lørdag den 27. marts 2010

1 god bog

Fortæl om 1 god bog. Kun 1 ;-)

Jeg har stillet et par spørgsmål, som du kan bruge til at fortælle om bogen, hvis du har lyst:
  • Hvad har den betydet for dig?
  • Hvad ville være anderledes, hvis du ikke havde læst den?
  • Hvem ville du ikke anbefale den til? Hvorfor ikke?
  • Hvorfor valgte du at fortælle om netop denne og ikke en af de andre gode bøger, du har læst?
  • Hvis du havde skrevet den, hvilken ny bog ville du så skrive bagefter?
  • Hvordan ville det lyde, hvis bogen blev kogt ned til 2 sætninger? Eller til et haiku?
Glæder mig til at høre, og må vist hellere til selv at overveje, hvilken bog jeg selv vil berette om.

Theodor

35 kommentarer:

Poly sagde ...

Kære Theodo

Her er så mit bidrag. Jeg håber ikke det er for langt!.

Driver dug, falder regn af Margit Söderholm Bind 1-2

Et historisk kærligheds drama, der genspejler normen mellem fattig og rig. Bogen beskriver i farverige detailjer, hvorledes den unge arbejdsløse spillemand og gårdejeres datter må kæmpe, i datidens forbudt forhold.

Jeg var 14 år og det var den første bog jeg læste. Jeg kan ikke huske, hvor jeg fik bogen fra, kun det ikke var en bog man læste i min alder. Derfor gemte jeg bogen i min seng, og sneg mig til at læse den.

Ung som jeg var, skabte den en et 'fortryllende' billed af, hvor underskøn kærlig kunne være . Men vigtisk var nok, den åbnede en interesse for at læse og lære. Lysten til at rejse ud og opleve, blev også vakt.

Havde jeg ikke læst bogen, var jeg nok ikke blevet opmærksom på, at kærlighed kunne være forbudt, samtidig med jeg opdagede, min opvækst og miljø tilhørte en bestemt klasse.

Hvis jeg ikke havde læst bogen,var jeg nok ikke blevet så bevidst, om at kunne kæmpe for det man tro på.

Jeg har valgt denne bog, fordi den gjorde et kæmpe indtryk på mig. Ydermer, åbnede den mine øjne for en masse ord og handlinger jeg ikke kendte, samt man kunne opfatte tingene på en anden måde end den, jeg havde fået ind med barneskeen. Skulle jeg skrive en bog efter at have læst ’Driver dug, falder regn’, ville jeg nok, i den unge alder, skrive en bog om min opvækst.

Haiku
Forening kæmper
landskabet høje fjelde
Flugtens medklang ej

Poly sagde ...

Ha' en good weekend. Det er godnat herfra.
Med hilsen Poly

Marie sagde ...

Hej Poly

Jeg kan ikke lade være med at frtælle, at 'Driver dug, falder regn' var den allerførste voksenroman, jeg læste. Den stod i min mormors bogreol, og hun talte meget om den. Da jeg var lille læste jeg ofte titlen på ryggen af bogen, jeg opfattede sætningen, som jeg ikke forstod, som ét ord, et navn, noget mystisk og ukendt. Da jeg fik lov at læse den - jeg ved ikke hvor gammel jeg var - var jeg meget stolt af at have læst så tyk en roman. Mit indtryk husker jeg ikke så tydeligt som du, men jeg tror, det var noget i samme retning. Et indblik i kærlighedens mysterier. I dag har jeg ingen erindring om handlingen, kun om et enkelt billede derfra, og kun ganske vagt.
Det var sjovt, du valgte den.

Kh
Marie

Marie sagde ...

P.S.
Bogen stor stadig på den samme plads i reolen, som nu i mange år, har stået i min mors stue. Jeg kaster ofte et blik på den, når jeg besøger hende.

Ragnhild sagde ...

Poesien findes
poesien
og Inger Christensens digte findes
Sommerfugledalen’s requim
og erindringen,
erindringen
eksistensen, livet og døden
døden findes
som sonetter
sonetter i en kreds.

Livet så anderledes
efter læsninger
af Sommerfugledalen.

Gå ikke ind i
Sommerfugledalen
uden refleksionens nådegave.

Dog gå
måske
alligevel.

Læs atter og atter
mens sommerfugle
erindringen
livet og døden
svæver omkring dig,
mens du mærker
at poesien findes
fordi Inger Christensen fandtes,
fordi livet leves
mens døden ser dig an.

Havde det helt
utænkelige
været tilfældet
at en anden
mit jeg, måske
havde skabt disse fjorten
udødelige sonetter
og mestersonetten
denne mesterlige mestersonet
ville heller ikke jeg
kunne skrive
mere.

Blot dette:
Poesien findes
poesien og Inger Christensens
Sommerfugledalen findes
mens mit øre ville høre
”Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen”.

Randi Abel sagde ...

Den bog, som har betydet mest for mig, kan jeg ikke huske titlen på. Jeg kan heller ikke huske, hvornår jeg læste den, men jeg ved, det ikke var første gang, jeg fik den i hænderne.

Min far var en stor ynder af kriminalromaner, ikke mindst Agatha Christies bøger, som han læste, når han gik i seng. Jeg havde ikke mere end lige lært at tale, før jeg insisterede på også at få ”Pøjrot” med i seng. Senere læste jeg alle Agatha Christies bøger, som stod på rad og række i reolen i mit barndomshjem.

Den lille store belgier var altså min første detektiv og den, som lagde grunden til min forkærlighed for stilfærdige mord i hyggelige miljøer.

Jeg gik i seng med Pøjrot, før jeg var to.
Jeg husker det ikke, men han var sgu go!

theodor sagde ...

Jeg ved godt, at vi alle har læst lidt mere end bare 1 god bog, men hvis jeg skulle beskrive en bliver det Trækopfuglens Krønike af Haruki Murakami.

Det var en bog jeg fik anbefalet og da jeg læste den, blev jeg temmelig overvældet. Måske er det fordi, han kommer fra en anden tradition, men en af de ting, som fangede mig allermest var hvordan drømmeagtige elementer blev flettet fuldstændig ubesværet sammen med resten af historien. Og så det, at jeg ikke vidste, hvor historien bevægede sig hen. Det er for fedt at blive udfordret på den måde.

Jeg vil ikke sige, at det er den første bog jeg havde læst, hvor jeg fik nyt syn på, hvilke elementer der kan indgå i en historie (Ben Okri f.x.) men den har betydet, at fortællingernes verden blev meget, meget større. Hvis ikke jeg havde læst, ville jeg måske i mindre grad have ambitionen om at ramme med egne fortællinger på et dybere plan end det rent fortællemæssige. Jeg valgte denne her bog, fordi det er et suverænt godt eksemplar af ikke-vestlig fortællekunst.

Så vidt jeg husker sagde jeg til min gravide kone, at hun nok ikke skulle læse den. Jeg vil ikke anbefale den til personer, som er følelsesmæssigt skrøbelige.

Hvis jeg selv havde skrevet den, ville min næste bog blive en parafrase over en bog som Den niende Indsigt, Jonathan Livingston Havmåge, Alkymisten eller en anden af bøger der har sin rod i selvhjælpsbranchen. Men det skulle være en bog, hvor de valg der træffes for at leve et 'godt' liv blev fremstillet som svære. Et eller andet sted kunne det være fedt at skrive en bog, hvor hovedpersonen har en drøm, møder uovervindelige forhindringer, kæmper indædt og fejler. Og hvor det alligevel giver mening og ikke bliver sort. Altså beskrive et liv som mislykkes, men alligevel er noget værd at have levet.

Hvorfor? Hvorfor ikke slutte lykkeligt og måske give inspiration til, at læseren går livet i møde og kæmper for sine drømme, fordi han eller hun får indtrykket af, at hvis bare man kæmper hårdt nok vil det lykkes? Fordi nogle gange lykkes det ikke. Nogle gange vinder de onde. Og med den bevidsthed skal vi alligevel gå efter drømmen, stræbe efter det gode.

Til det arbejde gad jeg godt at have Murakamis skrive-evner :-)

En rift i dagen
Her falder ingen i søvn
Vågner til ny drøm

// Theodor

theodor sagde ...

Og tillad mig at sige, det er ret spændende at læse jeres kommentarer. Jeg har specielt skrevet mig Margit Söderholm og Inger Christensen bag øret (et par smukke indlæg I er kommet med der)

kh
Theodor

Marie sagde ...

Hej Theodor

Jeg har desværre endnu ikke læst Haruki Murakami, men det kommer nok, for han er jo anbefalet af mange. Jeg er opmærksom på, at du er optaget af at flette drøm og virkelighed sammen. Jeg har beskæftiget mig med drømme de sidste 34 år, og det glæder mig, når nogen har den dimension med. Jeg kan godt lide, at du vil skrive sådan en bog, og din idé med, at se værdien i noget andet end almindelige succeskriterier.
Jeg mener egentlig at al visdom har det aspekt, og at verden ikke er sort/hvid, kun på overfladen.
Verden er fuld af nuancer, når lys kastes ind i mørke opstår farverne.

Kh
marie

Ragnhild sagde ...

..til Poly. Dit bidrag er langt fra for langt, men dog langt nok til at gi mig lyst til at læse Driver dug, falder regn". Tak for inspirationen

.. til Marie. Det er fantastisk med de bøger, der har gjort voldsomt indtryk på en. Når alt andet er glemt, står læseoplevelsen tilbage, temningen man var i, omgivelserne og situationen omkring læsningen og følelsen af forladthed, når bogens univers standsede.

.. til Randi. Tak for en sød erindring. Du har, om jeg så må sige, fået krimien ind med barnets nattesøvn. Jeg er ikke den store krimilæser, men har dog løbende slugt Arne Dahls elleve af slagsen efterhånden, som de udkom - i januar den sidste "Elleve". Lidt flere stilfærdige mord i hyggelige stuer - ja måske! Nød virkelig dit sidste stilfærdige mord, hvor liget blev kulet ned i en hyggelig have, uden at jeg i første omgang opdagede det.

.. til Theodor. Her er ingen tvivl. Jeg må ha læst "Trækfuglens krønike". Dit haiku-sammendrag er rigtig flot.

Kh Ragnhild

Robert sagde ...

Det var da noget af et opgave, du der stiller Theodor.
Bare det at vælge hvilken bog der skal fremhæves, var noget af et hovedbrud.Der er så mange, når man har elsket bøger i et halvt århundrede.
Men mit valg er faldet på en meget gammel bog, den er faktisk 300 år ældre end mig, skrevet i 1653.
"Den fuldkomne fisker" eller "The compleat angler" af Izaak Walton.
Bogen er en skattekiste, bugnende fuld af kærlighed til naturen og livet.

En tidlig morgen i Maj, går en mand, Piscator, ud af London for at fiske. På en bakketop indhenter han to mænd og falder i snak med dem. Den ene,Venator, er Jæger, den anden, Auceps, er falkonèr. Hver af disse tre mænd mener at deres fritidsfornøjelse er den bedste, og de enes om hver især at tale for det element, de dyrker, nemlig vandet, jorden og luften.
Og det ender med at fiskeren og jægern slår sig sammen i fem dage. Efter først at have overværet en odderjagt, tager Piskator sin nye ven Venator med sig i de følgende dage, og indvier han i sin kunst.
Gennem 21 kapitler føres læseren gennem en rigdom af oplevelser, erfaringer, naturbeskrivelser, ophøjede betragtninger, middelalderlige, usansynlige fortællinger, skøn poesi, digtning og musik, så afvekslende, at der næppe findes et menneske, som ikke vil frydes over et eller andet kapitel.
Nok er det en fiskerbog,men en usynlig hånd har ført, den salige Izaak's pen, og efter min mening har han skabt et mesterværk.
Naturen er med Izaak Waltons stærkt religiøse indstilling blevet et tempel, hvor han aldrig glemmer skaberens nærhed.

Desværre kan jeg ikke komme på noget menneske som jeg ikke ville anbefale bogen til.

Grunden til at valget faldt på denne bog, er at jeg læser i den igen og igen og igen, og altid finder noget nyt og smukt.

Hvis jeg havde skrevet denne bog, så ville jeg nok ikke skrive flere, for den er komplet.

Simon Peter sagde: "Jeg går ud at fiske"
og de sagde til ham: "Vi vil gå med dig" (Joh.21-3)

Kh. Robert

Dorte H sagde ...

Én bog?

Jamen det kan man da ikke!

Jo, Bibelen, men når det gælder skønlitteratur, kan jeg ikke en gang finde ud af at lave en top-ti.

Men jeg kan da godt anbefale en, og endda en ikke-krimi for nu lige at tage fusen på jer.

Jeg holder meget af Margaret Laurences Stenenglen (The stone Angel).

Referatet: canadisk kvinde bliver født, lever og dør. Men hun var altså så helt fantastisk selvstændig og stædig (måske endda dumstædig), at hun nåede at gøre et stort indtryk på mig.

Til en vis grad bygger historien på Abrahams hustruer, Sara og Hagar, men den leger med konventionerne på fineste vis, så man snart ikke ved, hvem der er den fornemme frue, og hvem der er tjenestepigen.

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!

Tak for alle de dejlige beskrivelser af bøger, som venter på at blive læst. Dog har jeg allerede på Ragnhilds opfordring haft fat i Inger Christensens "Sommerfugledalen", og ved, at jeg må vende tilbage til den af flere omgange.

Som mange andre af jer, kan jeg heller ikke udvælge BOGEN, men jeg har en lille fin bog på kun 160 sider, som jeg bliver ved at vende tilbage til for at læse. Det er "Sent bryllup" af Anne Marie Løn. Den er fra 1990, og er den bog,som fangede mig ind i en interesse for hendes forfatterskab.

Den handler i al sin enkelhed om en nydelig ældre kvinde over firs, som en sommersøndag cykler en tur i skoven for at plukke en lille buket til kirkegården. Hun er så uheldig at falde og slå sig på en måde, at hun ikke kan rejse sig.

Her liggende i skovbunden følger man så gennem seks døgn dels hendes meget værdige kamp for at klare den kritiske situation,dels følger vi døgnets rytme og naturens liv omkring hende. Yderligere får vi indblik i hendes liv, der naturligt passerer revy for hende.

Anne Marie Løn har skrevet den udfra et lille udklip hun fandt i en avis. Hun skriver bagerst i bogen: " For nogle somre siden faldt en ældre kvinde i Glumsø så uheldigt i en skov, at hun kom til at ligge på skovebunden i seks dage og seks nætter, før hun blev fundet, rask og ved godt mod."

Det er en bog, som jeg ofte vender tilbage til i krisesituatoner, hvor jeg har brug for at kunne tro på, at tingene kan ændres til det bedre, uanset hvor håbløst det ser ud. Så det er min skønlitterære selvhjælpsbog.

Det er en bog, der griber mig hver gang. Dens langsomme rytme, fine detaljer og naturbeskrivelser får roen til at brede sig i mig. Desværre er den ikke så kendt som andre af hendes senere værker.

KH Bente

Marie sagde ...

Kære Bente

Da min mor havde læst den bog, holdt hun op med at gå i skoven alene! Den havde gjort et stort indtryk på hende, ligeså vel den bagvedliggende historie.
Jeg har desværre ikke selv læst den.
Det kniber også for mig, at finde ÉN bog, men måske kommer det:)
Kh
Marie

Marie sagde ...

Kære Ragnhild

'Sommerfugledalen er et mesterværk', jeg ville også anbefale den til alle. For et par dage siden fandt jeg et gammelt avisudklip, en nekrolog af Niels Barfod over Inger Christensen. Når jeg får tid, vil jeg citere lidt fra den.
Kh
Marie

Randi Abel sagde ...

Kære alle,

Det har været interessesant at læse jeres bidrag til lørdagens debat. Jeg har ikke læst en eneste af de bøger, I nævner, så der er noget at gå i gang med ;) Gid døgnet havde flere timer, eller at man i det mindste ikke behøvede at spilde 1/4 af dem under dynen.

Kh,
Randi

Marie sagde ...

Kære Randi

Du er da heldig, hvis du kan klare dig med 6 timers søvn!)
Kh
Marie

JEKEL sagde ...

Den bog som har betydet mest for mig er Carl Ewalds "Eventyr i udvalg". Den indeholder naturhistorie i dramatiseret form, men det går ikke ud over sagligheden. Et af eventyrerne handler om "Bøgen og Egen". Det fortæller os hvordan egen blev fortrængt at den hurtigere voksende bøg, hvis frø blev bragt til Danmark af vildsvin, som havde bog siddende i pelsen. Et andet eventyr fortæller om ålen og dens egendommerlige vandringer i verdenshavene. Hvem kender ikke vendingen "Man må sno sig, sagde ålen"?
Jeg kan varmt anbefale alle forældre til børn i de første skoleår, at læse den højt.
Carl Ewald er far til vores kontroversielle forfatter, visedigter m.m. Poul Henningsen (PH). PH's mor var Agnes Henningsen, ligeledes forfatter. Desværre er er "Eventyr i udvalg" næsten ikke til at opdrive. Jeg håber at et forlag på et tidspunkt vil få øje på dette lille mesterværk og genudgive det.

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Kære Marie,

Det er jeg også glad for, for mere tid kan jeg altså ikke bruge på det i hverdagen. Et evt. efterslæb må klares i weekender og ferie ;)

Kh,
Randi

Marie sagde ...

Kære Jørn

Det lyder som en dejlig bog, som det er værd at gå på jagt efter. Er det ikke Jesper Ewald, Carl Ewald søn/bror til PH, der har skrevet den?Jesper Ewald har skrevet en dejlig bog, om sin lille datter: 'Den Lille'. Agnes Henningsens erindringer er virkelig værd at læse!

Kh
Marie, tænker videre over HVILKEN bog, der er min bedste.

Ragnhild sagde ...

.. jeg læste "Sent bryllup", da den udkom. Romanen gjorde også et stærkt indtryk på mig. Godt at blive mindet om den, Bente. Den var nok værd at læse igen efter disse mange år.
.. Marie, jeg har et fyldt ringbind med udklip og kopieret sekundær litteratur om Inger Christensen. Jeg har fulgt hendes forfatterskab siden "Det" fra 1969. Mit eksemplar af "Sommerfugledalen" er med dedikation af Inger Christensen. Jeg fik hendes hjertelige hilsen indskrevet i forbindelse med et danskkursus på Åbent Universitet i 1992. Vores meget dygtige underviser, Lis Wedell Pape forskede i Inger Christensens forfatterskab og brugte hende som gæsteforelæser på sine kurser. Digtsamlingen "Alfabet" indledes med "Abrikostræerne findes". Det i digtsamlingen gentagende "findes" har jeg lånt inspiration fra til min digtagtige introduktion af "Sommerfugledalen".
Tak til Theodor og jer alle for en spændende "lørdagklumme".
Kh Ragnhild

JEKEL sagde ...

Kære Randi!

Døgnet har 24 timer. Hvis det ikke er nok, må man ta' natten til hjælp!

Kærlig hilsen

Jørn E

JEKEL sagde ...

Kære Theodor!

Jeg har også læst "Trækopfuglens krønike". Den fascinerede mig enormt.
Stemningen jeg læste den i var ganske givet medvirkende til at den gjorde så dybt indtryk på mig.

Jeg var på besøg hos min datter i Zimbabwe. Der bliver det altid mørkt omkring kl. 18 og da hun har småbørn, og manden er udpræget A-menneske, så går familien i seng omkring kl. 20.30. Jeg er udpræget B-menneske og går sjældent i seng før omkring kl. 02.00 eller senere. Så jeg sad og læste i "Trækopfuglens Krønike" når familien var gået i seng. Den har været en helt speciel oplevelse for mig. Jeg kan se den der gade, som ikke længere eksisterer for mig. Jeg kan se hovedpersonen sidde der i bunden af brønden. Jeg kan føle hans panik. Jeg kan føle den terror det har været, at skrælle huden langsomt af et levende menneske. Jeg forstår (tror jeg) symbolikken i katten der bærer hp's modbydelige brors navn.
Sjældent har en bog efterladt så udtalte og tydelige billeder i min erindring. En fantastisk læseoplevelse, som jeg ikke kan anbefale stærkt nok.

Jeg forstår nok også lidt bedre dine historier her i "Skrivebloggen" lidt bedre nu.

Kærlig hilsen

Jørn E

JEKEL sagde ...

I krimigenren har jeg en helt entydig favorit: Georges Simenoms Maigret bøger. Et fantastisk velbeskrevet miljø omkring Palais Justice, Kriminalkommisær Maigret og hans virke.
For mig er Maigret personificeret ved den franske skuespiller Jean Garbin. Der er over 50 Maigret romaner. Hvis du ikke har været i Paris, eller har råd til at rejse derned, så kan du bare læse en, eller flere af dem. ;o)

Kærlig hilsen

Jørn E

Leonius sagde ...

Som I andre, har også jeg mange bøger jeg kunne nævne her, som har gjort et stort indtryk.
Men når man absolut skal vælge een, må det i mit tilfælde være Erich kästner´s TRE MÆND I SNEEN.
Jeg mener jeg fik den til min konfermation af een af mine brødre, og den har lige siden været min tro følgesvend.
Måske har denne bog været medvirkende årsag til min humoristiske indfaldsvinkel til livet, og ikke mindst til problemer.
Jeg tror ikke, mit liv havde ændret sig væsentligt, hvis jeg ikke havde læst den, for jeg var nok blevet indfanget af alle de andre hunoristiske forfattere, men jeg er nu glad for, at lige denne bog blev den første af slagsen.
Det er mig ikke mulig at finde nogen person, som jeg ikke ville anbefale denne bog til.
Det er den bog jeg har købt flest eksemplarer af, jeg har nemlig altid haft den med, når en af mine venner har ligget på hospitalet. Min nyslåede svigerfar fik også en det, mest fordi han var en fin prototype på bogens hovedperson.
Når jeg kommer forbi en bogkasse, og ser TRE MÆND I SNEEN, må jeg eje den, selvom den er på tysk, engelsk eller et andet sprog, så jeg har nogle stykker.
Skulle jeg skrive en roman, ville det blive sådan en.
Hvis jeg havde skrevet den, ville den næste blive en fortsættelse med de samme personer.
Kogt ned til et Haiku, lyder bogen således:

Stormillionær
Vagabond i forklædning
Butleren kom med

Leonius.

Poly sagde ...

Kære Alle
Det var ganske inspirerende at læse, indtrykket disse bøger har skabt og hvad vi hver især lagde vægt på. Jeg tror også bøger er som musik, vi forbinder det med det sted, vi var på daværende tidspunkt.Jeg må sige det samme som Randi, jeg har heller ikke har læst en eneste af de bøger, i alle sammen nævner.
Med hilsner Poly

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Nemlig! Jeg er også i den grad et B-menneske.

Kh,
Randi

Marie sagde ...

Kære Ragnhild

Jeg genkendte godt det 'findes', som du har lånt fra Abrikostræerne.:) Det er så karakteristisk, og man hører I.C.'s stemme med det samme.
Hvis man blot éngang har hørt Inger Christensen læse sine egne digte op, bliver hendes stemme hængende i hovedet (eller hvor det nu er) som musik. Stor, stor ord-musik.

Selvom du sikkert har det samme klip fra Weekendavisen sidste år som jeg, vil jeg alligevel citere Niels Barfoed:
"...senere genopdagede hun sonetkransen,i 'Sommerfugledalen' og skrev et requiem fuldt af syner, der ikke findes større i vesteuropæisk litteraturs historie."

Og det lidt mere polemiske: ""Kan en forfatter overhovedet kun arbejde provokeret af kriser, konflikter og problemer?" Hvis det er tilfældet, synes hun det er for fattigt. Hun vil hellere spørge: "Hvad er det, vi er med til?""

W.A. 9.1.2009

Kh
Marie

Dorte H sagde ...

Til Bente:
Jeg har læst "Sent Bryllup", og jeg kunne også godt lide den, men jeg var nu endnu mere optaget af Margaret Laurences bog, som også handler om en ældre, døende kvinde. Du skulle prøve at læse den (helst på engelsk).

Til Marie:
På den ene side synes jeg, det er en kliché, at en kunstner kun kan blive til noget, hvis han/hun har været ude i dybe kriser mm. På den anden side holder jeg mest af at læse romaner af ´voksne´ forfattere, som har oplevet lidt af livet, og også gerne vrangsiden. Der kommer større dybde i deres tone. Se bare det fantastiske billede, Bente malede af sin egen smerte.

Kh Dorte.

Ragnhild sagde ...

Kære Marie
Du rammer helt rent med hensyn til ordmusik og Inger Christensen. Jeg læser også I C med hendes melodiske, messende stemme som ledsagende musik. Da hun var meget ung sang hun sine digte, det må ha været digtene fra "Lys" og "Græs". Jytte Rex har lavet en film om/med Inger Christensen, jeg tror den hedder "Chikaderne findes". Godt den er lavet, nu forfatteren ikke "findes" mere.
Tak for citatet af Niels Barfoed, jeg har ikke hans viden om europæisk litteratur, men jeg er sikker på, at han har ret.
"Hvad er det, vi er med til" et flot svar og et spændende afsæt for at skrive.
Kh Ragnhild

theodor sagde ...

Hæ. Nu er jeg lige vendt tilbage og har læst kommentarer igen. Det var altså ikke BOGEN, spørgsmålet handlede om. Det var 'bare' en god bog - vi kan jo genbruge temaet med en anden god bog ;-)

Og til Jørn: Det lyder som en fantastisk oplevelse, som jeg synes at kunne sætte mig ind i. Murakamis tekster går lige i følelserne, men med eventyrlige træsko på. Nu hvor du siger det, tror jeg også jeg 'forstår' mine tekster bedre efter at have reflekteret over indflydelser. Og det er en gave at få.

Med et smil,
Theodor

Jørn E. sagde ...

Kære Theodor!

Tak for de venlige ord. Som jeg plejer at sige om mig selv: "To know me is to love me".

Kærlig hilsen

Jørn E

Jørn E. sagde ...

Jeg tillader mig at svare på Maries spørgsmål om Carl Ewalds familiemæssige relationer her:

Carl Ewald var søn af P.H. og Agnes Henningsen.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Marie sagde ...

Kære Jørn

Du mener vel, P.H. var søn af Carl Ewald og Agnes Henningsen - selvom P.H. hellere ville have Georg Brandes til far ;)I hvert fald var Agnes Henningsen P.H.s mor, og hun holdt længe faderskabet hemmeligt, så vidt jeg husker, hvilket gav anledning til gætterier fra P.H.'s side.

Kærlig hilsen
Marie

Marie sagde ...

P.s.
Carl Ewald havde desuden en søn, der hed Jesper Ewald, som også var forfatter.

Kh. Marie