søndag den 21. marts 2010

Den første tur med rutebil (1924)

foto: Århus Rosensgade 28, Rutebilstationen 1. sept 1927.
Gengivet med tilladelse fra Lokalhistorisk Samling,
Aarhus Kommunes Bibliotekter.


forfatter: Marie Engling (som også har fundet det fine billede).

(Personal-fortæller. Ydre og indre syn.)

”Stå nu stille,” sagde moderen. Men benene ville hele tiden hoppe.
Hun måtte holde sig for munden. Al den glæde, der ville ud!
Ved stoppestedet stod også nogle damer med farvede hatte og en tyk herre med stråhat.
Hun så ned på sin egen hvide kjole, de bare ben og skoene, som bare ikke ville stå stille på gruset.
”Husk du er en stor skolepige,” sagde moderen, som også havde hat på og en stor guldmedaljon foran på brystet.
Sporvognen kørte ikke ud til det nye villakvarter uden for byen. Men der kørte en rutebil, ikke med heste, men med motor lige som onkel Alfreds bil bare meget, meget større. Den skulle hun køre til skole med nu hver dag.

En af damerne trådte ud på vejen og skyggede for øjnene med hånden, mens hun spejdede ud ad landevejen.
”Den er gået i stå,” konstaterede damen. ” Han trækker den op med håndsvinget.”
Endelig hørte hun nogle mærkelige knaldelyde og så to små flag komme til syne over bakketoppen.
”Der er den,” råbte hun, ”og den har flag på!”
Benene ville slet ikke stå stille mere.
”Den er grøn!” Hun greb fat i moderens kjole: ”Se!” – slap igen og pegede. Og nu kom rutebilen skumplende, og moderen trak hende ind til siden.
Rutebilen udstødte nogle host og standsede med sin lange snude foran dem.
Der var helt stille, mens chaufføren åbnede døren foran i rutebilen.
Den tykke mand maste sig ind forbi en lille dame, som skulle ud.
”Min datter skal med til rutebilstationen,” forklarede moderen chaufføren. Hans overskæg vendte opad i begge sider, så det så ud, som om han smilede.
”Det bliver 25 øre.” Hun betalte selv og klemte sig hurtigt ned ad midtergangen med skoletasken og ind på bænken ved siden af en jævnaldrende pige, som smilede til hende.


(Jeg-fortæller.)

Jeg glædede mig sådan, at jeg næsten ikke havde sovet om natten. Jeg skulle køre alene med rutebilen til skole. Den havde ikke heste foran, men en motor ligesom onkel Alfreds bil men meget, meget større. Jeg var vandt til at køre med sporvogn, men den kører slet ikke helt her ud på landet, hvor vi bor nu.
Min mor kaldte på mig, og jeg skyndte mig at klæde mig på. Hun havde lagt min kjole frem og skoene med spænder. Min mor fulgte mig til stoppestedet.
Skoletasken bumpede på min ryg for hvert hop, jeg tog. Jeg kunne slet ikke lade være at hoppe hele vejen.
Da vi kom hen til stoppestedet, stod der allerede nogle damer med klokkehatte og den tykke konsul Smidt.
Min mor begyndte at rette og tysse på mig.

Så løb en af damerne pludselig ud på landevejen for at se efter rutebilen. Den kom nok slet ikke.
”Den er gået i stå,” råbte damen til os, ”Han trækker den op med håndsvinget.”
Lidt efter hørte jeg sådan nogle underlige knaldelyde, og da så jeg først to små flag dukke frem på bakketoppen.
Jeg råbte lige så højt jeg kunne til min mor: ”Den kommer, den har flag på!”
Nu kunne jeg slet ikke stå stille. ”Se,” råbte jeg igen, ”den er grøn!” men min mor trak mig hårdt ind til siden, og jeg nåede lige at komme væk, inden rutebilen bremsede i gruset foran mine tæer. Chaufføren åbnede døren for os, men konsulen masede sig foran mig og brasede ind i en dame, der skulle ud.
Min mor forklarede chaufføren, hvor jeg skulle af. Det kostede 25 øre for den tur. Chaufføren så ud, som om han smilede, men det var bare hans overskæg.
Da så jeg en pige, som jeg genkendte fra skolen. Hun rykkede til side, så der blev plads til mig.

20 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Kære Marie.

Det er da også mærkeligt, at små børn ikke er bedre til at skjule deres begejstring :)

God anskuelighedsundervisning i at skelne mellem synsvinkler, og så i sådan en hyggelig og stemningsfuld historie. Jeg kommer til at tænke på første gang, jeg fik lov at tage rutebilen til min farmor i Hjørring. Det kildede lidt i maven, men jeg var så stolt af at sidde der helt alene.

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Kære Marie,

Du er hamrende god til at skrive historiske tekster. Jeg følte mig ført flere generationer tilbage i tiden fra første færd.

Jeg husker opgaven "Bussen," men har ikke tidligere læst dit bud. Det er jeg glad for at have fået lejlighed til.

Kh,
Randi

Marie sagde ...

Kære Dorte

Sjovt nok, min mor læste historien, da jeg havde skrevet den. Hun Sagde, at jeg havde ramt det godt, bortset fra at hun i hvert fald ikke hoppede. Det kunne hun slet ikke finde på. Hun var lettere forarget over at jeg kunne tro det. Hun var vist også lidt ældre end jeg har gjort hende i historien. Jeg husker, at jeg altid selv hoppede, så der må jo være en sammenblanding der.
Kh
Marie

Marie sagde ...

Kære Randi

Tak for den anerkendelse. Min mormor er født i 1885, så det er et par menneskealdre (som hun sagde)eller tre siden.

Kh
Marie

Bente Pedersen sagde ...

Kære Maria!

Dejlig, dejlig tekst! At læse dine historiske tekster er som at kigge på gamle støvede postkort og pludselig begynder personerne at agere, og man træder ind i det og er med!

Jeg kan godt forstå,at rutebilen måtte have flag på. Det må have være stort at gå fra hestetrukne køretøjer til motoriserede.

Som Dorte kom jeg også til at tænke på den første tur med rutebilen,som jeg kan huske. Jeg hørte min mor sige:" 1 voksen og 2 retur til børn". Det blev i mine ører til: " 1 voksen og to rideture til børn!", for begrebet retur sagde ikke min hjerne noget.

Nøj, hvor jeg glædede mig både til køreturen ind til byen, men da også bestemt og helt vildt til rideturen. Det måtte jo så være på rideskolen,som vi passerede halvvejs på turen, forestillede jeg mig. Det blev det hverken til på ud- eller hjemtur,så da vi steg af bussen, måtte jeg jo spørge min mor, hvor det var, at vi skulle have den ridetur. Hun forstod ikke ret meget af det, indtil jeg forklarede. Jeg behøver vel ikke sige, at jeg blev noget slukøret!

KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Marie
Det er en meget dejlig historisk tekst, du her serverer. Den skaber fine billeder på nethinden. Selv om jeg ikke deltog i Saxo-skolen sidste forår, ved jeg det er en bunden opgave med krav om to synsvinkler. Jeg kan virkelig godt li begge udgaver - men alligevel bliver den første den mest levende for mig. Jeg kan ikke stå for de to skønne sætninger: "Men benene ville hele tiden hoppe" og "Al den glæde, der ville ud".
Kh Ragnhild

Marie sagde ...

Kære Bente, ja den slags misforståelser har prentet sig rigtig dybt. Det har virkelig været en præstation at lære sproget og i det hele taget at gerere sig i denne verden. Jeg kan bestemt godt forstå, du var skuffet.

Jeg har det selv godt med de historiske tekster, jeg har det mere frit med noget, der er lidt på afstand, men ellers ved jeg ikke hvorfor, det appellerer mere til min fantasi tror jeg. Jeg researchede også lidt til denne tekst, og så et billede af en bus med et flag på, så det kom med.
Når jeg ser sådan et billede, som det af rutebilstationen, har jeg lyst til at gå ind i det.

Tak for din læsning. Jeg er glad for, at du kan lide det.

Kh
Marie

Marie sagde ...

Jeg spurgte min mor, om hun ikke var vandt til at bruge hestebussen, men her blev hun også lidt stødt, for SÅ gammel er hun heller ikke (96), og de var da helt vant til sporvogn dengang, den kørte bare ikke derud til Åbyhøj, hvor de var flyttet hen.
Kh
Marie

Leonius sagde ...

Kære Marie,

en dejlig historie, hvor jeg mest blev optaget af den lille piges glæde og utålmodighed, som jeg syntes du beskriver vældig godt.
25 øre for en tur i bussen i 1927, lyder lidt dyrt i mine øre.

Leonius.

Marie sagde ...

Kære Leonius

Dejligt at du kan lide den.
25 øre. Jeg husker, at jeg reseachede lidt på det, men har glemt hvordan jeg kom frem til den pris. Det er jo ikke en bus, men en rutebil. Familien er flyttet ud på landet, et sted som nu er en forstad, men som dengang var langt ude på landet. Kan det ikke passe så?
Kommer i tanker om, at en bybusbillet i min barndom kostede 30 øre - i 50-erne, dem kunne jeg nemlig få til mig selv, hvis jeg gik fra den ene ende af Århus til den anden. Har du et realistisk bud?

Kh
Marie

Marie sagde ...

Kære Ragnhild

Tak for rosen. Ja historien er en af de første på Saxo i foråret, og jeg sendte den som eksempel på synsvinkler.

Sjovt nok, så kribler det også stadig i mig, når jeg læser dem. Men som jeg har skrevet til Bente vist, så benægter min mor, at hun hoppede. Og det kan jeg jo heller ikke bevise, at hun gjorde;)

Kh
Marie

Leonius sagde ...

Hej igen Marie,

det var bare da jeg satte 1927 og 25 øre sammen, at det forekom mig dyrt. Jeg ville nok ikke have bemærket det, hvis beløbet havde været 10-15 øre. Men jeg har slet ikke nogen anelse om hvad det kostede.
Det kunne være interesant at finde ud af.

Leonius.

Marie sagde ...

Hej Leonius

Ja, det kunne det. Jeg skal besøge min mor i morgen, men jeg tror nu ikke hun kan huske det. Jeg har vist spurgt.

Kh
Marie

JEKEL sagde ...

Kære Marie!

Sjov og stemningsfuld lille historie fra fortiden. Jeg husker de der gamle rutebiler, hvor chaufføren åbnede døren med et stort håndtag der var forbundet med døren ved hjælp at en sindrigt konstrueret trækstang. De gode gamle dage. Tak for historien.

Kærlig hilsen

Jørn E

Robert sagde ...

Hej Marie
Det er et meget fint stykke historie du her ruller op. Jeg blev fanget ind og nød turen i fulde drag.

Den første del/vinkel, er helt klart den som ramte mig mest.
Tak for rutebilsturen.
K.h. Robert

Poly sagde ...

Kære Marie

Det var sjovt at læse din historie, så langt tilbage i tiden. Det er meget interessant, når du sætter de to synsvinkler efter hinanden. Jeg synes din historie med "Personal-fortæller. Ydre og indre syn", er mere levende! Det var flot, du fik lov til at bruge billed, der lige sætter prikken over i'et!

Med hilsner
Poly

Marie sagde ...

Kære Jørn

Kan du virkelig huske de rutebiler? Det kan jeg ikke, jeg måtte finde billeder af dem,låne bøger m.m. Designet har nok ændret sig gradvist, f.eks. husker jeg et billede af det indre af en rutebil, hvor sæderne løb langs rutebilens sider.
Min mor fortæller dog, at der var et sæde ved siden af chaufføren, hvor hun allerhelst ville sidde. Her sad dog som regel den tykke konsul Smidt.

Vh
Marie

Marie sagde ...

@Leonius: Tja ... min mor havde ikke noget bud på billetprisen. Hun havde månedskort, fortæller hun. Desuden eksisterede der rabatbilletter. Man købte sådan cirka ti ad gangen, små gule sedler, som blev rykket af en efter en.

@Robert: Det var dejligt at have dig med på turen.

@Poly: Jeg er altså også glad for billedet. Jeg har det i en høj opløsning, så man kan gå helt ind mellem personerne.
Ja det var en opgave fra Saxo og et eksempel på fortællesynsvinkler. Den samme historie skulle fortælles med to forskellige synsvinkler. Måske har det noget at sige, at man anden gang læser den samme historie, som man har læst én gang.
Kh
Marie

theodor sagde ...

Hej Marie,

Fin fin fin. Du tegner et hverdagsbillede fra en svunden tid. Jeg spekulerede lidt over, hvorfor version 1 appellerede mest til og jeg tror ikke, det er fordi den står øverst. Måske handler det om at jeg-fortællingen bliver mere en fortælling om begivenheder, fordi der ikke er særlig meget beskrivelse af de indre oplevelser, men kun de ydre.

Når det er en ydre fortæller bliver der mere spænding (tension) fordi man selv laver billeder af, hvad der sker inde i personerne. :-)

kh
Theodor

Marie sagde ...

Hej Theodor, hvor er du flittig!

Det her er jo en gammel saxo-opgave. Der er mange, der føler sig foranlediget til at vælge. De fleste har foretrukket den første, men der var også nole, der foretrak den anden.

Jeg giver dig ret i din sidste betragtning, generelt. jeg foretrækker selv at der er plads til at jeg selv skaber billeder, når jeg læser. Jeg bryder mig slet ikke om udpenslede historier om følelser. Dem skal fortællingens billeder bringe frem i læseren.

Jeg tror nu også her kan spille det ind, at historien er skrevet i tredie person, og derefter omskrevet til 1. person. Derved mister den nok noget friskhed. Ikke?

Tak for dinengagerede læsning
Kh
Marie