tirsdag den 16. februar 2010

På et øjeblik ...

forfatter og foto: Dorte Jakobsen

Hun kom hjem et par timer tidligere end sædvanligt, og så snart hun åbnede døren, vidste hun, at der var nogen i huset. Der var et eller andet udefinerligt i luften. Hun blev stående på måtten med indkøbsposerne i favnen. Nej, pjat. Morten var taget af sted på kursus i morges, så selvfølgelig var her ikke nogen. Han skulle ikke komme hjem før på fredag.

Hun stillede poserne ned på gulvet, så hun kunne komme af sine sko. Hun snørede dem op og trådte forsigtigt ud af dem. Musestille, som om hun alligevel troede … I det samme hørte hun det. En svag skraben som kom imod hende længere inde fra huset. Hun rejste sig op, usikker på, hvad hun skulle gøre nu. Styrte ud ad døren på strømpefødder? Ringe til politiet? De ville grine eller gøre nar, og spørge om hun havde sikret sig, det ikke var hendes mand, som var kommet hjem tidligere end beregnet. Sammen med sekretæren. Nej, det ville de nok kun tænke.

Hun kunne også stikke udenfor og smække døren og ringe til Morten. Han ville ikke blive sur, om han så sad midt i verdens vigtigste seminar, men han ville også more sig. Hun måtte også bare have taget fejl, hun var jo lidt ude af balance lige nu. Og så var lyden der igen. Bare den mindste antydning, som om den anden også stod og ventede. Lurede, for at høre, om der alligevel var nogen.

Hendes hjerte slog uregelmæssigt, og hendes øjne begyndte at flakse rundt i gangen. Overtøj og gummistøvler. Komplet ubrugeligt. Hun prøvede at se sig selv udefra, alle et hundrede og femogtres centimeter på strømpesokker, det korte, forpjuskede hår, og den lille fodbold som stak ud midt på. Ikke ligefrem noget skrækindjagende syn. Men kosteskabet … Hvis hun nu kunne åbne det, uden at hængslerne knagede. Mortens sportsudstyr lå lige der inde.

Hun sneg sig frem mod køkkenet, udrustet med en meterlang skistav og et godt lille boldtræ. Ja ja, hvis det bare var en mus, der rumsterede, så ville den få et slagtilfælde af grin, men den ville i hvert fald ikke sladre til Morten. Hendes ører havde fortalt hende, at hvis der var nogen, så måtte det være inde på badeværelset. Var der ikke også en svag antydning af cigaretrøg? Næsten umærkelig, men hun var meget sart over for lugte lige nu.

Badeværelsesdøren stod på klem. Skulle hun alligevel have prøvet at ringe efter hjælp? Hun syntes pludselig, der var så langt ud til telefonen i gangen, og hendes mobil lå et eller andet sted nede på bunden af hendes taske. Ude ved yderdøren.

Hun kunne lige præcis snige sig ind i rummet uden at røre ved døren som stod halvåben. Hvor var det dog frækt at gemme sig i nogens badeværelse. Så påtrængende og intimt tænkte hun, lige netop som hun fik øje på den mørke skygge, som tegnede sig mod det hvide badeforhæng.

-----------------------------------

Hun blev stående på dørtærsklen, sikker på at hendes angst forplantede sig til hele huset. Der var slet ingen tvivl om, at det var en mand. En regulær kæmpe, hvis skygge tårnede sig næsten op til overkanten af forhænget. Han havde endda tændt lyset. Erkendelsen af, at han ikke var spor bange for at blive opdaget, skød igennem hendes hjerne. Barnet gav et lille spjæt i det samme og mindede hende om, at hun ikke kun havde sig selv at tænke på.

Først udgjorde han kun en uformelig kontur mod forhænget med de glade, blå delfiner. Men så rørte han på sig. Han bevægede sig nærmere frem imod stoffet, og skyggen blev til en bredskuldret mand med hoved og arme og ben. I den ene arm holdt han noget, som lignede et langt rør. Et haglgevær nåede hun lige at tænke, samtidig med at han hævede sit våben. Hun kunne ikke rigtig komme til i det lille rum, så hun huggede bare den sylespidse skistav fremad og opad på bedst beskub, jog den af al kraft igennem det lette stof og noget blødt, som også gav efter uden videre.

Manden og det lange rør, delfinforhænget , messingringene og skistaven ramlede ned på fliserne i et jordskælvsagtigt drøn, og hun hørte et grynt og en underlig gurglen. Hun så aldrig så meget som et glimt af hans ansigt, men samtidig med at han ramte gulvet, fik hun øje på den røde slange af blod, som hastigt banede sig vej hen over gulvet mod risten under vasken. Var faren allerede forbi?

På underlige gummiben bakkede hun ud i gangen, stadig med boldtræet knuget mellem hænderne. Det susede for ørerne, og huset så ud, som om hun kiggede gennem en kikkert, som vendte den forkerte vej. Hun måtte ringe. 112. Telefonsvarerens røde øje lyste, men hun var nødt til at tilkalde hjælp. Politi og ambulance. Han kunne jo være kommet slemt til skade. Hun rakte en rystende hånd ud, vidste hun skulle trykke de tre tal, men lampen blinkede hypnotiserende lige op til hende, og hendes pegefinger trykkede svarknappen ned.

”Hej, skattepiger. Hvordan har I det?” Mortens trygge, velkendte stemme ramte hende lige i hjertekulen, mens hun sank ned på gulvet med armene knuget om maven. ”Jeg glemte vist at fortælle, at jeg har givet blikkenslageren en nøgle, så han kan komme ind og skifte termostaten på bruseren. Men han har sikkert allerede været der, når du kommer hjem. Nyd dit varme bad, søde ven, og pas rigtig godt på vores lille nuser.”

24 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!
Tak for dagens velfortalte gyser. Du spiller her på mange af de angstfremkaldende elementer: Alene, ubeskyttet, gravid, manden væk hjemmefra og så skyggen bag badeværelsesforhænget!
Flot vist,at hendes graviditet betyder ekstra skærpelse af sanserne, og måske også ekstra vilje til at forsvare sig. Jeg tror, at jeg havde gemt mig i stedet for..
Blot en lille detalje: I starten var jeg lidt forvirret, idet du to gange skriver inde i huset/inde fra huset, men så skifter du til "styrte ud af lejligheden". Kommer hun hjem til et hus eller en lejlighed ? Måske en lejlighed i et hus?
Jeg kan godt lide :"Barnet gav et lille spjæt i det samme og mindede hende om, at hun ikke kun havde sig selv at tænke på."
KH Bente

Dorte H sagde ...

Kære Bente.
Tak for din dejlige kommentar, og jeg er især glad for, at du ser hvordan jeg bruger graviditeten som en form for medspiller.

Og mht lejlighed er det vist bare sjusk. Jeg har rettet det til hus, for et enfamiliehus øger nok følelsen af ensomhed og isolation yderligere.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Hej igen!
Ja det er lidt pudsigt...Huset virker mere uhyggeligt af de grunde,som du nævner, mens lejligheden kan være spooky, fordi den ikke har så mange udgange...
KH Bente

Jens Albers sagde ...

Hej Dorte!

Det er rigtig godt skrevet - du får en "Stieg Larsson" af mig.
Bedre bliver det ikke.

En lille ting: stikker med en skistav, og går med et boldtræ.

Hilsen Jens

Ragnhild sagde ...

Kære Dorte
Det her er da en virkelig fin demonstration af, hvad flash fiction er. Hendes angst formidles og det sammen gør hendes ekstra sårbarhed. Sporene om graviditeten lægges fint ud og gøres gradvist tydeligere og tydeligere. Og så tvisten til sidst. Den blikkenslager skulle gerne overleve uden men, så din hp også kan leve videre uden alt for mange men. Og så sidder jeg lige og spekulerer på, om Morten i det hele taget vil lære noget af episoden. Jeg har nydt din historie.
Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Den tekst har bare det hele. Jeg krymper mig også denne gang over den forfærdelige slutning. Genialt at bruge graviditeten til yderligere at understrege hendes sårbarhed.

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Ragnhild.

Det er dejligt, at jeg nu har fået lagt tilpas spor ud mht hendes graviditet. Jeg lagde den ud på Perfiktion i august, og der var der flere læsere, som blev forvirrede/ overraskede. Jeg skrev den som øvelse i langsomt fortælletempo, og synes egentlig selv, det lykkedes meget godt.

Du er heller ikke den eneste, som ser Morten som den store synder. Det gør jeg egentlig ikke, for det er jo også en del af historien, af hovedpersonen glemmer sin mobil på bunden af sin taske. Så egentlig var min idé bare, at når to-tre småting går galt, så kan man komme ud i groteske situationer.

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Kære Jens.

Ih, en Stieg Larsson? Den skynder jeg mig at tage til mig (tænk hvis jeg også kunne sælge som ham :D)

Jeg forstår ikke helt hvad du mener med skistaven og boldtræet? - har jeg skrevet noget sludder?

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Tusind tak!

Ja, for mig er graviditeten nok vigtigere end Mortens lille forglemmelse. Nu vil jeg jo ikke sige, ALLE gravide reagerer sådan, men min hp svinger altså mellem at under- og overreagere.

Kh Dorte.

Leonius sagde ...

Hej Dorte,

jeg har lige genlæst din håndværkerfjendske historie, og jeg syntes rigtig godt om den.
Jeg sidder og tænker på, at det forløb, er så velfortalt, at jeg tror, det vil kunne lade sig gøre i virkeligheden.
Selvom sådan en skistavspids er lang, kan det jo være at du ramte ham i låret, og at han overlever.
Men han er vred nu.

Leonius.

JEKEL sagde ...

Det gør mig ondt Dorte. Jeg kan ikke deltage i jubelkoret. Men lad mig starte med det positive. Det med den antydede graviditet er fint.
Rytmen og stemningsopbygningen er også god.
Men der er nogle sandsynligheds- svagheder.
Hvorfor har hendes mand ikke sendt hende en sms om håndværkerbesøget? Hvordan var blikkenslageren ankommet til huset. Hvis han var kommet i bil (mest sandsynligt) ville hun jo straks have været klar over hvad der foregik. Hvis hendes mand var kommet hjem, ville hans bil vel holde udenfor eller i carporten (indrømmet: Det kunne jo være han ikke var i bil, havde overladt den til den gravide kone). Det virker heller ikke helt troværdigt, at blikkenslageren skulle have indskrænket sit arbejdsrum ved at trække badeforhænget for mens han arbejder. Endelig skal konen have ramt usædvanligt uheldigt, for at såre manden så voldsomt at han åbenbart i bedste fald har mistet bevidstheden og bløder voldsomt!

Så desværre ingen Stieg Larsson'er herfra.

Kærlig hilsen

Jørn E

JEKEL sagde ...

Jo, der er da forresten også en anden ting som jeg gerne vil rose.
Det er det nye kommentarsystem. Det er supergodt, at man kan skifte fra kommentarskrivningen og tilbage til historien uden at skulle scrolle op og ned i begge dele hele tiden. Der kan Saxo-forfatterskole lære noget.
Fem hjerter til det.

Gnæk-gnæk

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Leonius.

Tak skal du have! Og jeg ved jo egentlig ikke mere end jer om hvad der sker bagefter, men jeg er nu noget bekymret for den stakkels håndværker.

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Tak for de ting du roser, og du må også gerne have lov at kritisere min historie, men lige netop hvad sandsynlighed angår, så synes jeg ærlig talt sagtens, jeg kan leve op til Stieg Larssons historier. De er drønspændende, men hånden på hjertet: tror du overhovedet på, at Lisbeth Salander kunne overleve gennem alle tre bind i virkelighedens verden?

Det er flere gange blevet nævnt på Perfiktion (hvor historien har ligget længe), at manden burde have sendt hende en sms. Det har han sikkert også, men prøv lige at genlæse sætningen her:

"Hun syntes pludselig, der var så langt ud til telefonen i gangen, og hendes mobil lå et eller andet sted nede på bunden af hendes taske."

Hun aner jo ikke, hvor mobilen er, og den er sikkert heller ikke tændt. Sig bare, det er usandsynligt, men jeg bruger altså ikke min egen ret meget (fordi jeg ikke kan have den tændt på arbejde alligevel).

Og mht bilen, så kunne der sagtens holde en håndværkervarebil i nærheden af mit hus, uden at jeg ville skænke det en tanke. Så I håndværkertyper skal passe lidt på, at I ikke overfører jeres egen håndværkertankegang til pigen her - for den holder faktisk ikke. Prøv lige at undersøge, hvor mange kvinder/ bymennesker, der lægger mærke til tilfældige biler omkring deres bopæl.

Jørn, det her skal altså ikke forstås sådan, at din kritik ikke er relevant; jeg vil bare gerne påpege, at min historie helt sikkert ikke er mere usandsynlig end den gængse ´thriller´. Og det er jo den genre, jeg prøver af i dette tilfælde.

Kærlig hilsen Dorte.

JEKEL sagde ...

Bortset fra at vi lige mangler spørgsmålet om badeforhænget, skal jeg ikke kunne vurdere hvor megen eller hvor lidt troværdighed/sandsynlighed der er i gængse thrillers. Det er sådan set også lige meget. Personligt kan jeg bedst li' krimier, hvor der er en sandsynliggjort sammenhæng. Den med håndværkerbilen køber jeg ikke. En blikkenslager skal bruge en del tungt værktøj og skal ikke mindst ofte rende frem og tilbage til sin bil flere gange. Derfor vil han altid sørge for at holde så tæt på havelågen som muligt.
Du kommenterer heller ikke spørgsmålet om graden af hvor såret blikkenslageren er.

Nu er det jo heller ikke afgørende, hvor meget eller hvor lidt jeg synes historien er troværdig. Mit ærinde er først og fremmest at advare om, hvor meget det betyder for en krimis læseværdighed, at historien hænger sammen. Det er i hvert fald vigtigt for mig.

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Jamen der er egentlig ikke meget andet at gøre end at konstatere, at historien her ikke virker for dig. Det er jo bare sådan, at hvis jeg skal bruge tre sider på at ´sælge´ en historie på én, så kan den ikke klare sig selv.

Kh Dorte.

JEKEL sagde ...

Mit håb var, at du ville synes, at du kunne bruge min kritik konstruktivt.

Kærlig hilsen

Jørn E

theodor sagde ...

Hej Dorte,

For sævan, du ved da godt, hvordan man skruer en historie sammen. Jeg er ret begejstret for, hvordan du antyder nogle steder (hendes graviditet, som en mekanisme til at øge hendes forsvarstrang) og andre steder tegner med meget præcise strøg i få sætninger ("Mortens trygge, velkendte stemme ramte hende lige i hjertekulen, mens hun sank ned på gulvet med armene knuget om maven" og helt hertil troede jeg, at det var ham på badeværelset)

Jeg er ikke ubetinget begejstret for den første sætning. Det er som om den spolerer lidt af fornøjelsen ved den langsomme opbygning af spændingen. Den lukker nogle af udfaldsmulighederne uden at levere noget til spændingskurven, som de første par sætninger ikke allerede etablerer.

Og så kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvorfor VVS'eren havde trukket forhænget for og hvor hans værktøj var henne. Det kunne hun måske have opdaget, mens hun hører telefonsvareren?

Godt gys med grin.

kh
theodor

Dorte H sagde ...

Jørgen, jeg lytter altid til kritik og tager den alvorlig, selv om jeg ikke nødvendigvis går ind og ændrer noget. Derimod tager jeg kritikken med mig videre, når jeg skriver. Det jeg mente, var bare, at når der er så mange punkter, du ikke synes om, er det ikke denne historie, jeg skal prøve at ´sælge´ til dig.

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Kære Theodor.

Ih, tak! Jeg er da glad for, man også kunne se det som Morten - den havde jeg egentlig ikke tænkt på. Jeg skrev teksten i efteråret som min egen private øvelse i langsomt fortælletempo.

Ligesom Jørn kan jeg godt se, der er et par uklare punkter. Vi er selvfølgelig der ude, hvor kvinden bliver ramt af en hel række uheldige sammentræf, som får alt for alvorlige konsekvenser i forhold til hvor bagatelagtige de egentlig er. Men hun er træt, overlæsset med indkøbsposer og højgravid, så helt ærligt tror jeg ikke, hun tænker på andet end at komme ind og ligge på sofaen. Dernæst bliver hun langsomt skræmt til døde, selv om hun længe forsøger at sige til sig selv, at nu er hun bare hysterisk igen. Og forhænget - jamen måske fik han lyst til et varmt bad da termostaten var i orden? Nej, det skal jo bare være der til at forvrænge, og hvis jeg fjerner det, sætter jeg bare en matteret glasrude op i stedet for.

Kh Dorte.

JEKEL sagde ...

Ja men Dorte! Du skal da ikke sælge noget som helst til mig. Jeg påpeger og spørger om ting jeg kunne forstille mig at der var andre der ville undre sig over/sætte spørgsmålstegn ved, med det ene formål, at gøre dig i stand til at præstere endnu bedre historier i fremtiden. Det er vel en slags workshop det her ikk'.

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Jo bestemt, Jørn, men som sagt har jeg også lyttet og taget det til mig for fremtiden.

Kh Dorte.

JEKEL sagde ...

Kære Dorte!

Halleluja, vor strid er endt! ;o)

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Åh, nogen større strid var det vel heller ikke :D

Men det er jo også vigtigt, at vi kan se forskelligt på nogen ting her på bloggen, og alligevel bevare respekten for hinanden. Det er i hvert fald vigtigt, hvis vores forehavende skal lykkes på langt sigt.

Varme søndagshilsener fra det jordskælvs- og snestormsramte Thy.