tirsdag den 9. marts 2010

Det er ikke sandt

forfatter: Jens Albers

Jeg kanter mig forbi det hele. Det er ikke så let at komme i seng for tiden. Jeg er ikke fuld - i hvert fald ikke så meget. Månen er fuld, alligevel er den omsværmet af små nysgerrige dunlette skyer. Jeg tror de danser, af og til står de så tæt om den fulde, at jeg ikke kan se den. Men lige nu sender månen en lang sølvfarvet arm ned mod fjorden hen over vandet op ad marken og ind gennem soveværelsesvinduet og lægger sig på min elskedes ryg. Han har taget dynen mellem benene. Han har det ind i mellem meget varmt.

Der er et fortryllende skær over rummet. Jeg bliver stående og ser på dansen i eventyrland. Hvor er det smukt og falskt, jeg spytter på ruden. Hvor er jeg lille og hjælpeløs. Jeg føler jeg skal kaste op. Jeg lægger mig i ske bag den store ryg og den nænsomme sølvhånd, men den sløres af vand i mine øjne.

Hvad nu hvis jeg trykker på knappen nu lige nu?

Tre uger sagde de, højst.

13 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jens!

Hold da op! Jeg sidder og holder vejret! Så meget indhold, smerte, fortryllelse og håbløshed på så få linier.Jeg er bjergtaget!

I starten, hvor alt ånder idyl og eventyr, tænkte jeg, at ja det er lige præcis sådan det er, når månens lyser over landskabet med sit lysende "ikke-lys". Jeg kom til at tænke på den første aften denne smukke vinter, hvor sneen lagde sig og fortryllede landskabet.
Men så vender billedet jo fuldstændigt med kvalmens opdukken. Fortryllelsen og eventyret er jo falskt og håner den,som kun har tre uger tilbage. Jeg kan læse din tekst,som om det kunne være både hpèn og personen i sengen,som har fået givet kun tre uger, men hælder til,at det er HPèn, da vedkommende overvejer at trykke på knappen nu...

Det er bestemt en tekst, som jeg vil huske! Iøvrigt et smukt billede til illustration!
KH Bente

PS. Nu må jeg altså lige høre dig, om du evt. har en bror eller anden familie ved navn Torben? Jeg spørger på grund af dit efternavn!

Leonius sagde ...

Hej Jens,

ja, hvordan kan verden være så smuk, når den er så ubønhørlig ond.
Jeg opfatter den stærke vrede, da hun spytter på ruden over alt det smukke, som jo kun er et glansbilled.
Virkeligheden er en anden.
Meget smukt fortalt, ubehageligt, for man er jo med i rummet, og kan mærke vibrationerne, og føle kvalmen.

Leonius.

theodor sagde ...

Hej Jens,

Stemningsmættet tekst. Det er også et barskt emne du her tager op på en spændende måde.

Jeg bliver nødt til at spørge: Hvad er det for en knap der skal trykkes på?

kh
theodor

JEKEL sagde ...

Kære Jens!

En utrolig god beskrivelse af en stemning, sindsstemning, oprørte følelser. Et nu der er brændt ind i erindringen. Og så på så få linier.
Jeg er fuld af beundring.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Jens,

Jeg er imponeret over, at du kan fortælle så meget på så få linjer.

Jeg får ud af teksten, at det er manden i sengen, der er dødeligt syg, og at din hp et kort øjeblik overvejer medlidenhedsdrab. Jeg forestiller mig, at det foregår på et hospice.

Kh,
Randi

Poly sagde ...

Kære Jens

Så smuk og rå på samme tid. Jeg synes, det var en flot kontrast og billed, du havde skabt med så få ord.

Jeg følte også, det kunne medlidenheds drab, der lå lige om hjørnet, men følelsen over 'endnu' en gang, at mærke nærheden, af den man elskede, var større.

Med hilsner
Poly

Jens Albers sagde ...

Kære alle!

Tak for tilbagemeldinger. Jeg er lidt ude på "et sidespor" i øjeblikket, men forsøger at komme tilbage og besvare Jeres altid spændende tekster.

Jeg forestiller mig: en døende ægtemand i eget hjem. Hans hustru er naturligt nok ulykkelig. Derfor overvejer hun medlidenhedsdrab - eller lad os kalde det "kærlighedsknappen"
Knus Jens

Jens Albers sagde ...

Undskyld Bente!

Jo, min storebror hedder Torben.
Gik du på Risingskolen?
Hilsen Jens

Ragnhild sagde ...

Kære Jens
Det er et meget stærkt og smukt litterært livtag, du tar med døden - præcis som du også gjorde det i din sidste tekst "Dragen".
En fortryllende månenat som omgivelser for det sidste af livets eksistentielle dramaer, døden, er flot sat op. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at både månen og natten jo metaforisk bærer døden i sig. Kærlighedsknappen - sikke et dejligt ord for en barsk og (u)udholdelig mulig kærlighedshandling.
Kærlig hilsen Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jens!

Nej,den Torben Albers,som jeg har kendt, gik i min klasse på Skive Semminarium fra 1978 til 1982. Taler vi mon om den samme Torben?
Jeg er fra Viborg, men boede i Skive i de tre af de fire år, jeg gik på semminariet!

KH Bente

Jens Albers sagde ...

Hej igen Bente!

Hvor pusigt!

Min storebror hedder Torben. Men det er ikke "din" Toben.
(jeg har været lærer på Kroggårdsskolen - nær dig i 31 år, nu efterlønner)

Hilsen Jens

Bente Pedersen sagde ...

Nej nu bliver det da endnu mere sjovt. Lige heroppe på bakken ? Ja jeg har været på Søhusskolen i 22 år, så vi har sikkert mødt hinanden på et tidspunkt! Hvor er det sjovt! Da du nævnte Risingskolen tænkte jeg: " Var der noget, der hed det i Skive? Jeg tænkte slet ikke på Odense."
KH Bente

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Jens
Hvor er det en smuk tekst, du har skrevet.
Jeg opfatter det som en alvorlig syg, der måske skal sige farvel til livet.
Overvejelser om at afslutte det hele.At slippe smerten fri.
MKH. Lisa