mandag den 11. januar 2010

December-opgave: Solskinsstøv

forfatter: Bente Pedersen

Hun kunne mærke det i hver eneste fiber, da hun langsomt vågnede. Varmen fordelte sig gavmildt rundt i hendes lille buttede krop. Allermest fornemmede hun det på grund af lyset. Selv om hun endnu ikke havde åbnet de små øjenlåg med de lange beskyttende vipper, vidste hun det. Det var en af de helt specielle dage, hun nu bød velkommen.

Hun strakte sig, men ikke for voldsomt, for der var blevet lidt vel trangt med plads her på det sidste. Arealet ovenpå på hovedet af den kongelige porcelænsfigur delte hun med flere af hendes egen art, men andre opkomlinge var kommet til her for nylig, da der havde været et par livlige børn i huset. Ungerne hvirvlede rundt i glad leg, og hendes artsfæller hvirvlede med dem og fandt nye pladser. Hendes nabo til højre var nu en lang ranglet javert. Han skinnede sort, når lyset faldt på ham, så hans dage her på figuren, var sikkert talte. En oplevelse af de virkelig sjældne at være så højt til vejrs havde han fornøjet udtrykt det.

Hvad mon denne solskinsdag ville bringe? Skulle hun mon benytte lejligheden til at arrangere en lille hurtig komsammen, hvor de skiftedes til at optræde i solskinnet. Danse og synge. Lave akrobatiske cirkusnumre i solens projektør. Hun elskede at optræde, selv om det oftest var klogest at holde lav profil.

Medmindre man da havde lyst til at komme på uventede eventyr og skifte opholdsplads frivilligt. Sidst hun optrådte på scenen, var hun endt i mørket i en støvsugerpose i frygtelig lang tid. Kors hvor var det kedeligt. Temmelig utrygt i starten, for der var så mange mærkelige væsner derinde, som hun slet ikke kendte eksistensen af. Men klogere på livet var hun da blevet af den oplevelse.

Hun rettede hver en fiber ud. Glattede og strakte hver en krølle. Selv om hun var grå af farve, kunne hun da gøre sit bedste for at se godt ud på sådan en smuk dag. Måske skulle hun prøve at få lidt farve? Hun anbragte sig opad den gule sløjfe, der pyntede den nydelige ballerinafigur. Her var godt at sole sig. Hun nynnede, mens hun hilste på sine medsolbadere. Døsede hen i dejlige tanker.

En pludselig kulde hev hende tilbage fra tankernes verden. Åh nej, der stod kvindemennesket jo og skyggede for solen med den ækle klud i hånden. Hvorfor skulle hun altid vimse rundt, præcis når det var dejligt solskin. Sikke en uvane at ødelægge sådan en dejlig stund for andre. Hun forberedte sig endnu engang på at flytte. Nåede lige at råbe farvel til de andre, inden kluden kom og tog hende bort.

10 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,
Det er et dejligt eventyr, du har skrevet. Der er noget H.C. Andersen over det, og jeg tænkte straks "Hyrdinden og Skorstensfejeren."
Kh,
Randi

jbns.sumpen sagde ...

Kære Randi!
Tak! Tænkte slet ikke i de baner, da jeg skrev den, men foran mit tv ligger en porcelænspige og læser i en bog, og det var hende, der inspirerede mig.Hendes hår var denne dag ret støvet,som hun lå der og læste i solskins-strålen.
KH Bente

theodor sagde ...

Hej Bente,

Den er bare dejlig at læse! Jeg sad med et stort grin over hele femøren. Sikke en smuk eksistens der gemmer sig i de dansende fnug.

Med et smil,
Theodor

jbns.sumpen sagde ...

Hej Theodor!
Tak! Dejligt, at det lille fnug, der fik liv i solskinnet, kunne bringe smilet frem hos dig.
Med et smil tilbage
Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente
Jeg gentager mig selv fra Perfiktion. Din titel er vidunderlig og det er din tekst også. Teksten er velskrevet og sproget danser som støv i solen. Det er genialt,at se tilværelsen fra et støvfnugs synsvinkel. Den ranglede lange sorte javert er med til at understreger det dobbeltydige i teksten.
Kh Ragnhild

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Bente
Det er som et eventyr af HC.Andersen.
Du er så godt til at danne fine billeder, man tydeligt kan se for sig.
MKH. Lisa

Jens Albers sagde ...

Hej Bente!
Skønt, skønt skrevet.
Med al den skønhed der omgiver mig, så vil jeg bestemt ikke støve af i dag. Tænk, at en nullermand kan være en sød lille poetisk dame?
Synd, at de kun kommer frem når solen
skinner.:-)

Rigtig godt skrevet.

Venligst Jens

jbns.sumpen sagde ...

Kære Lisa, Ragnhild og Jens!

Jeg takker glad for jeres respons. Får helt lyst til at lade min lille fnuggede veninde komme ud på nye eventyr.
KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente
Ja, gør endelig det. Det kan der komme noget helt hc andersensk ud af. Jeg venter med spænding.
Knus Ragnhild

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Jeg synes endelig, du skal skrive videre på din skønne, lille historie. Jeg kan især godt lide den der ´lange javert´ :D
Hvis du kan finde nogen til at illustrere, har du jo snart en rigtig hyggelig børnebog.

Kh Dorte.