fredag den 4. december 2009

Når virkeligheden slår ind


forfatter: Marianne N

Han kigger ud ad øjenkrogen. Den lille plasticpose med klumpen skinner lokkende. Om natten er han vågen, om dagen sover han. Om aftenen ved han, at næste morgen stopper han. Det bliver ikke noget problem. Selvfølgelig kan han holde op. Men hver gang det bliver morgen, sætter depressionen ind, og han kan ikke se dagen i øjnene. Og hvis han ikke er ryger, hvad er han egentlig så? Nederlagene tårner sig op og er ikke til at komme uden om.

Klokken er halv syv, og han er næsten lige gået i seng. Langt væk hører han sin kone og børn stå op. Han hører deres stemmer. Janus på syv er lige startet i første klasse. Karl på tre går i børnehave. Han hører konen rasle med porcelæn i køkkenet. Han ved, at Janus spiser ymer, og at lille Karl foretrækker havregryn med mælk og sukker. Han hører Karl spørge, hvor far er.

”Han sover.”

”Det gør farfar også. Han sover også længe, det gør farer altid, men ikke morer, vel?”

Han hører ikke, hvad konen svarer den tre-årige, men han kan gætte. Lidt senere hører han døren gå.

Der er blevet stille i huset. Han skimter morgenlyset gennem gardinet og vender sig om på den anden
side. Forsøger at sove. Sove er måske så meget sagt. Som altid afløser det ene mareridt det andet. Han er søvnløs. Han kunne i virkeligheden ligeså godt stå op, men han orker det bare ligesom ikke.

Han skal tisse, der er ingen vej uden om. Han kanter sig ud af sengen og knuger posen i venstre hånd. Hans tynde krop hænger knap nok sammen. Han tisser og trækker ud. Han åbner posen og tager klumpen op. Han vejer den i hånden. I det samme falder hans øjne på spejlet. Den mand, der grimasserer ad ham, kender han ikke. Det afviger voldsomt fra den opfattelse, han engang havde af sig selv. Dybe furer, indfaldne kinder og øjne der er alt for store. Er det virkelig ham? Det må da for helvede kunne gøres bedre. Livet! Han ser på klumpen, så smider han den ud.

8 kommentarer:

Jens Albers sagde ...

Hej marianne !

Hold da op. Jeg bliver grebet om struben. At være afhængig må være rædselsfuldt.
Fantastisk skønt socialrealisme ... hedder det ikke det?
Flot fortalt.
Hilsen
Jens

Mette P sagde ...

Hej Marianne
Ja, jeg kunne jo genkende teksten fra Saxo, og den er stadig god! Jeg synes også, den står skarpere nu, kan det passe? :o)
God weekend
Mette

Randi Abel sagde ...

Hej Marianne,
Jeg husker også teksten fra SAXO, og jeg synes stadig, den er utroligt godt skrevet. Nok er hovedpersonen gift og har børn, men han er ikke aktiv deltager i familielivet - det får du rigtig fint frem.
Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Jeg nød også at genlæse din tekst.

Robert sagde ...

Hej Marianne
Jeg blev grebet af historien, du beskriver det virkeligt realistisk(siger en mand som har været afhængig af lidt af hvert)
Du tegner et meget præcist billede af familien. Bravo.

Kh. Robert

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Marianne
Jeg genkender dig også fra Saxo, hvor jeg ofte nød dine tekster.
Din historie virker stærk og realistisk.
Den knuger sig ind i sjælen på mig!
MKH. Lisa

mn sagde ...

Hej alle.

Jeg har vist endelig langt om længe fundet fidusen med at sende en kommentar, så jeg takker alle og glæder mig over, at fx Robert siger, det virker realistisk.
Mange tak og god jul
Marianne N

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Marianne
Tak for sidst. Det var så dejligt at være sammen på Vallekilde.
Det var lidt hektisk, da vi pludselig skulle skynde os for at nå færgen. Vi kom til Odden i rette
tid.
Vores hjemtur gik fint.
Havet var næsten blikstille.
MKH. Lisa