onsdag den 3. marts 2010

Kæledyr


forfatter: Tina Birk

Jeg er, som så mange af mine medmennesker, meget glad for dyr, hvilket har resulteret i en mindre Zoo gennem årene:
Mit allerførste kæledyr kom i kløerne på mig, da jeg var 3 år gammel.
Skæbnen ville, at naboens kat fik killinger, og en lille sort, yndig og sagesløs kat flyttede ind hos os.
Da min viden om katte på dette tidspunkt begrænsede sig til, at de var bløde og ”kunne si’ miav og spinde ligesom sin mor”, blev jeg en anelse skuffe, da jeg erfarede, at en kat er sin egen.
Men nu var den min! Og naturligvis blev den en del af min yndlingsleg: ”far, mor og barn” med bamse som far og mig som mor!
Jeg vidste jo alt, hvad man bør vide, om den leg, så da lille ”Sorte” var barnet, skulle den også lære at sidde pænt på skødet.
Efter en kort men heftig kamp lykkedes det mig at få drejet den arme killing rundt, så den var placeret på halen på mit skød, med alle fire ben strittende i protest og klemt krampagtigt fast af en beslutsom barnearm!
Se, dukkevognen havde den fundet sig i, og også den kyse, der var monteret på hovedet af den, men nu var det ved at være slut med misses tolerance:
Den rev og vred og snoede sig for at komme løs, og resultatet viste sig da også prompte må mine små tykke lår – 4 dybe rifter på hvert!
Min mor har senere fortalt, at hun pludselig hørte små faste og bestemte skridt i entreen, hoveddøren der blev slået op på vid gab og en spæd barnestemme der skreg: Farvel, din satans møgkat!
Hun kiggede ud af køkkenvinduet og så mig stå på toppen af hovedtrappen, men jeg af alle mine kræfter kylede noget sort gennem luften!
Ved sengetid kunne man den aften se mine forældre gå krumbøjet gennem hele Mosegårdsvej, mens de kiggede ind under samtlige hække og brægede: ”Misse, misse – lille misse”! Men lille Sorte havde ikke tænkt sig at komme igen.


Det andet dyr, der trådte (læs kravlede) ind over dørtrinet til mine forældres hjem, var landskildpadden Pontus Pilatus… jeg havde, som seksårig, mit første meget intense møde med folkekirken – min niece blev døbt, og da navnet PONTIUS PILATUS rungede op under kirkehvælvingen i trosbekendelsen, var jeg leveret!
Det var da det feeedeste navn, og det blev prøvesmagt gennem mange dage til mine forældres dybe frustration. Forestil jer en lille seksårig pige iført sjippetov og manglende fortænder, som hele dagen messer Pontuspilatuspontuspilatus mens hun sjipper.
Den gang var der ikke daginstitutioner eller 0-klasse, så min mor var overbevist om, at hvis jeg fik den her landskildpadde, så kunne man måske fjerne min fascination fra den romerske præfekt i Judæa.
På trods af moderlige protester blev Pontus behørigt døbt Pontus med efternavnet Pilatus Svendsen i et glas saftevand ude på badeværelset. Og så hed han dét, Basta!
Jeg elskede min Pontus af hele mit lille pigehjerte, og selvfølgelig skulle Pontus sove i mine arme på trods af, at han absolut ikke var særlig stueren!
Næste morgen kl. halv fem vågnede mine forældre ved et skrig, der gik gennem marv og ben: ”Pontus er løbet hjemmefra!!!”
Man havde glemt at informere mig om, at når en skildpadde sov, trak den ofte hovedet og benene ind i skjoldet, så jeg var overbevist om, at den var draget samme vej som Sorte-missen.
Heldigvis stak Pontus Pilatus Svendsen i samme øjeblik hovedet ud af skjoldet, og det blev et meget glædeligt gensyn.
De næste to uger var vi uadskillelige: Pontus sad bag på bagagebæreren når jeg cyklede, havde indtaget dukkevognen, når jeg spadserede og når jeg legede i haven, luntede han rundt på græsset og fandt sig troligt i at blive flyttet de to meter tilbage, som det lige havde taget ham en time at tilbagelægge.
Men ingen glæde uden sorg, så da jeg en morgen vågnede med rødt udslæt under armene, i ansigtet og på ryggen, samt et par øjne så sammenknebne, at selv en japaner ville være misundelig, måtte vi konstatere, at Pontus gav mig eksem!
Stortudende måtte jeg sige farvel til min bedste ven i denne verden og aflevere ham tilbage til dyrehandlen.

Efter at vores hjem havde været i landesorg i flere uger, bøjede mine hårdtprøvede forældre sig endnu en gang for mit plageri om kæledyr.
Denne gang blev genstanden for min kærlighed, Trille! Trille var en grøn undulat, som viste sig at blive meget tam.
Trille kom flyvende fra sit bur, hver gang den så mig, og havde et ordforråd, der sagde SPAR TO!
Den kunne kalde på min mor, så hun utallige gange rendte forgæves op på mit værelse, den kunne sige ”skal vi ha’ kaffe?” ”kom så drenge!” ”mors lille gøje” osv.osv.
Den elskede at tage bad i sukkerskålen – iført sukker! Og dens yndlingsspise var rugbrød med spegepølse!
Jeg kunne få den til at ligge på ryggen i en cigaræske med et lommetørklæde over, og da man netop havde fundet ud af, at jeg var ufattelig nærsynet og derfor havde fået bevilliget et par meget uklædelige briller med ølbundsglas, hjalp det en del, at min tro følgesvend, Trille, var fast monteret på den ene stang, mens den kærligt kurrede og stirrede ind gennem glasset.
Jeg lignede nærmest en ét-øjet sørøver, med en grøn undulat som klap!
Trille var i mit liv i over 8 år, og døde dagen før jeg kom hjem fra lejrskole.
Da min mor jo vidste, at Trille var mit halve liv, forsøgte hun at erstatte den med en anden, så jeg nok ikke lige opdagede det med det første!
Sagen var desværre bare den, at min mor var farveblind – hvilket hun standhaftigt benægtede, når dette kom på tale – så da jeg, som det første efter min hjemkomst, kiggede ud i buret til min elskede Trille, sad der en blå fugl og gloede tilbage….
Trille den 2. nåede ikke at blive gammel i gårde. Den forlod matriklen ca. et døgn efter, den var landet.

Efterfølgende købte min mor i misforstået venlighed en sort mellempuddel, der kom til at lyde navnet ”Lonni”.
Den var hysterisk og arrig fra første færd, og da jeg netop var trådt ind i teenage-tiden, hvor alt var pinligt, græmmede jeg mig, hver gang jeg blev spottet i kvarteret, mens jeg trak rundt med en galpende og bjæffende sort uldtot, og mine kammerater var ude at lufte deres schæfere eller old english sheepdogs, som var højeste mode på det tidspunkt.
Jeg har heller ikke tal på, hvor mange gange, der er blevet ringet fra bageren eller slagteren, om at vi vist havde glemt lille Lonni på hundekrogen.
Min taktik var nemlig, at hvis nu ham den lækre fra 8’ne kom med sin Sct. Bernhardshund, så blev Lonni let, diskret og elegant hægtet på den nærmeste ledige hundekrog, og jeg kunne stille mig så langt fra den, som muligt. Problemet var bare, at jeg af og til glemte at få kræet med hjem igen.
Det endte selvfølgelig med, at Lonni blev min mors hund, og da jeg flyttede hjemmefra, blev Lonni boende for at mindske tabet af mig.

Jeg havde så en lang periode, hvor jeg var dyreløs, og jeg synes virkelig, der manglende noget, men hvad?
Min kusine bor på landet, og i deres omgangskreds var der en labrador-retriver, som skulle ha’ køkkenhundehvalpe, så Vibeke spurgte mig, om det da ikke lige var noget?
Om det var! Efter hvalpene var arriveret, var jeg på mindst et besøg om ugen, og forelskede mig fra første færd i en lille småfed gul hundepige.
Hun både bed i mig og tissede på mig og så var den alliance beseglet!
Efter mange (uendelig mange, syntes jeg) ugers ventetid, kunne jeg så hjembringe vidunderet, som min vane tro mod kendte personer, blev opkaldt efter vores dronning… altså ikke Margrethe, men Daisi med i i!
Daisi udviklede sig til at blive min symbiose i alt, hvad jeg foretog mig (altså bortset fra at komme med på arbejde).
Når jeg plukkede en pære fra espalieret, gjorde hun det samme – gravede jeg kartofler op … ditto her. Med det resultat, at samtlige kartofler blev høstet på en og samme dag, og måtte foræres væk til glade naboer.
Mine jordbærplanter udviste hun stor interesse for, og kan den dag i dag med kendermine udsøge sig det største og mest modne bær i hele bedet og delikatere sig med det, som hendes mor egentligt havde gået og udset sig og tålmodigt ventet på, skulle blive modent.
Nu skulle man jo tro, at hun er eminent til at efterårsgrave, siden hun var så god til det med kartoflerne, men nej – her stopper festen! Det er som om, hun siger til sig selv: her er der ingen belønning, så jeg kan nøjes med at assistere ved at overvåge.
Og det bliver der sandelig gjort: Så snart jeg løfter spaden til hug, ligger der en stor gul hund med logrende hale og store brune indsmigrende øjne og kigger op på mig … i mit gravefelt!
Så fjerner jeg hende venligt og bestemt, og med det straks er hun der igen!
Efter at ha’ henholdsvis båret og slæbt 35 kg. labrador-retriver ud af højbedet i en times tid, må jeg bide i det sure æble og lukke symbiosen inde, mens jeg arbejder.
I et køkken er hun også fantastisk. Hun ligger nok så pænt med hovedet på poterne og iagttager mig tålmodigt, men jeg kokkererer.
Skulle der falde en lille krumme på gulvet, er hun der straks – min egen lille pedalspand – og hun er ikke kræsen: alt ryger ned, lige fra salat, pølser og rejer til sorte oliven og løgringe… det ku’ jo være, det ku’ spises!
Noget af det bedste hun ved, er at ”liste” op på min solvogn om sommeren og lægge sig til rette på ryggen mellem mine ben og med hovedet på min mave, så bikinien er opgivet, for maven får alligevel aldrig sol. Her kan hun sagtens blive liggende i timevis, så jeg må ofre min dyre solcreme til 5 kr. pr dråbe på at smøre hendes næse og mave, så festfrikadellen ikke bliver solskoldet!
De tre eneste ting, hun ikke gør, er at sove i min seng, sidde med til bords og gå med tøj, ellers tror hun, at hun er et menneske.
For at få hende ud af den forestilling, investerede jeg her i september i en kattekilling, så hun havde selskab – altså i form af et 4-benet væsen.

Så nu bor Louie her også!
Louie er en ½ år gammel stribet hankat, og han og Daisi lever som hund og kat i ordets bedste forstand. De sover sammen og spiser sammen, og når jeg går tur med hunden, følger han nok så fint med.
Vi har bare et lille problem - jeg tror, han er i identitetskrise!
Det bedste han ved, er vand! En dag kiggede jeg ud i haven, og så Louie spæne gennem en kæmpe vandpyt for fulde gardiner… og han blev ved!
Nu kan jeg ikke benytte toilettet, uden han skal være med! Han største fornøjelse er at se vandet hvirvle rundt, når der bliver trukket ud, og hvis han mangler underholdning, kan jeg høre ham gå ovenpå og trække ud selv!

Forleden, da jeg tog et fodbad, kom han forbi, stoppede op og kiggede nysgerrigt ned i baljen. Så begyndte han at småtjatte lidt i baljen, først med den ene pote og så med den anden – og pludselig to fanden ved ham! Det endte med, at han hang i armhulerne over baljen og nærmest padlede, mens vandet stod om ørene på os. Men så blev hele stuegulvet da vasket – der er ikke noget, der ikke er godt for noget.

I går tog jeg så et glas vand med ind til computeren, og det kunne han ikke stå for. Han dyppede den ene pote i glasset, trak den op og nærmest vinkede med den… mens den anden blev stukket ned i vandet.
Det lignede nærmest et springvand iført kat, og resultatet er, at tastaturet har ligget til tørre på et viskestykke i nat.
……Måske tror han, at han er en guldfisk??

9 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Tina!
Først og fremmest velkommen til! Jeg håber,at du får lige så stor glæde og fornøjelse af Skrivebloggen som jeg.
Dernæst vil jeg sige tak for en dejlig velfortalt tekst om dine dyrevenner gennem tiderne. Det var helt befriende at læse en længere tekst, hvor jeg hele vejen igennem smilende kunne mærke din store kærlighed til dyr.
Smilet flækkede så ind imellem til et grin, når du i teksten skruer ekstra op for den humor,som gennemsyrer det hele.
Jeg har også lært et nyt udtryk: køkkenhundehvalpe...Hvad i alverden er det?
Jeg faldt specielt over udtrykket festfrikadelle som et nyt herligt udtryk.
KH Bente

Poly sagde ...

Kære Tina

Dejlig indlevnede fortælling, som konstant fik smile båndende på arbejde. Og tak for at dele en perle af en dyre fortælling.

Hilsner Poly

Bente Pedersen sagde ...

Hej igen Tina!
Efter at jeg havde læst din tekst, kom jeg til at tænke på, hvor i alverden udtrykket at sige sparto til noget stammer fra....
Jeg fandt frem til,at det ligger i, at spar to er et kort med meget høj værdi i kortspillet l´hombre. Så fandt jeg da ud af det!
Din lille vandglade Louie er flere gange i løbet af dagen vendt tilbage til mig og har fremkaldt store smil!
KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Tina,

Først og fremmest velkommen som skrivende medlem på bloggen. Jeg glæder mig til at lære dig at kende.

Jeg kan godt lide din tekst, som er både varm, hyggelig og humoristisk.

Jeg kunne også godt lide at vide, hvad en køkkenhundehvalp er?

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Hej Tina,

også jeg vil ønske dig velkommen her på blokken.
Allerførst vil jeg lige fortælle, at jeg er en ældre herre, som absolut ingen kompetence har til at vurderer hvad andre skriver, jeg har ingen uddannelse i retning af at komme med kvalificeret kritik.
Jeg er bare en almindelig læser af din tekst, og det er ud fra det jeg læser og forstår, jeg kommenterer.
Jeg syntes din historie var meget lang.
Det forekom mig, at den lille pige, der fik introduceret dyr i sin barndom, var meget volsomme mod dem, og ikke burde have haft dyr nummer to, en skildpade, som blev taget med ud og cykle, og køre i dukkevogn.
Du har nogle gode sætninger omkring Pontius Pilatus, men ellers er der ikke noget i din historie, der giver mig noget nyt.

De bedste hilsner.

Leonius.

Dorte H sagde ...

Hej Tina.

Tillykke med din debut på Skrive-bloggen!

Jeg synes, den er godt skrevet og fuld af humor. Og selvfølgelig har Leonius ret i, at den er lang, men man skal jo lige finde ud af, hvilken længde der passer til udgivelse på en blog.

Mvh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Kære Tina,

Lige inden jeg faldt i søvn i nat, kom jeg til at tænke på din historie. Det slog mig, at det kunne være sjovt at læse den i fiktionsform. Faktisk ville den egne sig fint som februar-opgave, tror jeg. Ikke med produktnavne men med katte- og hunderacer :)

Kh,
Randi

JEKEL sagde ...

Kære Tina!

Jeg vil da også indlede med at byde dig velkommen.

Det er en sjov og underholdende erindringshistorie om dine kæledyr gennem tiden du har skrevet. Jeg smilede bredt flere gange. Jeg har en ide om "køkkenhundehvalpe" er. Noget med at de får lov til at komme til verden i køkkenet så godt som de og deres mor kan gøre det?
Festfrikkadellen er indlemmet i mit vokabularium - skønt ord!

Længden er der kommenteret på. Jeg er delvis enig. Men jeg ved at det kan være svært at stoppe når man først er kommet igang.

Kærlig hilsen

Jørn E.

theodor sagde ...

Hej Tina,

Velkommen til. En fortælling som snildt kunne give afsæt til nogle sjove historier (har du her lavet)

[Vi skal beklage den omvendte ordstilling]

Jeg grinede højt et par gange undervejs. Billedet af den katten, der bliver kylet ud og så forelskelsen i navnet Pontius er sjove.

Nu skal jeg ikke lade andre høre for længden af indlæg, men prøv evt . at vælge én vinkel til historien. Blog-mediet lægger op til at finde essensen og få den præsenteret på en overskuelig plads.

kh
theodor