søndag den 20. december 2009

NØRREBRONX


forfatter: Marianne N

Folk krymper sig. Vi griner. Vi puffer. Det’r bar’ for sjov! Vi ejer Nørrebronx. Vi sparker. Folk dukker sig. De kigger ned, de kigger op, de kigger væk, de kigger forbi. De lader som om. Vi bevæger os. I støvletramp. Stamp i formation. Hvad fa’n vil hun der? Bitch’en i bilen. Hun sniger sig forbi. I den forkerte sid’. Overhaler os. Respekt. Bitch’en mangler sgu respekt. Sådan en lud’r. Hun kør’ forbi. Parkerer 200 meter væk. Vi ødelæg’r. En afspærring. På et vejarbejd’. Bruger kæppene. Slår i asfalten. Stomp! Og bevæger os. Mod bilen. Hun står ud. Går rundt. Hun har travlt. Vi nærmer os. Skærper sanserne. Lugter blod. Lugter frygt. Frygt er magt. Frygt er godt. Det er så fucking. Fucking let. Det’r bar’ for sjov. Hun står. Uden at ku’ bestemme sig. Hun kigger ned, hun kigger op, hun kigger væk, hun kigger forbi. Hun ser folk. Fjerne sig, mens de dukker sig. Hun vender ryggen til. Vi lægger an. Hun åbner bagdør’n. Vi ånder hend’ i nakken. Hun dukker frem. Holder noget i arm’ne. Vi lægger an. Vi skal lige ….

- Stop, la’ vær’, hun har et lille barn på armen.

-------------

Den stille gade ligger lige her. Jeg drejer til venstre. Gaden ender blindt. Jeg kører langsomt. Møder en flok unge med hængerøv og hættetrøjer. De spærrer gaden og valser fra side til side. Jeg sniger mig forbi i den forkerte side af vejen og sætter farten lidt op. Parkerer et par hundrede meter længere oppe ud for nr. 11. I bakspejlet kan jeg se, at lamperne på et vejarbejde bliver kylet rundt i luften for at lande på det modsatte fortov med en klirren af glas. Afspærringen på vejarbejdet omdannes til en slags baseball bats. De stødes mod asfalten. Stomp! Jeg står ud af bilen. De er på vej mod mig. Stomp! De nærmer sig. Panik! Jeg haster om på den anden side, lukker bagdøren op og vikler mit barnebarn ud af sæde og sele. De er kommet meget nærmere. Jeg har fået en ledsager. Det er angsten, der har slået følge. Jeg kan lugte den. Lillemanden giver sig lidt, men sover trygt videre på min arm. Han ved, jeg passer på ham. De ånder mig i nakken. Sveden stinker. De har omringet mig. Hjertet dunker. Pulsen skyder i vejret. Kæppene løftes. Jeg lukker øjnene. Står bare der og kan ingen vegne komme. Jeg ser folk haste forbi på det modsatte fortov. De dukker sig. De kigger væk. De kigger op. De kigger ned. De kigger lige forbi. Jeg er limet til asfalten. I en glasklokke. Det her er ikke virkelighed. Jeg venter på slagene. Pludselig hører jeg en stemme.

- Stop, la’ vær’, hun har et lille barn på armen.

5 kommentarer:

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Marianne
Du kan tro, at jeg kan huske din velskrevne historie fra Saxo.
Jeg er så lettet over, at min datter er flyttet fra Nørrebro og bor i Ry med sin familie!
MKH. Lisa

Randi Abel sagde ...

Kære Marianne,
Jeg er henrykt over at få lejlighed til at læse denne tekst igen. Den er utroligt god og stærk.
Kh,
Randi

Jens Albers sagde ...

Hej Marianne !

Særdeles godt fortalt, et stykke samfundsrelevant billede.
Hvor og hvordan har de voksne svigtet med opdragelsen?
I gamle dage - undskyld udtrykket - kunne vi demonstrere fredeligt.
Flot.
Og så de to vinkler - godt set.
En ide: ... ikke fordi jeg kan gennemskue, om det ville blive bedre, men kunne man flette det sammen, så det sker/læses samtidigt?
Hilsen jens

theodor sagde ...

Hej Marianne,

Der er noget rørende i, at det mindste, forsvarsløse barn kan være så stærk en beskytter.

I et rent tankeeksperiment: Hvilken fortælling kunne denne scene være en del af?

Venligst,
Theodor

mn sagde ...

Hej alle.

Tak for jeres gode kommentarer. Jeg vil tænke over sammenskrivning og Theordors ? om hvilken fortælling min historie kunne være en del af.
Mange hilsner og god jul til alle.
Marianne N