lørdag den 23. januar 2010

Fyret


forfatter: Randi Abel

”Er der noget galt?” Adam havde ikke sagt et ord, siden Eva trådte ind i lokalet, og han havde ellers selv bedt hende komme. Hans blik undveg hendes, og han havde den trækning ved mundvigen, hun kendte alt for godt.

”Hvad er der galt, Adam? Du gør mig nervøs!” Hun lagde en hånd på hans skulder. ”Så sig dog noget!”

Adam tog en dyb indånding og pustede langsomt ud: ”Ina har opdaget det med os!”

”…Men… hvordan…?” Eva følte pludselig, at hun frøs.

Adam trak på skuldrene. ”Jeg er ked af det, Eva, men vi har jo talt om, at det ikke var for altid.”

Eva pustede sig op og efterabede hans dybe stemme: ”Jeg kan ikke gå fra Ina, for der er jo også firmaet at tænke på!”

Han drejede om på hælen og gik over til det store mahogniskrivebord foran vinduet.

Eva blinkede nogle gange og trak vejret dybt.

Adam tog noget på bordet. Da han igen vendte sig om mod hende, havde han en aflang, hvid kuvert i hånden. Han rakte hende den.

”Hvad fanden… Tror du, jeg er en forbandet prostitueret, der skal have betaling for mine ydelser,” næsten hvæsede hun.

”Luk den nu bare op, Eva!”

Hun flænsede kuverten op med højre hånds tommelfinger og trak et stykke sammenfoldet papir ud.

”Direktionssekretær Eva Simone Hansen… …afskediget med dags varsel p.g.a. samarbejdsvanskeligheder…”

14 kommentarer:

mn sagde ...

Kære Randi.

Kan næsten fornemme at Eva ikke giver sig så nemt og bare stiltiende tager sit tøj og går. Her er lagt op til hævn, og jeg glæder mit til at læse om hendes meritter.
KH Marianne N

Leonius sagde ...

Hej Randi,

jeg blev forskrækket over, at jeg grinede over teksten i brevet, men det var ikke latter, det var forbavselse, og jeg tænkte: "Sikke dog en flab".
Rigtig godt skrevet, og ja- hun sætter nok himmel og jord i bevægelse nu, hvor kærligheden er forvandlet til had.
Sikke noget, vi mennesker roder os ind i.

Leonius.

JEKEL sagde ...

Kære Randi!

Særdeles velskrevet. Og så, så megen dramatik på så få linier. Det er flot. Det er sådan et ...hul der giver mandekønnet sit dårlige rygte blandt kvinder, men i den slags sager er de jo som regel de klogeste. Så han skal nok få ris til sin røv.

Kærlig hilsen

Jørn E

Ragnhild sagde ...

Kære Randi
Et smuk foto af et næsten modent æble, dernæst navne som Adam og Eva ja, så er der da lagt op til fristelser og syndefald! Ordet "lokale" river mig dog straks ud af min vildfarelse. "Fyret" er en velskrevet kort tekst med en kontant afslutning. Mit bud på den åbne slutning er, at hun tar kampen op - måske, det er jo ikke til at vide, om hun også har noget at miste på hjemmefronten. Jeg har ikke læst teksten før, men et brud og nogle replikker minder om Saxos første efterårsopgave.
Kh Ragnhild

Jens Albers sagde ...

Hej Randi!

Vi har snart skrevetså meget til hinanden her på nettet. Jeg tillader mig at betragte Jer som gode "skrivevenner" - Derfor:
Jeg synes ikke, det er din bedste tekst. Du har skrevet meget bedre ting.Den er lidt forudsigelig. Den mangler drama og nerve.
I den bedste mening - min "skriveven".
Hilsen Jens

Robert sagde ...

Kære Randi
Et gensyn med Adam, det er hyggeligt. Lad os få alle afsnit. det syntes jeg!!

Kh. Robert

Randi Abel sagde ...

Kære Marianne,
Jeg kan ikke helt huske det, men jeg tror faktisk ikke, de efterflg. SAXO-opgaver lagde op til hævn fra Evas side ;)

Kære Leonius,
Jeg er glad for, du grinede, uanset årsagen :D

Kære Jørn,
Jeg er glad for, du kan lide historien. Ris til sin r.. får han helt bestemt ;)

Kære Ragnhild,
Du har ret i, at teksten er skrevet til SAXO i efteråret. Dorte er mester for billedet - tak Dorte :)

Kære Jens,
Jeg er glad for, du skriver din ærlige mening om min tekst. Jeg er enig i, at den mangler nerve og muligvis også drama. Jeg ved dog ikke helt mht. det forudsigelige ;)

Kære Robert,
Godt du nød gensynes med Adam. Jeg vil overveje at genudgive resten af historien ;)

Tak for kommentarerne, allesammen.
Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi...
Sikke da et nederdrægtigt plot...dobbelt fyret.. Han skal ikke risikere noget,så derfor må hun helt ud af hans liv...og klart hun må have hævn... vil da gerne læse mere.. ligger fortsættelsen på Perfiktion?
KH Bente

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Randi
Det er en herlig lille fortælling, du har lavet.
Hævnen er sød...
MKH. Lisa

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Jeg er glad for, at du kan lide mit røde æble (avlet i egen køkkenhave).

Jeg stemmer bestemt også for, at vi får flere afsnit om Eva og Adam på bloggen (hans hoved på blokken, evt).

Kh Dorte.

theodor sagde ...

Hej Randi,

Ja, den slutter jo altså lige der, hvor jeg som læser bliver rigtig interesseret.

[fordømt, mumlede han hen for sig]

Ved du, hvor historien bevæger sig videre herfra? Er det en gyser, krimi, komedie, udviklingsroman?

Nysgerrigt,
Theodor

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,
Nej, fortsættelsen ligger på SAXO og på min Facebook profil. Jeg har endnu ikke været ret aktiv på Perfiktion.

Kære Lisa,
Tak skal du have.

Kære Dorte,
Med hele to opfordringer til at publicere de resterende afsnit her vil jeg fiske dem frem fra gemmerne :D

Kære Theodor,
Selvom der kommer lig på bordet, er historien helt klart komedie af den gakkede slags ;)

Tak til jer alle for jeres kommentarer.
Kh,
Randi

Poly sagde ...

Hejsa Randi
Jeg havde flere gange sidst uge checkede om du mod havde skrevet nogle nye 'saftige' historier. Og, voila, saa var der en ny pa Skrive-blokken.
Mht til historien, havde jeg laest den tidlige. Og ligesom dengang, ....ville jeg vide hvad din opfindsome 'forfatter' evne kunne diske op med.
Saa nu haenger jeg igen uden videregaaende inblik. Soerens osse!!

Randi Abel sagde ...

Hej Poly,
Hvor dejligt med en kommentar fra dig. Tak for den.
Resten af historien bliver publiceret her på bloggen senere, et afsnit ad gangen. Have patience!
Knus,
Randi