lørdag den 20. februar 2010

Debat-lørdag: Hvorfor skriver du?

Nogle tekster skriver jeg, fordi det hjælper mig til at få styr på mine tanker. Nogle tekster, fordi det er en del af mit arbejde. Nogle tekster, fordi jeg vil afprøve en idé. Nogle tekster, fordi jeg har lovet det. Nogle tekster, fordi jeg gerne vil videreformidle et budskab. Nogle tekster, fordi jeg elsker at sætte ord sammen.

Nogle tekster skriver sig selv.

Hvorfor skriver du?

Og hvem skriver du til?

18 kommentarer:

Olav sagde ...

De fleste af os skriver vel fordi vi kan lide det.

Jeg skriver ofte tekster af forskellig slags i forbindelse med arbejdet og andre interesser. Men det er jo nok ikke det du spørger efter.

Noveller - som dem der bliver publiceret her på bloggen - bliver jo skrevet af mange årsager. Jeg kan nævne hvad jeg tror er de væsentlige bevæggrunde for mig:

- Ideer jeg synes burde komme på tryk
- Øvelse gør mester
- Kommentarer/feedback fra andre læsere

Her på bloggen skriver vi vel dels til hinanden (dvs. medforfattere) og dels til et mere generelt publikum. Det kan godt gøre det lidt sværere hvis man vil målrette sine tekster.

(noget helt andet: er der andre end jeg, der synes det er irriterende med det meget lille kommentarvindue der ikke kan gøres større?)

PS: Fik nogle mails fra Randi, som jeg nok skal få kigget på.

Jens Albers sagde ...

Hvorfor skriver jeg?

Det er en form for meditation. Jeg var skolelærer i 31 år og har altid elsket at fortælle historier, som jeg selv digtede for eleverne - også for mine børn.
Især digte, synes jeg kan formidle en holdning og mange følelser.
Skriftsproget giver mange muligheder/varianter og man kan hele tiden lære noget nyt.
Jeg tror mange af os har det, som en ryger - der bare ikke kan lade være.
Hilsen Jens

Dorte H sagde ...

Hvorfor skriver jeg?

Hm. Jeg har altid været glad for at skrive, både fristile i skolen, små historier i stilehæfter og selv akademiske opgaver på universitetet.

I mange år skrev jeg slet ikke fiktion (uddannelse, børn, job, politik på lokalplan mm), men da jeg blev ramt af kronisk træthedssyndrom, var der så mange andre ting, jeg IKKE kunne.

Skrive, det kan man altid. Jeg har et par roman-manuskripter liggende i skuffen, men dels har jeg for meget arbejde i år, dels er forlagsbranchen lidt i hårdknude for tiden, så Saxo var en gave for mig. Jeg fik pudset min teknik af, lærte rigtig meget om forskellige virkemidler, og siden har jeg så opdaget, at der er et stort, engelsksproget marked for mini-novellen (jeg tester lige et nyt ord).

Så jeg skriver, fordi jeg kan, og fordi det giver mig en form for tilfredsstillelse og glæde, som er endnu større end at læse.

Hvem skriver jeg for?

Det sker, jeg bevæger mig ind på andre genrer, men min store interesse er krimi. Især politi-krimien. Jeg holder meget af at læse psykologiske spændingsromaner, men kun de bedste af dem, og jeg tror ikke, jeg selv vil kunne skrive en hel roman på det plan.

Så min målgruppe er først og fremmest krimi-fans, og jeg forsøger at skrive til voksne, intelligente læsere, som accepterer, at jeg holder kortene tæt til kroppen det meste af vejen. Sprogligt går jeg heller ikke først og fremmest efter at gøre det nemt for læseren. Jeg prøver at på fortællestemme, synsvinkel og sprog til at gå op i en højere enhed, sådan at når vi følger et barn, er sproget enkelt og sætningerne korte. Men hvis fortælleren er advokat eller dommer, skal sproget og sætningsopbygningen passe til hans miljø.

Bente Pedersen sagde ...

At skrive er for mig en måde at besøge mig selv på,så egentligt noget meget privat. Hvad findes der inde på min hjernes mange reoler, og hvordan kan jeg stykke det sammen til noget nyt. Nogen gange kan jeg blive så overrasket over, hvad processen ender med.Hvis det så også kan give andre noget,så synes jeg da bare,at det er dejligt, men det er primært en helt egoistisk ting for mig.Et behov for at være kreativ, som jeg tilfredsstiller ved at skrive. Andre gange maler jeg eller laver noget med blomster, men det er en anden proces.
Det er dejligt at være kreativ, skabe noget, undersøge teknikker, udvikles, og da ikke mindst når det er i samvær med andre med samme interesse. At give og få respons....
Jeg synes generelt,at sproget og dets historie og udvikling er spændende..og at arbejde med det selv er jo at være midt i det!

Randi Abel sagde ...

Ja, hvorfor egentlig? Jeg ville ønske, jeg kunne sige, det er fordi, jeg har noget på hjerte, som kan gøre en forskel for andre: more, røre, berige... Indtil videre er det vist mest mit eget liv, der bliver beriget, og mig, der morer sig ;)

Jeg har altid holdt af at lege med ord, men fuldtidsarbejde og børn har gennem tiden gjort skriveriet til en sporadisk aktivitet. Jeg har m.a.o. tænkt mere på at skrive end gjort det. De sporadiske tekster har været festsange og humoristiske betragtninger over irriterende hændelser :)

SAXO har pustet liv i den latente, livslange drøm om at skrive. Lige nu er jeg i øvefasen, og det er fantastisk at få respons og dermed forhåbentlig blive bedre og udrustet til at kunne more, røre, berige...

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Bente, jeg synes egentlig det at male på nogle måder er den samme proces. Jeg forsøgte mig med akvalrelmaling for 15 år siden, og jeg lærte tre ting:
1) hvis jeg skal være kreativ, skal det IKKE være ved at male.
2) jeg lærte at SE bedre. Jeg lærte, at grønne planter og deres skygger har alle mulige farver.
3) jeg lærte, at hvis man vil male et landskab, må man planlægge, hvad der skal med. Hvis man altid maler ´i bredden´, bliver billedet intetsigende. Hvis man derimod vælger det rigtige udsnit ud, bliver det personligt og spændende.

Og punkt to og tre er til stor glæde for mig, både når jeg skriver (jeg lukker ofte øjnene og ´ser´ scenen) og når jeg fotograferer + redigerer mine billeder til bloggen.

JEKEL sagde ...

For mit vedkommende er lysten til at fortælle en væsentlig drivkraft. Jeg har flere gange i mine historier blandet konkrete oplevelser med fiktion og derved skabt en spændende historie.
Det at skrive om noget jeg selv har oplevet på den måde, får mig også til at huske ting, som ellers var gledet meget langt tilbage i erindringen.
Men jeg skriver først og fremmest for mig selv. Havde jeg ikke lyst til at skrive, ville jeg ikke gøre det. Men det at andre læser hvad jeg skriver stimulerer min skrivelyst. Så det er på en måde en selvforstærkende proces.

For mig er der en stærk sammenhæng mellem at skrive, at male og at fotografere. En fotolærer sagde engang til mig: "At fotografere er at se." Det synes jeg også gælder skriveriet og maleriet. Tingene fæstner sig mere i erindringen nå man har skrevet om noget. Malet det eller taget et billede af det.

Kærlig hilsen

Jørn E.

JEKEL sagde ...

Jeg glemte lige overskriften:

Med mindre der ligger en eller anden dybsindig tanke, som jeg ikke kan gennemskue i stavemånden, må jeg påpege, at den korrekte stavning af orden er: KAMPFÆLLEN.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Hej igen!
jeg synes også,at der er fælles træk ved processen i forbindelse med at male og at skrive. F.eks. fokus på at være "seende"/ iagtagende/ registrerende.
Men jeg oplever, at jeg personligt bedre kan male følelser/stemninger med farve end med ord. At min hjernes kontrol er slået mere fra, når jeg maler. Jeg har f.eks malet et lille billede, der forestiller, hvordan jeg føler på en af de slemme smertedage. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne få det samme udtrykt med ord. Men der er sikkert nogen, der har det lige omvendt!

Og så lige til dig Jørn...Jeg tror, at din sidste kommentar er kommet galt i byen...

JEKEL sagde ...

Jeg kan se, at min kommentar til Theodors "Kampfælden" er havnet her, altså forkert. Men det er altså hos Theodor den hører til.

JEKEL sagde ...

Til Bente!

Kan du ikke fotografere det billede du omtaler ovenfor og bruge det i et indlæg.
Ellers vil jeg meget gerne se det alligevel. Send det til - hvis du vil - til mig på
jekelter@hotmail.com

Kærlig hilsen

Jørn E

Ragnhild sagde ...

...jeg har med megen interesse læst debatten - dog forsinket. Et større rejsefælletræf (vi rejser med Jaruplund Højskole) henover weekenden samt snekaos i det nordjyske har taget al min tid. I dag vil jeg skrive, fordi jeg "skal" og fordi lysten ligger bag det skal. Februaropgaven må besvares før der reflekteres over, hvorfor jeg skriver :-)
Kh Ragnhild
PS ..Jørn, jeg er meget fascineret af din flotte grafiske signatur.

Robert sagde ...

Det er nogle dage siden jeg har været herinde, Da jeg er temmelig ophængt lige nu. Jeg har en udstilling som løber af staben i marts, og er håbløst bagud.

Men i dag kom jeg i tanke om februar-opgaven, åh nej, den havde jeg helt svedt ud.

Jeg kan godt følge jer lidt, når I sammenligner det at skrive, med at male.
Jeg har altid malet billeder, fra jeg var helt lille, og jeg maler ofte (dog ikke kun)abstrakt.
For mig kan maleriet godt sammenlignes med poesi, som jeg somregl skriver helt uden planlægning, det flyder bare ud, og jeg kan af og til føle mig lidt som et medie, da jeg ikke aner hvor det kommer fra. Men med prosa, er det helt anderledes for mig. Hvis jeg ikke i forvejen har en helt fast plan, ender jeg oftest med at skrive mig langt ud i sandet, og får ikke lukket historien.Så for det meste "skriver" jeg hele historien inde i hovedet, før jeg går til tasterne. Sådan har jeg det slet ikke med maleriet.
Men sådan er vi jo alle sammen så forskellige.

Men jeg skriver fordi jeg bare ikke kan lade være med at være kreativ. Er det ikke det ene, så er det det andet, jeg må bare skabe (mig:)

Jeg vil kaste mig over opgaven i aften, og måske når jeg det inden deadline.

Kh. Robert

Dorte H sagde ...

Robert, hvis du bare får skrevet en opgave i løbet af et par dage, så tror jeg nok, du kan få dispensation ;)

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Det har jeg så hermed gjort...bidt hovedet af al blufærdighed og sendt et foto med mit lille maleri "Smerte" til dig...
Måske kan jeg inspireret af Roberts kommentar ovenfor skrive et digt, der passer til.. Måske :-)
KH Bente

theodor sagde ...

Hej alle,

Det var da nogle spændende betragtninger som jeg mange steder også kan nikke genkendende til.

For nylig var der et indlæg i Politiken om, hvordan flere og flere danskere skriver og faktisk også gerne vil læses. På den ene side synes jeg, det er fint og på den anden side tænker jeg: "øv, vil det sige, at jeg bare er en del af en trend?!"

Men jeg elsker flow-oplevelsen ved at skrive og er rigtig glad for dette forum (og også perfiktion) fordi det giver mig anledning til at øve håndværket, og det giver kompetent sparring på både produktet og processen (det er alle jer, hvis selskab jeg sætter stadig større pris på :-).

Hvem skriver jeg så til? Det er lidt forskelligt, men primært nok mig selv skarpt efterfulgt af mine børn. Jeg har brug for at nedfælde mine refleksioner/tanker/ideer, så jeg kan dokumentere de har været der og forfine/nuancere dem i processen. Det er et værktøj til at forstå mig bedre.

Og så vil jeg gerne give mine børn noget, som de også kan have, når jeg ikke er der. Fordi mine bedste sider som regel titter frem mellem ordene. Eller tænk, hvis de læser en tekst af mig om 30 år og dermed kan se deres begyndelse i et nyt lys. Det ville være en gave at kunne give. Ikke mindst derfor er det værd at blive ved at øve mig.

kh
Theodor

Leonius sagde ...

Hej allesammen,

det har været interesant at læse de indlæg der her er skrevet om emnet.
Spørgsmålet om, hvem vi skriver til, er for mig, efter nærmere overvejelse, slet ikke et spørgsmål jeg har stillet mig selv tidligere.
Derimod har jeg i alle de år jeg husker tilbage, altid været stærkt optaget af at sætte ord sammen på en for mig tilfredstillende måde.
Og jeg har lagt mærke til, at jeg i den grad nød det, og naturligvis stadig nyder det, blot har jeg på mine ældre dage fået tid til at fordybe mig i det, og det opfatter jeg som en stor gave.
Det er også en kæmpestor og ny fordel, at vi kan få kommenteret vore tekster på en mere neutral måde, end hvis vores ægtefæller og børn alene skulle stå for det arbejde.
Vi vil jo også gerne have af vide, hvis vi har kikset en tekst.

Leonius.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Alle
Ja, jeg er lidt bagud...
men bedre sent end aldrig.
Jeg skriver på familiekrønniken til vores børn og børnebørn. Det er et stort arbejde.
Jeg gør det i små portioner, anekdoter, som jeg erindrer og bygger videre på.
Jeg har altid skrevet meget til skuffen. Digte, sange og erindringer.
Og lige nu brygger jeg på en krimi til børn. Det tager lang tid,
da jeg arbejder utroligt langsomt.
Men jeg nyder processen.
MKH. Lisa