fredag den 26. marts 2010

Blomsterbedet

forfatter: Randi Abel

Med en tommelfinger krænger Carl tappen på dåseøllen tilbage og presser den fremad igen. Et smil kruser hans læber ved den karakteriske lyd, manøvren frembringer. Han fører den dugvåde dåse op til munden og tager en slurk. Han træder et skridt tilbage og støder hælen mod stensætningen omkring havens klukkende vandløb, et arrangement, som Åse bedyrede, var lige, hvad hun altid havde ønsket sig, da hun så originalen på et billede i sidste års juni-udgave af ”Alt om Haven.”

Carl havde været glad for den 2-værelses med kammer med udsigt over byens torv, især efter de to børn var flyttet hjemmefra, og kammeret var blevet hans. Her kunne han dyrke sin passion for marchmusik, en interesse som altid havde gået Åse på nerverne. Han havde gjort, hvad han kunne, for at overbevise Åse om fordelene ved at blive boende, men tanken om eget hus med have havde allerede rodfæstet sig.

Efter at hun havde gennemtrawlet Politikens boligsektion adskillige søndage og efter endnu flere udflugter med Carl bag rattet til adresser i oplandet, blev drømmehuset fundet. Slutsedlen blev underskrevet, lejligheden blev opsagt, 38 års samliv blev pakket i kasser.

I huset fik Carl også sit eget værelse, som oven i købet var større end det gamle, og han var egentlig ganske godt tilfreds med byttet. Det varede dog ikke længe, før det viste sig, at husets køkken ikke var et drømmekøkken. Indtil han gik på efterløn, arbejdede Carl som bogholder i en mindre virksomhed, men det lå alligevel i luften, at det var ham, som måtte fatte værktøjskassen. Knapt stod det nye køkken færdigt, før Åse meddelte, at indretningen af badeværelset lod en del tilbage at ønske.

Haven trængte også til en gevaldig overhaling, mente Åse. De tidligere ejere var praktiske folk, som havde sået græs på hele den store grund, men udover vandløbet så Åse for sig bede med eksotiske buske og planter og en pergola. I sommerhalvåret gik turen til planteskolen om lørdagen, for som Åse sagde, ”så har vi jo hele søndagen til at få jord under neglene!” Åse brugte dog mest fingrene til at udpege, hvor Carl skulle grave. En køkkenhave og drivhus var det også blevet til.

En dag midt i arbejdet med at sætte nye fliser op på gæstetoilettet så Carl, da han var på vej ud i køkkenet efter et glas kold lemonade, Åse styre mod hans værelse bevæbnet med en tommestok. ”Du er der jo alligevel aldrig,” sagde hun, da han protesterede mod hendes planer om at rive en væg ned.

Carl tager endnu en slurk af dåsen. Gennem årene beklagede Åse sig ofte over manglende opmærksomhed fra hans side, så det nye bed i havens fjerneste hjørne har han beplantet med røde roser af den langstilkede slags. Jorden, der blev tilovers under nattens gravearbejde, har han strøet langs hækken ind til nabogrunden.

Efter et sidste blik på bedet går Carl med raske skridt ind i huset. Snart lyder tonerne fra Johann Strauss den ældres Radetzky March bag den lukkede dør til hans værelse.

22 kommentarer:

JEKEL sagde ...

...Historien om en tøffelhelt eller om en furie, eller begge dele. Carl er ikke for klog. Åse har mistet interessen for Carl som mand betragtet. Han er en servicefunktion, nu hvor børnene er fløjet at reden. Trist historie. Jeg undrer mig over at Carl gider gøre sig den ulejlighed med bedet med de langstilkede røde roser (?). Det giver mig et lille håb om Carls genrejsning (!) at han går "hjem" til sit værelse og spiller Radetsky march.
Sørgmunter historie om livet efter børnene. Jeg ved besked!

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Carl er en mand med hang til ironi, så han syntes en sidste cadeau i form af langstilkede, røde roser var passende ;)

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!
Nu er jeg ved at have luret dig! :-) Jeg er på stikkerne lige fra første sætning og leder efter spor, der kan afsløre, at noget uldent er under opsejling.

Denne gang vækkedes min mistanke af stensætningen. Jeg så formen for mig og tænkte "Aha! En perfekt form til at skjule..." Og hvor er det da pænt af ham at betænke Åse med roser på hendes grav, nu da han endelig har fundet fred i sit forhold til hende, og fred i sit liv til endelig at dyrke sin passion med en kølig dåseøl i hånden!

En dejlig tekst, hvor jeg trods det triste i deres fælles livshistorie, ikke kan lade være med at trække på smilebåndet!

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Jeg er glad for, historien om Carl og Åse fik dig til at trække på smilebåndet trods Åses sørgelige skæbne.

Hvor sjovt, at du leder efter spor fra starten for at snuse dig frem til noget fordækt. Jeg skulle måske prøve en anden strategi ved lejlighed for at tage fusen på dig :D

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Randi,

så kan I kvinder lære det.
Tag hans sidste fornøjelse fra ham, og der kommer langstilkede røde roser i haven.
Rigtig godt skrevet, jeg så det først da der kom fyld under nabohæggen.
Det eneste jeg studsede over, var, at han lukkede døren ind til sit værelse.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

I de mange år, hvor de var fire i den to-værelses, drømte Carl om at kunne dyrke sin musik-interesse i fred og ro. Han var henrykt, da han endelig kunne lukke døren til sit eget værelse. Selvom han nu har hele huset til sin rådighed, tror jeg, han alligevel ville lukke døren til sin hule ;)

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Ah, hvor er den finurlig!

Du tegner lige begge personer med elegante strøg i de første afsnit. Ja, og så begynder jeg jo lige som Bente at lede efter liget, og jeg er ikke helt sikker, før der står ´nattens gravearbejde´. Lækkert!

Det her er pendler-prosa, jeg gerne selv ville have skrevet. Det er en skam, der ikke rigtig er noget marked for det i Danmark (eller jeg har i hvert fald ikke fundet danske magasiner, som køber dem).

Kh Dorte.

Poly sagde ...

Kære Randi

Opdagede lige, jeg ikke fik kommenteret.
Og selvfølgelig synes jeg det er en rigtig god historie.
Du kan bare dét, at skrive ’mistænkelige’ personligheder, der lige fremkalder ’gyset’.
Med hilsner Poly

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Større ros kan man ikke få - tusind tak :D Jeg er også selv ret glad for teksten, som jeg, siden jeg skrev den, har tænkt, var det mest vellykkede stykke pendler-prosa, jeg indtil videre har skrevet.

Ja, jeg hopper med på den anarki-bølge, du har sat i gang. Pendler-prosa har en langt større markedsføringsværdi end lynprosa, er jeg sikker på, så det vil jeg også kalde det ;) Når der ikke er et marked for det her i landet, må vi skabe behovet.

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Poly,

Det er jeg glad for, du synes. Tak for det.

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

Kære Randi
Jeg har desværre ikke - som Bente har - luret dig. Men måske får jeg det lært. Jeg læste i går, nød dit sprog, blev vred først på Åse og bagefter lidt på Carl - for kvindekamp eller ej - man skal da ikke lægge sig fladt ned under konens tøffel og nærmest be om den berømte heltestatus! Jeg så ikke det store gab af tomme pladser i de to sidste afsnit. Jeg tænkte bare efter læsning af det næstsidste afsnit, at der dog måtte ha været usandsynlig megen jord om de rosers rødder, siden der blev jord tilovers til at sprede langs hækken til nabogrunden. Og natten trængte sig ikke på! Efter sidste afsnit tænkte jeg, nå endelig en markering og en march. Men du er grum, er du. Og god. Det første ser jeg nu, og det sidste vidste jeg jo godt. Gendigt den til engelsk og send den til Dortes online-tidsskrift.
Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Ragnhild,

Hvor sjovt, at du tænkte på den megen jord uden at lugte lunten :D

Det er vist desværre for sent at forsøge at få Carl og Åse publiceret dér, når den allerede har været publiceret på nettet.

Kh,
Randi

Robert sagde ...

Kære Randi
Det er en fed lille historie, og jeg nød den hele vejen.
Jeg blev ikke overasket, da jeg ligesom forventede det af dig.
Da hun ville til at vælte væggen,tænkte jeg, at dette er dråben, hun bliver kulet ned.Klart, så kan hun ligge der og tænke over den. Mandens hobbyrum er helligt, nemlig. Jeg læste teksten højt for min kæreste,det gibbede i hende der ved væggen,også hun syntes at Åse gik over stregen. Okay det gjorde Carl måske også, men.....
Et herligt stykke pendler-prosa, tak for det
K.h. Robert

Dorte H sagde ...

Randi, der findes altså et par steder, som accepterer tekster, der har været udgivet på blog. Men så vidt jeg kan se er de MEGET kræsne, og det er i hvert fald ikke lykkedes mig at få dem til at acceptere nogle af mine ´brugte´ historier endnu.

Men sig endelig til, hvis du eller andre gerne vil have en lang række links til engelsksprogede flash fiction magazines.

Marie sagde ...

Kære Randi

Jeg tænker på, hvad hende der Åse egentlig har brugt sin tid til? Jeg kender faktisk typen, en helt realistisk historie (bortset fra slutningen forhåbentlig). Åse kører åbenbart heller ikke selv bil. Man kan undre sig over at den slags eksistenser findes, og at de der Carl-er ikke gør oprør. Jeg synes, det er en dejlig satirisk fortælling, som spidder de tåbeligheder, som findes i parcelhuskvartererne.

Hævnen er ham vel ondt - og jeg er slet ikke til krimier, men de der Åse'r, de kunne måske få mig fristet i den retning.
Jeg opdagede det først til sidst, da der var tale om alt for meget jord.
Kh
Marie

Randi Abel sagde ...

Kære Robert,

Man ligger, som man har redt, når man lægger planer for en andens hellige haller - det er jeg enig i ;) Jeg er glad for, du nød historien, selvom Åses endeligt ikke kom som en overraskelse. Herligt også, at du går imod det spinkle flertal og bruger pendler-prosa :D

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Jeg vil meget gerne have en liste over engelsksprogede flash fiction magasiner. Det kunne være interessant at læse nogle af de publicerede tekster for at se, hvad der kræves. Jeg har også surfet lidt rundt i det forum, hvor du har fået din Lollipop udgivet.

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Marie,

Jeg er glad for, den overskydende jord fortæller det, den skal. Jeg brugte en del tid på slutningen, inden jeg kom frem til den endelige. Det allersværeste ved at skrive, synes jeg, er, om det, man vil fortælle, står lige så lysende klart for læseren som for en selv. Det er den fedeste fornemmelse, når det lykkes :)

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Lige til orientering for I andre: jeg har sendt en liste med engelske flash fiction forlag direkte til Randi, men jeg sender den selvfølgelig gerne til hvem som helst, som er interesseret, eller bare nysgerrig.

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Tak skal du have. Jeg glæder mig til at tjekke dem ud.

Kh,
Randi

theodor sagde ...

Hej Randi,

'Nattens gravearbejde' var punchlinen for mig. Det er sørme godt skruet sammen og jeg kan ikke lade være med at smile til sidst. Flot.

Nu virker teksten rimelig færdig, men faktisk tror jeg godt du kunne lave en endnu kraftigere 'krog' i læseren helt i starten. Lige nu er der hans smil, men det kunne også være over lyden af kapslen i sig selv. Der er ikke noget bedre end at få serveret et twist til allersidst i en historie for blot at opdage, at det var klart antydet i starten af teksten. Måske undslipper et fnis ham?

kh Theodor

Randi Abel sagde ...

Kære Theodor,

Teksten har præcis den virkning på dig, som jeg ønskede. Det er jeg virkelig glad for at høre :)

Jeg kan godt se, hvad du mener mht. en klarere antydning i starten af, at noget er i gære. Det vil jeg fundere over.

Kh,
Randi