mandag den 25. januar 2010

I mørket under isen


forfatter: Bente Pedersen

Lyden bragede hen over isen. En hul lyd som fra et uhyre fra søens dyb. Et sovende mørkt væsen, der ikke ønskede at blive vækket. Hun skuttede sig i uvilkårligt i den alt for tynde anorak, men skød hurtigt morens formanende ord fra sig: ” Nu løber I kun inde ved kanten, hvor det er sikkert!” De havde ivrigt og leende forsikret hende om, at der ikke var noget at være bange for. De skulle jo bare lige prøve lidt helt inde ved kanten, mens de store drenge spillede ishockey. Hendes storebror og naboens den ældste var der jo også, og skulle nok passe på hende og de andre. Det var i alle tilfælde planen. På det tidspunkt.

Som sædvanlig havde hun ikke været svær at lokke. Brorens fristende ord, der beskrev en vild tur hen over isen, kunne hun ikke modstå. Hvor tit fik hun da lige en tur i karrusellen? Og ja, selvfølgelig turde hun da. Hun var da ingen tøsedreng. Det vidste broren også godt. Hun skuffede ham ikke.

Og vildt var det. Skøjterne ritzjede hen over den hårde overflade. Hun nød vinden i håret, var pavestolt over, hvor fint hun kunne holde balancen på de gamle, let rustne skøjter. Hun skulle passe på ikke at vrikke over, for skistøvlerne, de var spændt på, var 2 numre for store. Han havde selvfølgelig taget de bedste af spænd-skøjterne. ”Jeg skal jo kunne bremse”, var hans uimodsigelige argument. Sådan var det. Hun kunne drømme alt, hvad hun ville om fine hvide kunstskøjter. Dette var hendes virkelighed.

Hun tog et hårdere og fastere greb i lagnet, der stod spændt ud som et sejl mellem hende og broren. Gad vide, hvor de havde fået det fra? Vinden, der gik på tværs af søen, havde fået rigtig fat. De nærmede sig midten.

Isen smældede igen. Hendes øjne fangede vågen ved bækudløbet til højre for hende. Hvad tænkte han på? Han skulle jo styre. Styre og bremse. De havde jo lovet… Hun kiggede over mod ham, men kunne ikke se hans ansigt for lagnet imellem dem. Endnu et hult drøn skurrede igennem isen.

Hun fortrød, men det var for sent. Pludselig mærkede hun skøjterne under sig skride, blev trukket rundt i en stor cirklende bevægelse. Som når hun sad i det yderste sæde i karrusellen til Børnehjælpsdagen. Det lillebitte træsæde, der var fastgjort med tynde kæder i karrusellens loft, blev hendes raket på vej ud i verdensrummet. Samme slyngende vægtløse fornemmelse fyldte hende nu. Hun lukkede øjnene. Ventede på, hvad der end måtte komme.

Uhyret rystede sig i dybet så voldsomt, at isen slog revner, og klagede sig i smerte. Hun hørte det ikke denne gang, for brorens latter overdøvede uhyggens stemme. ”Nåh, du troede nok ikke, at jeg kunne bremse!” hoverede han. Hans øjne lyste mod hende. Hans triumf over uhyret bar dem tilbage til de andre, der ventede ved søens bred.

13 kommentarer:

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Bente
Det var lige dagens gys over isen.
Mine tanker flyver sammen med dig, når jeg tænker på, hvor primitivt det var, da vi var børn og skulle ud på skøjter.....
Skistøvlernes hæle, der gik af. En herlig fortælling om dengang.
MKH. Lisa

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Ja, jeg var også til stede og mærkede suget sammen med fortælleren! Jeg har også oplevet de gamle spænde-skøjter og skævet misundeligt til min søsters brugte kunstskøjter.

Du er rigtig god til at formidle miljøet og stemningen fra den gang, og vi kender vist alle situationen, hvor man er dum nok til at vove sig ud, hvor man ikke helt kan bunde.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Lisa og Dorte!
Dejligt at have nogen, der deler ens erindringer :-) Det var meget pudsigt en lyd fra en tur på isen for nylig, der bragte den gamle historie frem af hjernekartoteket.
KH Bente

theodor sagde ...

Hej Bente,

Hvor var det dejligt at blive overrasket den vej. Mange af os forfatterspirer ønsker at 'chokke' læseren med det uhyggelige tvist til sidst og så giver du os en lys åbning i stedet. Tak for det :-)

Hvor kan det dog gå grueligt galt, og hvor går det tit henkastet godt.

Med et smil,
Theodor

Jens Albers sagde ...

Hej Bente!

En skøn fortælling. Meget levende/filmisk fortalt.
Spændende og tankevækkende. Minderne vælter frem. Dejligt med en tekst, der vækker gode minder. Jeg husker også skøjter med snore og remme. Og en lille pibe med metallåg, så var man sej.
Tak for historien.

Venligst Jens

Robert sagde ...

Hej Bente
Det er da en dejlig historie med indbygget gys.
Også hos mig bringer det skønne barndomsminder frem.
Lige som din hp, undrer jeg mig over lagnet. Hvor hulen fik de det fra?
Tak for turen over isen.

Kh. Robert

JEKEL sagde ...

Kære Bente!

En skøn lille hverdags-gyser. Jeg har også løbet på skøjter spændt på skistøvlerne. På Gentofte sø med kildren i maven nå jeg vovede mig ud på midten. Lyden af isen der giver sig kender jeg også. Du holder en i spænding til det sidste. Godt gået.

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Hej Theodor!
Tak!Du har så fuldkommen ret, og det er godt at tænke på.
Når jeg tænker på, hvilken vildbasse jeg var som barn, så er det et under,at jeg f.eks. aldrig har brækket en knogle.Men omvendt så lærer man jo også meget om kroppens formåen ved at få lov til at nå ude til nogle grænser.

Hej Jens!
Tak for ordene.Jeg kan konstatere,at vi er mange jævnaldrende her på bloggen :-) Jahh sådan en pibe havde jeg også..og har gud døde mig prøvet at ryge på den også...og så kom de billige majspiber..noget af en koger...og endelig fik jeg mig en fin damepibe, som jeg røg på, mens jeg var en fattig semminariestuderende :-)

Hej Robert!
Selv tak ! Jeg tror, at de "lånte" lagnet på snoren i vaskerummet :-) Idéen blev m videreudviklet til et isfartøj med understel a la sæbekassevogn bare med skøjter under og så et sejl. Den fik vi også ture i, vi tøser...

Kære Jørn
Tak..Ja den der lyd er så speciel... hvis der så samtidig ligger en råkold tågedis ud over søen,så er stemningen af uhygge til stede... Lyden af sten eller andre store stykker is,der kurrer hen over isen er også speciel....

Kærlig hilsen
Bente

Hej

Ragnhild sagde ...

Kære Bente
Jeg kan ikke tilføje noget nyt i forhold til kommentarerne på tråden og min egen på Perfiktion. Vil dog lige sætte et spor samtidig med en konstatering af, at det er fantastisk som lyde - og også lugte - kalder på erindringer.
Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!
Tak! Du har så meget ret..lyde og lugte...Egentlig pudsigt, når man tænker på, hvor meget synssansen overdøver de andre sanser...det må jeg lige fundere lidt over :-)
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,
Jeg løb kun på skøjter i skøjtehallen som barn, men du skriver så levende, at jeg føler, jeg selv har prøvet det. Du holder læseren i spænding til det sidste.
Kh,
Randi

Poly sagde ...

Hej Bente
Virkeligt godt skrevet.
Den historie var perfect til et filmklip.

Leonius sagde ...

Kære Bente,

jeg har lige forsøgt at slå min isfobi fra, medens jeg genlæste din: "I mørket under isen".
Du har en fantastisk flot beskrivelse af episoden, så levende og intens at jeg ryster over hvad de unger dog kan finde på, når man ikke har dem under opsyn.
En flot skrevet historie, med en djævelsk titel.

Leonius.