onsdag den 17. februar 2010

(K)urmageri

forfatter og foto: Jørn E.

Der var stille i urmagerværkstedet. Stilheden blev understreget af en kakofoni af tik-tak, tiktiktikketak – tak tok-tak-tok, tik,dik, dikketik, ja, du kan sikkert høre det for dit indre øre. Den gamle urmager hørte kun stilheden og følte fred i sjæl og krop. Han hørte ikke urene mere. Men han hørte, og nød, med lukkede øjne og et lille saligt smil om munden, den klare gennemtrængende, smukke sang af en solsort, som på overbevisende og betagende vis hævdede, hvad den opfattede som sit territorium i hans baghave, fra den højest placerede gren i det gamle æbletræ, midt på græsplænen bag værkstedet.

Det var Påske. En sen Påske i år. Der var påskeferiestille. Ingen kunder. Folk var på ferie, eller ude og ordne deres have efter en lang vinter Vejret var vidunderligt og her sad han i den svage belysning, skabt af det indirekte sollys fra de store ruder ud mod haven. Kiggede ud i solskinnet og haven, som var klædt i forårets lyse gevandter. Han ville ønske at han havde en indvendig båndoptager, eller hvad det er man bruger, nu om stunder… Nå, lige meget, men han ville ønske at han kunne gemme og senere afspille denne smukke, naturens musik, på en kold og våd vinterdag. Eller putte lidt af den friske krydrede og klare forårsluft på dåse, til senere indånding.
Hans øjne vandrede rundt i lokalet over de mange forskellige ure. Enkelte af dem havde han skaffet blot fordi han kunne li' dem. For i visse tilfælde kunne det sådan set ikke betale sig at reparere dem.

Alt for mange arbejdstimer. Arbejdstimer, fortjeneste, overskud. Det er det det drejer sig om.
Men herregud, der er da også andre værdier! Hans blik stoppede ved to konsolure på den øverste hylde ovre på langvæggen. De var typiske repræsentanter for den kategori.

I det ydre var de meget forskellige, næsten som mand og kvinde. Men værkerne, eller rettere det der var tilbage af dem, var ret ens. Som to af en art. Ja f.eks. som to mennesker. Mand og kvinde. ”Urmennesker?”

Tankerne vandrede. Freden og roen omkring ham fik ham til at døse hen.
”….. og de to skal blive et kød. …… Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille ….. indtil døden skiller jer ad.”

Han for sammen. Han vendte langsomt tilbage til vågen tilstand. Han var vist faldet i søvn. Havde drømt? Endnu med lukkede øjne, var det for en gang skyld den mangetonede tikken og takken han først blev bevidst om. Da han slog øjnene op, var det stadig de to konsolure hans blik var rettet imod.

Det var egentlig lidt pudsigt, for deres skæbner lignede på mange måder hinanden. Værkerne var mere eller mindre vandaliserede. Det ene havde været udsat for en kvaksalver – en ”amatør” urmager. Det var det ikke kommet godt fra. Den gamle urmager smilede et lille skævt smil. Han havde vist snarere været vognmager eller noget andet i den absolut grove ende af ”magrene”.

Det andet, det smukkeste af dem, havde tilsyneladende været ”organdonor”. Alle de ædleste dele var med kirurgisk præcision pillet ud. Underligt for det var, som sagt, et smukt ur. Havde det kunne gå, eller blot behøvet en mindre reparation, kunne det sikkert have indbragt sin ejer en ganske pæn pris, eller gået til hans ære mange år endnu. Hvad historien var bag disse to urskæbner, som nu var strandet på hans øverste hylde, hvor urene kun bidrog til lokalets fremtoning som urmagerværksted med sit udseende, vidste han ikke.” De tavse vidner” kaldte han dem.

Han kunne ikke rigtig løsrive sig fra ”parret” deroppe – ægteparret. Tankerne vendte tilbage til den korte drøm. Der var noget med brudstykker fra vielsesritualet!? Havde der allerede inden han døsede hen dannet sig en ide i underbevidstheden? Et kød … eller i hvert fald en mekanik, et ur.

Hvis nu han tog de brugbare dele fra de to værker og byggede dem sammen til eet funktionelt værk! Og så selv lige smedede de småting der manglede.

Damen – ja sådan havde han allerede døbt det franske rokokour med de flotte marmorsøjler, kronet med hver sin grif, som bar den forgyldte cylindriske urkasse mellem sig, som for sit vedkommende kronedes af en napoleonsk ørn, højt over foden, der var af ibenholt, i alle fald sort, med gyldne fødder og indlægninger ligeledes i guld. Imellem sad det forgyldte pendul, som var smedet sammen af mangfoldige snurrepiberier og to overflødighedshorn som øsede tidens mangfoldighed ud under sig. En stor tung sag, der som en vifte foldede sig ud under urkassen, ned mod foden. Et ur, på en gang stateligt, smukt og overdådigt, som en dame ved Solkongens hof.

”Hvad Gud har sammenføjet”. Nu blev han lidt flov over sig selv. Sådan at sidde her og tænke på sig selv som en anden Vorherre. Nå men sådan var det jo heller ikke ment. Men tanken om at bringe disse to meget forskellige ”personligheder” sammen til et velfungerende hele var lidt pirrende.

Solsorten trængte et kort øjeblik igennem med en usædvanlig smuk trille. – En tilskyndelse?
De kunne, hver især bidrage med noget væsentligt og komme videre, som eet ur. Som et hele. Ud af stilstanden og i gang igen. Sammen ville de være noget, få et liv. Hver for sig var de nærmest – Ingenting!

Han, ja, altså ”herreuret” var, som ur og salgsobjekt betragtet, ikke så værdifuld som damen. For det første var værket ældre end den kasse det sad i. Samtidigt med damens. Ja, måske endda lidt ældre, konkluderede han. For det andet ville det også være meget nemmere at afmontere. Alligevel gjorde det den gamle urmager lidt ondt. Faktisk syntes han at ”herrens” urkasse var meget elegant. På en afdæmpet og diskret måde. Som en sand gentleman. Men når han nu fik denne smukke ”kvinde”...

Således fødtes ideen om hvordan han kunne få noget ”fornuftigt” ud af disse to passive ”hyldegratister”. Han kunne retfærdiggøre at bruge tid på arbejdet.

Som om han behøvede at retfærdiggøre noget som helst. Men selv om hans kone havde været død i tolv år, følte han stadig at han måtte have en forklaring parat når han spildte tiden med ”sådan noget pjat.”

Mens han arbejdede med projektet, denne ultimative sammenføjning, tænkte han skælmsk for sig selv: ”Hvis præsterne var i stand til at ”smede” ægtefolk sammen ligeså effektivt, ville skilsmisser være yderst sjældent forekommende”. Han skammede sig igen lidt over sin sammenligning med noget der var langt større end han selv. Ja, ikke præsterne. Nej den store almægtige Gud, i hvis navn et ægteskab bliver indgået. Han tænkte også på, hvor godt og stærkt et ur han var ved at skabe. Sammensat af de bedste dele af det kvindelige og det mandlige og med hans egen mesterlige finish. Han var stolt over og godt tilfreds med sig selv.
Ikke længe efter, at uret var sat til salg, blev det købt af et ungt nygift par, som syntes at passe godt til hinanden. De var i alle fald glade for hinanden. Det var tydeligt.
Næsten som hans ur-ægteskab, tænkte urmageren tilfreds.

Der var dog noget vores gamle urmagerven ikke havde tænkt på. Trods hans erfaring og håndværksmæssige dygtighed, havde han ikke skænket det en tanke – det som kunne blive den yderste konsekvens af at, denne perfekte enhed var skabt af to forskellige oprindelser.

oOo

De/det tilpassede, sig hinandens forskellige dele og diller som årene - og uret gik. Ikke noget de snakkede om. Sådan var det bare. Det gik også godt i mange år. Ja, faktisk rigtig mange år.
Det havde måske været lidt småt med service-eftersynene. Det gik jo godt nok, og de var eneste ur i huset (troede de) og der hvilede et stort ansvar på dem (følte de). Det skulle jo bare gå. Tik-tak …

Men en kæde er som bekendt ikke stærkere end det svageste led. For ures vedkommende er det tandhjulene der slides. En dag knækkede der en tand. Værket gik i stå.

Var det den gamle, nu længst afdøde, umagers skyld. Nej, urdele blev i sin tid smedet i hånden. I metal af forskellig hårdhed og renhed. De sammenbragte urdeles styrker og svagheder var relative og ingen kunne forudsige hvor længe de ville holde. Hvornår– ” døden (en urmager?) skiller dem ad”.

Bag dette smukke urs facade lurede en enkelt svaghed. Men en væsentlig. svaghed, som uvægerlig ville få det til at gå i stå. Før eller siden. Hvornår pendulet ville holde op med at svinge, kunne ingen forudsige. Denne smukke treenighed, sammenbragt af en dygtig urmager. I et perfekt ydre af to hver for sig på mange måder ens, men alligevel, åh, så forskellige ure. Jeg tror at det/de - uret - i den daglige gang fornemmede, ja, måske ligefrem vidste, at det ville slide sig selv op, på grund af visse skurende dele, og at det ville blive enden på deres tid sammen.
Og sådan gik det.

Men ingen er skyldige ingen kan klandres, INGEN. Så sandt som at der er urmagere, vognmagre, amatører, solsorte og ure til, - og lige så længe.

Så har jeg blot tilbage at sige tik-TAK for at du læste mit lille ur-eventyr.


Kærligst Jørn E. Kelter, 5. januar 2009

Alle rettigheder forbeholdes. Eftertryk kun efter aftale med forfatteren.

14 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Jeg kan godt forstå,at to så forskelligartede og smukke ure har inspireret dig til dette lille eventyr om ægteskab og tidløs kærlighed.
Din tekst er spækket med detaljer og en indlevelse, der vidner om stor faglig viden om urmageri og også om en kærlighed til det faglige håndværk. Mon jeg tager fejl?
Dit sprog er meget blomstrende,så jeg af og til bliver næsten åndeløs. Foråret flyttede da lige ind i min stue, mens jeg læste teksten, og jeg var til stede blandt alle urenes lyde i hans urmagerværksted.
Ind imellem kunne jeg godt tænke mig, at du satte lidt flere punktummer,så jeg fik vejret tilbage og bedre mulighed for at nyde de smukke billeder,som du serverer for læseren.
F.eks. i det første afsnit, hvor du har en helmening, der starter med: "Men han hørte...og først slutter 5 linier længere ned... midt på græsplænen bag værkstedet."
Mit favoritudtryk må blive dette:"Den gamle urmager hørte kun stilheden og følte fred i sjæl og krop." Her er et menneske, der hviler så meget i sig selv.
Og så lige en lille detalje til sidst: Det er kun Kristi himmelfartsdag og Mariæ bebudelsesdag fra kalenderens navne,som skrives med stort.
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Jeg er faldet pladask for din urmager og den dejlige historie. Som Bente er jeg til stede på værkstedet og kan høre tik-tak lydene helt tydeligt. Urmageren er herlig. Jeg kan så godt lide, at han trækker i land, når han er kommet til at sammenligne sig selv med både vorherre og præstestanden. Det gør ham så menneskelig.

Kh,
Randi

JEKEL sagde ...

Kære Bente!
Rigtig mange tak for din lange og meget smigrende kommentar.
Det der med punktummerne har jeg hørt før. Nu MÅ jeg tænke noget mere over det. Det der med hvilke kirkedage der staves med stort er jo lidt flovt for en gammel kordegn. Det vidste jeg ikke.

JEKEL sagde ...

Kære Randi!
Tusind tak for de flotte ord. Ja, men den gamle urmager er et sindigt og ydmygt menneske. Det får mig forresten til at tænke på, at I skal have mit digt om ydmighed.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Hvis jeg ikke havde været gammel dansklærer,så vidste jeg det sikkert heller ikke :-)
Og det er jo da pudsigt, hvilke dage der er valgt ud...Men det er vel fordi, de indeholder 2 Egennavne, Kristi Og Maria...
Ja tak, vi vil da meget gerne have dit digt om ydmyghed!
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Ja tak, lad os læse dit digt om ydmyghed.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn
Jeg kan rigtig godt li dit ureventyr om dine urmennesker. At bruge ordet urmennesker er selvfølgelig indlysende, når først det står der med associationer til en meget meget fjern fortid. Men jeg blev så glad overrasket, da det pludselig stod der. Jeg har læst den lange sætning med solsorten flere gange - langsomt - næsten med lukkede øjne- og med en tik-tak-rytme. Jeg forstår dig godt, Bente, men lige netop den her beskrivelse vil måske tabe mere, end den vinder ved at blive "hakket i stykker". Har I tænkt over, at tik altid kommer før tak, når vi skal sige som et ur? Men der ligger et uudtalt tak før det første tik. Altså ligger slutningen forud for begyndelsen, som den faktisk gør i rigtig mange fortællinger. Tankerne er ikke mine. Jeg har dem fra en litterærvidenskabelig artikel, som jeg læste for flere år siden. Selvfølgelig siger et ur tik tak, ellers bliver det jo til taktik, og det tror jeg ligger fjernt fra vores gode urmager :-)
Kh Ragnhild

JEKEL sagde ...

Kære Ragnhild!
Hvor eftertænksomt. Og tak for dit forsvar for min lange sætning. Jeg er også glad for at du har fordybet dig så meget i historien, som din kommentar giver udtryk for. Hjerteligt tak!

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild og Jørn!

Ikke jeg heller ville hakke den meget lange sætning i mange bidder. Ville blot sætte et enkelt punktum,som vist her:

"Men han hørte og nød med lukkede øjne og et lille saligt smil om munden den klare gennemtrængende, smukke sang af en solsort. Den hævdede på overbevisende og betagende vis, hvad den opfattede som sit territorium i hans baghave fra den højest placerede gren i det gamle æbletræ midt på græsplænen bag værkstedet."

Ragnhild: Tak for at dele dine betragtinger vedr. slutninger før begyndelser og tidens ubønhørlige tik tak tik...
KH Bente

JEKEL sagde ...

Jamen Bente. Som sagt giver jeg dig ret og dit forslag til deling af sætningen er helt fint. Tak for det.

og Randi.
Digtet er sendt til Dorte.

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Dejligt. Jeg glæder mig, til det bliver publiceret her på bloggen :)

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn og Bente. Det er jo dejligt, at kunne udveksle betragtninger. Godt jeg fik sat mit hakket i stykker i citationstegn. Det kan sagtens fungere med det punktum,Bente, men jeg ville selv vælge det fra, for det gør altså noget ved sprogets rytme, at vi ikke lige glider over i det "som overbevisende og betagende hævdede" den sætning har jeg ændret lidt for at undgå "overbevisende ... vis" den "gentagelse" hæfter jeg mig først ved i dag. Det var bare det ...
Kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Hej Jørn,

en dejlig historie, som også får mig til at tænke.
Alt er jo sagt af de foregående kommentatorer, som jeg har stor respekt for, så jeg vil blot sige for en god læsestund.


Leonius.

Dorte H sagde ...

Jeg vil også lige give mit besyv med. Tak for en herlig og hyggelig historie!

Kh Dorte.