søndag den 3. januar 2010

Anton Mikkelsen


forfatter: Mette P

Den sidste helt almindelige dag i Anton Mikkelsens helt almindelige men til tider også temmelig besværlige liv.

”Anton Mikkelsen er typen, der altid går imod strømmen!” Sådan ville de sige - de, der kendte Anton Mikkelsen.

Hvis man spurgte hans mor, ville hun ryste på sit gamle hoved og sige, at hun da godt nok havde håbet, han havde fundet sig en sød pige at falde til ro med, men at det nok ikke lå i kortene for ham. For hendes lille Anton var en dejlig dreng, der altid havde gået sine egne veje. Og så ville hun smile og fortælle om dengang, han som syvårig havde taget sin storesøsters konfirmationskjole på i skole til sin fars store fortrydelse. ”Åh, hvor var han flov, den gamle.. Godt, min lille Anton voksede fra den slags”, ville hun le lidet anende….

Hvis man derimod spurgte Anton Mikkelsen selv, hvilket ingen nogensinde havde overvejet at gøre, så ville han overraskende nok svare det stik modsatte. At han ikke gik sine egne veje og ikke imod strømmen. Han ville sige, at han lod sig flyde med! .

Han ville sige, at hans liv var en scene og at han var rockstjernen, der kastede sig ud i det ene hovedløse stage-dive efter det andet - i fuld tiltro til at publikum greb ham og førte ham derhen, hvor det var meningen, han skulle være. En ny scene, et nyt dive, nye oplevelser, nye muligheder. Men ingen spurgte og derfor var det almindelig kendt, at Anton Mikkelsen gik imod strømmen.

Og nu var han igen blevet ført derhen, hvor han skulle være. Ved slutningen af sit liv. Det præcise øjeblik, hvor man ved, at man skal dø og har fundet fred med det. Det øjeblik, hvor livet næsten har passeret revy – og lad os være ærlige – med det liv, Anton Mikkelsen havde levet, tog det en rum tid. Det var ikke så lidt, der skulle passere, men der var intet at fortryde.

Det næstsidste, Anton Mikkelsen så, var sin mors smil og de milde øjne, der afspejlede al den kærlighed, som kun en mor kan rumme for sit barn, selvom han skuffer hende noget så gudsjammerligt ved ikke at finde sig en sød pige - og ved at leve et liv, som hun ikke forstår.

Det sidste, han så, var tusind opstrakte hænder parat til at gribe ham i det ultimative, kuldegysende stage-dive - med strømmen. Anton Mikkelsen levede livet. Og så smed han det ud!

6 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Jeg har glædet mig til at bringe teksten her, for Anton Mikkelsen er sådan en skøn, sammensat personlighed, som gjorde stort indtryk da jeg læste den på Saxo. Og moderens reaktioner er så troværdige.

Randi Abel sagde ...

Hej Mette,
Jeg elsker din causerende skrivestil, og jeg er også glad for gensynet med Anton Mikkelsen ;)
Kh,
Randi

Jens Albers sagde ...

Hej Mette!

ja, det er en tekst, der fanger en, der sætter tanker i gang - fint. jeg mister for en stund tid og sted, så er det lykkes.

Hilsen Jens

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Mette
Det er en hel speciel tekst, du har lavet.
Den er velskrevet og danner mange billeder på min indre skærm. Herregud den Anton!
MKH. Lisa

Robert sagde ...

Anton
Jeg er vild med dit billede af Anton og hans mor her.
Det er varmt og kærligt, men også med et glimt i øjet.
Tak for den.

Kh. Robert

JEKEL sagde ...

Kære Mette!
Her er både humor og tollerance. Herligt! Men hvad var det der skete for Anton. Røg han og fik lungekræft? Eller var det noget helt andet. Det er sådan set også ligegyldigt.
"Live and let die"!

Kærlig hilsen

Jørn E