onsdag den 17. marts 2010

Under overfladen

forfatter og foto: Theodor Klostergaard

Jeg tager en dyb indånding og dykker ned under overfladen. Jeg er nødt til at finde den dør. Ovenover mig har de tændt et lille lys i vandoverfladen for at bruge ilten hurtigere. De har valgt.

Der er noget lyksaligt ved at overgive sig til det uundgåelige. Jeg ser deres afklarede ansigter for mig - de ser på hinanden, og på det lys, den flamme, der bringer dem hurtigere mod afslutningen.

Det trækker i mig efter at give op. At lade mig stige op til overfladen og ind i fællesskabet igen. At slippe den angst som følger mig nedad. Jeg forbander den gud, som tvinger mig væk fra trygheden. Men min gud kræver den usikre død frem for den dødelige sikkerhed. Og jeg må dybere.

Rummet skal have en dør, selvom alt er vendt på hovedet. Hele huset er vendt på hovedet. Lyset fra overfladen skinner ikke kraftigt nok til at kunne hjælpe mig her. Jeg finder en væg eller et loft og begynder at følge den i den ene retning. Billeder af døren som ligger i den modsatte retning, billeder af døren som er låst, billeder af mig selv der hiver og slider for at overvinde vandets tryk og hive døren åben. Lyden af mig selv, der skriger bobler af liv ud i frustration. Det er som om, jeg kan høre lydene inde i mit hoved med hele min krop. Desperationen omslutter mig tættere end vandet, og mine indre dæmoner fosser op fra mørket.

Og så

Døren lå i denne retning, den var ikke låst, jeg kan godt åbne den. Jeg svømmer igennem uden at vide, om der er luft på den anden side. Det er kulsort og min retningssans er fuldstændig nytteløs. Min krop bliver mere og mere febrilsk. Arme og ben arbejder som besat. Min brystkasse prøver at trække vand ind, men min mund er lukket. Mit hoved rykker i spasmer fra side til side, og lydene fra min hals fortæller mig, at det er tæt på. Snart vil min mund åbne sig for at lukke luften ud. Og for at fylde lungerne. Det bliver lysnende sort indeni -

Luft! Jeg bryder brølende igennem. Mine lunger, der før tiggede om vand, blusser brændende op, hver gang jeg trækker vejret. Jeg går hulkende i brand. Flyder tømt og fyldt i overfladen

17 kommentarer:

Poly sagde ...

Kære Theodor

Jeg prøver at undgå kommentering først, men jeg måtte lige gøre det, efter det stærke indtryk din fortælling gav mig.

Utroligt indlevende. Ja, jeg holdt næsten vejret medens jeg læste. Å nej, klarer han det nu! Gad vide om du var ved at drukne engang! Jeg fik associationer om en person, der var røget igennem issen. Men det kunne jo også være undertrykkende følelser, der bare måtte ud!

Jeg blev hel fascineret over sætningerne: 'Lyden af mig selv, der skriger bobler af liv ud i frustration', 'Det bliver lysnende sort indeni' og 'Jeg går hulkende i brand'.

Når jeg læser så imponerende en tekst (og andres), føler jeg mig som en grønært, der vokser alt for langsomt!

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Hej Theodor
Den er stærk, den her. Og god. Sidder tilbage åndeløs som Poly efter læsning. Er du dykker? Indlevelsen må jo komme et sted fra! Jeg faldt undervejs i læsningen for præcis de sammen sætninger som Poly. Det modsætningsfyldte i afslutningen: "Flyder tømt og fyldt i overfladen" efterlader mig med et stort spørgsmål om, hvad der egentlig sker.
Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Theodor!

Meget spændende tekst og dejligt foto til! Du laver sådan nogle flotte eksperimenterende billeder!

I første afsnit formår du virkelig i løbet af 2½ linie at skabe et hav af billeder og mulige scenarier for mig. Jeg skifter mellem at være sikker i min formodning og vakle.

For hvem tænder et lys i overfladen for at opbruge ilten med vilje! Jeg kommer til at tænke på polarfarende, der ved at de skal dø og er afklarede med det!

Og hvor er vi? Dykkere ja! Men hvor? Fanget i en labyrint i et stort vrag? Nej et hus, vendt på hovedet. Min hjerne vrider sig!

Og midt i alle disse tanker følger vi hpéns kamp for at klare det. Fantastiske beskrivelser, der vidner om stor erfaring eller indlevelse hos forfatteren.

Der er så mange flotte beskrivelser, at det er svært at vælge ud. Jeg faldt umiddelbart for:
"Desperationen omslutter mig tættere end vandet, og mine indre dæmoner fosser op fra mørket"
og " det bliver lysnende sort indeni" og "Jeg går hulkende i brand. Flyder tømt og fyldt i overfladen"

KH Bente

Dorte H sagde ...

Kære Theodor.

Det er så flot og så stærkt, at man nærmest efterlades åndeløst!

Andre har nævnt deres yndlingssætning, og der er mange gode, men min er helt klart "Det bliver lysnende sort indeni". Men nu kan jeg også godt lide paradokser :D

Kh Dorte.

theodor sagde ...

Hej alle,

Tak for de dejlige kommentarer. Jeg faldt desværre i søvn på sofaen, da børnene var puttede i går, så jeg nåede slet ikke forbi skrivebloggen :-(. Jeg er ellers bagud på at læse tekster, så nu satser jeg på at kunne nå det i aften i stedet for.

kh theodor

Jens Albers sagde ...

Hej Theodor!
,
Det må du aldrig gøre mere. Jeg kunne ikke få vejret, mens jeg læste. det er så let at leve sig ind i din tekst. Meget meget fint, super godt.

Hilsen Jens

theodor sagde ...

Hej Poly,

Tak for din ros:-) Jeg synes også selv, teksten lykkes okay. Hvis jeg sammenlignede mig med andre, ville jeg nok ikke skrive et ord mere, for der findes næsten overvældende mange gode skribenter. Så jeg prøver at sammenligne med, hvordan jeg skrev i går, for en måned siden, for år tilbage og så kan jeg se at det går fremad.

Med et smil,
theodor

theodor sagde ...

Hej Ragnhild,

Nøh... jeg er ikke dykker (slet ikke efter denne her). Indlevelsen kommer af... at lukke øjnene, leve mig ind i det og så prøve at få det ned på skrift. Og så lytte til kritik fra mine forfattervenner ;-)

Jeg kan godt beskrive hvad der bogstaveligt sker handlingsmæssigt, men fortolkninger vil jeg ikke vove mig ud i. Jeg opfatter det lidt som et billede malet med ord.

kh theodor

theodor sagde ...

Hej Bente,

Tak for ordene. Teksten udspringer af et indre billede af en gruppe mennesker, som flyder rundt om et stearinlys. Herfra fik den eget liv og jeg fulgte med.

Jeg er glad for din kommentar om billedet. Jeg er ikke grafiker, men elsker at lege med billeder og det her passer faktisk godt til teksten - men det kender du jo ;-)

Hvis jeg skulle vove mig ud i noget fortolkning alliwel, handler det for mig om at forlade det trygge, bevæge sig igennem angsten og (måske) komme ud på den anden side. Men vi må ikke lade være med at prøve, hvor fristende det end måtte være.

kh
theodor

theodor sagde ...

Hej Dorte,

Tak for rosen - hvis man kan tale om at finde sin forfatterstemme, tror jeg min ligger heromkring. Ihvertfald, når det lykkes ;-)

kh
Theodor

theodor sagde ...

Hej Jens,

hehe. Ud fra kommentarerne må jeg hellere se om ikke jeg kan gøre noget lignende en anden gang. Interessant slutter denne her jo på en måde lykkeligt, men det er alligvel følelserne undervejs, som læseren sidder tilbage. Udfordringen kunne være at skrive noget som efterlader læseren med mere af den befrielse som antydes til sidst.

kh
theodor

Marie sagde ...

Hej Theodor

Der er noget med dig og de der døre ...

Døren ud i en anden dimension, ikke?

Kh
Marie

Leonius sagde ...

Hej Theodor,

en dejlig tekst, som for mig henviser til den ukuelige optimisme vi alle burde være i besidelse af.
Der er altid en løsning, somme tider må man "dykke" dybt for at finde den.
Jeg læser, at hp løsriver sig fra trivialiteten for at søge indhold og visioner, og når sit mål.
En god velskrevet historie.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Theodor,

Jeg er en dårlig læser, som oftest misser en evt. symbolik, så den smyger jeg mig uden om.

Hvis du ikke har været dykker eller på anden måde været i fare under havunderfladen, kan jeg kun sige, at du har en helt ubeskrivelig indlevelsesevne.

Kh,
Randi

JEKEL sagde ...

Kære Theodor!

Du skaber en fantastisk stemning med din klaustrofobiske historie. Flot valg af billede forresten. Jeg fik trykken for brystet og måtte tage en dyb indånding. Du beskriver den viljestyrke der kræves for ikke at give efter for trangen til at trække vejret eminent.
For mig virker historien mareridtsagtig med huset (?) der vender på hovedet og de låste døre. I drømmeverdenen blandes alt muligt jo sammen. Jeg er enormt nysgerrig efter at vide hvad der faktisk sker i dette drømmeunivers. Hvad er symbolikken og hvad er pointen?

Kærlig hilsen

Jørn E.

Robert sagde ...

Hej Theodor
Det er en tekst som går ind og rammer dybt, meget sansende. Det er rigtig flot skrevet.
Og det skønt jeg ikke fatter hvad hulen der forgår. Jeg har læst den flere gange, men det med lyset, og ilten, og "de har valgt" og huset der er vendt på hovedet, jeg tænker på et surrealistisk maleri.
Kh Robert

theodor sagde ...

Hej Marie,

Jeg tænkte nøjagtig det samme, da jeg havde skrevet den: Specielle huse og døre. Der er noget med mig og døre... Jeg tror, det både er døre ind og døre ud.

Hej Leonius,

Hvor er jeg glad for at du læser teksten på den måde. Det fanger meget godt essensen i den, synes jeg.

Hej Randi,

Jeg skal tilstå, at jeg synes det er nemmere at skrive end at læse symbolske tekster. Jeg sigter som regel efter at teksten skal give læseren noget, selvom han/hun ikke ser noget symbolsk i den.

Og altså, jeg holdt vejret, så lang tid jeg kunne, da jeg skrev teksten. Men dykker er jeg ikke ;-)

Hej Jørn,

Tak for kommentaren til billedet. Jeg købte på et tidspunkt et grafikprogram, som kunne give en mere organisk streg, men nu har jeg vist smidt licenskoden væk. Det var ellers spændende at arbejde med.

Angående symbolikken, så tror jeg faktisk at jeg vil henvise til Leonius kommentar ovenfor. På den ene side har jeg som ophavsmand en vis fortrinsret til at lægge en tolkning nedover teksten og på den anden side sidder læseren tilbage med det sidste ord.

For mig handler det om at turde give sig i kast med en mareridtsagtig farlig kamp for ikke at lade sig lokke af middelmådigheden og angst for hvad man kan finde på bunden af sig selv. Og hp ender jo med at komme igennem til frisk luft; dermed ender det for mig med at være en meget optimistisk tekst.

Hej Robert,

Tak for ordene. Det er faktisk også skrevet ud fra nogle indre billeder med dertil hørende stemninger. Hvis jeg var maler, ville jeg nok sætte mig på skulderne af Dalí og så kæmpe indædt for at ramme staffeliet derfra ;-)


Tak for alle kommentarer og pæne ord. Det ikke bare varmer, men motiverer.

kh
Theodor