tirsdag den 16. marts 2010


Tredje og sidste del af Randis Adam Jarnum-saga.

forfatter: Randi Abel.

Det var en ubestemmelig lyd, som havde vækket Adam Jarnum.

Hånden på hans bryst lignede en gople i en rede af tang. ”Hvem i helvede…?” Så huskede han. Evas svulmende bryster som bølgede op og ned, da han slog op med hende og fyrede hende som sin sekretær, fordi Ina havde opdaget affæren. Ina som ved middagsbordet insisterede på, at han skulle underskrive separationspapirerne. Ildrageren og Inas fugleagtige ansigt stivnet i en grotesk grimasse. Fru Hansen som kom tidligt tilbage på sin ugentlige fridag. Adams dilemma: Skulle fru Hansen ekspederes til de evige jagtmarker sammen med Ina, eller skulle han i stedet aflede hendes opmærksomhed fra spisestuen?

Der gik en gysen gennem Adam ved tanken om fru Hansens uformelige krop under hans og hendes skingre ”Ja, Jarnum! Ja!”

Der var lyden igen. I månens svage skær så han grus glide ned ad vinduesruden. Adam kantede sig ud under goplen og fru Hansens lår, som havde lagt sig tilrette på hans underliv. Han kunne først ikke se noget derude i mørket, men pludselig dukkede en skygge frem fra den gamle eg. Carmen, naboens au pair!

Adam lukkede forsigtigt døren til soveværelset bag sig og småløb ned ad den brede trappe til hall’en.

”¿Carmen, qué estás haciendo aquí?”

Carmens bryster mindede om to hundehvalpe, som blev sluppet løs, da hun hev sweateren op over hovedet. De legesyge hvalpe pressede ham baglæns hen imod konsolbordet. Adam mærkede jadeelefantens stødtand i ryggen, da hun trak hans hoved ned.

Et skrig flængede luften. Carmen sprang til siden, snublede og faldt på halen på den håndknyttede, persiske løber. Fru Hansen stod midt i hallen. Hendes plumpe ansigt havde samme kulør som den forvaskede, hvide frottébadekåbe, hun havde forsøgt at dække sin krop med. Hun skreg igen.

Ina! Den blodige Ildrager! Havde hun set…? Adam rakte hånden bagud og greb elefanten i snablen.

”Jarnum, hvad har du dog gjort,” hvinede fru Hansen. ”Hvordan kunne du lukke den spanske tøjte ind, når du og jeg…”

19 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Han ligger, som han har redt, den kære Jarnum, ja han gør!

Jeg gætter og håber på,at Fru Hansen får det sidste ord i den sag!

Også i dag fornøjede du mig med dejligt sprog. Dagens favorit sætning må blive:
"Hånden på hans bryst lignede en gople i en rede af tang" Først tænkte jeg,at en krabbe ville være et bedre valg, men nej det fremhæver jo netop hans fornemmelse af hendes blævrende og uformelige krop!

Dit billede af de legesyge "hundehvalpe- bryster" fik mig straks til at tænke på min barndoms oplevelse af " Babs og Nutte" med Dirch Passer og Judy Gringer. Min 12 år ældre søster havde den på single, og jeg elskede, når jeg kunne overtale hende til at sætte den på den lille rejsegrammofon. I en alder af 5 - 6 år var det noget af det sjoveste og frækkeste, som jeg vidste. Jeg kan stadig høre hendes kælne stemme, og den tossede doktor, der blev mere og mere perpleks!

KH Bente

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Jeg husker jo historien fra Saxo, men jeg har alligevel nydt gensynet med dine pragtfulde kvindeportrætter! Humor og personkarakteristik er nogle af dine rigtig stærke sider!

Jeg tror nok, jeg allerede har været der på Saxo, men jeg kan stadig ikke lide grus der glider ned ad en lodret rude. (Ha, så fandt jeg da en enkelt bagatel at drille dig med ;D)

Kh Dorte.

Marie sagde ...

Kære Randi

En kynisk mand denne Adam, som bærer sin kones navn.
Sikke en redelighed han har rodet sig ud i.
Jeg kan godt lide den rolle, som de prestigefyldte, kostbare ting spiller i historien. Den håndknyttede persiske løber, elefanten o.s.v. Tingene er alle i spil i handlingen, samtidig med, at de tegner personerne og miljøet.

Desværre kan jeg ikke spansk, hvad mon Carmen siger?

Måske kunne jeg godt have tænkt mig en enkelt sympatisk person i historien.

Kh
Marie

Leonius sagde ...

Hej Randi,

den bliver da mere og mere spændende, og der kommer flere potentielle dødsofre på banen.
Rigtig godt skrevet, og uhyre medrivende.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Hvor sjovt, at du tænkte på Babs og Nutte. Det gjorde jeg faktisk også, da jeg havde skrevet det :D

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Jeg tror, det er den originale version af historien, jeg er kommet til at sende til dig, for jeg mener bestemt, jeg ændrede det med grus på vinduet, da SAXO forløbet var slut. Desværre har mine filer det med at multiplicere sig :( Kan vi ikke sige, der er tale om et skråvindue?

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Marie,

Det er heller ikke meget spansk, jeg kan, men Adam spørger såmænd bare Carmen, hvad hun laver dér.

Jeg har faktisk ikke tænkt på, at hele slænget er usympatisk, og at der burde være et venligt menneske med. Af en eller anden grund blev det bare sådan ;)

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

Tak skal du have :)

Kh,
Randi

Poly sagde ...

Kære Randi

Jeg synes du er enormt beskrivende i din ’Adam Jarnum-saga’ fortælling. Mens jeg læser, løber det kold ned af min rygsøjle! Sikken dog en grovfilen fyr, du fortæller om. Og så er der jo lige den der med, 'lige børn leger bedst'! Jeg må da også lige nævne, Adams grove og hensynsløse opførsel i de luksusøse omgivelser inklusive detailderne mht. hans sexsuselle drift er flotte kontraster du har flettet sammen,- koste hvad det vil! Meget dramatisk og farverigt fortalt.

Med hilsner
Poly

Robert sagde ...

Kære Randi
Det er en nydelse igen at læse den Jarnum'ske lidelseshistorie.
Jeg er vild med humoren, det er nogle herlige billeder som farer over skærmen her. Tak.
K.h. Robert

Ragnhild sagde ...

Kære Randi
Jeg har også fulgt med i Jarnums brogede historie.
Velskrevet? Ingen tvivl om det. Humoristisk? Ej heller nogen tvivl her. Indholdsmæssigt relevant? Ja, tja bum bum - for nu at citere en gammel replik af Niels Helveg. Jeg ved godt, at tekster ikke behøver at ha relevans, men den her blev alligevel indholdsmæssigt lidt for vidtløftig for mig. Hellere skrive det end ikke at lægge en kommentar :-), ikke?
Kh Ragnhild

theodor sagde ...

Hej Randi,

Jeg ka' altså ikke se, hvorfor alle er ude efter Adam?! Han er da bare en stakkels fyr fanget mellem en overvældende mængde kvinder, som bare må have ham. Og ja, selvfølgelig kommer han til at ramme Ina med ilddrageren, men det er jo hvad der sker i ethvert godt ægteskab. Jeg synes ikke du behøver lede efter en sympatisk person ;-)

kh
Theodor

Randi Abel sagde ...

Kære Poly,

Jeg er glad for, du kan lide mit drama :)

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Robert,

Jeg er rigtig glad for, du kan lide min form for humor, og at du nød gensynet :)

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Ragnhild,

Jeg ville være ked af ikke at få en kommentar med på vejen fra dig, bare fordi du synes, historien ikke har meget at byde på indholdsmæssigt. Jeg er helt enig -den er gakket og totalt meningsløs :D

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Theodor,

Jeg tror nu heller ikke, jeg brygger videre på historien ;)

Kh,
Randi

Ragnhild sagde ...

..... :-) :-)

JEKEL sagde ...

Kære Randi!

Sjov, grotesk, velskrevet historie (gælder trilogien som helhed).
Man må be' til, at der ikke er alt for mange Jarnum'er, for så ville kriminalpolitiet da være på konstant overarbejde. Jeg elsker din beskrivelse af fru Hansen. Denne Jarnum må være utroligt potent, hvis hun har kunnet få ham op at stå. For mig lyder hun komplet "uspiselig" jfr. Soya.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Fru Hansen har i overkanten til både gården og gaden, men hun er en knag i køkkenet og med kost og spand. Og hvad gør man ikke for at slippe for indlogering på hotel gitterly ;)

Kh,
Randi