søndag den 6. december 2009

Fristelsen


forfatter: Lise Hougaard

Det var som om telefonen hele tiden stod netop der, hvor hun kiggede hen. Hun gav sig til at vandre rundt i rummet. Sengen fyldte det meste.

- Hvorfor skulle jeg absolut få et dobbeltværelse?
Hun forbandede, at firmaet havde været så længe om at bestille, når der var tre store konferencer i byen.
Telefonen sprang igen ind i synsfeltet.
Hun forbandede også det trådløse internet. Det havde været alt for nemt at finde hjemmesiden.

- Jeg gør det ikke. Nej!
"Erotisk massage og blid dominans tilbydes af unge veludrustede mænd".
Det hjalp ikke at tænke på strækmærker og hængebryster. Hun mærkede lysten, trangen, behovet. Fristelsen.

- Hvorfor dog ikke? Ingen vil nogensinde få det at vide.
Hun standsede op og slukkede for tankerne. Røret fandt selv vej.
En dyb stemme bød hende velkommen.

- Jo, og hvis han kunne komme allerede i aften?
Hun lagde røret og så, at det var vådt.

- Åh gud, hvad har jeg gjort? Hvad i alverden tænkte jeg på?
Selvforagt, forvirring og forventning - hun vidste ikke hvad, der fik hendes kinder til at brænde. Det kunne også være det ligegyldigt nu. Hun skyndte sig at skænke endnu et glas, som hun tog med sig ud på badeværelset. Hun gjorde sig ekstra umage, han var jo så ung. 21, havde bureauet sagt.

Der var tid til endnu et glas. Næppe havde hun sat sig, før det ringede på døren.
Hun havde nær væltet vinen, men tilkæmpede sig en værdig ro. Håbede hun.
Med hjertet i halsen åbnede hun døren. Og der stod han.

- Mikkel, hvad laver du her?
- Øh Mor?

9 kommentarer:

Mette P sagde ...

Haha, herligt! Sikke en fin lille tekst med en indbygget overraskelse, så man sidder og krummer tæer.
/mette

Randi Abel sagde ...

Hej Lise,
Jeg husker din tekst, men bliver ikke mindre pinligt berørt ved tanken om mor og søn i døråbningen ;)
Kh,
Randi

Anfi sagde ...

Hej Lise,

Først får du mig til at følge hp's kvaler og hendes fejlslagne forsøg på at stå imod fristelsen. Så kommer overraskelsen og man kan mærke hvor usandsynligt dybt pinligt livet kan udforme sig. Og vi ved jo at virkeligheden overgår fantasien, så det er sikkert sket for nogen - et eller andet sted i verden.:D :D Godt det ikke var mig ;-)
kh Anne

Jens Albers sagde ...

Hej Lise !
Ja, der melder sig mange spørgsmål med din tekst.
Jeg vil ikke omtale alle. Men alene det, giver jo din tekst en flot karater.Man gribes, man vurderer,moral mod behov - livet er skønt og forfærdeligt.
Super nærværende tekst.

Hilsen Jens

Robert sagde ...

Hej Lise

Som taget ud af virkeligheden, Måske :)
Men stakkels den mor, og søn, som har oplevet det.
Din tekst her er god, fordi den tvinger sin læser til at tænke over moral, behov og livet ikke mindst.

Tak for læsning

Kh. Robert

Dorte H sagde ...

Ja, jeg kan også godt huske, hvordan vi grinede ad den her i krimigruppen.

Man må sandelig håbe, sønnen værdsætter al den umage, hun har gjort sig ;D

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Lise
Du godeste!
Det var en saftig historie.
MKH. Lisa

JEKEL sagde ...

Også jeg husker denne tekst. Godt konstrueret. Den fandens sexdrift! Næst efter sexdriften er jernbanedriften det sværeste at styre er der nogen der vil vide. Denne historie griber en med sin pinlighed, fordi den er troværdig.

Kærlig hilsen

Jørn E

Heltinde sagde ...

Wauw, en række søde kommentarer! Jeg bliver så glad, når jeg kan more folk og tillige få dem (os) til at tænke lidt over livet.

- Jørn, den var god den med jernbanedriftem ;-)

Smil og hilsner,
Lise