fredag den 11. december 2009

Henry ... eller når en historie løber løbsk


Nu vil jeg skrive om en mand som går på gaden og drømmer, pludselig bliver han kørt over af en rød Ford Mustang, så han ligger og bløder på bilens kølerhjelm, det er godt at bilen er rød, for så ser det ikke så drabeligt ud. Men jeg syntes at det er lidt synd, så jeg skynder mig at skrive det om.

Så nu undgår han behændigt kølerhjelmen, og løber over på det modsatte fortov.

Her støder han ind i en smuk og sød pige, hun hedder Alvira og er seksogtyve år, hun smilede et meget sødt smil til ham og han bliver forelsket med det samme. Men da han inviterer hende i biffen, siger hun,

"Nej, det kan jeg ikke, for jeg er gift og har børn"

Nu bliver manden meget ked af det og er lige ved at græde, så jeg får medlidenhed med ham og skriver det om en gang til.


Så nu er Alvira fri som en fugl fra de varme lande, og sammen går de ind på en cafe for at snakke og blive kærester. Det går meget godt, de smiler og ler til hinanden, men efter 2 kopper kaffe med fløde, siger Alvira, "Jeg er desværre lesbisk, og forelsket i min nabokone, Louise"

Men denne gang er jeg mere vågen og jeg skynder mig hurtigt at skrive det om til at manden, som for øvrigt hedder Henry, slet ikke er forelsket i Alvira. Han er bare ude på at udnytte hende, på en grim og egoistisk måde. For det viser sig nemlig at han er en stymper, og en hjerteløs Don Juan.

Så bliver jeg rigtig sur, for det anede jeg slet ikke noget om. Så nu rejser Henry sig pludselig op fra sin stol, og styrter ud på gaden, hvor han bliver kørt over af en hvid Mustang.

Og denne gang er jeg iskold, så nu må han bare ligge og bløde, til der kommer en ambulance. Så kan han lære det, kan han.

8 kommentarer:

l.e.sparring sagde ...

Hej Robert

Jeg kan godt lide din historie.
Den får mig til at tænke på glæden ved at skrive og selv at være herre over historiens gang, og hvordan man pludselig har skabt en ny fiktiv verden omkring sig, som man er hundrede procent klar til at sætte sig ind i for at lære sine karakterer at kende.
Tak for go' og interessant læsning!

Hilsen Louisa

Dorte H sagde ...

Hej Robert.

En morsom tekst, hvor du leger med rollerne som forfatter og fortæller. Og det er jo noget af det skønneste ved at være forfatter: JEG bestemmer, hvordan personerne skal være, og om de skal leve eller dø, være søde eller onde - eller midt imellem - og have lov at forelske sig, eller gå ensomme og triste rundt.
Du tegner de forskellige personer hurtigt og fint med detaljer som ´to kopper kaffe med fløde´.

Robert sagde ...

Tak Dorte & Louisa

Ja skrivning er jo i bund og grund en leg med fiktive skæbner, og hvis man ikke har lagt en plan, kan det hurtigt ende galt.

Kh. Robert

Randi Abel sagde ...

Hej Robert,
Sikke en sjov og sød historie om skribentens privilegium og mareridt :)
Du beskriver personerne utroligt godt, for selvom de ændrer identitet i den meget korte tekst, synes jeg, jeg lærer dem vældig godt at kende.
Kh,
Randi

Susan B sagde ...

Hej Robert

Jeg er også vild med din måde at illustrere forfatterskabet på. Den måde det hele udvikler sig på og tager overhånd, har du beskrevet med finesse :)

Kh Susan

Leonius sagde ...

Hej Robert,

jeg er slet ikke sikker på, at jeg skulle have læst din historie, i den tilstand jeg er i.
Jeg er forkølet, hoster meget, og har fået et gammelt (rent) viskestykke af min søde frue, til i ny og næ, at tørre mig i.
Det hele eksploderede, i noget forfærdeligt grisseri.
Jeg grinede, og måtte så hoste, det blev en blanding, jeg kunne ikke se, for jeg havde tåre i øjnene. Og det var kun de første afsnit.
Nu har jeg fået læst historien færdig, og tørt mit hoved, så jeg er nogenlunde præsentabel.

Robert Mørk Tindholm, du har fået dig en ny fan.
Jeg har aldrig læst noget så morsomt og befriende, som denne historie.
Mange mange tak for denne oplevelse.

Leonius.

JEKEL sagde ...

Kære Robert!
En herlig fabuleren over den magt man som forfatter har til at ændre på sine figurers. Somme tider kunne jeg ønske mig at det også gjaldt i det virkelige liv. Men så kommer jeg til at tænke på hvilke frygtelige konsekvenser det kunne få og så ønsker jeg det ikke alligevel.
Endnu en perle!
Kærlig hilsen
Jørn E

Robert sagde ...

Tak for alle roserne

Og Leonius, Jeg er glad for at få en fan, men ikke for at høre om din tilstand.Jeg håber din søde kone er ved at tilberede en ekstra portion lykkeduft.

Og Jørn
Nej her i virkeligheden, skal man passe på hvad man ønsker sig.Men så er det jo godt vi har vores fantasi.

Kh. Robert