lørdag den 2. januar 2010

Nøglen


forfatter: Dorte Jakobsen

Joan står med nøglen i hånden. Nøglen til Susannes lejlighed. Hun betragter den kolde metalgenstand og nøgleringen med hesteskoen. Den burde hænge på den bagerste knage i entréen, men hun har fundet den i hans lomme.

Hun vejer den i hånden, mens hun skæver tilbage mod sin egen dør, hvor glaspanelerne næsten står og klirrer endnu. Hun tager et par dybe indåndinger, og kører hurtigt trøjeærmet hen over øjnene.

----------------------------------

”Hvorfor har du været inde hos Susanne?” Spørgsmålet var bare røget ud af hende, og endnu før hun så hans ansigtsudtryk, fortrød hun.

”Hvad mener du?”

”Åh, lad bare være. Jeg ved det godt.” Hun dæmpede stemmen, så godt hun kunne. ”Jeg har fundet hendes nøgle.”

”Hvad fanden, går du nu også i mine lommer?” Han havde fat i hendes overarme, før hun kunne nå at trække sig væk. Han ruskede hende voldsomt men var alligevel ikke så rasende, som hun havde ventet.

”Nogen skal jo tømme dem, før det hele ryger i vaskemaskinen.” Hun holdt intenst øje med hans ansigt. Jo, han var vred; en blodåre dunkede i den ene tinding, og det trak lidt under hans venstre øje, men der lå noget andet bag. Noget hun ikke helt kunne måle. Hun mærkede, hvordan hendes tarme trak sig sammen.

”Hvad lavede du inde hos Susanne?”

Han lukkede munden op i et uartikuleret brøl og skubbede hende fra sig, så hun ramte kanten af sofabordet med ryggen, før hun faldt ned på gulvet. Automatisk holdt hun armene op over hovedet, men han vendte sig bare om og styrtede ud af lejligheden, hvor han smækkede yderdøren, så det rungede i hele opgangen.

---------------------------------------

Joan stikker nøglen ind i nøglehullet med dirrende hænder. Det må ikke være rigtigt. Hvis han også har noget kørende med Susanne, så … Hun fumler med den åndssvage nøgle, og hun kan slet ikke holde styr på virvaret af tanker.

Hun åbner entrédøren på klem. Hun burde kalde, for hvad nu, hvis Susanne pludselig står der, men hun er fuldstændig tør i halsen, og hendes hjerte flakser som en indespærret fugl, mens hun trænger længere ind i halvmørket. Stuen er støvet og tom. Joan holder en hånd op for munden og næsen, alene stanken fortæller hende, at hun burde vende om og styrte ud, men fødderne bevæger sig helt uden hendes kontrol ud mod køkkenet. Hun skubber døren op med albuen, og bliver stående på dørtrinet.

Hun stirrer stift ud i luften, vil ikke se køkkengulvet. Der må bare ikke være noget. Det kan ikke være Susannes blå morgenkåbe, som ligger der. Og bæltet, det er bundet alt for stramt …

Susanne, som har været hendes bedste veninde lige siden skolen.

Joan synker sammen på gulvet, knuger armene om sig selv og hulker som et lille barn.

12 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,
Selvom jeg har læst din tekst før, er den ikke mindre spændende at læse. Du får Joans følelser utroligt godt frem, og jeg kan rigtig godt lide tilbageblikket, mens hun står udenfor venindens dør.
Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Tak skal du have, Randi! Den er en lille bid af et langt manuskript, og den skulle meget gerne få læseren til at hænge på.

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Det gør den bestemt også. Denne læser vil i hvert fald gerne vide, hvad der er sket og hvorfor ;)
Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Tak, Randi :D

Jens Albers sagde ...

Hej Dorte!

Neejj hvor er det spændende læsning. Jeg synes bestemt også, at du burde sende en roman/krimi indt til et forlag...det er super godt Dorte.

Hvad gør man egentlig, hvis man vil forsøge?

Hilsen Jens

Dorte H sagde ...

Hej Jens.

Tusind tak! Jeg har nu sendt et par krimi-manuskripter afsted, og fået dem tilbage igen, men redaktøren havde dog en del pæne ting at sige om det her. Det skal redigeres grundigt (måske til efteråret, eller til næste år), og så prøver jeg igen.

Mvh Dorte.

Bente sagde ...

Hej Dorte!
Spændende...Du bygger langsomt op og drejer læserens opfattelse fra et trekantsdrama, idet øjeblik, hvor han bliver fysisk voldelig og hun automatisk løfter hænderne i forsvar. Dette er ikke første gang, hun må forsvare sig. Han er en skidt fyr, så hvad er det lige, at han har i gang med veninden? En rigtig cliff-hanger, hvor jeg efterlades med en masse spørgsmål og en stor lyst til at læse mere. Næste afsnit? Ja tak!
KH Bente

Dorte H sagde ...

Hej Bente.

Det er så dejligt, når læsere ser det, man gerne vil vise dem! Jeg sidder lige netop og skriver roman i dag, og så er det jo godt, at der i hvert fald findes læsere, som har lyst til at se den færdig en gang.

Jeg har snefri fra gymnasiet i dag og i morgen, så nu er det med at få lidt fra hånden.

Kh Dorte.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Dorte!
Hvor er det en spændende tekst. Der er stof til en krimi i hele din opbygning. Jeg får gåsehud..
Jeg vil glæde mig til at få hele historien engang.
MKH. Lisa

Dorte H sagde ...

Kære Lisa.

Det er rigtig dejligt sådan at få et skulderklap via skrivebloggen; jeg sidder nemlig og skriver krimi i dag! Tak skal du have.

Kh Dorte.

Robert sagde ...

Kære Dorte
Jeg blev fanget ind og holdt fast til det sidste punktum. Det var spændende, tak.
Jeg har selv været fanget i min egen krimi-skrivning i de sidste par uger.
du inspirerer, tak igen.

Kh. Robert

Dorte H sagde ...

Kære Robert.

Tusind tak! Jeres ros hjælper rigtig meget, når man sidder der og skal tage sig sammen til at skrive det næste kapitel!

Kh Dorte.