søndag den 7. februar 2010

Januar-opgave: Brudens store dag


forfatter: Lisa Rossavik Rich

Inde i det lille soveværelse er der trængsel og en hektisk aktivitet.
Henne bag den gamle dobbeltseng står det store stivede underskørt med flere lag og ligner en stor sukkerkegle. De hvide højhælede sko står på gulvet, mens bruden bliver pyntet med en høj opsat frisure. Der bliver sprøjtet med hårlak, der ses i solens stråler, mens frisøren får valken til at sidde ved hjælp af hårnåle. Hun stryger pandehåret på plads og sprøjter med hårlak. Bruden smører creme i ansigtet. Det lugter af fine damer.
Bruden ser ind i det gamle spejl. Det er irgrønt på kobberets mosaik. På spejlhylden ligger flere hårnåle. Hun spejler sig og retter på håret.
Den lange hvide kjole er beskyttet af en tynd klar plastic, der fjernes. Den tykke silke føles kølig på den lune sommerdag. Den lange lynlås i ryggen lynes op og bruden stryger hænderne ned af den kolde silke.
Frisøren hjælper med at sætte perlediademet fast i det opsatte hår. Bruden kigger glad på sit eget spejlbillede og tager læbestift på.
Døren skubbes op.
” Så fin du er lille skat” råber onklen og giver bruden en knus. Hans kind er ru af gamle skægstubbe. De brune øjne stråler, og arret ved den ene mundvig er næsten ikke at se. Han lugter af tobak og aftershave.
” Jeg nåede det”, udbryder han glad.
Søofficersuniformen med tre guldstriber på ærmerne og de store blanke guldknapper klæ’r ham godt.
”Luk døren, du må ikke se mig endnu, det er snyd”. Bruden lukker døren og onklens latter giver ekko ude fra badeværelset.
Bruden retter på det store stivede underskørt. Hun føler sig godt tilpas i den lange hvide kjole i knitrende silke. Det hele passer til de brune kinder og de glade øjne.
Det banker på døren.
” To minutter til afgang,” råber faderen.
Det lange slør på perlediademet er nu på plads. Læbestiften er atter i gang.
Faderen ser på bruden og foretager en tydelig synkebevægelse. Han tager sine briller af og de brune hænder dirrer, mens brillerne lægges på plads i etuiet.
Han hjælper sin datter ud af døren.
Da de kommer ud til taxaen, er søofficeren allerede væk.
Faderen hjælper med den smukke brudebuket.
Blodrøde roser. Det var lige, hvad bruden ønskede sig.
I den lille landsby er flaget hejst ved kirken. Det blæser og bruden har besvær med at holde sin lange kjole.
Far og datter føles ad hen ad kirkestien. Vinden danser med kjolen, og bruden forsøger at holde kjolen på plads.
”De kommer”.
Organisten spiller og orgelet bruser, mens far og datter følges op ad kirkegulvet. Alle ansigter er glade og forventningsfulde, mens de hilser på far og datter.
Søofficeren sender et mimekys til bruden, og hun smiler og nikker til ham.
Oppe ved alteret står brudgommen og venter på sin brud. Han er så flot i kjole og hvidt. Hans strålende øjne favner hende med et eneste blik. Han kysser hende. Alle sætter sig og ceremonien begynder.

Præsten kalder de to unge frem foran sig. De knæler foran alteret.
”Thi således elskede…..” begynder præsten.
Der bliver uro bag brudeparret. En mand synker sammen. Ansigtet er rødt og fortrukkent. Han hjælpes ud af kirken.
”..for rette ægtefolk at være”, sagde præsten. De to unge kysser hinanden og knuger hinandens hænder.
De sætter sig sammen. Orgelet bruser og en smuk stemme synger solo for brudeparret: ”Lykken er ikke gods eller guld.”
Det er brudgommens mor, der synger med sin smukke altstemme.
Brudeparret smiler til hende.
Brudens mor sidder med ansigtet i hænderne. Hun ryster af gråd. Brudens far omfavner moderen.
”Herren velsigne dig…”præsten velsigner alle og orgelet bruser et postludium af J.S.Bach, mens brudeparret forlader kirken.
Blæsten leger med kjolen, der flyver helt op, og bruden må rette på sin frisure. Brudgommen hjælper sin brud.

Nede ved Strandhotellet modtages de af brudens mor. Moderen har røde øjne og skælvende hænder.
”Hvad er der i vejen, er det noget med onkel?”
Moderen nikker: ”Han fik et ildebefindende i kirken. Det skal du ikke tænke på. Han har det godt nu.”

I Oslo går søofficerens højgravide hustru en tur i sommersolens varme. Hun holder godt fast i sin lille dreng, der snart skal være storebror. Hun tørrer panden. Det er lummert og varmt i dag. De går over i kiosken og køber en dejlig kold is. De sætter sig på bænken under skyggefulde træer.

Brudeparret går glade ind til festen.

De skal danse brudevals, og der klappes taktfast, mens de hvirvler rundt.
Bruden ser sin mors ansigt, der er hævet af gråd. Bruden er bekymret, men alle klapper og smiler rundt i kredsen.
Brudeparret ”stikker af” til et hemmeligt sted for at nyde hinanden i fred og ro. Næste dag skal de på bryllupsrejse.
Bruden drømmer om moderens forgrædte ansigt.
Næste morgen siger brudgommen: ”Din onkel er død. Da vi knælede i kirken, blev han dårlig. Husker du ikke, at der var en uro i kirken?”
Hun falder helt sammen og græder. Hun har svært ved at trække vejret.
”Har tante fået besked?”
”Endnu ikke”.

Inde i kapellets kølige rum er der tændt to hvide gotiske lys. Deres varme gyldne skær danner en skarp kontrast til den hvidklædte døde på båren.
Det kønne unge ansigt med det lille hvide ar ved den ene mundvig, ligner en person i dyb søvn. Det kridhvide ansigt er afslappet. Kinden er iskold, og der er en duft af lavendler fra en buket på det lille bord. En sort bibel ligger på hylden. På en bøjle hænger den marineblå søofficersuniform. Guldknapperne hænger og virker alt for store og håbløse.
En portør kommer ind med en sort metalkiste.

I brudens barndomshjem er faderen og moderen inde i stuen. Moderen græder og faderen holder hende tæt ind til sig og stryger hendes hår. Hun ryster.
Faderen skænker kaffe til hende. ”Det vil varme dig”.
Hun griber koppen med begge hænder. Sætter koppen og rammer skævt, så der vælter kaffe ud over bordet. Hun synker sammen og græder.
”Vil du ringe til Oslo?”
Han drejer svigerindens nummer.
Den gravide svarer glad på syngende norsk.
”Er der noget i vejen?”
”Lad mig tale med din far”.
”Ja.”
Moderen fortæller om broderens død. Hun hulker og har svært ved at beherske sig.
”Vil du sige det til din datter?”
Moderen holder telefonen ud fra sig: ”Hun skriger den stakkel!”
Alle i stuen står sammen om moderen, der er helt grå i ansigtet.

De nygifte følger efter rustvognen til den store by. Den sorte metalkiste er smykket med en buket blodrøde roser.
De ser ”Holger Danske” ligger ved kajen med det norske flag på halvt.
Ved landgangen står den norske kaptajn og gør honnør, mens den sorte kiste køres om bord på vej hjem til Oslo.

I Oslo jamrer en kvinde i stærke veer. Hun føder sin lille datter, mens hun skriger sin smerte ud. En lille datter med brune øjne som sin fars.

13 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Kære Lisa.

Din tekst er jo fuld af både sorg og glæde, og du beskriver miljøet og festen så detaljeret, at det er næsten som at være der selv. Man lever sig virkelig ind i hovedpersonernes følelser.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Lisa!
En medrivende tekst, hvor vi som læsere sidder glade og forventningsfulde ved siden af den smukke brud, mens hun gør sig klar.
Alt er såre godt, indtil episoden i kirken og efterfølgende, hvor vi ængstes med bruden og aner en katastrofe. Den rulles så efterfølgende op for os.
Kære Lisa, jeg ved jo,at du gerne skriver tekster med afsæt i egne erindringer. Denne gang håber jeg lige godt,at det ikke er selvoplevet,selv om dine mange flotte detaljer og beskrivelser peger derhen ad.
Jeg vil gerne fremhæve"Han tager sine briller af og de brune hænder dirrer, mens brillerne lægges på plads i etuiet." som et flot eksempel på show - don`t tell, samt "Guldknapperne hænger og virker alt for store og håbløse." som et virkelig godt eksempel på dit dejlige sprog.
KH Bente

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Bente og Dorte
I har helt ret. Jeg tager som regel afsæt i en virkelig historie.
Også denne gang.
Det er mit eget bryllup helt tilbage i 1964.
Det er en erindring, jeg aldrig glemmer.
MKH. Lisa

Bente Pedersen sagde ...

Kære Lisa!
Tænkte det nok,og frygtede det lidt! Det var en mørk skygge,der lagde sig over jeres dag. Det er helt helt tydeligt,at skyggen har sat sig ekstra stærke spor i din erindring.
Du har været en ganske bedårende brud. Ikke noget at sige til at :"Hans strålende øjne favner hende med et eneste blik." Da du beskrev dine brudesko, fik jeg en helt speciel erindring fra min barndom om duften af nogle helt nye fine sko,jeg fik, da jeg skulle være brudepige til min 12 år ældre søsters bryllup...Tror,at jeg var 9 år..
Kh Bente

theodor sagde ...

Hej Lisa,

Sørgmodig fortælling iblandet stænk af glæde; det er jo en stærk cocktail. Jeg kan godt lide, hvordan du får mange små detaljer med, som er med til at farve stemningen.

Der var også et par steder, hvor jeg studsede. Jeg skulle afsnittet med telefonen et par gange, før jeg blev sikker på, hvem der snakkede sammen; jeg endte med at gætte på, at den gravide i Oslo ikke fik nyheden selv, fordi det ville have været for barskt over telefonen, men der ville jeg gerne have fat noget støttetekst.

Jeg kunne også forestille mig, at det ville være stærkere dramaturgisk, hvis onklens kone kom ind i historien noget tidligere.

Tak for en fortælling med store følelser.
kh theodor

Jens Albers sagde ...

Hej Lisa!

Altså, jeg er vist en piveskid, men din tekst gør mig bevæget. det er meget filmisk og so andre siger fyldt med sorg og glæde.
Jeg kan godt se, hvad Theodor mener. Hvis du sætter afsnittet med søofficerens kone og barn ind lige før det afsnit hvor præsten kalder de to unge op, kommer det måske til at virke stærkere.

En særdeles velskevet tekst Lisa - tak

Hilsen Jens

JEKEL sagde ...

...at jeg synes denne historie beskriver livets skrøbelighed med ubønhørlig tydelighed. Pludselig rammer ulykken - midt i lykken. Det er en god påmindelse om, hvor vigtigt det er at vi lever lige NU. Det er levende beskrevet og jeg blev meget bevæget af at læse din velskrevne historie.

Kærlig hilsen

Jørn E

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Alle
Tak for jeres kommentarer.
Denne tekst har fulgt mig siden mit bryllup.
Det er så uvirkeligt, at så stor en sorg ramler lige ned i noget, der skulle befordre glæde.
Et bryllup er en stor begivenhed i ens liv.
Men her er det: Sorrig og glæde de vandre tilhobe.
Det er næsten ufatteligt.
Men sådan er sandheden.
MKH. Lisa

Robert sagde ...

Kære Lisa
Tak for dette storslået drama, som jeg nød at læse, og blive rørt af.

Det er rigtig flot skrevet.

Kh. Robert

Ragnhild sagde ...

Kære Lisa
Din tekst er et meget smukt og stærkt udtryk for - kan jeg forstå - en smuk, stærk og sorgfyldt dag i dit eget liv. Også jeg blev meget berørt af teksten, og tænkte inden kommentarerne dukkede op, at med alle disse fine detaljer og med fortællerens indfølelse kunne det være en tekst skrevet over egne erindringer. Kingo lader sorrig og glæde og lykke og ulykke følges så smukt ad i den gode klassiske salme. Det samme gør du i din indfølende tekst. Afsnittet "Præsten kalder ..." er formmæssigt så smukt. De uafsluttede ritualer der dukker op og markerer skift i tid veksler fint med beretninger om, hvad der også skete under bryllupshandlingen i kirken. Jeg forstår godt Theodors kommentar om tanten der først præsenteres sent i teksten. Måske kunne onkelen hilse muntert fra hende, da han dukker op "før han må". Tak for en rigtig god læseoplevelse.
KhRagnhild

Leonius sagde ...

Hej Lisa,

det var en intens bevægend historie, som, på grund af din flotte fortæller stil, fastholdt mig i dit jerngreb.
Jeg vil næsten sige, at naturligvis er der nogle der sørger, når andre fester, og naturligvis vil der også forekomme sammenfald i denne retfærdige og uretfærdige verden.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Lisa,

Du er en sand mester i at skabe en stemning - sproget, billederne du maler. Jeg kan så godt lide kontrasterne, lykke/ulykke, og the circle of life, fødsel/død.

Jeg er ked af, at historien er selvoplevet, men jeg elsker den.

Kh,
Randi

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Alle
Tak for jeres kommentarer.
Det har været en vanskelig historie for mig.
At beskrive virkeligheden kan være meget svært-især når man føler, at det næsten overgår fantasien...
I mange år var vores bryllupsdag noget, der passerede i tavshed.
Jeg kan godt forstå, at min stakkels mor havde store kvaler med den dag...
MKH. Lisa