søndag den 31. januar 2010

Januar-opgave: Telefonbesked


forfatter og foto: Jørn E

Jeg havde besluttet mig. Jo, jeg siger ja. Min forholdsvis nye kæreste havde friet. Jeg havde været nødt til at be' ham om lidt tid. Vi havde trods alt kun kendt hinanden i lidt over en måned. Vi mødtes på havnen i Gilleleje, i fiskeforretningen, jeg stod og overvejede hvad jeg skulle vælge. Der er så mange fiskearter, man slet ikke kender. Mine overvejelser blev afbrudt af en stemme som sagde: 'Du skulle prøve lyssej, det smager godt og det er ikke dyrt'. Jeg vendte hovedet mod den talende og så en mand der var ca. 10 år ældre end mig, d.v.s. omkring de 35. Han så ganske godt ud, med et drenget lidt frækt udtryk i øjnene. 'Jeg aner ikke hvordan jeg skal tilberede sådan noget, så det duer ikke '. Svarede jeg. 'Jeg har en opskrift ude på min båd. Kom med derud, så får du en kopi, og jeg gi'r en drink' grinede han og så glad afventende på mig. Jeg kom til at grine, for han mindede mig lidt om en stor hundehvalp, der står med alle muskler spændt og tungen ud af munden og venter på at man skal kaste bolden. 'OK', svarede jeg, ' det lyder da spændende'.

Hans båd var en stor motorbåd, stor nok til havsejlads. 'Velkommen ombord, jeg finder først opskriften, så vi ikke glemmer den. Han gik under dæk, hvor jeg kunne høre at han rumsterede. - Her er din opskrift. Nu laver jeg en drink. Sæt dig på agterdækket, der er sol.' Vi snakkede godt sammen og jeg fik at vide at Jan, som han hed, havde arvet en ganske stor sum penge fra en onkel og at han derfor kunne leve et frit og sorgløst live. 'Nu mangler jeg bare en smuk og varm kvinde i mit liv' tilføjede han og så indtrængende på mig. 'Jamen så må du jo finde en. Det kan vel ikke være svært med din baggrund og udseende'. Han smilede stort. ' Det håber jeg ikke'. Han stirrede stadig indtrængende på mig.

'Jeg må videre. Jeg skal have gæster til middag og jeg skal lave en fiskeret jeg ikke har lavet før'.
'Kom herned igen en aften, så laver jeg en anden spændende fiskeret til en middag for os to' opfordrede han. Jeg tøvede lidt, men der er nu noget sexet over mænd der laver mad, så jeg takkede ja og vi lavede en aftale.

Han lavede god mad og det endte med en overnatning ombord. Efter kort tid sås vi næsten hver dag, og så kom frieriet.

Nu havde jeg så besluttet mig til at sige ja. Jeg ville ringe til ham. Men inden jeg fik ringet op, så jeg, at der var en telefonbesked på svareren. Det var min gamle farbror. Jeg havde ikke hørt fra ham i årevis og vidste bare, at han boede for sig selv ude på landet i Jylland et sted.

'Hallo, min pige. Jeg vil bare sige, at du skal ikke gifte dig med ham Jan. Han er en rigtig skidt fyr. Han er ude i noget slemt snavs, som du kan blive revet med i. ….Det var bare det jeg ville sige'

Jeg ringede til min mor, lettere rystet. Jeg regnede med, at det var hende der havde talt med farbror Hans.

'Altså, kære ven. Hvad er det for noget sludder med den telefonbesked fra farbror Hans. Han døde jo for snart tre år siden'. Jeg var nødt til bare at lægge på.

Der blev ikke noget bryllup.


Jørn E./19. januar 2010 Alle rettigheder forbeholdes. Eftertryk kun efter aftale.

lørdag den 30. januar 2010

Januar-opgave: I stedet for ris


forfatter og foto: Leonius

Det var en varm dag og jeg var på vej hjem fra et kundebesøg. En smule irritabel, nok fordi, den kunde jeg besøgte ikke matchede mine kemiske forbindelser.
Pludselig stod der en fotograf, eller bare en mand med et ret stort fotografiapparat, lige foran min bil, så jeg måtte stoppe lidt hårdt op. Han fotograferede over mod kirken, jeg råbte gennem det åbne vindue. Han vendte sig, smilede og pegede mod kirken.
På kirketrappen kom et ungt par til syne, det var et brudepar, et smukt brudepar.
En mængde festklædte mennesker kom ud fra kirken, og stillede sig på pladsen foran.
Jeg stod ud af bilen.
Brudeparret stod stadig oppe på trappen, nu sammen med præsten, hvis påklædning var noget mere festlig, end bare sort/hvid.
Fotografen lå nu nede på vejen, i sit fine tøj, og fotograferede.
Fra siden af kirken, kom en gruppe små piger klædt helt i hvidt, med hvide fjerlette vinger på ryggen der gyngede let i rytme med deres bevægelser. De bar på nogle små kurve foret med hvidt stof. Kurvene var fyldt med små blomster, som de strøede ud på pladsen.
Så begyndte de at synge. -Deres stemmer viskede alle andre lyde ud.

Jeg stod ved siden af en nydelig ældre herre, som med respektfuld dæmpet stemme fortalte mig, at det var en ung Vietnamesisk kvinde og en Dansk mand, der lige var blevet viet derinde i den Katolske kirke.
Han sagde, at de små piger sang til Jomfru Maria, og han oversatte:

”Vor dronning, vor moder, Maria!
Vi overgiver os helt og holdent til dig,
og for at vise dig vores hengivenhed,
vier vi dig vore øjne, vore ører, vor mund
og vore hjerter, alt hvad vi er, og alt hvad vi ejer.
Og når vi således tilhører dig, vor gode moder,
da vogt og værn os som dine børn”.

Den lille plads var nu prydet med et smukt blomstertæppe.
Forsamlingen uden for kirken stod som paralyserede, de oplevede noget stort.
De små piger var gået i række om på siden af kirken, og kom nu tilbage med et lille rødt skrin hver, og deres sprøde stemmer tonede igen frem.
Den ældre mand, ved min side, hviskede, at nu sang de til Maria og bad til hende om at følge dette par, og hjælpe dem til et lykkeligt liv.
Solen strålede og gjorde hele sceneriet uvirkeligt, stilheden i denne travle gade og de sprøde stemmer, sivede ind i min bevidsthed med euforisk ophøjet ro, som nærmest eksploderede da de små piger åbnede deres skrin, og lod hundredvis af farvestrålende sommerfugle flyve ud i friheden til den livgivende sol.
Det var som om, at alle sommerfuglene skulle rundt og hilse på hver enkelt af de tilstedeværende, før de begav sig videre i forskellige retninger, med en ynde og lethed, som vi mennesker, kun kan misunde dem.

Jeg blev revet ud af min beundring af en infernalsk dytten, og irriteret råb: "Hvem er den idiot, der parkerer midt på vejen?" Jeg gik hen til min bil, smilede til den vrede bilist, og kørte.
Min telefon ringede, det var kunden fra før, der ville godkende mit tilbud, hvis jeg gav 4 %.
Han fik de 4 %, jeg var blevet mild.

fredag den 29. januar 2010

Januar-opgave: Bryllupskald

forfatter: Olav
foto: Jørn E.


Der var fyldt godt op i kirken. De fleste gæster var allerede kommet, og man manglede næsten kun de to hovedpersoner.

Den lave hvisken og sludren blev pludselig afbrudt af temaet fra Desperate Housewives spillet meget højt.

En dame på en af de forreste rækker ledte febrilsk i sin taske efter mobiltelefonen. Fik endelig fat i den og besvarede opkaldet med et hurtigt: "Jeg kan altså ikke tale nu. Farvel".

Hun sad og fumlede lidt med mobilen, inden hun lagde den ned i tasken igen.

Lidt efter ringede den igen. Samme ringetone men meget lavere denne gang.

Damen ventede lidt men tog alligevel telefonen.

"Karen her. Hvem? Folmer? Nej, han er ikke kommet endnu. Jeg sidder altså i kirken, så jeg kan ikke snakke lige nu. Ring om en times tid. Hej"

Igen fumlede hun med knapperne på mobilen, inden den røg tilbage i tasken.

Der gik dog ikke lang tid før den ringede igen, men det var stort set kun hende selv der så det. Mobilen lå i tasken og vibrerede brummende, så cigaretter, læbestift, lighter og andre småting blev kastet rundt mellem hinanden.

Tydeligt utålmodigt nærmest flåede hun telefonen op af tasken, og selv om den havde været næsten lydløs blev hele kirken stille da hun råbte ind i telefonen:

"Hallo. Er det dig igen? Jeg har jo sagt at jeg ikke kan snakke nu. Hvem? Folmer? Ja, vi venter næsten kun på ham nu. Skal jeg hilse ham fra dig? "Det sidste blev sagt med en tydeligt sarkastisk undertone

Personen i den anden ende af røret fik nu endelig en chance for at svare, og da hun havde hørt svaret holdt hun mobilen ud foran sig og kiggede målløst på den, som om den havde svaret på en gåde hun lige havde hørt.

Damen gjorde nu store øjne og virkede panisk men tog mobilen op til øret igen.

"Folmer? Er det dig? Hvor er du henne? Hvad siger du? Hvad for en polterabend?"

Koncentreret lyttede hun til Folmer i telefonen. Hele kirken var musestille.

"Hvornår bliver du så udskrevet?"

Stille lagde hun røret på og rejste sig op.

"Ja, jeg skal hilse fra Folmer. Han har det godt, men der går altså lige et par uger før der bliver bryllup."

Bruden var i det samme kommet ind i kirkesalen sammen med sin far og dejsede om på stedet.

torsdag den 28. januar 2010

Tanker efter to måneder

Når man tænker på, hvor mange ideer der fødes (og dør) hver dag, synes jeg, det er fantastisk, at Skrive-bloggen er kommet så flot fra start med godt femogtyve medlemmer, daglige tekster, månedlige opgaver og en dejlig masse kommentarer.

Samtidig er det næsten svært at forstå, den kun er to måneder gammel. Første tekst, skrevet af Theodor, blev udgivet den 25. november. Og for mig som administrator er det for længst blevet hverdag at huske at lægge tekster ud og vælge et passende billede. Jeg gør det cirka to gange om ugen, så I skal altså ikke tro, jeg sidder limet til min computer hver dag kl ti.

Rigtig mange af jer udtrykker glæde og tilfredshed over bloggen, men alligevel vil jeg gerne lige give anledning til, at alle medlemmer kan komme frem med deres forslag og tanker.

Er Skrive-bloggen blevet til det, I havde tænkt jer? (Af en dansk blog at være tror jeg, den er kommet fænomenalt fra start, for danskere er langt mere tilbageholdende med at kommentere blogs end englændere og amerikanere).

Fungerer metoden med en daglig tekst, udvalgt efter et rotationsprincip mellem de tekster, jeg nu har på lager?

Andre ideer til fornyelse, forandring eller markedsføring?

Er det tekniske og lay-outmæssige okay? (Jeg kan sikkert ikke gøre det meget bedre, men der er da masser af ting, der kan gøres anderledes).


PS: også tak til det voksende antal medlemmer, som selv medsender fotos, og somme tider endda forærer mig ekstra billeder til mit lager! Det er nemlig lidt sjovere, når billedet kan spille sammen med teksten.

Januar-opgave: Uventede gæster


forfatter og foto: Jens Albers

Sct. Knudsgade 13, 1.tv
5000 Odense
Det er søndag d.12. maj 1979 kl. er 12:30
Det er bare en lille intim familiefest.

Der er hjemmebagt pizza, øl og røde sodavand på bordet. Her dufter pragtfuldt. Vi er der alle sammen på nær min bror. Han kommer måske senere.

Vi er ni voksne og fem børn. Mie er den ældste af børnene, hun er 16 år. Den yngste er min, også en pige, kun tre måneder gammel. Vi er samlet for at holde navnefest for hende.

Det japanske kirsebærtræ i baggården står og lykønsker os med sine flotte svajende blomster, også solen hilser lyst og venligt.

Jeg bobler af glæde. Nu kan jeg ikke vente længere. Jeg rejser mig og slår på mit glas.

Så ryger døren op og ind farer en mand med en pistol i hånden. Hans øjne er vildt opspilede. Han ser lidt forvirret rundt på selskabet.

- I holder kæft alle sammen! Råber han og truer med pistolen.

Det er det eneste, der ikke sker. Næsten alle skriger og flere gemmer sig under bordet. Selv står jeg som en saltstøtte. Han snuser og stirrer på pizzaen.

Uden at nå og tænke nærmere over det siger jeg:
- Vil du ikke sidde ned og have et stykke? Jeg rækker ham en øl. Et kort øjeblik tøver han, så sætter han sig ned drikker begærligt og hugger en stor bid pizza i sig. Der bliver langsomt stille i stuen. Vi kan kun høre hans glubende appetit.

Så ringer telefonen. Jeg tør ikke røre mig. Men den insisterende ringetone stresser den sultne pistolmand.

- Tag den for helvede! Kommanderer han og vifter af mig med pistolen.

- Det er Jens.

- Det er politiet, du skal bare svare ja eller nej. Du må ikke sige, hvem der ringer – forstået?

- Ja.

- Der er forsøgt røveri mod Handelsbanken for enden af Sct. Knudsgade. Vi har sporet en person ca. hertil. Er der en mand med en pistol inde ved dig?

- Ja.

- Du skal bare lade som ingenting. Vi stormer lejligheden om fem minutter – Forstået?

- Ja.
Jeg lægger røret og ser rundt på min familie, hører børnene græde.

- Det var Torben, min bror, han kommer om lidt.

Som en mus i en glasklokke ser jeg ud på pistolmanden.

- Nej, det var politiet. De vil storme lejligheden, skynd dig ud af bagdøren! Jeg peger.
Manden rejser sig hurtigt og vælter stolen. Så farer han ud af døren.

De fangede han to timer senere ikke uden skyderi, men ingen kom til skade.

onsdag den 27. januar 2010

Fra natur til natur og tilbage igen

forfatter: Ragnhild Jakobsen

En solsort kommer flyvende inde fra tågen. Det er november.

...... Hun har læst for meget Voltaire, og er blevet træt. Godt at gå videre i naturen nu. Hun går langs skellet, hvor de overflødige græskarhoveder kigger til hinanden. Halloweenhalløjet er heldigvis overstået. Ved bakken står naboens får. Vædderen har haft travlt, fårene er allerede mærket med blåt.

Hun skifter retning og går mod den lille skovbakke, og bag den søen ved Ravnkilde. En syngende lyd højt oppe når hende. Det må være knopsvanen, som ikke er søgt til kysten endnu.

Hun kommer til sin siddesten og sætter sig tungt. Det er blevet til alt for lidt søvn de sidste par uger. Tusmørket lægger sig. Kulden kryber ind i kroppen. Hun lukker sine øjne, og det er sommer.

Sommerfuglen svalehale flyver omkring hende, mens stemmer som fra et kor af bløde poeter messer et requiem om sommerfugledalen. Hun er fortabt. Noget kravler på hendes hånd. Det er mariehønen. Hun bliver barn igen og lader den flyve op til Vorherre.

Hun åbner sine øjne og ved ikke, hvor længe hun har hvilet i sprogets univers. Det er blevet mørkt. Venus står som et prisme på nattens himmel. Karlsvognen er der, og Orion med sit bælte. Månen lyser over hendes sted. Hun rejser sig og nynner, Herre min Gud. Det her er levende liv. Hun vender retur og læser Hemingway.....

Med et lille smil om munden, rejser hun sig, logger af og går tilbage til naturen.

tirsdag den 26. januar 2010

På Zambesifloden


forfatter og foto: Jørn E.

Jeg sad på den lille dampers overdækkede agterdæk. Efter mange år som postbåd på Zambesifloden, var den nu gået på pension som turistbåd. Dampmaskinen var blevet skiftet ud med en dieselmotor, som dunkende sendte en tung dunst af dieselolie op gennem de vidåbne udluftningsluger, midt på dækket.

Der var indrettet en lille restaurant i apteringen i stedet for de mindre rum der var der før, beregnet til posten. og på agterdækket, hvor jeg sad, var indrettet en bar.

Jeg kunne, hvad angår drikkevarer angår, ligeså godt sidde i restauranten på missionshotellet i Brande. Her havde temperaturen ha' været til at holde ud. Holdt mig til mineralvand uden brus - bvadr. Men jeg vidste at en hovedpine, der ville få Hiroshimabomben til at minde om en lyn-kineser, ville være den kontante straf for at drikke noget med alkohol i. Nej, en langsom indtagelse, i små slurke, af vand var det klogeste man kunne vælge i dette klima.

For ikke at blive blændet af solens skarpe genskin fra vandet, havde jeg beholdt solbrillerne på. Hatten røg af. - Hader at gå med hat. Det føltes, som om nogen havde præpareret svederemmen med en limstift. Herinde under overdækningen var jeg beskyttet mod solens stråler, som her på stedet havde en UV-faktor "som bonden aldrig ser" og hvor man kun danner skygge lige lodret under sig, når man - modvilligt og nødtvungent - bevægede sig ud et sted hvor der ikke var træer eller huse der kastede skygge.

Luftfugtigheds-procenten var så høj, at den kun adskilte sig ganske lidt fra vandet i floden.

Det krævede opbydelsen af al min koncentrationsevne, og det var ikke meget, at fokusere på naturskønheden, som jeg var kommet her for at opleve.

Zambesifloden i november måned er ikke et sted for en dansker med hang til det tidlige danske forår.

mandag den 25. januar 2010

I mørket under isen


forfatter: Bente Pedersen

Lyden bragede hen over isen. En hul lyd som fra et uhyre fra søens dyb. Et sovende mørkt væsen, der ikke ønskede at blive vækket. Hun skuttede sig i uvilkårligt i den alt for tynde anorak, men skød hurtigt morens formanende ord fra sig: ” Nu løber I kun inde ved kanten, hvor det er sikkert!” De havde ivrigt og leende forsikret hende om, at der ikke var noget at være bange for. De skulle jo bare lige prøve lidt helt inde ved kanten, mens de store drenge spillede ishockey. Hendes storebror og naboens den ældste var der jo også, og skulle nok passe på hende og de andre. Det var i alle tilfælde planen. På det tidspunkt.

Som sædvanlig havde hun ikke været svær at lokke. Brorens fristende ord, der beskrev en vild tur hen over isen, kunne hun ikke modstå. Hvor tit fik hun da lige en tur i karrusellen? Og ja, selvfølgelig turde hun da. Hun var da ingen tøsedreng. Det vidste broren også godt. Hun skuffede ham ikke.

Og vildt var det. Skøjterne ritzjede hen over den hårde overflade. Hun nød vinden i håret, var pavestolt over, hvor fint hun kunne holde balancen på de gamle, let rustne skøjter. Hun skulle passe på ikke at vrikke over, for skistøvlerne, de var spændt på, var 2 numre for store. Han havde selvfølgelig taget de bedste af spænd-skøjterne. ”Jeg skal jo kunne bremse”, var hans uimodsigelige argument. Sådan var det. Hun kunne drømme alt, hvad hun ville om fine hvide kunstskøjter. Dette var hendes virkelighed.

Hun tog et hårdere og fastere greb i lagnet, der stod spændt ud som et sejl mellem hende og broren. Gad vide, hvor de havde fået det fra? Vinden, der gik på tværs af søen, havde fået rigtig fat. De nærmede sig midten.

Isen smældede igen. Hendes øjne fangede vågen ved bækudløbet til højre for hende. Hvad tænkte han på? Han skulle jo styre. Styre og bremse. De havde jo lovet… Hun kiggede over mod ham, men kunne ikke se hans ansigt for lagnet imellem dem. Endnu et hult drøn skurrede igennem isen.

Hun fortrød, men det var for sent. Pludselig mærkede hun skøjterne under sig skride, blev trukket rundt i en stor cirklende bevægelse. Som når hun sad i det yderste sæde i karrusellen til Børnehjælpsdagen. Det lillebitte træsæde, der var fastgjort med tynde kæder i karrusellens loft, blev hendes raket på vej ud i verdensrummet. Samme slyngende vægtløse fornemmelse fyldte hende nu. Hun lukkede øjnene. Ventede på, hvad der end måtte komme.

Uhyret rystede sig i dybet så voldsomt, at isen slog revner, og klagede sig i smerte. Hun hørte det ikke denne gang, for brorens latter overdøvede uhyggens stemme. ”Nåh, du troede nok ikke, at jeg kunne bremse!” hoverede han. Hans øjne lyste mod hende. Hans triumf over uhyret bar dem tilbage til de andre, der ventede ved søens bred.

søndag den 24. januar 2010

Den ny lægeroman


forfatter: Dorte Jakobsen

Show, don´t tell.

I.

”Hvor er det skønt, at du inviterede mig ud til middag, Alexander. Jeg elsker at spise ude med en flot, mørkhåret læge, selv om du måske fylder lidt rigeligt midt på.”

”Ih, Nynne, jeg synes da også, det er dejligt at sidde på Strandhotellet og tygge i en småsej engelsk bøf sammen med en charmerende, let buttet sygeplejerske. Selv om du desværre ikke har din stramme kittel på og har en beklagelig tendens til at gå i nusset bomuldsundertøj.”

”Sikken lækker salat. Jeg skal jo tænke lidt på vægten. Vil du ikke med hjem på mit lille skråværelse og have en kop kaffe og sådan. Jeg har nemlig lagt rent på sengene og tørret støv af i dag.”

II.
”Nej, er det ikke Hans Jørgen? Min gamle klassekammerat hjemmefra med de skønne blå øjne og de stærke hænder.”

”Hej Nynne. Skal vi to gamle skolekærester ikke gå ud og drikke en kop tør kaffe sammen på en eller anden billig café? Og bagefter kan det måske blive til lidt mere, for du ser jo stadig køn ud, selv om du har lidt dobbelthage.”

”Hvordan er det ellers gået dig siden skoletiden, Hans Jørgen? Blev det til noget mellem dig og triste Ulla med det musegrå hår og de små bryster?”

”Jojo, vi blev da gift og fik en rask lille dreng og en pylret pige, som er sin mor lige op ad dage, men så kom Ulla med i en selvhjælpsgruppe og fik håret farvet og begyndte at gå med push-up-bh. Siden har jeg faktisk ikke set meget til hende. For øvrigt er jeg blevet mekaniker. ”

”Ja, jeg har godt nok lagt mærke til, du går i blå Kansas kedeldragt og har sorte rande under neglene.”

”Nå, har du travlt, Nynne, eller inviterer du mig med hjem på dit lille skråværelse, så jeg kan få lidt valuta for den kop kaffe, jeg har ofret på dig? Jeg kan godt lige snuppe en ekstra times frokostpause; jeg skriver bare lidt ekstra på den næste regning.”

III.
”Søde Alexander. Nu må du ikke tro, det betyder det fjerneste, at jeg tog en enkelt kop kaffe med Hans Jørgen, min gamle skolekammerat, som nu er blevet en stor, blond mekaniker, selv om han har de dejligste stærke hænder og en flot, muskuløs krop og en hel måtte af hår på brystet. Duften af motorolie har selvfølgelig også en vis tiltrækning. Men du ved jo, at det er dig, den smarte læge med den høje lønramme, jeg elsker.”

”Selvfølgelig, Nynne, hvad betyder en kop kaffe mellem gamle venner. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg nu blevet lidt træt af at spise sålelæder på Strandhotellet med dig hver uge, mens jeg sidder og spekulerer på, om du har husket at skifte undertøj. Så jeg slår op; jeg synes ikke, vi skal ses mere.”

”Alexander, det kan du ikke mene? Du har lige knust mit hjerte, og hvad i alverden skal jeg sige til min mor?”

”Hvis du absolut skal sidde der og gennemrystes af ulykkelige hulk, kan du så i det mindste ikke lade være med at tørre øjnene og næsen i mit nystrøgne skjorteærme. Brug dog servietten eller dugen!”

”Øh, Nynne, før du går, kan jeg så ikke lige få telefonnummeret på ham Hans Jørgen med motorolien, de stærke hænder og den velformede krop under kedeldragten?”

lørdag den 23. januar 2010

Fyret


forfatter: Randi Abel

”Er der noget galt?” Adam havde ikke sagt et ord, siden Eva trådte ind i lokalet, og han havde ellers selv bedt hende komme. Hans blik undveg hendes, og han havde den trækning ved mundvigen, hun kendte alt for godt.

”Hvad er der galt, Adam? Du gør mig nervøs!” Hun lagde en hånd på hans skulder. ”Så sig dog noget!”

Adam tog en dyb indånding og pustede langsomt ud: ”Ina har opdaget det med os!”

”…Men… hvordan…?” Eva følte pludselig, at hun frøs.

Adam trak på skuldrene. ”Jeg er ked af det, Eva, men vi har jo talt om, at det ikke var for altid.”

Eva pustede sig op og efterabede hans dybe stemme: ”Jeg kan ikke gå fra Ina, for der er jo også firmaet at tænke på!”

Han drejede om på hælen og gik over til det store mahogniskrivebord foran vinduet.

Eva blinkede nogle gange og trak vejret dybt.

Adam tog noget på bordet. Da han igen vendte sig om mod hende, havde han en aflang, hvid kuvert i hånden. Han rakte hende den.

”Hvad fanden… Tror du, jeg er en forbandet prostitueret, der skal have betaling for mine ydelser,” næsten hvæsede hun.

”Luk den nu bare op, Eva!”

Hun flænsede kuverten op med højre hånds tommelfinger og trak et stykke sammenfoldet papir ud.

”Direktionssekretær Eva Simone Hansen… …afskediget med dags varsel p.g.a. samarbejdsvanskeligheder…”

fredag den 22. januar 2010

En kvælende fornemmelse

forfatter: Anne Finnerup

Hun kunne ikke mere – ville ikke mere. Alice trak vejret i gispende stød; gråden havde stadig fat i hendes krop. Hun lukkede øjnene og knugede sine knæ – rokkede frem og tilbage til hendes vejrtrækning var normal.

Hun skævede over til madrassen ved siden af – drengen sov tilsyneladende uforstyrret. Han var hendes et og alt, og hun ville uden tøven sætte livet på spil for at redde hans. Men en ting er at ofre sit liv ved at kaste sig foran et tog og skubbe barnet væk fra skinnerne, eller opgive en plads i redningsbåden for at få plads til barnet, en anden ting er at dø langsomt og pinefuldt hver eneste dag.

Hver dag var en pinsel. Hver dag forsvandt hun længere og længere væk, og hun vidste, at hvis hun ikke kom ud af det her ægteskab, ville det ikke vare længe, før hun var forsvundet. Der ville kun være en tom skal tilbage. Kærligheden var dræbt - den havde været så stærk, at hun troede, den kunne udholde alt; men nu var den død og i dens tomrum var der kun mørke. Fortvivlelse, fortrydelse, skam.

Hun hørte døren fra stuen ud til gangen gå op, og hun lagde sig hurtigt ned med ryggen til døren og lod som om hun sov. En lille stribe lys faldt hen over hende og som et fedtet, tykt lag spildolie lagde hans nærvær sig over hende – hun kunne ikke få vejret, og kvalmen gjorde hende svimmel. Hendes krop - ja hele hendes væsen oplevede en fysisk, nærmest allergisk reaktion på hans kvælende, insisterende tilstedeværelse.

Lysstriben forsvandt, døren til stuen blev åbnet og lukket, og hun hørte, han tændte fjernsynet. Langsomt opløstes båndet om hendes bryst, og hun lå længe med åbne øjne og stirrede ind i mørket…

torsdag den 21. januar 2010

Naboen

forfatter: Susan Bundgaard

'Endnu en ung kvinde fundet myrdet. Ingen spor i sagen, siger politiets talsmand, men...' Linea følte en kold iling ned ad ryggen da hun smed avisen på køkkenbordet. De stakkels kvinder, tænkte hun. Ikke alene blev de kvalt, de fik også proppet en lineal ned i halsen. Gåsehuden bredte sig over hendes arme mens hun prøvede at skubbe det indre billede væk. Hendes blik blev fanget af den tiltagende skumring, og hun stirrede de to etager ned på den øde legeplads.

Hun smed resterne af en sandwich ud, som hun havde snuppet med hjem i forbifarten. I stuen lukkede hun persiennerne og satte sig til rette med sin laptop. Naboen tændte sin egen computer i det samme. Tynde vægge afslørede mere om de andre lejere, end hun nogen gange brød sig om.

Med en kriblen i fingrene gik Linea på nettet. De sidste par uger havde hun chattet med et par stykker på en datingside. Hun bed sig i læben mens hun loggede på og smilede bredt, da Matematiklæreren sendte hende en hilsen og en smiley. Det lille billede ved hans navn viste en køn, lyshåret fyr med grønne øjne.

'Hyggeligt at møde dig igen' skrev hun og var lige ved at tilføje 'har savnet dig'. Det var jo lidt fjollet når de aldrig havde mødt hinanden. Da han skrev 'har savnet dine tanker og dine hugz' var hendes laptop lige ved at ryge på gulvet. Hun stirrede på beskeden og den blinkende cursor. Pudsigt som man kan blive bevidst om, at ens hjerte banker, tænkte hun og prøvede at tilbageholde sit smil.

'Det er sjovt som dit navn minder om ét af mine vigtigste arbejdsredskaber'.

'Hvad mener du?'

'Jo altså, Linea = lineal'. Hendes smil forsvandt og gåsehuden bredte sig igen.

'Arbejdsredskab?' tvang hun sig til at skrive mens hun så de døde kvinder for sig. Hun følte det som om hun havde slugt toiletrens.

'Ja, jeg er jo matematiklærer hehe'. Hun afbrød forbindelsen, rev netstikket ud og smed et tæppe over den. Som om hun kunne skjule sig. Da det bankede på døren, var hun lige ved at skrige. Ro på for pokker, formanede hun sig selv og kiggede ud gennem dørspionen. Hun åndede lettet op, da hun fik øje på naboen og åbnede døren.

"Har du en kop sukker?" spurgte han og holdt en kop frem.

"Selvfølgelig."

Da hun vendte sig om stod han lige bag hende.

onsdag den 20. januar 2010

Lyserød dag

forfatter: Robert Mørk Tindholm

Bliv i mine drømme, bider du i mit øre, og hvisker mig kyssende ud i virkeligheden. Som en tosset skoledreng cykler jeg døden i øjnene, gennem morgentrafikken.

Laver papirsflyvere og tegner hjerter i mine mapper hele formiddagen, smiler chefen rød og rund i ansigtet. Tager telefonen og siger hej skat, hver gang det kimer for mine ører, jeg bygger fjollede ordrim af dit navn, og glemmer igen og igen, at jeg allerede har sendt dig tre floragrammer.

På hjemvejen glemmer jeg cyklen, og danser tango med lygtepælene. Hos bageren griner jeg hjerteligt, og køber favnen fuld af dine yndlingskager. På vej op af trapperne, når jeg i farten at forfatte endnu et genialt elskovskvad.

tirsdag den 19. januar 2010

Storm


forfatter og foto: Aviaaja

St. Orm
Denne vældige slange,
der utæmmet raser.
Der er ikke noget at stille op,
vi må føle pulsen,
mærke hjerteslaget.

Følge øjenvippens børster,
når pudset skal ud af kæmpens øjne.
Is, sne, vand, tårer, tanker,
følelser og udbrud,
der renser og fornyer.

Orkanens øje.
Derinde i midten af alting
et øje,
der ser og ved
og vi,
handler derefter.

Stormen river op
af og til med rode.
Andre gange
må rødderne bare strækkes
i ønsket om, at de styrkes
og finder ny næring til stiklingerne.

Jeg forestiller mig,
de strikkes ind i fine mønstre.

Et godt og stærkt rodnet.

mandag den 18. januar 2010

En usædvanlig blaffer


forfatter og foto: Jørn E

Vi havde været tavse et stykke tid. Det virkede, som om min blaffer sad og tænkte på noget. i øjenkrogen kunne jeg se at han sad og smilede for sig selv.

Pludselig udbryder han: ”Kunne du tænke dig at komme til Bermudaøerne”. Et stort smil bredte sig over hans drengede, men alligevel modne ansigt.
Hvad mente han mon? Af en eller anden grund følte jeg, at han at han ikke bare spurgte for sjov. Jeg kiggede på ham, så meget jeg kunne tillade mig, når jeg samtidig skulle passe trafikken. Under hans åbne cottoncoat skimtede jeg en mørkeblå jakke med guldknapper. Så svarede jeg: ”Jah, hvem kunne ikke det”

”Godt”, sagde han. ”Hvis du er frisk, så sejler vi i morgen kl. 10 nul-dut fra kajen hvor de store sejlskibe lægger til i Ålborg havn. Du skal nok være forberedt på at du nok bliver søsyg, nogen af de første dage.. Men det er kun en overgang, som ræven sagde da den blev flået levende” Så grinede han højt og hjerteligt og hans øjne glimtede filuragtigt.

Hvad havde manden gang i? Den rationelle, fornuftige Jørn sagde til mig, at det måtte være hans spøg. Den sprælske mere fandenivoldske Jørn, på den anden side sagde: ”Hvis han mener det, ku' det sku'da være skide skægt. En fantastisk oplevelse, og som selvstændig vognmand i 3x34 var jeg jo min egen herre.

”Nå, hvad siger du så” ? Frittede han. ”Jeg er kaptajn og partsreder på den tremastede skonnert ”Carl Ewald”. Jeg og min besætning skal i morgen sejle til Bermudaøerne, hvor vi, de næste tre måneder skal sejle rundt mellem øerne med turister. Jeg mangler en ”Alt-mulig-mand” ombord, så hvis du er frisk, er jobbet dit. Du få naturligvis den hyre du ska' ha'.

Tankerne tumlede rundt i mit hoved. Jeg kunne godt nå at aflevere de reservedele jeg havde i vognen i dag. Og så var det jo bare at give besked til centralen ”Vogn 26 melder neutral for de næste tre måneder – kontakt Bermuda”*). Alene tanken om deres fjæs derinde, når jeg fyrede den af!
Så svarede jeg: ”Top” jeg gør det sku'.

Jeg havde samlet ham op ude på motorvejen, hvor hans BMW var havareret, og han havde sagt, at han bare havde forbandet travlt med at komme til Ålborg.

Jeg tænkte ved mig selv: ”Du er jo ung endnu, gamle dreng. Hvornår får du ellers chancen for at komme til Bermudaøerne? Og så på den måde! - Gnæk-gnæk.

Carpe Diem!**)

Livet er en uafbrudt række af tilfældigheder, eller er det...?

-----------------------------

* Fagsprog i 3x34 og andre i den branche.
** ”Grib dagen”. A propos Blø..”Døde Poeters Klub”

Efterskrift:

Historien bygger på en blanding af facts og fiktion. Jeg kender rent faktisk kaptajnen. Han var som beskrevet, og så hed han oven i købet Jens til fornavn. Jeg har arbejdet sammen med ham omkring et fantastisk krydstogts projekt med et andet og større skib. Projektet gik desværre konkurs i forbindelse med den første energikrise i 1973-74.

Skibet eksisterede også. En flot tremastet skonnert med stålskrog og et mindre antal luksuskahytter med alle moderne bekvemmeligheder. Faktisk eksisterer skibet stadig i en ombygget form, som skoleskib for søfartsskolen i Svendborg.. Det hedder ”Hans Christian Andersen”

Jeg kom desværre aldrig til Bermudaøerne. Men jeg var med på tur rundt om Sjælland, op til Anholt og derfra tilbage til København.

Bådsmanden var en skrupskør færing. Halvanden lort høj, og lidt af et abemenneske, når han boltrede sig i rigningen. Da vi sejlede under den nye Lillebæltsbro, gik han til tops i den midterste og højeste mast, hvor han stillede sig op på masteknoppen – en plade omtrent på størrelse med en køkkentaburet – og rakte op, for han havde besluttet sig for at han skulle prøve om han kunne nå undersiden af broen med fingerspidserne.
Det skal i den forbindelse nævnes, at masternes længde var nøje afstemt med frigangen under Lillebæltsbroen.

Jørn E

søndag den 17. januar 2010

December-opgave: Lykkeduft

forfatter: Leonius

Nok til en hel familie på 20-25 personer.
Kan serveres både sommer og vinter.
Virker euforiserende, dufter af lykke (deraf navnet)

Først tager du en gryde, stor,
så sæt den på dit køkkenbord,
en karklud under, som du vrider,
så gryden ikke står og skrider.

Nu skal du tænke på det ord,
din baby brugte først, som ”MOR”
det smil du nu, om munden har,
er første del, som nu er klar.

Du tager nu en grydeske,
placerer smilet net deri,
i gryden sættes det i drift,
så smilet ikke bliver stift.

Du griner nu, du ler, ha-ha,
og anden del, er hermed klar,
dit grin, og det, fra da du lo,
de skal i gryden begge to.

Den ro, du nu, har i din krop,
skal fyldes i en kaffekop,
forsigtigt piskes roen rundt,
i tyve og et halvt sekund.

Af solens stråler må du ha,
syv- otte, som du brækker af,
de blødes op, de er for hårde,
med cirka fjorten glædestårer.

Det dufter allerede skønt,
nu skal du bare ha’ lidt pynt,
et glimt i øjet, smides i,
og kokkeriet er forbi.
Far.

lørdag den 16. januar 2010

Børn


forfatter: Jens Albers

Leonardo Da Vinci
Niels Bohr
og Shakespeare
og andre af slagsen
vi bukker i
støvet
for intet at regne
mod de
små piger
vi sammen skabte


om hjulet
forandrede verden
for intet at regne
mod da vi fik
børn
da skete der noget

se ”skriget”
vi gyser af smerte
for intet at regne
mod angsten for
tabet

de lander på Mars
de knækker genkoder
vi begejstres
for intet at regne
mod de første skridt
I tog.

fredag den 15. januar 2010

Hjertebanken


forfatter og foto: Theodor Klostergaard

Vi ser ham første gang, da han kommer ud af Hjertebanken. Under sin højre arm knuger han en kuffert ind til sig. Han sveder voldsomt, men ansigtet røber ingen følelser. Døren er knap svunget i bag ham, før et par vagter stormer ud og tager forfølgelsen op. Men da har han allerede sat sig på knallerten og med kufferten under armen, snor han sig ind og ud mellem biler og cyklister. Vagterne råber vredt efter ham og prøver i løb at fange ham i trafikken, men ved det første lyskryds kører han over selvom lyskurven har været gul længe og bliver rød idet han kører ud i det. Vagterne standser bandende op, mens han fortsætter. Han kigger sig ikke tilbage. Måske knuger han kufferten lidt tættere ind til sig.

Vi ser ham anden gang, da han suser gennem bladene inde i en skov. Det er en gammel vej, som er blevet lukket i den ene ende og det er sjældent der kommer biler her. Rødder er på vej op gennem asfalten, men han holder stadig kufferten tæt ind til sig og kigger lige ud, uden blik for de mange nuancer i skovens blade der ligger på jorden under træerne. Knallerten hvirvler sig vej gennem bladene, da han drejer fra ind på en sti og lyden af motoren fylder alt omkring ham ud. Det er svært at følge med i hvor mange gange han drejer og i hvor lang tid han kører, men det er ikke svært at se at han er ankommet, da han svinger op foran et lille hus og slukker for motoren. Den pludselig stilhed udgør en mærkelig kontrast til hans glidende bevægelse ned fra knallerten og fortsatte bevægelse hen mod døren. Stilheden burde have fanget ham i et stillbillede.

Tredie gang vi ser ham er ved et lille bord inde i huset. Han sidder ved et bord og overfor sidder en kvinde. De siger ikke noget til hinanden. Hendes øjne vandrer uden hvile fra hans ansigt ned til kufferten, hen mod vinduet, ned på sine hænder, som hun knuger foran sig og så forfra igen. Han ser ikke på hende, men på kufferten. Med neglen på sin pegefinger får han drejet låsen på kufferten og låget springer op. Han kigger et øjeblik ned og nikker kort. Så vender han åbningen mod hende.

Hendes blik bliver mørkt et øjeblik og længe ser de ind i hinanden. Så vender hun blikket mod kufferten og de 5 dunkende hjerter der ligger dernede. Uden at tage blikket fra hende, begynder han at knappe sin skjorte op.

- Det her, siger hun efter et ganske kort øjebliks tøven. Hun tager et af dem op og rækker det over mod ham.

Midt imellem to mennesker i et hus i en skov er der et bankende hjerte.

Han tager imod det. Forsigtigt, nænsomt, skubber han hjertet på plads i sit bryst. Der er meget stille i lang tid. Så høres svagt en rytmisk lyd. Han ser på hende og smiler.

torsdag den 14. januar 2010

Enden på brylluppet

forfatter: Marianne N

Hun var 12 år, han var 63. Den gamle krogede mand havde kastet sig over hende på bryllupsnatten, og hun havde grædt stille, i enrum, og absolut kun når hun var sikker på, at ingen i svigerfamilien var i nærheden.

Du kan ikke tillade dig at være kræsen, for vi ejer ikke noget. Hun skulle være glad for at nogen ville have hende. Som hun så det, skulle den gamle mand være glad for at få en køn, ung kone. Og køn var hun, for det havde hun set i drengenes øjne.

Hvorfor kan jeg ikke bare gå i skole og få en uddannelse? Der er ikke råd til uddannelse, havde hendes mor svaret. Daki skal uddannes, han er en dreng, det koster mange penge.

Shayani kunne ikke se, hvad kønnet havde at gøre med uddannelse. Hun var langt den klogeste af de to. Ikke fordi hun ønskede at være uvenlig, men Daki var altså direkte dum. Og hvis man ikke havde ret mange penge, burde man vel investere i det bedste kort.

En ko var, hvad det var blevet til. I medgift altså. Og der gik ikke mange dage efter giftermålet, før svigerfamilien begyndte at beklage sig over, at koen gav alt for lidt mælk og åd alt for meget. De hviskede i krogene om større medgift. Hendes forældre trak ulykkeligt på skuldrene og sagde, at de ikke kunne undvære mere. Hendes små søskende skulle også have mad, og Daki en uddannelse. Det første forstod hun godt.

Hvad svigerfamilien før nøjedes med at mumle sagte, sagde de nu højt. De var såmænd begyndt at mumle om det i samme øjeblik, den gamle lagde sig på sygelejet. I går døde han. Det var forudsigeligt. Og i går var deres planer gået op for hende. Hun skulle brændes sammen med ham. I morgen. På pladsen i landsbyen.

Hun gjorde først stilfærdigt opmærksom på, at konebrænding var forbudt. Hvordan kunne de være så gammeldags? Da hun fornemmede, at hun talte for både lukkede blikke og døve øren, råbte hun, at regeringen i Delhi havde forbudt det. At de overtrådte loven. At de ødelagde hendes liv. Det hjalp alt sammen ingenting. Bålet var ved at blive bygget.

Et højt, flot bål, der var den gamle rige mand værdig. Naboerne fortalte, at der var anbragt to plader, en til ham og en til hende. Hun overvejede at stikke af, men hvor skulle hun gå hen? Selv hendes familie ville ikke tage i mod hende. En uønsket ekstra byrde.

Hun skreg, hun råbte, hun nægtede at tage et eneste skridt mod det bål. Ville ikke tage den fine kjole på. Svigerfamilien tvang den på hende. Hun forsøgte med rationelle argumenter, prøvede at overtale dem, hun kunne arbejde og læse, hun kunne fremstille ting, der kunne sælges på markedet. Hun kunne væve og sy. Hun var et økonomisk aktiv. Men de hørte ikke efter. Hun var bare endnu en sulten mund.

Om morgenen blev hendes gamle ægtemand fragtet til pladsen. Svigerfamilien bad og sang for ham. Musikken ledsagede bønnerne. Der var et frygteligt spektakel. Han blev anbragt på bålet og lå der i al sin pragt, med blomsterkrans om halsen og strålede som aldrig før. Hun blev ført af sted med et fast greb. Hun mærkede den kvalme duft af røgelse, fornemmede folks blikke, hørte deres mumlende stemmer og ud gennem øjenkrogen så hun et hav af hvidklædte skikkelser bevæge sig fremad i takt. Kvinderne iført tinglende guldsmykker, lykkelige for ikke at være i hendes sted. Hun bemærkede deres dufte. Sjældent havde hun oplevet livet så intenst. For sidste gang så hun verden. Hendes hjerne nægtede at tro det. Men der var pladsen med bålet. Ægtemanden lå på lit de parade, parat til at modtage hende.

Hun kiggede op mod himlen, som skinnede blåt tilbage i det skarpe solskin. Familiens ældste søn trådte frem og tændte bålet. Snart skulle hun se Brahma, skabelsens gud, hvis det ellers passede. Kunne hun være sikker på det? Heden slog om hende, og sveden piblede frem. Flammerne tog fat i kjolen.

onsdag den 13. januar 2010

Januar-opgaven 2010

Så er det tid til endnu en opgave. Denne gang kommer oplægget fra Randi:

Skriv om en (familie)sammenkomst, hvor en telefon spiller en væsentlig rolle.

Ganske enkelt. Jeg har tilladt mig at gøre det valgfrit, om det skal være en familie (bemærk parenteserne)

Jeg vil foreslå, at deadline er onsdag den 27. januar.

Skriv 'Januar-opgaven 2010' i emnefeltet, slik et elektronisk frimærke i nakken og send besvarelse til Dorte som vanligt.

God fornøjelse!

Blafferen Ixodidae

forfatter: Bente Pedersen

Alt! Alt i hende vibrerede. Hver eneste lille muskelfiber stod spændt som en opstrammet violinbue. Hun var klar til at sætte alt ind. Den dirrende fornemmelse i benene fortalte hende, at det afgørende tidspunkt var ganske nært. Hun lød det smukke og særprægede navn Ixodidae. Til hendes fortrydelse anvendtes oftest en mere profan udgave af navnet, som hun afskyede på samme måde, som de i visse kredse afskyede hende.

Huden på hendes krop var læderagtig. Voksovertrukken for at beskytte mod udtørring. Tynd og udmagret var hun blevet, men nu da hun fornemmede vibrationerne i underlaget, vendte modet og kræfterne tilbage. Hun måtte ikke fejle denne gang. Hun strakte fødderne ud for bedre at kunne fornemme afstanden. Var det nu den rigtige duft og passende luftfugtighed? Hun måtte stole på de fintfølende sanseorganer i fødderne. Blind som hun var. Turde hun satse? Hun gennemgik hurtigt alle risici. Ikke noget reelt valg. Æggene, som hun bar i sit indre, skulle lægges. Inden dette benhårde arbejde var hun nødt til at finde føde. Suge blodet grådigt ind gennem snablen med kæberne godt begravet i varmt fugtigt hundekød, mens hun igen voksede sig stor og mægtig. Hun ned i knæ og satte målrettet af.

tirsdag den 12. januar 2010

Brændeglas

forfatter: Lisa Rossavik Rich

Inde bag buskene lå noget, der glimtede som diamanter. Jeg gik nærmere og så et lille stykke rundt glas ligge på græsset. Kurt ville også se, hvad det var.
”Hvad har du der?”
”Jeg har fundet et brændeglas”
”Det er da ikke et brændeglas”
”Jo, det er - du kan selv se”.
Jeg holdt glasset op i luften.
”Det er da ikke et rigtigt brændeglas”
”Jo, det er.” Jeg krydsede fingrene bag ryggen.
”Det er da bare noget fra en gammel cykellygte”.
”Nej, det er ej. Kom vi prøver det”!
Jeg bøjede grenene til side. Inde i buskene var der gamle tørre blade, der kunne knase, når jeg gik på dem.
Jeg tog glasset i hånden og vendte mig mod solen. Glasset blev lirket på plads, så solens stråler kom i en spids stråle ned i det tørre blad.
Et øjeblik efter kildrede en fin røg i næsen.
Der ulmede en lille glød, der lyste i det brune blad.
”Der kan du selv se”.
”Det er nu ikke et rigtigt brændeglas.”
”Du er så dum, Kurt”.
”Et rigtigt brændeglas kan brænde hul i et cykelstyr.”
”Det skal jeg nok vise dig, at det kan”.
Vi kom ud af buskene. Grenene svirpede vores bare knæ, og jeg fik en hudafskrabning på skinnebenet. Det sved. Jeg gned lidt spyt på.
Vi skulle på cykeljagt.
Ud at finde en cykel med celluloid på styret.

”Vi skal have en til at holde udkig”.
”En der ikke sladrer”!
”Vi kunne spørge Berno”.
Kurt rystede på hovedet.
”Nej, han vil sladre. Det tør jeg vædde på.”
”Jeg kan finde min lillesøster, hun leger i sandkassen”.
”Så skynd dig.”
Vi løb.
Kurts ansigt blussede. Hans hår var vådt af sved.
”Jeg har set en cykel, den er i stativet ved bageren.”

Jeg havde min lillesøster Sylle i hånden.
”Du skal love, at du ikke sladrer!”
Hun nikkede ivrigt.
”Jeg vil også brænde,” sagde Sylle.
”Du er ikke rigtig klog. Det er ikke noget for små tøser.”
Kurt hev op i sine knickers. Strømperne ålede hele tiden.
”Så siger vi det. Du får lov til at prøve. Men hvis du sladrer, får du bank!”
”Jeg siger ikke noget,” sagde Sylle.
”Du står her ved hjørnet af huset. Her kan du se, hvem der kommer.”
Hun stod helt rank, som en lille garder på vagt.
Jeg trak brændeglasset frem og fangede solens stråler i et smalt lysende strålebundt. En blålilla røg ulmede fra cykelstyret.
”Se selv. Det er et rigtigt brændeglas”.
”Lad mig prøve”, sagde Kurt.
Hans hænder var fugtige af sved. Han tørrede sig i de irriterende knickers, der var faldet for langt ned.
Det ulmede fra et nyt sted på cykelstyret. Der var et lille fint hul ind til metallet, som om et værktøj havde lavet prikkemønster i styret.
”Pas på”, råbte min lillesøster. ”Der kommer nogen”.
Vi løb.
Hjertet hamrede i mit bryst.
Det var som om selve hjertelyden blandede sig med en hiksten efter luft.
En stor mand nærmede sig.
”Hvad pokker foregår der her?”
"Det lugter svedent!"

Vi løb i alle retninger.
Vi sprintede ned i kælderen alle tre. Heldigvis var vores kælderrum ikke låst. Inde bag trædørens gitter kunne vi skimte, hvad der skete i kælderen.
Jeg hørte trin på trappen.
”Nu kommer han og tager os”, hviskede jeg, mens det sved i halsen.
”Er her nogen?”
Vi turde knap nok ånde.
”Er her nogen?”
Der blev hamret på døren.

Mors stemme kaldte: ”Kom hjem, vi skal spise om fem minutter”.
Vi stod stille og lyttede.
”Kan du se noget, Kurt?”, hviskede jeg.
”Nej”.

Vi forsøgte at gå roligt hjem til middagsmaden.

mandag den 11. januar 2010

December-opgave: Solskinsstøv

forfatter: Bente Pedersen

Hun kunne mærke det i hver eneste fiber, da hun langsomt vågnede. Varmen fordelte sig gavmildt rundt i hendes lille buttede krop. Allermest fornemmede hun det på grund af lyset. Selv om hun endnu ikke havde åbnet de små øjenlåg med de lange beskyttende vipper, vidste hun det. Det var en af de helt specielle dage, hun nu bød velkommen.

Hun strakte sig, men ikke for voldsomt, for der var blevet lidt vel trangt med plads her på det sidste. Arealet ovenpå på hovedet af den kongelige porcelænsfigur delte hun med flere af hendes egen art, men andre opkomlinge var kommet til her for nylig, da der havde været et par livlige børn i huset. Ungerne hvirvlede rundt i glad leg, og hendes artsfæller hvirvlede med dem og fandt nye pladser. Hendes nabo til højre var nu en lang ranglet javert. Han skinnede sort, når lyset faldt på ham, så hans dage her på figuren, var sikkert talte. En oplevelse af de virkelig sjældne at være så højt til vejrs havde han fornøjet udtrykt det.

Hvad mon denne solskinsdag ville bringe? Skulle hun mon benytte lejligheden til at arrangere en lille hurtig komsammen, hvor de skiftedes til at optræde i solskinnet. Danse og synge. Lave akrobatiske cirkusnumre i solens projektør. Hun elskede at optræde, selv om det oftest var klogest at holde lav profil.

Medmindre man da havde lyst til at komme på uventede eventyr og skifte opholdsplads frivilligt. Sidst hun optrådte på scenen, var hun endt i mørket i en støvsugerpose i frygtelig lang tid. Kors hvor var det kedeligt. Temmelig utrygt i starten, for der var så mange mærkelige væsner derinde, som hun slet ikke kendte eksistensen af. Men klogere på livet var hun da blevet af den oplevelse.

Hun rettede hver en fiber ud. Glattede og strakte hver en krølle. Selv om hun var grå af farve, kunne hun da gøre sit bedste for at se godt ud på sådan en smuk dag. Måske skulle hun prøve at få lidt farve? Hun anbragte sig opad den gule sløjfe, der pyntede den nydelige ballerinafigur. Her var godt at sole sig. Hun nynnede, mens hun hilste på sine medsolbadere. Døsede hen i dejlige tanker.

En pludselig kulde hev hende tilbage fra tankernes verden. Åh nej, der stod kvindemennesket jo og skyggede for solen med den ækle klud i hånden. Hvorfor skulle hun altid vimse rundt, præcis når det var dejligt solskin. Sikke en uvane at ødelægge sådan en dejlig stund for andre. Hun forberedte sig endnu engang på at flytte. Nåede lige at råbe farvel til de andre, inden kluden kom og tog hende bort.

søndag den 10. januar 2010

December-opgave: Tidens tand

forfatter og fotograf: Jens Albers

Tiden har kun én tand
Men den er også sej
Man kan ofte se spor efter tiden tand
Selv bjerge gnaver den i.

Tiden spiser mennesker
Ja, man kan se på ham
At tiden har sat sine spor

Tiden har det med at løbe for hurtigt med tiden

Tiden har det med
At forsvinde op i den blå luft
Heldigvis er det gråvejr i dag

Når jeg løber løber tiden med
Alt for tit løber den for hurtigt
Men jeg har et triks
På mit løbeur kan jeg stoppe den

Selv om jeg låser mine døre
Opdager jeg tit at tiden er gået.
Man ønsker tit at tiden stod stille
Men når den gør det
Er det ofte ubehageligt.

Som ung har man masser af tid
Som gammel har man sjældent tid nok
Tiden elsker at lege gemme
Mange spør tit hvor den blev af.

Tiden er som et viskelæder, den sletter mange ting

lørdag den 9. januar 2010

December-opgave: Frakker på Udgang

forfatter: Dorte Jakobsen

De to ord: frakke + udgang.

En nydelig, lettere konservativ herrefrakke fik udgang fra frakkefabrikken for første gang. Tre dages orlov fra Hugo Børges Herrebeklædning i Herning. Nu skulle den rigtig ud og opleve den store verden.

Udgangsfrakken var godt nok ung og uerfaren, men man havde jo hørt et og andet mellem tøjstativerne på lageret, så den var slet ikke i tvivl om, at den ville hen og se sig om i Damernes Magasin.

Uden for de glitrende vinduesfacader standsede den betuttet; hvordan slap man dog ind til alle herlighederne? Den var vant til døre, som automatisk gled til side, men her var der en eller anden karrusel, som så direkte livstruende ud. Omsider tog frakken mod til sig, med en gysen sprang den ombord og lod sig hvirvle med rundt i tingesten, snart inde, snart ude. Men så kom en af frakkeskøderne i klemme, og den mærkede, hvordan det halede og trak i den, så sømmene var ved at sprænges.

”Halløjsa, makker, hop herind.” Et muskuløst ærme trak frakken indenfor ved kraven.
”Tusind tak, min gode ven.” Frakken ville ønske, den havde haft en kæk borsalino at lette på. Tænk engang, at sådan en rap læderjakke kunne være så hjælpsom. Forpustet lænede den sig op ad en god, solid bøjle.

I det mindste var den havnet det helt rigtige sted. Det vrimlede med overtøj i alle størrelser og stilarter omkring den. Og på bøjlen bag den – jamen, om ikke det var den lækreste, røde damefrakke i cashmere med skønne metalspænder og perfekte, paspolerede lommer. Frakkens knapper snurrede rundt i begejstring.

Men hvad var nu det? En skummel mandsperson greb fat i skønheden og rev hende ned fra stativet ganske uden hensyntagen. Skulle hun virkelig sælges til … Nej, det skulle hun ikke, for skurken løb direkte gennem den skræmmende dør uden at betale. En bortførelse!

Udgangsfrakken vidste straks, hvad der krævedes af den. Med hjertet oppe i kraven strøg den sidelæns gennem døren, ud til fortovskanten, hvor den kastede sig ind på bagsædet af en taxi.

”Taxi, følg efter den frække pakke … øh, den flotte pigefrakke der!”

Taxien trillede adstadigt langs fortovskanten efter den flygtende frakkenapper, rundt om et par hjørner, ind i en snæver sidegade, mens taxameteret tikkede.

Aldrig havde herrefrakken set så usselt et kvarter, men nu havde den jo heller ikke set alverden. Mistrøstigt sneg den sig op ad den smalle trappe, i hælene på frakkenapperens slidte gummisåler. Entrédøren var slidt og afskallet, og hele opgangen stank formodentlig af råd og overkogt kål, men den slags bider frakker heldigvis ikke mærke i.

Stuen var ydmyg og mørk, men nogen havde dog forsøgt at pynte lidt op og skabe hygge. I sofaen sad en yngre kvinde med den underskønne frakke i favnen.

”Er den til mig? Jamen, har vi virkelig råd …?” Hun smøg frakken om sig, og den strålede om kap med hendes korngule hår og indigoblå øjne (frakken kendte sin farveskala).

Udgangsfrakken stirrede ind i de blå et sekund for længe og mærkede sin uldne rygrad krympe. Afmægtigt dånede den hen over armlænet på sofaen (kunststof, men det fik være), sikker på, at den betænksomme ægtemand ville reagere, som den ønskede.

Ikke længe efter hængte kvinden den rødhårede skønhed ind i det kolde, fugtige garderobeskab og greb ud efter udgangsfrakken, som blev anbragt på nabobøjlen.

”Skønne frøken, jeg har lige været ude for de mest sindsoprivende tildragelser. Tillader De mig at …”

Skabslågen gled i med en knirken, og vi må formode, historien om frakkerne fik en lykkelig udgang.

fredag den 8. januar 2010

December-opgave: Snehoved

forfatter og fotograf: Theodor Klostergaard

Det tog Vium en lille halv time at komme frem til fængslet. Da han kørte op foran porten kunne han ikke huske noget som helst fra turen. Han smilede bittert over denne ironi, mens han rakte sine papirer frem til vagten som tjekkede dem på sin lille computer.

- Goddag, dr. Vium. Så er det i dag, hva'?

Vium nikkede og tog imod sine papirer. Han smed dem over på passagersædet og kørte langsomt igennem de store portlåger, som åbnede sig foran ham. Det var nøjagtig de samme bygninger som i går, hvor han havde været ude at sætte udstyret op og alligevel virkede de højere. Større. Mørkere. Han parkerede bilen og sad et øjeblik med halvlukkede øjne.

- Det er gennemtestet, mumlede han. - Det er vel for fanden bedre end at stege fyren.
- Jeps.

Han bankede let til rattet med begge hænder og steg så hastigt ud og gik hen mod indgangen, hvor en vagt summede døren åben for ham. Så forsvandt han ind i bygningen.

Det var for længst blevet aften, da han kom ud igen. Han gik langsomt over parkeringspladsen mod sin bil. Hans hænder rystede lidt, da han låste bilen op og efter han havde sat sig ind, gik der flere minutter, hvor han bare sad med hænderne på rattet og kiggede ind i muren foran. Så virrede han langsomt med hovedet, startede bilen og kørte hjemad.

Selvom turen hjem var begivenhedsløs var det nok første gang siden han tog kørekort, at han havde været så bevidst om selve kørslen. Da han nåede hjem holdt der en bil på hans plads og han parkerede lidt forundret bagved. I samme øjeblik han åbnede bildøren, gik også døren på den anden bil op og en kvinde kom hen imod ham. Hun havde en notesblok af en slags i hånden.

- Dr. Vium? Må jeg stille et par spørgsmål?

Hun var køn med et insisterende smil og han standsede op næsten mod sin vilje.

- Kan det vente? Det har været en lang dag og jeg har allerede udtalt mig.

- Jeg vil bare vide, hvordan det føles at tage en anden mands liv?

Vium studsede et kort øjeblik over tonefaldet, sukkede næsten uhørligt og gik så i gang med at forklare endnu engang.

- Jeg går ikke ind for dødsstraf. Det er jo derfor, jeg har udviklet Snehoved-behandlingen. Jeg mener ikke, at staten skal hævne sig. Men vi skal heller ikke have mordere løbende omkring og ved at fjerne den dømtes hukommelse fuldstændigt fjerner vi godt nok...

Et skarpt smæld ramte ham i brystkassen og han faldt bagover. Det var, som om hans hjerne ikke havde opdaget, hvad der var sket og selv på vej ned mod fortovet, ærgrede han sig endnu over at han havde sagt 'jo'. Det lød så nedladende. Så ramte hans hoved fortovet.

- Hvordan skal jeg komme videre, når jeg ved, at mit livs kærlighed stadig er levende, men har glemt alt om mig? Kan du sige mig det?

Kvinden smed pistolen fra sig på jorden.

- Varmt og koldt. Det føles varmt og koldt på samme tid.

Det var det sidste Vium hørte, så blev alting sort.

torsdag den 7. januar 2010

Besøg

Se bare, hvor mange der besøger bloggen - og de allerfleste tager sig tid til at besøge flere indlæg.

December-opgave: Skævhedens perle

forfatter: Ragnhild Jakobsen

Hun er skæv, alt for skæv,
perleskæv.
Her ligger hun
skævhedens perle
skubbet til side
i et hjørne af bakken.

Flittige fingre søger
bakkens fejlfrie perler.
Med skæve perleblik
følger hun den ene perfekte perle
efter den anden
blive udvalgt
blive trukket på snor
blive beskyttet fra andre
fuldkomne perler
af fine perletrådsknuder.

De lydefri perler er udvalgt.
Ensomheden er total.
Ydmygelsen lammende.
En smagløs forvreden perle
råber sit: Min Gud, min Gud ... .
Kast mig blot for denne verdens svin.
Gennem slørede perleblik
ses de storslåede
som perler på en snor
holdt ud mellem hænder.

Men se, nej føl!
Flittige fingre omslutter
skævhedens perle
sætter den ømt
som kronen på værket
på snoren
nærmest låsen af guld.

Noget fuldkomment
må ikke udfordre
det guddommelige.
En ufuldkommen perle
må med som en
fuldkommen anderledes perle.
Det er barokt.
Kan du fatte det perle?
Il barocco.

onsdag den 6. januar 2010

December-opgave: Kalenderblusen og blusekalenderen

forfatter: Robert Mørk Tindholm

Historisk tilbageblik: Kalenderblusen og Blusekalenderen

I foråret 1931 opfandt en selvstændig københavnsk handelskvinde, ved navn Herta Jensen kalenderblusen, det var en hård, men også sjov og spændende tid for den yndige frøken Jensen, der kæmpede en brav kamp for sin lille butik på Vesterbrogade, hvor hun solgte garn og strikkeopskrifter.

En aften havde hun haft et par veninder på besøg, de havde rigtig hygget, Oda var lige vendt hjem efter en rejse til østen, de drak indisk te og spiste æbleskiver, og Oda fortalte at hende og Kurt kaldte teen for humørdrik ”For man får det så herligt efter et par kopper” sagde hun og lo så det smittede.

Herta måtte indrømme at teen gjorde noget ved humøret, pigerne strikkede og pludrede i timevis, og pludselig var klokken blevet mange, og Herta Jensen opdagede at der var kommet alt for mange lommer på den cardigan hun var i gang med ”Jamen dog søde, hvad har du lavet?” Oda og veninden uden navn, klappede i deres små flittige hænder ”Øh, det er… en julekalender selvfølgelig” Sagde Herta og lo ”Den skal bare have fem lommer mere”

Senere samme år blev Herta Jensens kalenderbluser, et kæmpe hit som blev udsolgt på under en uge, det var pigerne fra det pæne borgerskab som tog den til sig først, så fulgte skuespillerinder og andre kunstnere. Det blev in at bære rundt på gaverne og vise dem frem før de blev pakket ud. Det var klart at de dyreste mærkevarer scorede højst, og det var lige så klart at de klogeste af pigerne kun ønskede sig små gaver.

På samme tid i Jylland fik en ung husmor, Jensine Hansen, ideen til blusekalenderen, den opstod pludselig en aften i bondehuset, da det gik op for hende, at hun havde strikket 24 bluser til sine seks søde børn og Harry, som var hendes bondemand. Hun pakkede dem alle sammen ind i smukt papir og med fine silkebånd bandt hun et skilt med nummer på hver, så lå de og pyntede på strategisk valgte steder i den lille julepyntede stue, og hendes kære fik på skift lov at åbne kalenderen i de mørke decemberdage. Alle hendes husmorveninder var bjergtaget af ideen, og ved julebasaren fik hun førstepræmie for sin blusekalender.

Men Jensines opfindelse blev dog ikke så stort et hit som Herta Jensens kalenderbluser, det var for eksempel ikke altid bluserne passede på modtageren, og ikke alle husmødre strikkede så mange bluser. Men det slog ikke Jensine Hansen ud, året efter fandt hun på kagekalenderen og det er en helt anden og ganske hyggelig historie som jeg måske vil vende tilbage til.

tirsdag den 5. januar 2010

December-opgave: Kattens bil

forfatter: Olav

Jeg fik de to ord som følger: Jeg sad og så noget på tv, hvor der indgik en biljagt, og tog derfor ordet 'bil' som det første. Derefter bad jeg min kæreste (uden at fortælle hvilket ord jeg havde valgt) om at vælge et andet ord. Hun valgte 'kat', da den ene af vores katte lige netop kom forbi. De to ord er derfor 'bil' og 'kat'. Det giver f.eks. følgende muligheder: Bilkat (en kat der godt kan lide at køre i bil) Kattebil (en bil der er fuldt af katte) Kattens bil (en titel med en dobbeltbetydning: Enten en bil der tilhører en kat eller en bil der opfører sig specielt (ordet 'kattens' kan f.eks. bruges som skældsord) Der er mange andre muligheder, hvis man introducerer forholdsord, men jeg holder mig til ovenstående i denne omgang. 'Kattens bil' lyder mest spændende, så den har jeg brygget en lille tekst på.

Kattens bil

Bilen startede. Eller det vil sige, den forsøgte at starte. Det gik ikke helt godt. Det var jo koldt. Og den havde ikke været startet længe. Og den var gammel.

Og så var det kattens bil.

Men den startede endelig, og kørte hurtigt der ud ad. Der var meget der skulle nås i dag.

Første stop var på benzintanken. Bilen var tørstig. Det var jo længe siden den havde været ude at køre.

Det gik ikke helt godt med at få benzin på. Det var jo stadig koldt, så låget sad fast. Og knapperne på automaten var skøre og ved at gå i stykker. Og standeren drillede, fordi håndtaget sad fast.

Og så var det kattens bil.

Men endelig blev den fyldt op med benzin og kunne køre videre. Rask væk ud af motorvejen. Pas på, der er glat. Bilen var ved at skride ud i svinget på vej ned på motorvejen. Det tog tid at komme op i fart. Ruderne var duggede. De andre bilister havde travlt og holdt ikke tilbage.

Og så var det kattens bil.

Næste stop var hos købmanden. Først finde en parkeringsplads. Det var ikke let. Alle bilerne var så store og parkerede tæt. Og båsene var så små. Og asfalten var meget glat.

Og så var det kattens bil.

Inde hos købmanden gik det hurtigt. Varerne var jo der hvor de plejer. Men de skulle jo læsses ombord i bilen. Bagageklappen drillede. Det var jo koldt. Og klappen var tung. Og der var højt op.

Og så var det kattens bil.

Men endelig kunne bilen sætte kurs mod den sidste destination for i dag.

Heldigvis var der ikke så langt. Men det tog alligevel sin tid. Solen var jo begyndt at skinne ind gennem ruden. Og det var svært at se ud over kølerhjelmen. Og det var svært at holde sig vågen i de ti minutter turen tog.

Og så var det kattens bil.

Nu ankom bilen til bestemmelsesstedet.

Hen og parkere lige foran indgangen. Der var lys i køkkenet. Husk indkøbene. Hurtigt lunte ind til døren og ringe på. Det var som om der gik en evighed, men endelig blev døren åbnet.

Minni tog imod ham i døren med et slik på kinden. Han svarede med en høj spinden og kiggede tilfreds tilbage på bilen inden han gik indenfor.

Det var jo kattens bil.

mandag den 4. januar 2010

December-opgave: Adgangskravet


forfatter: Randi Abel

Caroline kigger frem bag det gamle egetræ overfor indgangen til det humanistiske fakultet. Siden hun som lille pige første gang blev spurgt, hvad hun ville være, når hun blev stor, har hun vidst, at hun ville gå i sin forfædres fodspor og uddanne sig til cand.mag. i kryds og tværs. Gennem Carolines opvækst blev uddannelsen mere og mere populær, og adgangskravene tilsvarende større. Med et gennemsnit på 12,1 fra folkeskolen er Caroline karaktermæssigt selvskrevet til en af de eftertragtede pladser på studiet, oven i købet på den uddannelsesanstalt hvor hendes aner på begge sider har travet gulvene skæve.

Pludselig får hun øje på Lasse, hendes bedste ven siden børnehaveklassen, som skrår over gaden mellem de forbipasserende biler. Caroline trækker lynhurtigt ansigtet i ly bag træet. Hendes hjerte er slået over i galop. Nåede Lasse at se hende? Hendes øjne flakser rundt efter en flugtvej, men uden blade på buske og træer vil hun ikke kunne slippe uset over til cykelskurene.

”Hej!”

Caroline genkender Lasses dybe stemme. Så har han set hende. Hendes ben føles som kogt spaghetti, og hun borer fingerspidserne ind i træets bark for at holde sig oprejst. Hendes mave trækker sig sammen igen og igen og efterlader en sur smag i munden.

”Hej, skat!”

En kvindestemme! Caroline får styr på ben og maveindhold og kigger igen forsigtigt frem bag træet. På fortovet står Lasse med krum ryg og kysser en lavstammet pige.

Caroline mærker et stik af jalousi. Johanne, som pigen hedder, gik i Carolines parallelklasse de tre sidste år i folkeskolen. Hendes gennemsnit var ikke nær så højt som Carolines, men alligevel dimitterer hun om fire måneder som cand.mag. i kryds og tværs med bifag sudoku. Carolines øjne bevæger sig fra Lasses og Johannes ansigter, som er smeltet sammen til ét, ned til Johannes barm. Stakken af skolebøger ligger perfekt i spænd mellem den og Johannes hage.

Tårer triller ned ad Carolines kinder, og hun undertrykker en hulken. Det står med ét lysende klart for hende, at hun aldrig kommer ind på drømmestudiet. Hendes nålefobi er ikke blevet mindre med årene, og hun vil aldrig turde at få foretaget de plastikkirurgiske indgreb, der skal til for at efterkomme adgangskravet om bogbarm og hageholder.

søndag den 3. januar 2010

Anton Mikkelsen


forfatter: Mette P

Den sidste helt almindelige dag i Anton Mikkelsens helt almindelige men til tider også temmelig besværlige liv.

”Anton Mikkelsen er typen, der altid går imod strømmen!” Sådan ville de sige - de, der kendte Anton Mikkelsen.

Hvis man spurgte hans mor, ville hun ryste på sit gamle hoved og sige, at hun da godt nok havde håbet, han havde fundet sig en sød pige at falde til ro med, men at det nok ikke lå i kortene for ham. For hendes lille Anton var en dejlig dreng, der altid havde gået sine egne veje. Og så ville hun smile og fortælle om dengang, han som syvårig havde taget sin storesøsters konfirmationskjole på i skole til sin fars store fortrydelse. ”Åh, hvor var han flov, den gamle.. Godt, min lille Anton voksede fra den slags”, ville hun le lidet anende….

Hvis man derimod spurgte Anton Mikkelsen selv, hvilket ingen nogensinde havde overvejet at gøre, så ville han overraskende nok svare det stik modsatte. At han ikke gik sine egne veje og ikke imod strømmen. Han ville sige, at han lod sig flyde med! .

Han ville sige, at hans liv var en scene og at han var rockstjernen, der kastede sig ud i det ene hovedløse stage-dive efter det andet - i fuld tiltro til at publikum greb ham og førte ham derhen, hvor det var meningen, han skulle være. En ny scene, et nyt dive, nye oplevelser, nye muligheder. Men ingen spurgte og derfor var det almindelig kendt, at Anton Mikkelsen gik imod strømmen.

Og nu var han igen blevet ført derhen, hvor han skulle være. Ved slutningen af sit liv. Det præcise øjeblik, hvor man ved, at man skal dø og har fundet fred med det. Det øjeblik, hvor livet næsten har passeret revy – og lad os være ærlige – med det liv, Anton Mikkelsen havde levet, tog det en rum tid. Det var ikke så lidt, der skulle passere, men der var intet at fortryde.

Det næstsidste, Anton Mikkelsen så, var sin mors smil og de milde øjne, der afspejlede al den kærlighed, som kun en mor kan rumme for sit barn, selvom han skuffer hende noget så gudsjammerligt ved ikke at finde sig en sød pige - og ved at leve et liv, som hun ikke forstår.

Det sidste, han så, var tusind opstrakte hænder parat til at gribe ham i det ultimative, kuldegysende stage-dive - med strømmen. Anton Mikkelsen levede livet. Og så smed han det ud!

lørdag den 2. januar 2010

Nøglen


forfatter: Dorte Jakobsen

Joan står med nøglen i hånden. Nøglen til Susannes lejlighed. Hun betragter den kolde metalgenstand og nøgleringen med hesteskoen. Den burde hænge på den bagerste knage i entréen, men hun har fundet den i hans lomme.

Hun vejer den i hånden, mens hun skæver tilbage mod sin egen dør, hvor glaspanelerne næsten står og klirrer endnu. Hun tager et par dybe indåndinger, og kører hurtigt trøjeærmet hen over øjnene.

----------------------------------

”Hvorfor har du været inde hos Susanne?” Spørgsmålet var bare røget ud af hende, og endnu før hun så hans ansigtsudtryk, fortrød hun.

”Hvad mener du?”

”Åh, lad bare være. Jeg ved det godt.” Hun dæmpede stemmen, så godt hun kunne. ”Jeg har fundet hendes nøgle.”

”Hvad fanden, går du nu også i mine lommer?” Han havde fat i hendes overarme, før hun kunne nå at trække sig væk. Han ruskede hende voldsomt men var alligevel ikke så rasende, som hun havde ventet.

”Nogen skal jo tømme dem, før det hele ryger i vaskemaskinen.” Hun holdt intenst øje med hans ansigt. Jo, han var vred; en blodåre dunkede i den ene tinding, og det trak lidt under hans venstre øje, men der lå noget andet bag. Noget hun ikke helt kunne måle. Hun mærkede, hvordan hendes tarme trak sig sammen.

”Hvad lavede du inde hos Susanne?”

Han lukkede munden op i et uartikuleret brøl og skubbede hende fra sig, så hun ramte kanten af sofabordet med ryggen, før hun faldt ned på gulvet. Automatisk holdt hun armene op over hovedet, men han vendte sig bare om og styrtede ud af lejligheden, hvor han smækkede yderdøren, så det rungede i hele opgangen.

---------------------------------------

Joan stikker nøglen ind i nøglehullet med dirrende hænder. Det må ikke være rigtigt. Hvis han også har noget kørende med Susanne, så … Hun fumler med den åndssvage nøgle, og hun kan slet ikke holde styr på virvaret af tanker.

Hun åbner entrédøren på klem. Hun burde kalde, for hvad nu, hvis Susanne pludselig står der, men hun er fuldstændig tør i halsen, og hendes hjerte flakser som en indespærret fugl, mens hun trænger længere ind i halvmørket. Stuen er støvet og tom. Joan holder en hånd op for munden og næsen, alene stanken fortæller hende, at hun burde vende om og styrte ud, men fødderne bevæger sig helt uden hendes kontrol ud mod køkkenet. Hun skubber døren op med albuen, og bliver stående på dørtrinet.

Hun stirrer stift ud i luften, vil ikke se køkkengulvet. Der må bare ikke være noget. Det kan ikke være Susannes blå morgenkåbe, som ligger der. Og bæltet, det er bundet alt for stramt …

Susanne, som har været hendes bedste veninde lige siden skolen.

Joan synker sammen på gulvet, knuger armene om sig selv og hulker som et lille barn.

fredag den 1. januar 2010

Søndagshygge

forfatter: Randi Abel

Fra mit skjul bag persiennen ser jeg drengene hoppe ud af bilen. Med fingeren gør jeg hullet mellem to lameller lidt større. Nej, der sidder ingen på sædet ved siden af chaufføren. Drengene griner højt, idet en arm langer først én, så en anden rygsæk ud gennem bildøren.

”Hej hej, far. Vi ses,” råber de i munden på hinanden. De vifter med armene over hovedet, indtil bilen er forsvundet rundt om hjørnet.

”Hej med jer.” Mads på fire kaster sig i mine arme og overdænger mig med våde kys, mens jeg purrer op i syv-årige Emils stride, solblegede hår.

”Har I haft det sjovt? Der er mælk og nybagte boller. Så kan vi rigtig hygge, mens I fortæller mig, hvad I har lavet.”

Mads hopper på ét ben i retning af køkkenet. ”Se mor, hvad jeg kan.” Emil skæver op til mig og trasker efter sin lillebror. To små, fine rynker træder tydeligt frem mellem hans øjenbryn.

”Nå, hvad har I så lavet i weekenden?”

”Ikke noget særligt,” lyder det hurtigt fra Emil. Hans blik undviger mit.

”Vi var til farmors fødselsdag. Det var sjovt. Hun fik et nyt fjernsyn af os. Der var maaange lys i lagkagen. 1, 2, 3...,” tæller Mads på fingrene.

”Var der mange med til fødselsdagen?”

”Der var Faster og onkel Hans og Rik...”

”Hvad har du lavet mor?” Emil affyrer spørgsmålet som en geværsalve. Han studerer indgående køkkengulvets linoleum til akkompagnement af sin rytmiske sparken på et bordben. Den lille skyder underlæben frem, og øjnene bliver blanke.

”Så Rikke var også med ude hos farmor?” Min stemme er steget en oktav.

Skosnudens sammenstød med bordbenet intensiveres, og huden strammes over Emils knyttede næver. Tårer tegner striber på Mads’ buttede, blussende kinder. En skosål sender uventet det spinkle bord en halv meter hen ad linoleumet. I ét spring er Emil på benene. Stolen vælter. Han stormer ud og smækker døren til sit værelse i af al kraft. En hulken undslipper den lille, inden han gemmer ansigtet i sine hænder.