torsdag den 14. januar 2010

Enden på brylluppet

forfatter: Marianne N

Hun var 12 år, han var 63. Den gamle krogede mand havde kastet sig over hende på bryllupsnatten, og hun havde grædt stille, i enrum, og absolut kun når hun var sikker på, at ingen i svigerfamilien var i nærheden.

Du kan ikke tillade dig at være kræsen, for vi ejer ikke noget. Hun skulle være glad for at nogen ville have hende. Som hun så det, skulle den gamle mand være glad for at få en køn, ung kone. Og køn var hun, for det havde hun set i drengenes øjne.

Hvorfor kan jeg ikke bare gå i skole og få en uddannelse? Der er ikke råd til uddannelse, havde hendes mor svaret. Daki skal uddannes, han er en dreng, det koster mange penge.

Shayani kunne ikke se, hvad kønnet havde at gøre med uddannelse. Hun var langt den klogeste af de to. Ikke fordi hun ønskede at være uvenlig, men Daki var altså direkte dum. Og hvis man ikke havde ret mange penge, burde man vel investere i det bedste kort.

En ko var, hvad det var blevet til. I medgift altså. Og der gik ikke mange dage efter giftermålet, før svigerfamilien begyndte at beklage sig over, at koen gav alt for lidt mælk og åd alt for meget. De hviskede i krogene om større medgift. Hendes forældre trak ulykkeligt på skuldrene og sagde, at de ikke kunne undvære mere. Hendes små søskende skulle også have mad, og Daki en uddannelse. Det første forstod hun godt.

Hvad svigerfamilien før nøjedes med at mumle sagte, sagde de nu højt. De var såmænd begyndt at mumle om det i samme øjeblik, den gamle lagde sig på sygelejet. I går døde han. Det var forudsigeligt. Og i går var deres planer gået op for hende. Hun skulle brændes sammen med ham. I morgen. På pladsen i landsbyen.

Hun gjorde først stilfærdigt opmærksom på, at konebrænding var forbudt. Hvordan kunne de være så gammeldags? Da hun fornemmede, at hun talte for både lukkede blikke og døve øren, råbte hun, at regeringen i Delhi havde forbudt det. At de overtrådte loven. At de ødelagde hendes liv. Det hjalp alt sammen ingenting. Bålet var ved at blive bygget.

Et højt, flot bål, der var den gamle rige mand værdig. Naboerne fortalte, at der var anbragt to plader, en til ham og en til hende. Hun overvejede at stikke af, men hvor skulle hun gå hen? Selv hendes familie ville ikke tage i mod hende. En uønsket ekstra byrde.

Hun skreg, hun råbte, hun nægtede at tage et eneste skridt mod det bål. Ville ikke tage den fine kjole på. Svigerfamilien tvang den på hende. Hun forsøgte med rationelle argumenter, prøvede at overtale dem, hun kunne arbejde og læse, hun kunne fremstille ting, der kunne sælges på markedet. Hun kunne væve og sy. Hun var et økonomisk aktiv. Men de hørte ikke efter. Hun var bare endnu en sulten mund.

Om morgenen blev hendes gamle ægtemand fragtet til pladsen. Svigerfamilien bad og sang for ham. Musikken ledsagede bønnerne. Der var et frygteligt spektakel. Han blev anbragt på bålet og lå der i al sin pragt, med blomsterkrans om halsen og strålede som aldrig før. Hun blev ført af sted med et fast greb. Hun mærkede den kvalme duft af røgelse, fornemmede folks blikke, hørte deres mumlende stemmer og ud gennem øjenkrogen så hun et hav af hvidklædte skikkelser bevæge sig fremad i takt. Kvinderne iført tinglende guldsmykker, lykkelige for ikke at være i hendes sted. Hun bemærkede deres dufte. Sjældent havde hun oplevet livet så intenst. For sidste gang så hun verden. Hendes hjerne nægtede at tro det. Men der var pladsen med bålet. Ægtemanden lå på lit de parade, parat til at modtage hende.

Hun kiggede op mod himlen, som skinnede blåt tilbage i det skarpe solskin. Familiens ældste søn trådte frem og tændte bålet. Snart skulle hun se Brahma, skabelsens gud, hvis det ellers passede. Kunne hun være sikker på det? Heden slog om hende, og sveden piblede frem. Flammerne tog fat i kjolen.

14 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Kære Marianne.

Jeg er ved at læse en krimi, som foregår i Betlehem, lige nu, og det er egentlig forfærdeligt, så meget den minder om din. Så det frygtelige ved din tekst er jo, at det lige så godt kunne være virkelighed!

Kh Dorte.

PS: skønt, at det nu er lykkedes dig at kommentere!

theodor sagde ...

Hej Marianne,

En frygtelig skik. Du illustrerer også meget godt hendes forhold til familien ved at vi ikke hører noget til dem. De er en upersonlig mængde og det passer vel meget godt med hendes forhold til dem.

Trist.

Venligst,
Theodor

Bente Pedersen sagde ...

Hej Marianne!
Hold da op for en virkelig ubeskrivelig ubehagelig livssituation, som du har fået anbragt din hovedperson i. Og værre endnu at det er virkelighed i en anden del af verden. Forbudt ja, men det foregår.
I starten havde jeg det rigelig svært ved at kapere hendes tvangsægteskab med sådan en gammel mand og uvenlig svigerfamilie, men så skal jeg da love for,at den lige får en tand mere.
Godt skrevet.Der er ikke et øjeblik, hvor jeg ikke er fanget af fortællingen.
Du har valgt en ydre synsvinkel, hvilket du gør meget konsekvent, og som også bevirker,at vi må forlade hende på det tidspunkt, hvor det er allersværest for hende.En meget fin illustration af, hvor alene og hjælpeløs hun er. Også vi, læseren,bliver tvunget til at forlade hende. AV
KH
Bente

mn sagde ...

Kære alle.
Tak for jeres gode kommentarer. Er det ikke sådan, Bente, at vi altid er alene, når det kommer til stykket, bare heldigvis ikke helt så ene og i samme situation som min hp.

Og som Dorte skriver, så er det endelig langt om længe lykkedes for mig at finde ud af systemet med kommentarer, så jeg kommer på siderne fra nu af (om Gud og systemet vil)
KH
Marianne N

Jens Albers sagde ...

Hej Marianne!

Det er ondt det her. Her sidder jeg en mand på 60 år med tårer i øjnene.
God socialrealisme.
Flot og godt fortalt.
Der findes en kvindeorganisation, som hedder Kulu, måske kan din historie bruges af dem?

Hilsen jens

mn sagde ...

Hej Jens.
Tak for din flotte kommentar. Jeg prøver da lige at søge efter Kulu.
Kh
Marianne N

Ragnhild sagde ...

Kære Marianne
Enden på brylluppet, på ægteskabet - og det ultimativt værste for Shayani - på livet. Husker din bjergtagende forfærdelige fortælling fra Saxo. Husker også, at jeg så en parallel til Martin A Hansens "Offer". Begge piger ved de må dø, og vi læsere ved det, mens vi forfærdede læser videre. Fiktion fiktion trygler man under læsningen, mens man ved, at virkeligheden overgår al fiktion. Godt at genlæse og blive ramt igen af din virkelighedsnære historie.
Kh Ragnhild

mn sagde ...

Kære Ragnhild.

Hvor er jeg glad for din gode kommentar. Huske også parallellen til Martin A. Hansen. Og du har ret, den virkelige virkelighed overgår alt, hvad vi kan fantasere os til. Er det ikke både skræmmende og forunderligt - afhængig af sammenhængen.
Kh
Marianne N

Randi Abel sagde ...

Kære Marianne,
Det er en frygtelig historie, du her fortæller. Du er utroligt god til at få sanserne med. Det er lige før, jeg kan mærke flammerne gribe fat i mit tøj.
Dejligt med trist at læse teksten igen.
Kh,
Randi

mn sagde ...

Kære Randi.
Tak for din gode kommentar. Ja, jeg må se at få skrevet noget, du ikke har set før, skal lige have afleveret Melissa.
KH
Marianne N

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Marianne
Så dejligt at gense din bevægende historie, der går helt ind under huden på mig.
Du er så dygtig til at beskrive. Alle sanser skærpes.
Det forfærdelige er, at det er en virkelighed i dag....
MKH. Lisa

Bente Pedersen sagde ...

Kære Marianne!
Jeg vil bare lige reflektere tilbage...Jo, du har så ret, så ret. Det er et grundvilkår i livet at være alene, inderst inde, og det er jo skræmmende for det flokdyr, som mennesket langt hen ad vejen er. Måske er det også årsagen til den basale dødsangst. Vi ved,at vi kommer til at gå den sidste vej alene, uanset hvem og hvormange der holder i hånd tilsidst.
KH Bente

mn sagde ...

Kære Lisa.
Tusind tak for din dejlige kommentar.

Kh Marianne

JEKEL sagde ...

Kære Marianne!
Kommentarerne indtil nu udtrykker den modvilje og forfærdelse som må være reaktionen for alle os som heldigvis lever i et samfund, hvor den slags er utænkeligt. Din historie efterlader mig også i en tilstand af stille afmagt. Hvad kan jeg gøre? Når jeg føler sådan, tænker jeg altid, at jo, jeg kan vise respekt for mine medmennesker. Jeg kan hjælpe dem og støtte dem så meget JEG formår. Det giver mig en vis ro i sindet.

Kærlig hilsen

Jørn E