fredag den 26. februar 2010

Februar-opgave: Madame i tivoli

forfatter og foto: Jørn E

Madame la vache quit rit drev en forretning med importerede franske oste. Hendes gode smag og milde væsen gjorde at hun var vellidt af både voksne og børn. Altid smilende og med noget friskt og landligt over sig.

Madame havde besluttet, at gøre et salgsfremstød vendt mod restaurationsbranchen. Da foråret nærmede sig, besluttede hun sig for at henvende sig til hr. Tivoli.
Hun havde besøgt ham adskillige gange og kendte ham som en festlig, glad og særdeles underholdende person. Men det vigtigste var den kendsgerning, at han drev adskillige restauranter indenfor sin forlystelsespark. Hvis hun kunne få sat et salg af sine produkter i system her, var hun sikker på, at der var gode penge at tjene.

Madame fik aftalt et møde med hr. Tivoli, som inviterede hende til frokost hos sin gode ven og restauratør, hr. Divan d. 1ste Senior. Han var en af de toneangivende restauratører i hr. Tivolis have.

Den dag madame skulle til det vigtige møde måtte hun i huj og hast lave en aftale med en bekendt, hr. Ariva om at køre for sig. Det var madame ikke særligt tryg ved, for hr. Ariva var ikke ligefrem kendt for sin præcision, og det var naturligvis meget vigtigt for hende, at hun ikke kom for sent til mødet med hr. Tivoli og Divan d. 1ste Senior. Hendes italienske mand, Alfa Romeo, kunne nemlig ikke køre for hende. Han skulle til motortræf med vennerne i klubben meddelte han og drønede af sted.

Som sædvanligt var hr. Ariva forsinket . Resultatet var, at madame kom et kvarter for sent til mødet. Hun undskyldte mange gange og med sit afvæbnende smil og sit milde væsen blødgjode hun de to forretningsfolk. Særligt hr. Tivoli var meget betaget af madames franske udstråling.

Mødet gik godt, og som afslutning på en god forretning inviterede hr. Tivoli madame la vache qui rit på en rundtur i haven, hvor han endte med at give hende og hendes trekant en ordentlig tur i gyngen.

Jørn E./21. februar 2010

9 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn
Tusind tak for en herlig latter - jeg kan slet ikke holde op igen :-) :-) Hendes italienske mand, Alfa Romeo udløste det første latteranfald og slutningen endnu et anfald, som ikke vil høre op - det værste er, at det jo nok bare er mine assosiationer der er for outrerede! Kort sagt: det er en vild god historie. Tekstens første ord, Madame skabte mit første billede - den kunstnerisk smukt udførte plasticpose som hænger på en bøjle af metal på mange toiletter - i hvert fald de toiletter med en dame på døren! Men selvfølgelig, hun har jo sin ostenavnesøster, jeg kan jo genkende hende fra din spændende fotokollage. Det er da inspirerende og helt sjovt, hvad de 'stramme' opgaver kan resultere i. Godt gået, Jørn. Jeg må læse den for min mand, når han kommer hjem.
Kh Ragnhild

JEKEL sagde ...

Jeg bliver jo næsten lige så rød i hovedet som madame af al den ros! Tusind tak for det. Det glæder mig virkelig meget at du synes den er morsom.

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
jeg må tilslutte mig latter -fanklubben. Den afslutning er da bare et festfyrværkeri.
Hvor er det bare godt fundet på...at sende "Den leende ko" en tur i Tivoli til forretningsfrokost, altså altså..
Godt, fornøjeligt og velformuleret.
KH Bente
Ps Hvis du også havde problemer med at logge på min historie i går, kan jeg oplyse,at der igen er hul igennem. :-)

JEKEL sagde ...

Tak for din dejlige kommentar.

Jeg kan godt læse din historie og jeg har læst den en gang, men jeg tro må lige læse den en gang til. Jeg fornemmer, at der er en hel del indforstået pigefis i den. Så det må jeg lige nærlæse. Så skal jeg nok komme tilbage med en kommentar ;o)

Kærlig hilsen

Jørn E

Leonius sagde ...

Hej Jørn,

en morsom Tivolitur, eller rettere er tur til Tivoli, for Ariva var jo involveret.
Jeg syntes historien er skruet godt sammen.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Jeg fnisede mig også gennem din historie, og slutningen afstedkom et latterbrøl, som endnu ikke har lagt sig :D

Kh,
Randi

Poly sagde ...

Kære Jørn

Slutningen var lige hvad jeg trængte til! En dejlig befriende 'dansk' latter.
Dansk humor er jo ikke noget jeg er forvendt med. Mange, mange tak for at blødgøre smilebåndende. De siger jo, det bliver man smuk af. Så i dag er jeg både smuk og glad!

Hilsen Poly

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Endnu en fin produkthistorie!

Ja, jeg morede mig også over hendes Alfa Romeo, selv om jeg ikke helt fatter hvad man skal med ham, hvis han ikke vil køre med én alligevel? (Så er det da bedre med en pålidelig folkevogn).

Kh Dorte.

JEKEL sagde ...

@ Leonius.
Tak for din venlige kommentar.

@ Randi.
Fedt at afstedkomme latterbrøl.

@ Poly.
Så kan jeg ikke ønske mig mere. Tusind tak for dine rosende ord!

@ Dorte.
Du har en rigtig god pointe her. Hvad nytter det at facaden skinner, hvis indholdet ikke fungerer. Så hellere en folkevogn.

Kærlig hilsen

Jørn E