fredag den 19. marts 2010

Ja-a, Ja-a, Ja-a.


forfatter og foto: Leonius

Mooar og Ja-a, Ja-a, Ja-a! Det er sætninger vores Beostær ynder at diske op med, når den vil være selskabelig.
Ofte, når vi ser nyheder, og en eller anden politikker står møjsommeligt og forklarede sine bevæggrunde, kan fuglen bryde ind med sit: Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Af en eller anden grund, kan denne sorte fugl, med sit gule næb, som vi kalder Viggo, give vores liv et humoristisk pift, som er uhyre værdigfuldt.
Det er ustandseligt, at denne fugl får os til at blive i godt humør, og det helt uden den kan vide det, for den er naturligvis slet ikke klar over hvad den siger.
Vi har forsøgt at lærer den nogle nye ord, men det lykkedes ikke for os, den vedbliver med kun at kunne de ord, som den har lært som unge.
Vi har vel alle lagt mærke til, at hvis vi starter morgenen på en god måde, ja så smitter det af på hele dagen, og sådan en dag vil altid have gode muligheder for at blive en rigtig positiv dag.
Det er sådan en dag, jeg nu vil fortælle om.
Jeg gik og gjorde mig klar til et vigtigt møde inde i byen, Gustav Winckler var i radioen, han sang ”To hvide liljer og en knækket søjle”, en sang, af Sigfred Pedersen, som bl.a. handler om en soldat, der dør af lungebetændelse, efter et ufrivilligt ophold i et vandhul, langt, langt væk fra krigsskuepladsen.
Han havde lige sunget om Jens’s frygtelige fald ned i vandhullet, da Viggo stille sagde: Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Naturligvis ved Viggo ikke noget om den ironi der ligger i sangen, men hans timing var perfekt.
Hele familien ved morgenbordet skrald-lo, og fik her et overskud, der kunne tappes af, hele resten af dagen.
Jeg blev ladet op med en indre ro, blandet med et humoristisk livssyn, som er godt at have med til et møde, som det jeg skulle til.
Mødet gik faktisk godt, der var dog een deltager, der godt kunne lide at høre sin egen stemme, og som remsede alle mulige skrækscenarier op, og det var her jeg opdagede det.
Jeg tog mig selv i at tænke: Ja-a, Ja-a, Ja-a! (Han hælder vand ud af ørene) eller (Så slemt er det nu heller ikke) eller (Lad os nu i stedet tænke lidt positivt) Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Lidt utroligt, at Viggo, som jo slet ikke var til stede, alligevel sad på min skulder, og øvede indflydelse.
Jeg skulle foretage nogle indkøb for min kone på vej hjem, og blev inviteret på en lille kop kaffe, af en kvindelig sælger i supermarkedet, der så samtidig kunne fortælle mig, at de kaffebønner, den kaffe jeg stod og drak, var brygget af, havde været igennem den helt store tur, ud over, at de kom fra Brasilien.
For at det ikke skulle være løgn, var disse fremragende bønner, også ristet på en yderst speciel måde, som gjorde, at de gode smagsstoffer, blev frigivet til det varme vand, på det rette tidspunkt, i det rette tempo, og i den rette mængde. Metoden, som var ny, udnyttede de fine Brasilianske bønner 38 % bedre, end alle andre metoder.
Jeg fik et lille smil om munden, Jeg vil faktisk sige, at jeg voksne mand, stod og var ved at bryde ud i et ukontrolleret grineanfald. Sælgeren så uforstående på mig, det var faktisk synd, men jeg kunne jo ikke forklarer det.
Det var Viggo. Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Kaffen smagte nu godt, måske fordi jeg egentlig trængte til den, måske fordi den havde været alt det igennem, som sælgeren talte om.
Jeg havde nu opdaget, at Viggo kunne bringe mig i situationer, som endog kunne blive meget ubehagelige. Jeg måtte passe meget på.
Tænk engang, at skulle passe på, ikke at komme til at grine, det må da være en god dag, ikke.
På parkeringspladsen, hvor jeg skulle afleverer indkøbsvognen, var en bilist ved at bakke ud, han så mig først i sidste øjeblik, og bremsede hårdt op. Han rullede vinduet ned, og råbte tydeligt irriteret: ”Kan du ikke se dig for, jeg var jo lige ved at køre dig ned?”
Viggo var der prompte. Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Jeg gav naturligvis manden plads, så han kunne komme ud, men jeg lagde mærke til, at jeg gik og smilede.
Uden Viggo, havde jeg måske opfordret bilisten til at bruge sit bakspejl, hvis han altså havde sådan et.
Medens jeg afleverede min indkøbsvogn, tænkte jeg på Viggo, hvordan han havde det, ja, jeg så ham for mig, i sit bur.
Jeg fik den ide, at jeg ville købe noget lækkert med hjem til ham, og kørte en lille omvej, ned til dyrehandleren.
Jeg skal bruge noget ekstra lækkert til min Beostær, sagde jeg.
Ja, sagde dyrehandleren, det var Niels, ham jeg i sin tid havde købt Viggo af. Jeg har lige fået en speciel blanding hjem, som er møg lækkert, jeg har selv smagt det.
Der var Viggo igen. Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Det er jo det foder, som han plejer at få, nævnte jeg, det skal være et eller andet specielt, som han vil kaste sig over, lige så snart jeg giver ham det.
Ja, sagde Niels, måske skal du prøve nogle af de her levende melorme. Det skulle efter sigende være en lækkerbisken, dem har jeg dog ikke selv smagt.
Hvem har så fortalt dig, at de er en lækkerbisken? Spurgte jeg.
En Beostær naturligvis, sagde Niels.
Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Jeg købte en lille æske af dem, jeg plejer altid at sige, at jeg kender politimesteren, så får jeg 10 %. Niels ved godt, at jeg ikke ved hvem der er politimester, men jeg får procenterne alligevel, og så kørte jeg hjemad.
Jeg kunne naturligvis ikke vente med at give Viggo sin overraskelse, da jeg kom hjem, men jeg kunne ikke lide at røre på de små kryb, der drejede og snoede sig, og min kone nægtede. Jeg fandt en pincet, og gjorde klar.
Mooar sagde Viggo, det gør han altid, når han får mad. Det er derfor, vi er så sikre på, at han ikke er klar over, hvad han siger.
Han huggede ud efter ormen, fik ikke fat i den, den røg ned på bunden af buret, lå der og drejede rundt. Det var tydeligt, at det var interessant for Viggo, han hoppede ned på bunden, kikkede først med det ene øje, og vendte så hovet på skrå den anden vej, og kiggede med det andet øje, og så snup.
Det smagte ham, han var allerede oppe på pinden igen, og sagde Mooar.
Jeg tror han spiste 12-15 stykker, så gad han ikke det længere, og begyndte at rense sine fjer.
Naturligvis kan vi mænd bebrejdes en hel del, og sommetider også med rette.
Min kone var midt i madlavningen, da hun opdagede, at jeg havde glemt at købe stegemargarine, og det selvom det tydeligt havde stået på den seddel, som jeg havde fået med i morges. Hvad skulle hun stille op med mig, når jeg ikke engang kunne få det med hjem, som hun skrev ned til mig.
Ja-a, Ja-a, Ja-a!
Det var ikke mig, det var Viggo, helt ærligt, min kone kiggede undersøgende på mig, og begyndte så gudskelov at grine.
Men hun var i tvivl, hun var ikke sikker på, om det var mig eller Viggo, der havde ytret sig.
Det kunne blive farligt det her.
Jeg kørte ned på tanken, og hentede stegemargarinen.

Leonius.

16 kommentarer:

Robert sagde ...

Hej Leonius
Det er en vidunderlig historie, som man kun kan komme i godt humør af.
Du er en guds benådet fortæller.

Jeg havde en beostær for mange år siden, den havde et enormt ordforråd, men dens glansnummer var at ringe præcist som telefonen, og så sige "Hallo, hallo, ha ha ha" når man stod med røret.

Tak for historien, nu går jeg ud i byen med et forstøret smil på læben.
K.h. Robert

Dorte H sagde ...

Kære Leonius.

Åh, jeg tror da, alle familier skulle have en Viggo - og lære at tage det hele med et gran salt (og en skive stegemargarine).

Den er simpelt hen herlig. Tak for god underholdning!

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære finurlige Leonius!

Tak for et hjerteligt gensyn med din søde og dejlige historie,som jeg har læst på Perfiktion.

Selv om denne tekst generelt er noget længere end vanligt her på bloggen, føler jeg mig underholdt og godt tilpas hele vejen!

Jeg kom til at tænke på Niels Hausgaard, når han tilføjer: " Så deeet!" som afsluttende eller afvæbnende kommentar til dette og hint i tilværelsen!

KH Bente

Leonius sagde ...

Hej Robert,

hvor er det dejligt, at man bliver i godt humør af min historie, og at du går ud med et forstøret smil på læberne, det er jo lige det.
Jeg er meget glad for dine rosende ord, som varmer.


Leonius.

Leonius sagde ...

Hej Dorte,

jeg er virkelig glad for, at du følte dig underholdt, og for de rosende ord. Mange tak.
Ja, kan du forestille dig en beostær på plegehjemmet!
Og naturligvis "en skive stegemargarine" Den sætning må vi kunne bruge i et andet afsnit.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Bente,

pudsigt, lige det ordspil fra Niels Hausgaard, har jeg også bidt mærke i. Måske har han ligget i mit baghovedet og spøgt.
Jeg er glad for at du har følt dig underholdt, og godt tilpas hele vejen, selvom vejen var lang.
Tak for de rosende ord.

Leonius.

Ragnhild sagde ...

Kære Leonius
Jeg har igen været godt underholdt af dig og din beostær. Det er en meget morsom tekst fuld af underfundig humor. Slutningens mistænksomme frue afslutter dog en mulig ubehagelig episode med en forløsende latter. I det hele taget løber latteren som en rød tråd gennem teksten. Denne gang kan jeg slet ikke stå for den med politmesteren. Den bekræfter, at "øgenavnet", som jeg forleden ga dig på Perfiktion passer perfekt!
Den usynlige fugl på din skulder gir dig næsten halv gudestatus (Odin havde jo en ravn på hver skulder) men får mig også til igen at nævne dobbeltgængermotivet! Godt forår til dig alias Viggo.
Kh Ragnhild - som også synes, illustrationen er god.

JEKEL sagde ...

Kære Leonius!

Simpelthen dejlig historie. Jeg sad og kluklo under det meste af min læsning.
Du har for tid og evighed påført mig "Ja-a, ja-a, ja-a". Jeg er sikker på at det vil dukke op tit og også på uheldige tidspunkter, hvor det ikke er opportunt at sidde og smile i skægget. Det er en lille perle du har begået her!

Jeg vil lige påpege et uheldigt tidsskifte i denne sætning i begyndelsen af din historie:

...en eller anden politikker STÅR møjsommeligt og FORKLAREDE sine bevæggrunde, kan fuglen bryde ind med sit: Ja-a, Ja-a, Ja-a!

Og så lige den her:
Det er ustandseligt, at denne....

Her vil jeg foreslå, at du skriver:
"Det sker ustandseligt..."

Men endnu engang: Historien er pragtfuld. Tak for den.

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

Jeg tror, det må være sjovt at være barn/barnebarn hjemme hos dig, når far/bedstefar fortæller historier :)

Det er en usædvanlig og usædvanligt livserfaren fugl.

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Kære Ragnhild,

jeg er meget glad for at du har genlæst denne historie, og også for dine mange roer, naturligvis.
Specielt er jeg glad for du bemærkede den med politimesteren.
Ja den Viggo, han har øvet indflydelse på vores liv, har han.
Jeg ønsker også dig et rigtig godt forår.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

mange tak for alle roserne, dem er jeg meget glad for.
Du har fuldstændig ret i dine rettelser. Nu kan jeg ikke rette dem her, men på min originale historie er det rettet, mange tak for det.
Jeg er faktisk glad for, at du nu har Viggos sætning siddende parat.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Randi,

mange tak for de pæne ord.
Jeg har det som rigtig mange andre fædre, der har dårlig samvittighed over ikke at have været hjemme ret meget medens børnene var små. Jeg håber sandelig de tilgiver mig.
Børnebørne derimod søger jeg naturligvis at være sammen med så meget som muligt, og så tror jeg også de har det skægt.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Ragnhild,

naturligvis takker jeg dig ikke for de mange roer du har givet mig. det er ROSER jeg takker for.
Undskyld.

Leonius.

JEKEL sagde ...

Kære Leonius!

Selvtak!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Leonius

Jeg nyd i fulde drag, din varme og muntre historie om den herlige beostær. Du fortæller så dejlig levende og humørfyld, at jeg måtte læse historien igen, fordi grine musklerne ville have mer!

Med hilsner
Poly

Leonius sagde ...

Kære Poly,

hvor er jeg glad for din positive kommentar, og specielt glad for at du måtte læse historien 2 gange.
Mange tak.

Leonius.