysende hvid. Forstenet.

En rigtig fredsdue.

7 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Hej Louisa,
Jeg kan godt lide din historie. Den starter som et eventyr i gængs forstand og bevæger sig over i noget næsten religiøst. Dejligt at få historien om duen, vi alle kender så godt :)
Du skriver i første afsnit, at skadens næb er "mistænkeligt rødligt misfarvet". Det er lidt tungt, synes jeg. Du kunne måske i stedet skrive "farvet mistænkeligt rødt."
Kh,
Randi

Mette P sagde ...

Kære Louisa

Utrolig smukt. Tak for det :o)

Mette

Jens Albers sagde ...

Hej Louisa !

Jeg bliver fanget af teksten. Derfor er den for mig god.
Du narrer mig med skadens røde næb. De æder jo andet end bær. (sig det ikke til nogen, men jeg troede den havde hakket i... nej, jeg siger det ikke)
Flot spændingsfeldt med duens væmmelse og foragt og dens kærtegn.

Hilsen Jens

Robert sagde ...

Hej Louisa

Tak forlæsning af denne smukke og stærke tekst.
Et modernet eventyr på en måde, rørende.

Kh. Robert

Dorte H sagde ...

Hej Louisa.

Jeg synes også, din historie er velskrevet, og du holder den lidt gammeldags tone fint.

l.e.sparring sagde ...

Mange tak for jeres kommentarer!

JEKEL sagde ...

Kære Louise!
En historie om spændingsfeltet mellem det gode og det onde. Det kyniske og det empatiske. Sådan forstår jeg din historie. Det kyniske er overfladisk og forbigående. Men det empatiske er evigt.

Kærlig hilsen

Jørn E