søndag den 21. februar 2010

Kampfælden


forfatter og foto: Theodor Klostergaard


Den store egetræsdør lukkede sig langsomt bag Fader Paul og dæmpede de hektiske lyde fra forkontoret. Der var køligere herinde og alligevel mærkede han, hvordan sveden brød frem og pakkede ham ind i en tynd film. John ville tage det med godt humør, men han ville være skuffet. At Paul ville tro det om ham. Men han kunne ikke vende om nu.

- Sæt dig bare ned.

Stemmen kom fra den anden ende af rummet, og efter en let tøven gik han de ti meter hen til det enorme skrivebord, der stod lige foran udsigten til byen nedenunder. Og lige foran den mand som sad og noterede flittigt i marginen på en bunke papirer. Han ligner sig selv, tænkte Fader Paul og satte sig langsomt ned på stolen til højre, mens han studerede sin gamle ven for at se, hvordan tiden havde behandlet ham.

Johns hår stod stadig ud til alle sider - Paul så for sig, hvordan de store hænder kørte utålmodigt igennem manken, når manden koncentrerede sig. Det var blevet gråt, men havde bevaret sin fylde. Ansigtet lignede også sig selv, selvom Fader Paul lagde mærke til et par lodrette streger mellem brynene, der havde fortrængt smilerynkerne om øjnene, som de mest markante rynker i ansigtet. Store buskede øjenbryn, der kørte op og ned i takt med tankerne inde bagved. Munden i en koncentreret, tynd streg. Pauls hjertebanken havde lagt sig igen og nu følte han sig næsten helt kuldskær; der var faktisk køligere herinde. Det var jo John. Hvordan kunne han overhovedet have tvivlet på ham?

- John?

Intet svar. En svag ændring i lyset gjorde rynkerne mellem brynene lidt dybere.

- John? Jeg har... vi bliver nødt til at tale. Sammen, mener jeg. Det er selvfølgelig fjollet, men folk... der er blevet sat nogle trælse rygter i omløb om, hvordan vi behandler folk, som ikke er enige med os...

- Øjeblik.

Den mørke, varme stemme. Forførende venlig. Og alligevel satte Fader Pauls hjerte hastigheden i vejret og sveden brød frem på ny. Der var en kant i stemmen, som han ikke havde hørt før.

Endelig lagde den anden mand sin pen til side, ordnede papirerne i en bunke og lagde dem til side. Så rejste han sig op og gik hen til vinduet. På intet tidspunkt havde han set på Fader Paul, der sad og spekulerede på, om han nogensinde før havde set sin gamle kammerat stå og vippe svagt med hænderne foldede på ryggen.

- Vi har kendt hinanden længe. Ingen tvivl om det. Engang tjente du Revolutionen godt.

Manden ved vinduet holdt en pause. Langsomt vuggede han frem og tilbage, og så fortsatte han.

- Men Folket har brug en stærk figur. De har brug for en leder. En som kan holde dem i hånden og fortælle dem, hvad de skal gøre, når mørket nærmer sig. En hyrde. Det burde du, af alle folk, vide, Paul. Fader.

Så vendte manden sig om og kiggede for første gang på Fader Paul, som uvilkårligt rankede sig. Som gjorde han sig klar til at stå imod et stormvejr. Et sted i baghovedet registrerede Paul, at han nu svedte voldsomt. En ram lugt pakkede ham inde. Gjorde ham mindre. Han søgte forgæves efter et holdepunkt i den andens øjne. Han havde altid elsket, når John talte sig varm, når øjnene glødede og Johns stemme bragte klarhed i forvirringen, men det her?

Med et krakelerede det venlige smil og afslørede en skulende maske af vrede og foragt, da den anden lænede sig ind over skrivebordet og fortsatte:

- Folket har ikke brug for beskyldninger og løgne fra en gruppe forrædere, der aldrig stiller sig tilfreds. En flok forkælede bønder. Ved de ikke, hvor meget jeg har ofret for deres skyld?! Jeg har taget imod dig for gammelt venskabs skyld, og du bringer disse løgne med dig. Ind i mit hjem?

De brændende øjne forlod endelig Pauls ansigt og John satte sig ned ved sit skrivebord igen. Han tog fat i en ny bunke papirer og begyndte at bladre dem igennem. Uden at se op sagde han:

- For fremtiden kan du kalde mig Hr. Minister. Du ved, hvor døren er.

Et øjeblik sad Fader Paul. Han åbnede munden, men lukkede den igen og rejste sig op. Han havde hørt disse ord før, fra munden af en mand de begge havde svoret at bekæmpe. Så vendte han sig og gik tilbage mod den store egetræsdør. Hans tøj var fugtigt, men han svedte ikke længere. Sandheden skal sætte jer fri, tænkte han bittert.

12 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære Theodor
Det er et meget spændende og fantastisk billede. Hvordan laver du dog sådanne billeder. For mig er det en maske og signalerer, at nogen har båret maske(r) i din fortælling. Nogle der var kampfæller engang og sammen kæmpede mod en (uretfærdig) overmagt har været på afstand af hinanden gennem længere tid. Den ene "fælle" har efterhånden fået overmagtens magt og sætter en (kamp)fælde op for sin tidligere (kamp)fælle. Han vinder tilsyneladende kampen - men det bliver måske alligevel et spørgsmål om den svegne part har kræfter til at fortsætte kampen for at sandheden kan sætte nogle (undertrykte) fri.
Jeg synes, du har skrevet en god - men kryptisk tekst. Mit forsøg på forståelse blev vist også ret så kryptisk.
Jeg kan ikke finde ud af, om vi er i en religiøs-politisk sammenhæng eller i en ren politisk sammenhæng. På den anden side, er det nok ikke så væsentligt set i forhold til, at nogen svigter tidligere idealer for at indtage en magtposition.
I femtesidste afsnit mangler der vist et "lænede" sig ind over skrivebordet.
Kh Ragnhild

JEKEL sagde ...

Ja, magt korrumperer.

Du skriver:

"en let tøven" Her er mit forslag, at du skriver: "En "kort" tøven.

"et par lodrette streger". Forslag:
"Et par lodrette "fuger"

"smilerynkerne om øjnene". Forslag: At du ændrer om til ved.

"Munden i en koncentreret" Forslag: At du i stedet for "i en.." skriver "dannede en..."

"Med et krakelerede det venlige smil og afslørede en skulende maske af vrede og foragt, "da den anden sig ind over skrivebordet og fortsatte:"

Er der ikke et eller andet galt her? Jeg forstår ikke sætningen.

"De brændende øjne forlod endelig Pauls ansigt og den anden mand"

Jeg antager, at det er John du omtaler som "den anden mand". Men lige her forvirrer det mig, og jeg begynder at spekulere om der er en tavs tredie person i lokalet.

Ja, det var så mine sproglige kommentarer.

Jeg synes du skaber en god billedskabende stemning med frygt og bananrepublik som ingredienser.

Kærlig hilsen

Jørn E

theodor sagde ...

Kære Ragnhild,

Det er faktisk en meget præcis fortolkning af det, jeg havde tænkt mig med denne tekst. To venner som sammen har bekæmpet en diktator. Den ene er nu minister og den anden præst og de ses ikke så meget. Han, der tog magten på sig, er nu blevet til en kopi af den gamle diktator.

Kampfælden spiller lidt på at være kampfæller og på at man risikerer at falde i fælden med at blive det, man bekæmper.

Jeg har overvejet en del om jeg skulle have en præst med, men selvom det på visse måder har en lidt vildledende funktion, så åbner det op for nogle andre problemstillinger, som dog ikke når at blive belyst i denne tekst. Som det her er skrevet, ville det nok komme bedst til sin ret som en scene i en længere fortælling.

kh
theodor

theodor sagde ...

Åhjo. Tak for kommentaren til billedet. Jeg bruger et fraktal program (Apophysis) til at lave billeder med. Jeg er fuldstændig forelsket i det på grund af den tekstur og organiske kvalitet der kommer ud af det.

Man kan se hvad andre har lavet her: Electric sheep

theodor sagde ...

Hej Jørn,

Tak for kommentaren og nærlæsningen - det gav anledning til et par justeringer. Som du også skriver, er det her en 'magt korrumperer' fortælling.

kh
theodor

Bente Pedersen sagde ...

Kære Theodor!

Tja, der er desværre nogle mennesker,som glemmer, hvor de kom fra,hvad de oprindelig kæmpede for og sammen med hvem, når de når magtens tinder. Jeg kom til at tænke på bogen om Mao, som jeg læste for en del år siden, da jeg læste din tekst.
I dener man ham, fra han er en ung revolutionær og til magtens tinder, hvor han svigter stort set alt og alle fra fortiden...
At du har en fader med i teksten, synes jeg fungerer ,for jeg ser ham som manden med fingeren på pulsen derude blandt bønderne/arbejderne, hvor kampen i starten havde sin rod, og hvor den stadig er levende. Hvem har de så klaget deres nød til ? Jo såmænd deres lokale autoritet med forbindelse opad til,så at sige, Fader Paul!
Spændende billede!
KH Bente

JEKEL sagde ...

Jeg glemte lige overskriften:

Med mindre der ligger en eller anden dybsindig tanke, som jeg ikke kan gennemskue i stavemånden, må jeg påpege, at den korrekte stavning af orden er: KAMPFÆLLEN.
Jeg ser netop, at der er tale om et ordspil. Lidt farligt. Nogen kan forledes til at tro, at du bare ikke kan stave.

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Kære Theodor,
Det er en meget spændende og uhyggelig tekst, du har skrevet. At den ene af de to er præst, synes jeg, giver teksten en ekstra dimension.
Kh,
Randi

theodor sagde ...

Hej Bente,

Tak for din kommentar - jeg kan godt lide din vinkel på præstens berettigelse.

Mao-bogen lyder som en interessant bog, som jeg godt kunne være nysgerrig efter at kigge i. Et eller andet sted er der nok tale om en almen menneskelig mekanisme, og hvis det er sandt, er vi alle underlagt den. Hos os bliver det ikke så ekstremt, men jeg synes, det er et spændende spørgsmål at stille sig selv, hver gang man ser en skyggeside: Hvor passer det på mit liv?

Hej Jørn,

Farligt for hvem? ;-) Hvis du mener, at jeg risikerer, folk tror, jeg ikke staver korrekt, kan jeg leve med det. I al ubeskedenhed vil jeg sige, at denne titel giver muligheder som Kampfællen slet ikke ville gøre: Forestil dig, hvad der sker, når en kristen præst begynder at bekæmpe fjenden. Skal han slå ihjel? Eller skal han kæmpe på anden måde? Kan man altid bekæmpe ondt med godt? Hvad nu, hvis han får mulighed for at slå John ihjel senere - skal han gøre det? Eller er det en spirituel fælde?

Det kunne være farligt, fordi jeg risikerer, at læseren ikke tror på historien, men vi lader vel som om, vi er rigtige forfattere her. Og hvis det var Klaus Rifbjerg (uden sammenligning!), ville man ikke spekulerer på, om det var en stavefejl, men give sig til at tolke på det og klappe sig selv på skulderen, hvis man fandt tolkningsmuligheder, som ikke er penslet ud. Tror du ikk'?

Igen tak for den grundige læsning!

Hej Randi,

Jeg er glad for at du oplever uhyggen i historien. Jeg syntes selv, det er ret uhyggeligt, når gamle venner bliver dødelige fjender. Eller tænk på par der bliver skilt og bruger børnene som våben(!)

kh
Theodor

Randi Abel sagde ...

Kære Theodor,
Ja, det er uhyggeligt, når venskab bliver til fjendskab, og det er endnu mere uhyggeligt, hvad magtbegær kan gøre ved mennesker.
Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Hej Theodor,

det er altid vanskeligt, at komme sent med kommentarer, for det man havde lyst til at skrive, er skrevet, så jeg vil blot sige, at jeg kunne lide din historie.
Den er godt fortalt, og efterlader en mængde indtryk, som man selv fortsætter.

Leonius.

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Theodor
Du har skrevet en helt anderledes tekst, der har sin egen magi og charme i det mystiske...!
Det onde og det gode i kamp mod hinanden.
Jeg vil prøve dit link.
MVH. Lisa