søndag den 27. december 2009

Gunhilds offer


forfatter: Olav

Gunhild gøs. Om det var fordi hun lige var kommet ud af det rituelle bad, eller på grund af situationen vidste hun ikke.

Tjenestepigerne hjalp hende i tøjet. To af dem trak kjolen over hende, mens en tredje gav sig i kast med at børste hendes lange lyse hår, så det kunne være slået frit ud for sidste gang.

- Er I ikke glad, Jomfru Gunhild? I dag er det jo den store dag.

Det var den trinde Thora der var i gang med håret som forsøgte at muntre hende op. Hun var altid i godt humør, men hun fik kun aftvunget Gundhild en kort trækning af de røde læber.

- Så, nu er vi snart færdige, mumlede Thyra og Ragnhild næsten i kor og trådte lidt tilbage.

Gunhild var nu fuldt påklædt og manglede bare én detalje. Thora fandt brudekronen frem og satte den ovenpå Gunhilds nyredte hår. Krone var nok så meget sagt – den var flettet af pil og pyntet med bær og blomster – men den var noget anderledes end den jomfrukrans hun indtil nu havde båret.

Det bankede på døren. Det var Thorbjørn. Gunhilds lillebror lignede hverken Thor eller en bjørn, men han var trods alt hendes bror og under de nuværende omstændigheder familiens overhoved. Hun sukkede og bød ham træde nærmere.

- Jeg har sværdet med. Er du klar?

Hun forsøgte at fremtvinge et smil og nikkede til svar. De gik i procession ud af badstuen og hen i retning af det gamle tingsted. Thorbjørn foran med sværdet hævet, Gunhild lige bagefter og de tre terner allersidst. Det var ikke noget stort optog, men traditionerne blev da holdt.

Da de nåede frem til pladsen, var de andre allerede ankommet. Frode og resten af hans familie stod rundt om og ventede.

Hun ville ikke se Frode i øjnene. Han var meget ældre end hende og havde været gift mindst to gange før. Mange af hans børn og børnebørn var også med.

Nu stod de to familier overfor hinanden. Hun kiggede ned i jorden. Bare far havde været her. Eller Bjarke. Men hverken hendes far eller hendes storebror var kommet tilbage fra krigen.

Thorbjørn løftede sværdet op og påkaldte sig guderne. Både Thor, Freja og Frej skulle påkaldes – og helst med et blodoffer. Gunhild havde frygtet at de ville ofre hendes vallak Frejfax, men de nøjedes med at tilegne hesten til Frej. Den var nu hellig og skulle behandles som sådan. Men i det mindste havde den ikke måttet lade livet.

Efter den traditionelle udveksling af gaver mellem de to familier var det nu tid til selve brylluppet.

Gunhild løftede sit hoved mismodigt men fattet. Hun vidste lige så godt som Thorbjørn at denne pagt mellem deres to familier var nødvendig hvis de skulle overleve.

Pludselig lød der heste i det fjerne. Alle stoppede op og kiggede i retning af skoven. Hvem kunne dog finde på at afbryde denne vigtige ceremoni? Man ventede ikke flere gæster, men var der gæster på vej blev man nødt til at vente på dem.

Gunhilds hjerte gav et lille ekstra hop da hun så hvem det var. Det var hendes storebror Bjarke. Og han red sammen med Helge fra Anglerne. Åh, Helge som hun havde kendt så godt da hun var barn.

5 kommentarer:

theodor sagde ...

Jamenem, er det for sent eller hvad?! Skal hun giftes med Helge i stedet?

Historien slutter lidt brat vil jeg påstå :-)

Venligst,
Theodor

Olav sagde ...

Den åbne slutning kræver nok en forklaring:

Som mange andre historier her på stedet stammer denne lille tekst fra en opgave på Saxos online forfatterskole.

Opgaven gik ud på at researche og beskrive et bryllup i en fremmed kultur, og der var en begrænsning i længden på teksten.

Det er ikke utænkeligt at teksten her (eller en omskrivning af den) kommer til at indgå i en større sammenhæng på et senere tidspunkt, men lige nu og her må du nøjes med denne version :-)

Dorte H sagde ...

Jeg kan godt huske din spændende tekst fra saxo, hvor vi bl.a. diskuterede gamle danske navne.

Jeg synes også, den ender brat, men egentlig er det spændende, at vi får den der lille antydning af, at Gunhild hellere vil have Helge, og at der måske stadig kan nå at ske noget. En rigtig cliff-hanger :D

Randi Abel sagde ...

Hej Olav,
Jeg husker også din spændende tekst fra SAXO. Jeg kan godt lide cliff-hangers, men håber på en udbygning på et tidspunkt. Teksten er så god, at du sagtens kunne arbejde videre med den.
Kh,
Randi

Robert sagde ...

Kære Olav
Det er en flot tekst, og jeg følte mig hensat til tiden, og ville gerne have læst mere.
Din afslutning er super, den åbner muligheder, og mit romantiske sind blev pirret. tak for det.

Kh. Robert