fredag den 5. februar 2010

Januar-opgave: Prinsessen på ærten


forfatter: Dorte Jakobsen


Endelig! Jeg hæver det slebne krystalglas og nikker let med hovedet til mine svigerforældre. Hverken for lidt eller for meget.

Frederik giver mig et opmuntrende lille klem inde under sløret. Vi er kun lige færdige med forretten, så jeg må hellere holde hovedet koldt. Jeg fylder mit vandglas, men husker at nippe pænt.

En eller anden fætter løfter sit glas, og jeg skåler med alle pingvinerne igen. Brede smil næsten hele raden rundt.

Da jeg ikke har nogen forældre med, rejser svigerfar sig for at holde den obligatoriske tale. Det bekymrer mig ikke så meget; han er af den gamle skole og kunne aldrig finde på at skide i sin egen rede. Velkendte floskler som man bare kan smile ad. Han og jeg skal nok finde ud af det hen ad vejen; han har i det mindste sans for mine fortrin.

Endnu en ret kommer på bordet. Et par duske af noget grønt på en strimmel fisk og en bid toastbrød til, som ikke kunne mætte en gråspurv. Ja, så ved man jo, det er haute cuisine. Jeg fortæller min mave, at den bare kan vove på at knurre.

Endelig er det Frederiks tur. Jeg er ikke så vild med taler, men den her har jeg set frem til. Frederik er så forelsket i mig, at han aldrig har lagt mærke til, om jeg glemte at spise desserten med kagegaffel. Han rejser sig i sin fulde længde og sender mig et tindrende blik.

Han rasler lidt med sine notater og rømmer sig forsigtigt; til trods for sin alder og erfaring er han en lille smule nervøs. Hvor er det kært.

”Frue …” En tjener står pludselig ved siden af svigermor med en trådløs telefon i hånden. Hun sender ham et blik, som kunne tilintetgøre et isbjerg. Han stammer, men holder skansen.

Omsider gør hun tegn til Frederik om at sætte sig ned, men hendes mine lover, at nogen vil komme til at betale for dette brud på etiketten.

Hun fyrer et par spørgsmål af på udmærket engelsk, mens irritationen pløjer dybe furer i panden.

”Oh, is that so?” Du milde, nu ranker hun ryggen og tør op.

Hun træder hen til mig og rækker mig telefonen mens hendes læber kruser sig i det sødeste smil.
”Det er en amerikaner, som forfærdelig gerne vil tale med dig. Han siger, han er din mand.”

16 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!
Tak for endnu en fornøjelig,sprudlende og overraskende tekst fra din hånd. Som sædvanligt velformuleret med de nødvendige spor raffineret indlagt undervejs,så forventningen om kommende ridser i den ellers så pæne facade bibeholdes.
Blot et lille eksempel på, at vi kan forvente os lidt af hvert af vores fortæller, er denne bemærkning om svigerfaren:"han har i det mindste sans for mine fortrin." Så sandelig en kvinde, der forstår at bruge sine medfødte gaver.... Eller hvad med denne nedladende kommentar om hendes egne bryllupsgæster : "En eller anden fætter løfter sit glas, og jeg skåler med alle pingvinerne igen."
Jeg kan godt lide din sammenligning: "Hun sender ham et blik, som kunne tilintetgøre et isbjerg.",men sådan et blik skulle vel indeholde masser af varme for at smelte isbjerget, og det er vel nærmere et iskoldt blik han får,den stakkels tjener. Men måske er det et blik, der kan sprænge ham i stumper og stykker?Under alle omstændigheder kan jeg godt lide,at du leger med sproget.
KH Bente

theodor sagde ...

Hej Dorthe,

Det er måske mere flashy fiction end flash fiction, fordi du igen demonstrerer overskud, når det kommer til at komponere en kort historie. Godt gået :-)

Overskriften forvirrer mig lidt - hun er vel ikke en rigtig prinsesse, hvis hun har en amerikaner i skabet? Eller er det en kommentar til det oprindelige eventyr om, at selv ægte prinsesser har noget med i bagagen?

kh
theodor

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,
Jeg er vild med, at dit sprogbrug i sig selv fortæller så stor en del af historien. Show, don´t tell af den allerfineste slags.
Og historien i sig selv som bygges op og ender i det pinligste klimaks.
Virkelig godt gået.
Kh,
Randi

P.S. Fedt, at SAXO også reklamerer for os.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Dorte
Hvor er det en herlig historie, du har skrevet.
Man svæver i en skøn stemning og så SLAM!!!!
Du er så dygtig til at bygge god historie op.
MKH. Lisa

Leonius sagde ...

Hej Dorte,

så blev jeg stødt på manchetterne igen: "finde på at skide i sin egen rede", men naturligvis skulle det bruges til at fortælle hvor hun kom fra.
Jeg begynder at lære det.
En fremragende overraskende historie, som fortæller så meget om din hovedperson, som kun svigermor kunne se, og som mændene ikke ænsede fordi hun jo lignede en prinsesse.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,
Det gav faktisk også et gib i mig, da jeg læste sætningen, Leonius nævner, men som han også skriver, skal den helt bestemt med. Den siger så meget.
Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Tusind tak for dine smukke ord! Og du har ret i, at man normalt forventer, der skal noget varmt til at smelte et isbjerg, men måske er det en laserstråle eller sådan noget? I hvert fald et eller andet, som er hårdt nok til at overvinde et isbjerg ;D

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Hej Theodor.

Tusind tak for ordene om overskud! Jeg er faktisk lidt forjaget i øjeblikket, og så er det jo dejligt at høre, historien ikke bærer præg af det.

Og titlen refererer jo til, at selv om prinsen kan blive aldrig så forelsket, når en køn lille druknet mus står og banker på døren, så ved vi jo ikke rigtigt, hvilken DNA hun bringer med, vel?

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Ih tak! Jeg bliver stadig så glad, hver gang nogen fortæller mig, at jeg faktisk har fået fat på det med show. Hvis I vidste, hvor jeg kæmpede med det de første uger på Saxo!

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Kære Lisa.

Tusind tak for de søde ord! Ja, der troede hun godt nok lige, at nu var hun nået i mål! :D

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Kære Leonius.

Ja, jeg vidste næsten, du ikke ville bryde dig om det. Men jeg er rigtig glad for, du forstår min baggrund for at bruge vendingen. En af de største kunstgreb ved den ultrakorte historie er netop, at man har meget få ord til at tegne personerne.

Og du ser også meget fint, at svigermor for en gangs skyld får sit: som den eneste har hun set, at der slet ikke er nogen prinsesse, men bare en ært (fra møddingen, måske) :D


Kh Dorte.

Ragnhild sagde ...

Kære Dorte
Jeg er enig i al den ros, der er kommet frem i kommentarerne før min. Det er en meget flot tekst, stringent i sin opbygning og med et dejligt sprogligt drive.
Kh Ragnhild

Dorte H sagde ...

Kære Ragnhild.

Tusind tak for de flotte ord! Nu gør I mig altså snart helt rød i kinderne.

Kh Dorte.

Robert sagde ...

Kære Dorte
Ja, det er jo kun en ægte prinsesse, som når at vågne op og være øm i hele kroppen.

Jeg nød din korte og præcise beskrivelse af dette smukke bryllup, med en noget trist slutning(som dog ikke kom som nogen overraskelse her)

Du behersker sproget så flot(og det var heller ikke overraskende)

Tak for en herlig demonstration af begrebet "flash fiction"

Kh. Robert

JEKEL sagde ...

...at jeg da meget gerne bidrager til ansigtskuløren. Den gimbe du beskriver her er så sikker på sine egne tvivlsomme kvaliteter, at hun skøjter hen over overfladen uden at opdage de dybder der lynhurtigt kan opsluge hende - og derfor bliver hun opslugt. Ach du lieber Augustin.
Pragtfuld personbeskrivelse.

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Robert.

Tak for de smukke ord! Og jeg har tænkt på, om temaet på lørdag måske skulle være lige netop flash fiction :D

Kære Jørn.
Ja, du har ret i, at hun er overfladisk. Men et high society-bryllup, hvor man hele tiden skal prøve at vælge det rigtige glas og gaffeltøj er måske ikke så meget bedre :D
Min sympati er i hvert fald kun hos den forelskede Frederik.

Kh Dorte.