søndag den 14. marts 2010

Lortejob

Foto: Marianne Kelter foran København Brandvæsens stige S11 ca 1950.

forfatter og foto: Jørn E.

Min mor var ansat på Københavns hovedbrandstation. Det var jo ret fedt for en lille dreng. Dengang arbejdede man også om lørdagen og af og til fik jeg lov til at komme med mor på arbejde. Lørdag var brandbils-vaskedag. Jeg fik lov til at hjælpe til. Det var her jeg fik min brandmandsven.

Brandmand Steensen. Et dejligt menneske, som tog den lille dreng med storm. Han satte mig op på førersædet af den store stige kaldet ”Lillebæltsbroen” den første gang vi mødtes. Om det var stigens længde, eller om det var fordi stigens konstruktion mindede om Lillebæltsbroens,som havde givet den navn, ved jeg ikke. Det var jo næsten som at komme i himlen, at sidde der oppe og skue ud over den enorme røde køler. Førerhuset lugtede af benzin og læder og en lille smule af røg. Steensen sagde, at jeg gerne måtte prøve udrykningshornet. Det kunne han sagtens sige, for dengang var udrykningshornet nemlig håndbetjent og lignede mest af alt en cykelpumpe af gulvmodellen, der stak skråt op foran passagersædet. Jeg kunne ikke rokke det. Steensen grinede og sprang op og tog mig på skødet og hjalp mig. Lyden var som engletrompeter i mine ører!
Vi var venner.

Det førte til, at alle de lørdage, hvor Steensen var på vagt, var jeg med mor på arbejde. Venskabet blev cementeret.

Steensen fortalte mig historier fra sin hverdag. Han tog det hele med. Nogle gange ville nogen måske mene at han skulle have censureret indholdet lidt af hensyn til sin tilhører. Men jeg frydede mig. Jeg følte mig som hans jævnbyrdige kammerat.

Særligt en historie brændte sig fast i min erindring. Ikke at den var specielt dramatisk. Men den var bisar. Desuden var den også et eksempel på, at brandmandens hverdag ikke altid er så glorværdig, som små drenge går og drømmer om.

Her er historien. Steensen fortæller:

”Vi var kaldt ud til en skorstensbrand i Victoriagade (på det dengang endnu mere mørke Vesterbro. (forfatterkommentar)). Det var et farligt svineri. Alle folk ud af huset. Ind i alle lejlighederne for at åbne skorstenslemmen, så vi kunne lokalisere arnestedet for branden og ved hjælp at stigevognen (Lillebæltsbroen) også en mand op og føre en stor stålkost ned gennem piben for at løsne skaller af noget der mindede om trækul. Det var det materiale der gik ild i. Det skete gerne når der blev fyret kraftigt i de fleste af opgangens kakkelovne og temperaturen i skorstenen blev særligt høj.

En lejlighed på 3. sal kunne vi ikke komme ind i. Der blev ikke lukket op, selvom vi bankede voldsomt på døren. Vi kunne se, at der sivede røg ud over døren. Vi tog vores røgdykkermasker på. Et enkelt velrettet hug med brandøksen nærmest flækkede døren på langs. Da vi kom indenfor blev vi mødt af en ubeskrivelig stank, som fik maveregionen til at reagere, selv hos mig, som har oplevet lidt af hvert. Det var ikke røg. Nej, der stank rent ud sagt af rådden lort. I stuen ud mod gaden sad en, mildt sagt, overvægtig ældre kvinde og gispede efter vejret. Hendes ansigt var gråt af møj og røg. Den smule hår der var tilbage på hovedet strittede, som børsterne på en opvaskebørste der burde været smidt ud for meget længe siden Den indsunkne mund afslørede, at der ikke var mange tænder at gøre godt med. Man kunne se lusene imellem den sparsomme hårvækst. Kjolen hun havde på lignede nærmest fluepapir. Vi fik hurtigt lukket nogle vinduer op for at få røgen ud og frisk luft ind.

Det stod hurtigt klart, at det ville være umuligt, at evakuere damen ad trappen, så der var kun en mulighed, vi måtte have hende ud gennem vinduet. Det betød, at vi måtte sætte stigen til. En af kollegerne kom ind i stuen, efter en rekognoscering i lejligheden. Han var nærmest grøn i hovedet. Han vinkede ad mig. 'Kom lige og se her' sagde han. Vi kom ind i et mindre rum. Det var tydeligvis arnestedet for stanken. Halvdelen af rummet var fyldt op med små avispapirspakker. Nederst i bunken sivede en tyktflydende gulbrun væske frem. Pakkerne var simpelthen damens afføring fra guderne må vide hvor lang tid. På grund af sin størrelse og vægt kunne hum ikke komme ned til gårdtoiletterne og havde måttet ty til denne ”løsning”. Mens jeg stod og stirrede lamslået på dette rædselsfulde vidnesbyrd om fuldstændig fattigdom, ensomhed og fornedrelse, brækkede min kollega sig. Ikke at det bidrog væsentligt til svineriet.

For at få konen ned ad stigen måtte vi først fjerne hele vinduesrammen. Det var ikke det værste. Det var at få hende ned. Løsningen blev, at hun skulle have en sele på, som der kunne hæftes til et tov med en kraftig karabinhage til på ryggen. Noget der lignede et overdimensioneret øsken blev boret ne i gulvet hvor der var en bærende bjælke. Hertil blev tovet, der var forsynet med en talje, fastgjort.

Under alt dette, havde konen siddet og lyttet og betragtet os med rædslen malet i ansigtet, mens hun udstødte lyde, der mest af alt mindede om en angst pattegris. Jeg prøvede at forklare hende, hvad der skulle ske. Det gjorde hende endnu mere panisk, og hun skreg: ”Nej, nej. Jeg gør de ikke, jeg gør det ikke”. Det endte med at vi måtte have fat i en læge, som gav hende et ordentligt skud af et eller andet beroligende. Hun faldt sammen som en strandet vandmand.

Efter at have sikret tovet og taljen, tog fire mand fat i selen. To på hver side. Jeg var uddannet til at arbejde på stigen og skulle derfor styre konen på vejen ned. Jeg stod parat til at tage imod på stigen. Da mine kolleger havde fået hende op i halvsiddende stilling i vinduesåbningen, blev hendes ben arrangeret hen over mine skuldre, med mit ansigt lige op i ….ja, jeg ved egentlig ikke rigtig hvad, for jeg havde forudseende påført mig min røgdykkermaske, for at sikre mig frisk luft under nedstigningen.

Mens folkene oppe i lejligheden koncentrerede sig om at holde konen udstrakt på stigens rækværk, som hun skulle glide ned ad, bevægede jeg mig ganske langsomt nedad med kvindens enorme, klistrede lår, omkring mine ører. Det eneste jeg hørte under denne mit livs længste tur ned ad stigen var ”flof-flof”.

Steensen kiggede på mig og smilede lidt undskyldende, som om han var kommet i tanker om, at det måske ikke lige var underholdning for en lille dreng på seks år. Men jeg var dybt fascineret – og taknemlig for at få hans fortrolighed.

Steensen blev dræbt ved den store Holmenkatastrofe i 1951.
Det var mit livs første store sorg.

----------------------------------------

For de som måske ikke kender til Holmenkatastrofen, er der her et link til en nærmere beskrivelse af Københavns Brandvæsens største katastrofe.

Jørn E./8. februar 2010

16 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn
Det er en rigtig dejlig - og gruopvækkende - erindringshistorie, du fortæller. Det er også en fin beskrivelse af et barn-voksen venskab. Først tænkte jeg ,da jeg så billedet, hvordan kan det være et lortejob at være ansat ved Københavns brandvæsen. Men fortællingen i fortællingen bekræfter jo til fulde, at netop den episode var et rigtigt uhyggeligt lortejob. Hvor var naboerne, de offentlige myndigheder, familien (hvis der da var nogen) sygekasselægen (det hed det vist dengang)eller et eller andet medmenneske. Det er det fravær, der er det forfærdelige grusomme i din beretning. Sikke et fornedrende liv, den kvinde har levet. Selv om kvinden kan ha været "en prøvelse" for andre er der ingen undskyldning for, at ingen har handlet, før Steensen blev kaldt ud til en gemen skorstensbrand og pludselig befinder sig midt i et lortejob.
Trods grove svigt er det dejligt at læse din erindring. Den 6-årige purk har hørt godt efter og lagret fortællingen i sin hukommelse.
Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Jeg kan godt forstå, du satte så stor pris på venskabet med Steensen. Det må være stort for en lille dreng at blive behandlet som en af gutterne af en voksen mand. Og sikke historier Steensen kunne fortælle.

Jeg forestiller mig, at du er en Steensen som voksenven ;)

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Det er da en Fantastisk fortælling. Jeg kan da så godt forstå,at den må have brændt sig ind på nethinden hos den lille dreng, der var dig.
Den er fyldt med detaljer og meget sansemættet, og i den forbindelse synes jeg, at du meget fint får det vist i stedet for sagt direkte.
Bare det billede, som du maner frem af hende via din beskrivelse er jo noget, man ikke sådan glemmer. Et stakkels sølle menneske i nød.
Desværre kan vi jo ikke bare ryste det af os med et "Nå, det var jo dengang!", for din tekst fik et billede frem i mig fra en dokumentar om distrikts-psykiatrien, hvor der var nutidige scenarier a la det, du får vist. Det er så trist,at det kan finde sted!
Jeg synes, at du skal se, om der ikke er et eller sted, hvor man har et slags historisk arkiv/ museum for Brandvæsnet,for din historie fortjener da at komme ud i en større kreds end her på Skrivebloggen!
KH Bente

JEKEL sagde ...

Kære Ragnhild!

Nej for min mor var det afgjort ikke noget lortejob. Hun sluttede sin karriere med at holde 40 års jubilæum.

Historien er "drama dokumentarisk" sådan at forstå, at den er et mix af mine erindringer og hvad min mor og Steensen har fortalt gennem en periode og så knyttet sammen i historien. Du har ganske ret i, at det er lidt tankevækkende, at lignende tragedier faktisk er dagligdag også i vores tid.
Tak for din meget reflekterende og inspirerende kommentar.

Kærlig hilse

Jørn E.

JEKEL sagde ...

Kære Randi!

Tak for din kommentar. Jeg opfatter det som en meget stor kompliment, at du forstiller dig, mig som en Steensen som Børneven. Ja, det var skønt, at være en af "gutterne".

Kærlig hilsen

Jørn E.

JEKEL sagde ...

Kære Bente!
Som sædvanlig har du læst og reflekteret meget indgående. Tak for det. Ja, din sammenligning med distikstpsykriatrien er rammende. Endnu et samfundssvigt kamoufleret som initiativ og fremskridt - trist.
Jeg er selvfølgelig også meget glad for, at du synes at historien fortjener en videre udbredelse. Jeg vil prøve, at finde ud af om der er et sådant forum. Tak skal du ha'.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Leonius sagde ...

Hej Jørn,

en rigtig godt fortalt historie, hvor der, mellem de socialpolitiske budskaber også var plads til humoren.
Naturligvis ønskede man at sige, at det var dengang, men det er jo pinligt aktuelt.

Leonius.

Jens Albers sagde ...

Hej Jørn!

Puha! har man lyst til at sige, men som andre har sagt: kun på grund af den stakkels kvinde, der blev så groft svigtet.
Flot fortalt og medrivende fortælling - endnu en gang overhaler virkeligheden fantasien.
Skal vi ikke gå ud og gøre noget for en eller anden i dag.
(enkelte slåfejl)
Tak for "oplevelsen) brandgodt.
Vh. Jens

JEKEL sagde ...

Kære Leonius!

Tak for din kommentar, jeg sætter pris på de ting du fremhæver. Virkeligheden og erindringen er en god inspirator.

Kærlig hilsen

Jørn E.

JEKEL sagde ...

Kære Jens!

Du har ganske ret. Virkeligheden kan være overraskende og dramatisk.

Med hensyn til at gøre noget for et andet menneske, er jeg så enig, så enig.

Tak for din kommentar.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Jeg fik gåsehud, da jeg læste din historie. Den var både spændende og tragisk-komisk. Du må have tænkt uroligt meget på 'oplevelsen' gennem livet, når du kan genfortælle det hele så levende og barsk!

Med hilsner
Poly

JEKEL sagde ...

Kære Poly!

Hjertelig tak for din dejlige kommentar.

Historien her er en mix af hvad jeg selv kan huske, hvad min mor fortalte og endelig et stænk fiktion. Med andre ord det jeg fortæller er ikke "den skinbarlige sandhed" men et tidsbillede, en følelsesmæssig rejse tilbage til barndommen. Du kan også kalde det en inspirationskilde jfr. lørdagsdebatten. Egentlig tror jeg, at det ind imellem kan være en fordel at ha' et lille stykke af en "lystløgner" i sig, når man skriver en historie.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Sikken en fantastisk, medrivende historie! Det betyder ikke spor, at du har sat dit eget præg på historien, for det kræver ofte lidt redigering at gøre en virkelig historie rigtig spændende.

Jeg har kun lige to små indvendinger: for det første skriver du ´fedt´ i første linje, og det siger vi selvfølgelig i dag, men det forstyrrer lidt min oplevelse af din gamle historie. For det andet var det måske et lortejob, men for mig yder den grimme titel slet ikke din tekst retfærdighed.

Kh Dorte.

JEKEL sagde ...

Kære Dorte!

Jeg er rigtig glad for din kommentar. Det er jeg fordi du bemærker anvendelsen af ordet "fedt", for det var faktisk en vending jeg overvejede af de grunde du nævner. Men jeg tænkte, at jeg skriver i nutiden, så jeg syntes at jeg godt kunne bruge et nutidigt sprogbrug. Men jeg er faktisk enig med dig her.
"Lortejob" bruger jeg som en slags chokvirkning, som en opmærksomhedsfanger. Altså bevidst. Men jeg er glad for at du hæfter dig ved det.
Tak for, at du i din travlhed har givet dig tid til at reflektere over min tekst.

Kærlig hilsen

Jørn E.

theodor sagde ...

Hej Jørn,

En historie som jeg bare fløj igennem - selvom jeg kan læse på kommentarerne at det er en sammenblanding af både fiktion og erindringer, så er der noget fascinerende og engagerende ved fortællinger som har deres forankring i erindringer. Det er som om det udover det rent litterærer bliver ekstra spændende at fortælle, fordi det giver et spejl til vores nutid.

Anyways - rigtig fin fortælling :-)
Theodor

JEKEL sagde ...

Kære Theodor!

Mange tak for de pæne ord. Du har helt ret m.h.t. det med at flette selvoplevede ting ind i en historie, det benytter jeg mig ofte af.

Kærlig hilsen

Jørn E.