lørdag den 5. december 2009

Uventet besøg - det sidste tilflugtssted


forfatter: Olav

Ti måneder. Eller et år. Eller fem år. Asger kunne ikke huske det. Han havde været her så længe at han havde glemt tiden.

Den betød heller ikke noget for ham længere. Eftersom han havde afskåret sig fra al forbindelse med omverdenen var tiden gået hen og blevet uendeligt ligegyldig.

Han gik ind i biblioteket og satte bogen tilbage som han havde været i gang med at studere. Endnu en Clarke. Den næste ville være en Niven. Tendensen var klar.

Han tog et skridt bagud og kiggede på de boghylder han kaldte sit bibliotek. Der var en lille skammel i rummet med hjul på som egentlig var beregnet til at nå bøgerne på de øverste hylder. Han satte sig på den og tænkte tilbage på tiden inden han flyttede hertil.

Det var nok mindst fem år siden, nu han tænkte sig lidt om. Han havde bestemt sig for at opgive hele det bestående samfund og blive eneboer.

Der var ikke nogen bestemt grund bortset fra at han godt ville have fred til at koncentrere sig om nogle af sine hobbies. Tid til at fordybe sig. Og have fri.

Fri fra reklamer. Fri fra regeringen og folketinget (og oppositionen). Fri fra skattevæsenet. Fri fra utålelige sælgere af dit og dat. Fri fra religionskrige og andre krige. Fri fra den moderne ungdoms tåbeligheder. Ja, fri…

Han havde været gift to gange og skilt igen. Børnene var fløjet fra reden for længst – men virkede i øvrigt ikke som om de ville savne ham. Officielt var han pensionist. havde lige passeret de 70 uden alt for stor festivitas.

Han havde konsulteret lægerne der forsikrede ham at han blev mindst halvfems – hvis han da ikke blev kørt over af en bil.

Tyve år tænkte han. Lad os lægge en margen på og sige tredive år.

Han solgte nu alt hvad han ejede og havde, undtagen alle bøgerne og de andre ting der interesserede ham. Alt unødvendigt blev solgt, inkl. hus og bil samt hvad han ellers havde af værdi.

Det blev en pæn lille formue. Han havde trods alt arbejdet hårdt hele livet og sparet op når han kunne – selv om ekskonerne og børnene havde krævet deres bid af kagen dengang han tjente penge.

Nu var de alle sammen væk – ude af hans liv – og derfor ville han benytte lejligheden til at prøve noget helt andet.

Med de mange penge ville han forsøge at etablere det perfekte eremitbo. Han ville så langt væk som det overhovedet kunne lade sig gøre for penge.

Allerhelst ville han have sat sig op i et rumskib eller en satellit i kredsløb om Jorden eller Månen. Det måtte da være det sikreste tilflugtssted man overhovedet kunne forestille sig.

Men så langt rakte pengene nu heller ikke. Han havde undersøgt flere muligheder, bl.a. toppen af et øde bjerg, en øde ø ude midt på havet eller f.eks. en hytte på Antarktis. Men han endte med en løsning der havde nogle af disse steders egenskaber, men som dog alligevel var noget helt andet.

Asger rejste sig fra skamlen og tog den bog ud af hylden han havde udtænkt sig – en ældre Known Space-roman.

Så gik han tilbage til læsestuen, men lagde bogen fra sig. Han måtte lige have lidt at spise først.

Efter først at have været en tur forbi toilettet gik han i køkkenet. Der var nu ikke meget køkken over det, men han foretrak at bruge vante navne om de forskellige rum. Fra et tilfældig hylde i madskabet tog han en tilfældig pakke, fulgte instruktionerne og satte den i mikrobølgeovnen.

Egentlig kunne han godt lide god mad, men det var en af den slags ting han havde måttet ofre.

I tilknytning til køkkenet havde han en lille spisekrog hvor han nu slog sig ned, mens han spiste sin mad: noget ubestemmeligt der vistnok skulle forestille at være hakkebøffer.

Udenfor var der intet at se på, men han foretrak alligevel at sidde og kigge på et af vinduerne – eller koøjer som de retteligt hed.

For at realisere sin drøm havde Asger købt en gammel udtjent ubåd og fyldt den op med de ting han skulle bruge. Den var blevet sat i stand indvendigt, sådan at der ingen problemer ville være med det sikkerhedsmæssige. Alt var holdt så enkelt som muligt, så alt hvad der kunne give fartøjet fremdrift var blevet taget ud – undtagen en meget lille hjælpemotor. Strøm og ilt ville være et problem, men han havde fundet forskellige tekniske løsninger, så han burde kunne klare sig i de tredive år det var nødvendigt.

En bugserbåd havde slæbt ubåden ned til det sydlige Stillehav ud for Antarktis og havde givet slip der. Med sin lille hjælpemotor havde han så ladet sig drive ned mod bunden og styret sig hen til et fornuftigt landingssted der passede ham: nede i et hul i bunden af en grav.

Det var lykkedes at finde et godt sted, selv om det næsten var gået galt. I starten var ubåden ved at kæntre fordi han var uvant med styremekanismen.

Men det var lykkedes ham at finde det helt perfekte sted, så nu havde han i mange år boet på bunden af havet uden udsigt til andet end et mørkt hav stort set uden liv. Han havde været omhyggelig med at finde det sted med mindst mulig chance for liv og langt udenfor alle kendte sejlruter.

Kaptajnen på bugserbåden var blevet bundet en historie på ærmet, og derudover havde al kommunikation med ham foregået igennem to led af stråmænd. Asger ville være helt sikker på at ikke en sjæl på hele kloden vidste hvor han var og kunne finde ham.

En lyd afbrød hans tanker.

En bankelyd. Det kom ude fra skroget. Besynderligt. Hvad kunne det være?

Han overvejede alle de forskellige muligheder mens han begav sig i retning af lyden.

Det virkede som om den kom fra slusen. Han havde i sin tid sørget for at lukke alle indgange undtagen en enkelt sluse, som han kunne benytte i nødstilfælde.

Godt nok ville han gerne være eneboer, men han var ikke selvmordskandidat.

Døren ind til slusen var åben, men han kunne nu tydeligt høre lyden. Ingen tvivl om at nogen stod udenfor hans ubåd og bankede på.

Asger overvejede om han bare skulle ignorere det. Hvem det end var måtte de vel gå deres vej hvis han ignorerede dem.

Men de virkede ikke som om de havde tænkt sig at opgive lige med det samme, og det kunne jo være en nødsituation. Samtidig var hans nysgerrighed vakt, og den vandt over hans lyst til at være alene.

Han kunne låse den inderste dør til luftslusen, så hvis han lod dem komme ind i slusen, kunne han snakke med dem gennem samtaleanlægget – og han kunne se dem an gennem et lille koøje ind til selve slusen.

Som tænkt, så gjort.

Han låste den inderste dør og fyldte slusen med havvand. Alt kunne fjernbetjenes fra et panel i gangen lige udenfor slusen.

Da slusen var blevet fyldt åbnede han den yderste dør og ventede spændt.

Lig så snart servomotoren havde åbnet yderdøren helt op flød først én og dernæst én skikkelse mere ind.

Asger var god til at bedømme mennesker, så han var ret sikker på at den ene var en ældre dame, og den anden var et lille barn.

Da de var indenfor lukkede han yderdøren igen og pumpede vandet ud. Nu da der var tørt i slusen blev han kun mere bekræftet i sin antagelse.

De to skikkelser tog hjelmene af. Det var ikke sportsdykkerudstyr, men noget mere solidt der kunne bruges på store dybder uden en masse forudgående træning. Asger havde begge typer imellem sit nødudstyr.

Den ældre dame tog først sin egen hjelm af og lagde den på gulvet med et hult drøn inden hun hjalp barnet af med sin. Det var en lille pige på vel højst fem år, anslog Asger.

Damen, som var af en ubestemmelig alder men godt oppe i årene, fik øje på Asger igennem koøjet, men tog sig tid til først at åbne en lufttæt taske hun havde haft om livet.

Hun nærmede sig koøjet og fik øje på samtaleanlægget lige ved siden af.

Asger ville være høflig og byde dem velkommen, men fik kun sagt et spagt ”God dag” inden damen afbrød ham.

Idet hun tog noget der lignede en brochure op af tasken sagde hun højlydt ind i mikrofonen så det gave en metallisk genlyd i hele slusen:
”Kender du sandheden?”

Åh, Gud. Det var Jehovas Vidner!

4 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Hej Olav,
Din tekst lever i sandhed op til titlen, Uventet besøg ;) Du beskriver rigtig fint hans bevæggrunde for at trække sig tilbage fra det almindelige liv, og jeg kan godt lide, vi får et indblik i hans tidligere tilværelse som ægtemand og far.
Jeg ville personligt skære i forklaringen om, hvordan han lukker de to gæster ind, men det er smag og behag.
Kh,
Randi

Jens Albers sagde ...

Hejsa Olav !

Uventede gæster - gavalia.

Det er en rigtig sjov slutning, godt fundet på. de der mennesker kan finde os overalt.
Fint og let fortalt.
( gav ikke gave.. slåfejl)

Pointen i top.

Hilsen Jens

Dorte H sagde ...

Hej Olav.

Herlig historie med et dejligt strøg af humor. Jeg nød den her rigtig meget: "Asger var god til at bedømme mennesker, så han var ret sikker på at den ene var en ældre dame, og den anden var et lille barn."

Slutpointen er også god, men som Randi nævner, er der måske lidt rigeligt forklaring her og der. Desuden kan teksten godt komme til at virke lidt tung, fordi du fortæller i datid, og altså er nødt til at bruge før-datid i dine tilbageblik. Har du overvejet, hvordan den ville fungere i nutid?

/Dorte.

Olav sagde ...

Tak for kommentarerne allesammen. Historien stammer fra Saxos forfatterskole i foråret og er stort set ikke tilrettet. Den kunne måske godt vinde ved at blive skåret lidt ned i størrelse.

Jeg skriver sjældent i nutid, men det er nok rigtigt at det ville virke bedre her.