lørdag den 13. februar 2010

Debat-lørdag: flash fiction


Bygger på artiklen ”Writing Flash Fiction” af B.G.W. Thomas.

Så vidt jeg ved har flash fiction ikke noget rigtig godt navn på dansk endnu. Man kunne kalde det kortprosa, men for mig smager denne genre af noget fint og højlitterært, mens flash er for alle, og indholdsmæssigt kan man skrive om hvad som helst: dagligdagen, kærlighed, krimi, komedie osv.

Flash fiction er blevet umådelig populært i den engelsktalende verden de senere år, fordi formatet egner sig så godt til computerskærmen, og til en moderne (forjaget) dagligdag. Den traditionelle novelle er på 3-5000 ord, mens de fleste elektroniske tidsskrifter har en øvre grænse på 1000, eller endda 500 ord.

Nogle tips:
Hvordan fortæller man så en hel historie på en enkelt side? Kunsten er at gå efter den enkle idé, ikke en hel udviklingsroman. F.eks. barnet som føler sig udelukket af samtalen, eller brylluppet som bliver afbrudt af en telefonopringning.

Drop alt hvad der hedder forhistorie og præsentation af personer, og spring lige ud i handlingen:

”Jeg har planlagt angrebet i månedsvis. Hun sidder over for mig og har lige løftet gaflen mod munden, da jeg begynder: ´jeg går fra dig´”.

Byg din historie op omkring en enkelt scene, og lad dine læsere gætte på, hvad der foregår, lige indtil du serverer klimaks for dem i de sidste linjer. Det er ret udbredt at give historien en overraskende drejning til slut, det såkaldte twist.

Spar plads ved at bruge hentydninger til virkelige begivenheder, f.eks. Titanics forlis eller jordskælvet på Haiti. Et andet kneb er at bygge på kendte historier eller eventyr, så læseren bruger sin forhåndsviden til at forstå, hvad der foregår.

Heksen var såmænd vældig flink, og hun kunne da ikke gøre for, at det var lige her omkring Hans var forsvundet sidste år. ..
”Må jeg godt tage en pandekage mere?”

Som I kan se, peger mange af skriveøvelserne fra Saxo imod flash fiction, og genren egner sig fremragende til udgivelse på en blog. I England og USA er der desuden utallige online tidsskrifter, som køber flash fiction.

Et stort ønske fra min side: at danske forlag ville få øjnene op for flash fiction og begynde at udgive historierne; enten i antologiform eller på nettet.

/Dorte

OBS: husk at selv om dagens tema er flash fiction, er der åbent for kommentarer, debat, spørgsmål og forslag om alt, hvad der vedrører Skrive-bloggen.

24 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Første gang jeg hørte om begrebet flash fiction var for under et år siden - efter at jeg var begyndt at benytte skriveformen! Ikke mindst som ny skribent med masser at lære er det overskueligt at skrive korte tekster. Det er samtidig en stor tilfredsstillelse at skrive historier med en start, en midte og en slutning. Flash fiction er meget velegnet til begge dele.

Når man skriver, er det vigtig at fange læseren fra starten. Det begrænsede antal ord, man har til sin rådighed i flash fiction, tvinger én til at starte dér, hvor historien bliver spændende, lige som man nødvendigvis må holde sig til sagens kerne gennem historien og vælge sine ord med omhu. Man bliver med andre ord mere kritisk over for sin tekst, og denne strammes automatisk op.

Jeg kan godt lide en uventet slutning på en historie. Det gør heller ikke noget, at slutningen er en cliffhanger, så noget bliver overladt til læserens fantasi.

Flash fiction fungerer for denne forfatterspire!

Randi Abel sagde ...

Skriveblokering rammer alle. Når det sker for mig, tyr jeg somme tider til et lille program, som kan generere idéer ud fra 1 til 4 forskellige kriterier: Et nøgleord, en hovedperson, en lokation, en speciel regel.

Programmet er gratis og kan downloades på http://theprint.dk/writethis.html

Bente Pedersen sagde ...

Ej, jeg er altså så glad for det danske sprog,at jeg synes,at det ville være rart at kunne finde frem til en dansk benævnelse. Jeg tror, at jeg har læst betegnelsen "postkort-prosa" et sted. Det dækker da meget godt for den korte koncise form, men kan da godt fornemme,at flash fiction lyder meget smart.
Jeg har først for alvor stiftet bekendtskab med genren ved hjælp af de skriveøvelser, vi skulle lave på Saxo.
Jeg synes, at det er en genre, der virkelig kræver nærvær i hver eneste sætning, for der er ikke plads til unødvendige udflugter, og derfor synes jeg også,at det er en stor og spændende udfordring, der virkelig bevidstsgør én om de forskellige virkemidler. Og til tider meget svært!
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Hvis der ikke findes en ordentlig betegnelse på dansk for formen, skulle vi måske opfinde den selv ;) Og starte en aggressiv agiteren for den.
Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Randi: fine råd!

Bente: postkort-prosa er et superord. Det snupper vi da!

theodor sagde ...

Tak for indlægget, Dorthe. Det var en god introduktion til begrebet!

Jeg synes, som også Randi siger, at det er en god måde at få skærpet nogle af sine skrivefærdigheder og det er selvklart en god måde at kunne få afprøvet sine ideer uden at skulle trække flere måneder ud af kalenderen.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at udfordre tanken om at afslutte på en cliffhanger. På den ene side giver det mulighed for at lade læseren digte videre på historien. På den anden side afskriver man som forfatter sig muligheden for at give læseren et guldkorn (eller blykorn alt efter ens visdom), en indsigt eller erfaring, som man har tilkæmpet sig.

Hm... der bringer en del flere tanker frem, men jeg er lidt presset for tid og ønsker ikke at servere dem halvt.

kh theodor

...iøvrigt mener jeg, at debatlørdage er en fed idé.
- Cato, den ældre 234 f.Kr. - 149 f.Kr.

theodor sagde ...

Og forresten kunne det også hedde:

Lynprosa eller Lynlitteratur

:-)

Randi Abel sagde ...

Lyn-et-eller-andet giver mere interessante associationer, synes jeg.

Robert sagde ...

Ja eller skærmprosa, netprosa, glimtprosa, blitzprosa...

Tak for denne fine introduktion, Dorte. Det er spændende.

Postkortprosa, er et sejt navn, men det lyder mere som ultrakorte tekster, på få linjer, dem som de kalder "Shortstories"

Kh. Robert

Robert sagde ...

Jeg syntes ikke så godt om lynprosa. Det lyder som noget der bliver skrevet med lynets hast.

Så heller snapprosa (snapfoto)

Dorte H sagde ...

Tak for alle jeres gode indlæg og tanker!

Jeg tror, vi skal tænke lidt over det med navnet :D
Men Robert, for en hel del forfattere er tanken med flash fiction egentlig, at man skal sætte sig ned og skrive dem på en timestid, lade dem ligge og så pudse dem af senere - men ikke for meget.

Theodor: mht slutningen kommer det vel an på genren. Krimi skal jo gerne overraske og skræmme lidt, mens andre genrer vækker til eftertanke ved andre midler.

Robert sagde ...

Jamen sådan skriver jeg jo i forvejen :)

Det er klart at genren lægger op til krimi-skrivning, men den kan jo også lægge op til moralske eller etiske overraskelser, eller hvad som helst som kan rokke ved fordomme og overtro m. m.

Kh. Robert

Randi Abel sagde ...

Jeg er enig i, at flash fiction er velegnet til krimi-skrivning, men der skal ikke nødvendigvis lig på bordet, for at læseren får sig en overraskelse i historiens sidste linjer. Tænk bare på flere af telefonopkaldsteksterne.

Sikke da en god idé, Dorte, at lægge forslagene til et dansk ord for flash fiction til debat på fansiden. Det er præcis den slags, vi skal bruge siden til.

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Robert: jeg tror, mange af os skriver flash fiction efter at have deltaget i Saxo - vi vidste det bare ikke :D

Randi: tak! Og der er virkelig sket noget med besøgstallet. Hehe.

Leonius sagde ...

Hej allesammen,

i denne tid, starter mine skrive-lørdage meget tæt på Søndagene.
Men, det er utrolig spændende at læse de indlæg der så er kommet.
Med hensyn til at fordanske navnet "flash fiction" syntes jeg det er lidt synd, for det er et flot navn.
Er det store problem ikke, at vi ikke rigtig ved hvad det præcis betyder, og at det er der, vi skal gribe ind.

Pokkers nu nåede det at blive Søndag.

Leonius.

JEKEL sagde ...

Nu forstår jeg. Det er sådan en hurtig 'ristet med det hele' for ånden. Lige så tomme kalorier for hjernen som pølsen er for maven. Man bliver mæt for et kort øjeblik, men hurtigt sulten igen.
Man har fået noget. Men det er ikke noget der efterlader nogen minder og man bliver hurtigt sulten igen. Det ser sort ud for verdensliteraturens fremtid.
Åh, jo, hvis man skulle bruge noget så umoderne som en dansk betagnelse, kunne det jo være 'lynfiktion' ikk'.

Dorte H sagde ...

Kære Jørgen.

Jo, det kunne man måske godt tro. Men prøv lige at tage et kig på denne her:

http://www.saxo.com/forfatterskole/lektioner/lektion-3-efteraar-2009-indre-dilemma/indre-dilemma/barnet.aspx

Jeg skrev kladden i løbet af nogle få minutter en sen aften, og siden har jeg pudset den let af (ændret nogle få ord). Teksten er på 96 ord, så den overholder absolut alle regler for flash fiction.

Kh Dorte.

Ragnhild sagde ...

Hej alle
Der har rigtig været gang i lørdagsdebatten! Tak for en fin introduktion til begrebet Flash Fiction. Den term har jeg først stiftet bekendtskab med via bloggen. Var ikke med som saxoelev de ti forårsgange. Jeg vil godt slå et lille slag for begrebet kortprosa som genre. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis genren umiddelbart opfattes som fin og højlitterær. I et efterskrift til "Antologi af dansk kortprosa" kommer redaktørerne frem til at definere kortprosa som et genrefelt, "et felt hvor forskellige litterære kvaliteter kan modstilles for at samordnes eller kontrasteres. Man kunne se det som en slags valgfrihed mellem forskellige "hovedformer": fortælling, eventyr/fabel, novelle, allegori, prosadigt,lyrisk digt, skitse, causeri, essay, reportage, privat note, dokument" En anmelder tilføjer i sin anmeldelse anekdote og drømmereferat til genrefeltet.
Jeg synes det er nærliggende af definere flash fiction som endnu en af kortprosafeltets hovedformer. Antologien, som er fra 98, bringer tekster fra I P Jacobsen til Peter Adolphsen. Louis Jensens rablende skøre og morsomme firkantede historier for børn er også kortprosa - og de er altså ikke højlitterære. Forfatteren har planlagt at skrive 1001 firkantede historier og er længere end halvvejs. Fik altså lige lyst til at gå i forsvar for kortprosa som genre/genrefelt. Håber det gir mening for andre end mig.
Kh Ragnhild

Robert sagde ...

Kære Ragnhil
Tak for den flotte forsvarstale(du er en god advokat)

kære Dorte
Du har ret "Barnet" er et godt eksempel.

Kære Jørn
Her syntes jeg godt nok at du virker noget negativ. Din sammenligning med hotdog, forstår jeg slet ikke. Jeg har læst mange, meget korte noveller, eller digte, ja, helt ned til 17 stavelser, eller mindre. Som jeg aldrig glemmer. de er ikke nødvendigvis, allesammen, skrevet på få minutter. Jeg mener at et genialt digt(eller kortprosa) kan sige lige så meget som en hel roman(eller næsten:)

Kh. Robert

ps. Et link til noget om korte digte:
[http://www.sys-matthiesen.dk/cm150/]

Dorte H sagde ...

Kære Ragnhild.

Tak for dit gode indlæg om kortprosa. Jeg er helt sikker på, at når jeg personligt holder det lidt ud fra livet, er det delvist selvforsvar. Jeg oplever jo, at der (stadig) er anmeldere og forfattere, som ikke tager krimien alvorlig, og så kan jeg jo passende holde finlitteraturen lidt på afstand ;)

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Det var interessant at læse dit indlæg om kortprosa, Ragnhild.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Selv tak Robert og Dorte. Og til dig Dorte - er der stadig grund til "stigmatisering"? Jeg synes, der er megen fokus på krimilitteratur både som omtale, forfatterinterviews og anmeldelser. Forskningen har da også fat på krimien. I Folkeuniversitetsregi har jeg blandt andet mødt Peter Kirkegård (fra Aalborg Universitet) holde interviewaften med krimiforfatteren Arne Dahl. Et flot og meget seriøst arrangement, som blev gentaget efter et par år. Arrangementet og andre krimiarrangementer i Folkeuniversitsregi er jo en udløber af, hvad man bl.a. beskæftiger sig med på Universitetet. Sprog og form er for mig det væsentligste, når jeg læser fiktion, det gælder også, hvis jeg vælger krimigenren.
Kh Ragnhild

Dorte H sagde ...

Ragnhild: nej, du har nok ret, men da jeg var i gang med at researche flash fiction fandt jeg en blog med kortprosa samt nogle definitioner, som ikke rigtig pegede i retning af, hvad jeg skriver. I det store og hele tror jeg også genre-snobberiet er på vej lidt væk, men personligt er jeg da meget bevidst om, at jeg skriver en blanding af gode tekster (som "Barnet" fra saxo), men også ren hotdog (f.eks. mine Arnold og Erna-tekster), og dem forventer jeg ingen litteraturpriser for :D

Kh Dorte.

Ragnhild sagde ...

Tak også til dig Randi, din kommentar var ikke på, da jeg lagde min. "Barnet" var vist den første (saxo)tekst, jeg læste af dig, Dorte, en flot og stærk tekst - og hotdog eller ej, så er Erna og Arnold-teksterne da rablende morsomme og gode i forhold til den genre, de repræsentere. Så det....
Kh Ragnhild