tirsdag den 23. marts 2010

Bryllup i Harare


forfatter og foto: Jørn E.

I november 2005 blev min datter gift i Harare, hovedstaden i Zimbabwe. I Zim, som landets borgere kalder det for nemheds skyld, gælder den samme regel, som i de fleste andre lande i verden. Nemlig den, at der skal foretages en officiel vielse. I Harare foregår det i en stor grim bygning i udkanten af byen, som tilhører justitsministeriet. Vielsesmyndigheden er en retsinstans under justitsministeriet.

For myndighedernes vedkommende er det nok med denne officielle ceremoni. Ligesom i Danmark, for den sags skyld.

Det var meget varmt den dag og med en høj luftfugtighed, hvilket er helt almindeligt i november måned. De eneste der havde meddelt deres deltagelse var min svigersøns ene bror og hans kæreste.
Selskabet bestod herudover af brudeparret, brudens mor og lillesøster og mig sagde hunden. Vi mødtes på den enorme parkeringsplads der omgav bygningen. Der var kun ganske få biler. Ikke ret mange har råd til en bil og hvis de har, så kan de ikke skaffe benzin til den.

At vi var det rigtige sted understregedes af spredte grupper af sorte med et kommende ægtepar som centrum. Nogle bevægede sig bar smilende og glade og iført deres stiveste pus (det er ikke nødvendigvis særligt ”stift”) men farverigt. Grønne, gule, blå og røde farver. Men også nuancer af brunt og orange. Men flere af grupperne sang og dansede mens de bevægede sig i retning af ”bryllupspaladset”. En horde af gadesælgere stod parat med en brudebuket, for det tilfælde, at gommen skulle have glemt den detalje.

Indenfor blev vi vist hen til en stor sal. Den var nærmest en krydsning mellem et auditorium og et menighedshus. Det sidste skyldtes de højryggede bænke som stod i rækker på hver side af en midtergang. Langs væggene var stablet alskens reoler, døre og andet overflødigt inventar. For de som ikke havde egne vitterlighedsvidner, var der tre personer til rådighed fra myndighedens stab. De sad i nærheden af det podie, hvor den viende dommer sad, eller skulle sidde, for han var ikke kommet da vi kom og han kom en halv time efter at seancen skulle have været begyndt.

Da hans velærværdighed omsider havde fundet det passende at indfinde sig, skulle han lige have styr på papirerne. Det udløste et sceneri der ledte mine tanker hen på ”brødrene Marks”. Luften var fuld af flyvende papir. Men hans velærværdighed fortrak ikke en mine. Alt imens var der travlhed ovre ved ”udlånsvidnerne”. De fleste af de fremmødte par skulle sikre sig at de havde en til at sætte sin underskrift som vidne på vielsesattesten.

Efter et stykke tid med hektisk aktivitet, både ved dommerbordet og hos ”udlånsvidnerne” ringede dommeren med en klokke. Der blev relativt roligt. Nu kunne man bedre høre støjen fra gaden gennem de åbne vinduer, som skulle give en illusion om frisk luft udefra. Det eneste de imidlertid bidrog med var – støj.

Dommeren råbte navnene op på det første par. Der blev uro på en af bænkene og efter nogen masen og skubben nåede parret frem til pladsen foran dommeren. Efter at have sikret sig deres navne og konfereret med vidnet, som nikkede højtideligt og med ansigtet i de rette folder, blev gommen spurgt om han var i stand til at forsørge sin brud. Herpå fulgte et par formanende ord, fulgt af sætningen ”you may now kiss the bride”. En lidt overraskende sætning ved et borgerligt bryllup.
Måske var det et udtryk for præsident Mugabes personlige velsignelse, hva' ved jeg. Vi befandt os jo i et kommunistisk diktatur!

Da det så omsider blev min datter og svigersøns tur og de tren frem for den høje dommer, rejste min ex sig og hævede sit kamera. En af ”udlånsvidnerne” rejste sig og kom hen til os og sagde venligt, at hun var velkommen til at gå helt frem ved siden af podiet. Så kunne hun få nogle bedre billeder, som han sagde, hvorefter han trak af sted med hende.

Da min svigersøn absolut ikke ville have nogle problemer med at forsørge min datter og i øvrigt havde medbragt egne vidner, var seancen hurtigt overstået og dommeren fremsagde robotagtigt sætningen: ”You may now kiss the bride”.

Og det gjorde han så. Både der og mange gange siden!

16 kommentarer:

Robert sagde ...

Hej Jørn
Tak for et flot og spændende indblik, i et anderledes bryllup.
Jeg kan godt lide at du bruger udtryk som "sagde hunden" og "hvad ved jeg" Det giver fortællestemmen et charmerende personligt præg.
Jeg syntes nok at du har hang til lidt for lange sætninger, som for eksempel her:
"for han var ikke kommet da vi kom og han kom en halv time efter at seancen skulle have været begyndt"
Sætningen virker også lidt "ufrivilligt" komisk, på grund af de mange "komm'er"

Tak for dette varme bryllupsbillede, det var en fornøjelse at læse.
K.h. Robert

JEKEL sagde ...

Kære Robert!

De lange sætninger har altid været et problem for mig. Hvis jeg ikke er opmærksom, sniger de sig nemt ind i mine tekster. Du har iøvrigt helt ret m.h.t. de mange kom'er.
Tak for din kommentar.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

ja vi kommer langt omkring her på bloggen. I går på havet ved Færøerne og i dag til bryllup i Afrika.

Det må have været en fantastisk oplevelse, hvilket din fortælling også bærer præg af. Dit nærvær er tydeligt gennem de mange detaljer.

Jeg faldt for den borgerlige tilladelse til at kysse bruden. Hans velærværdighed har åbenbart gerne villet strække øjeblikket lidt længere!

I øvrigt bemærkede jeg det gamle ord tren. Det er sørme længe siden, at jeg er stødt på det.

Fotoet supplerer teksten så fint.

Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn
Det er en spændende erindringstekst, du har skrevet om en fjern kulturs bryllupsceremoni. Det har været interessant at "overvære" din datters bryllup. Jeg lagde - som Bente - også mærke til brugen af ordet tren. Det virker sammen med "den høje dommer" mere som humor (måske oven i købet som ironisk distance) end som ærbødighed. Det er, som med "Lortejob" fine erindringsglimt, du gir dine læsere.
Kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Hej Jørn,

en interesant tur til Afrika, og til et lidt specielt bryllup.
Jeg bed mærke i din bemærkning:
"Da min svigersøn absolut ikke ville have nogle problemer med at forsørge min datter"
Jeg kom til at tænke på, at her lå måske en historie, der mangler at blive fortalt, jeg syntes teksten rummede noget eventyrligt.

Leonius.

Leonius sagde ...

Hej igen Jørn,

det skulle naturligvis være: "interessant"

Leonius.

JEKEL sagde ...

Kære Bente!

Det VAR et ejendommeligt optrin. Barokt kunne man godt kalde det. Men også alligevel dybt seriøst. Rørende på en måde, for der er ingen tvivl om, at både myndighedspersoner og almuen tog det dybt alvorligt. Det afrikanske islæt skabte også en stemning af naivitet - på den gode måde.Her tænker jeg særligt på din kommentar til hans "velærværdigheds" tilladelse til at gommen måtte kysse bruden.
Det er faktisk interessant at man i dette afrikanske kommunistiske diktatur har bevaret så meget af det imperiale britiske retssystem. De kører forresten også i venstre side af vejen, ligesom i Storbritannien!

JEKEL sagde ...

Kære Ragnhild!

Ja, der er et stænk af ironisk distance i mine ord. MEN det er en kærlig distance. For disse mennesker tager tingene dybt alvorligt og har respekt for deres rolle og for dem der er aktører i spillet. Jeg har stor sympati for den måde de sorte forholder sig til landets situation.
De er særdeles pragmatiske og det er nok en af årsagerne til, at der ikke har været nogen blodig konfrontation i Zimbabwe.

Kærlig hilsen

Jørn E

JEKEL sagde ...

Kære Leonius!

Ja, du har ganske ret i, at der i netop det udsagn om at min svigersøn ikke ville have nogen problemer med at forsørge min datter, ligger kimen til en længere historie. Den vil jeg meget gerne fortælle senere. Men allerede historien om den efterfølgende bryllupsfest vil sætte forholdene i Zimbabwe i et nyt perspektiv.
Det er godt set og jeg er meget glad for din kommentar.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Jeg kom lige til at tænke på, at jeg da har oplevet noget af det samme,som du beskriver i en anden gammel engelsk koloni, nemlig Sri Lanka. I forbindelse med adoption af vores søn; Jacob, skulle vi møde til samtale hos både "Børneværnet" og tilsidst og altaf gørende træde frem for den høje dommer i retten. Aldrig har jeg da været så nervøs i mit liv. Vi var jo blev læst og påskrevet om procedure og adfærd forinden, og specielt om, at det var manden, der førte ordet. Fint nok, hvis bare ikke min mand var ramt af Deng Fever og havde fået en stærk pille, der fik ham til at tale i tåger aftenen før. Puha, jeg sov da slet ikke den nat. Heldigvis nåede han at blive klar i hovedet,så han kunne svare retmæssigt på de rigtige tidspunkter.

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Tak for gensynet med din dejlige, personlige bryllupsfortælling. Det må have været en stor oplevelse for dig og ikke mindst din datter og svigersøn.

Jeg synes som Bente, det er utroligt spændende at blive taget med på opdagelse rundt omkring i verden via bloggen.

Kh,
Randi

Poly sagde ...

Kære Jørn
En herlig indsigt til et 'fremmed bryllup'. Jeg har i mange år haft en veninde der oprindelig kom fra Zimbabwe. Og det er bestemt ikke lutter lagkage. En sjov men 'klog' tekst.
Det ville være helt morsomt at få fortsattelsen med "Da min svigersøn absolut ikke ville have nogle problemer med at forsørge min datter"!
Med hilsner
Poly

JEKEL sagde ...

Kære Poly!

Tak for din venlige kommentar.

Det var en sjov og barok oplevelse, dette "samlebåndsbryllup".

De efterfølgende festdage på svigerforældrenes farm i Nyanga National Park var overdådige og jeg skal passe på, ikke at begynde at skrive en hel historie her. Men jeg lægger et link til Nyanga i Wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/Nyanga,_Zimbabwe

Farmen, Pungwee Falls Farm, ligger med en femstjernet udsigt til Zimbabwes højeste bjerg, Nyangani. Bryllupsfestlighederne inkluderede en fire dages tur i lejet husbåd på Karibasøen, som der er billeder fra på min hjemmeside:

http://www.j-funnyo-rn.dk/



Kærlig hilsen

Jørn E

JEKEL sagde ...

Kære Randi!

Tak for din genlæsning. Det glæder mig at du finder historien spændende.

Kærlig hilsen

Jørn E

theodor sagde ...

Hej Jørn,

Hvor må det være givende at have familie så langt væk. På den måde forstået at det må give et godt sted til at perspektivere ens egen hverdag. Og det er altid sundt.

Tak for globrylluppet,
Theodor

Jørn E. sagde ...

Kære Theodor!

Ja, du har ret i, at det sætter tilværelsen i perspektiv. Det gør bl.a at man får et mere nuanceret syn på tilværelsen i almindelighed og forholdene i Afrika i særdeleshed.
Tak for din kommentar.

Kærlig hilsen

Jørn E