fredag den 30. april 2010

Kære alle!

Jeg vil gerne udtrykke min store tak for, at være en del af dette interessefællesskab.
Men jeg vil ikke i den kommende tid være i stand til at være så aktiv, som jeg selv synes jeg bør være.

Derfor gør jeg opmærksom på, at jeg ikke vil være særlig synlig i en rum tid.

Jeg vil forsøge fortsat at læse tekster, så klø på ;-)

Knus til Jer.

Jens

Her bor jeg

Forfatter og foto: Poly

Her bor jeg
i havnebyens fold
million udsigten skues
i klarsyn for enhver

Her bor jeg
og boltre havets lyst
delfinen med mig dele
derud i bølgen dyst

Her bor jeg
med sandets flugt forbi
igen en krebs mig kneb
med løb i hast den sneg

Her bor jeg
hvor solen steger hedt
kangaroo kæmper sejt
med boksershorts vel ej

Her bor jeg
med flotte fugles snak
udfolder vingen ej
før mæthed fanger mig

Her bor jeg
og alt det gror i hast
når frugten bærer lyst
i troperegn den nøst

Her bor jeg
med paradiset have
ihu et slange bid
i blomsterbedet gave

torsdag den 29. april 2010

Bryllup med Murphy

forfatter og foto: Jørn E

Det var en lørdag i begyndelsen af juni. Dagens tredje bryllup, kl. 15.30, skulle vise sig at blive uforglemmeligt.

Som sædvanligt ankom mange af gæsterne i meget god tid og der var munter og hyggelig snakken og pludren foran kirken. Kl. 15.10 ca. ankom gommen sammen med sin forlover. Som kordegn gik jeg hen og hilste på de nyankomne og spurgte om der var ringe der skulle udveksles. Det var der, og jeg tog dem i min varetægt, så de kunne ligge klar ved knæfaldet ved selve ceremonien.
Omkring fem minutter inden vi skulle starte, gik jeg rundt og opfordrede gæsterne til at tage plads inde i kirken.

Gommen blev ude i våbenhuset, for det var aftalt, at parret skulle følges ad op ad kirkegulvet, d.v.s. at der var ikke en far eller anden person der skulle føre bruden op. 'Tror du hun kommer' spurgte forloveren, i et meget dårligt forsøg på at være morsom, da klokken var blevet fem minutter over halv. Gommen var rød i kammen og sagde ingenting. Forloveren bevægede sig op mod sin plads ved siden af knæfaldet. Så kom brudens lillesøster ud til os. 'Var det ikke meningen, at onkel Erik skulle hente Sanne og Rie?' (bruden og brudepigen) spurgte hun. Det vidste gommen ikke noget om. 'Men det er jeg ret sikker på. Men han sidder jo derinde'. Stemningen begyndte at blive lettere anspændt. Klokken var blevet et kvarter i fire. Jeg foreslog at lillesøster gik ind og bad onkel Erik følge med hende ud i våbenhuset.

Et kort øjeblik efter var onkel Erik, en nydelig herre i tresserne, hos os. Han så voldsomt brødebetynget ud. 'Jeg mener at hun sagde, at det ville de selv ordne, fordi de ville bestille en vogn i god tid, så de ikke kom for sent. Jeg blev senere klar over, at onkel Erik ikke var specielt kendt for at overholde aftalte tider. Desuden var han lidt distræt og glemsom. Han havde også glemt, at bruden havde bedt ham komme alligevel, fordi det var meget dyrt at hyre sådan en bil. Han syntes dog – meget rimeligt – at det var underligt, at Sanne ikke havde ringet til nogen, f.eks. lillesøster Mia. Lillesøster greb resolut ned i tasken efter mobilen. En opringning til Sanne gav imidlertid ikke noget resultat. Klokken var blevet fem minutter i fire.

'Jeg kører hjem til Sanne og ser hvad der er sket' fastslog onkel Erik. 'Hvor langt væk bor Sanne' spurgte jeg forsigtigt. 'Sådan ca. ti minutter i bil' oplyste Mia. Jeg kunne så regne ud, at hvis alt gik glat, hvilket det efter al sandsynlighed ikke ville, kunne brud og -pige tidligst være ved kirken omkring kl. 16.30. På det tidspunkt skulle pastor Frederiksen forrette en vielse i nabokirken i provstiet. Det her begyndte at ligne en katastrofe.

På grund af den lange ventetid og vel også fordi han forventede en melding fra mig, var pastor Frederiksen trukket ud i præsteværelset, som ligger bag alteret. Jeg undskyldte mig, og mens onkel Erik gjorde sig klar til at køre, bevægede jeg mig med standens ro og værdighed op ad kirkegulvet, for at orientere pastor Frederiksen. Hjernen kørte på højtryk.

Pastor Frederiksen så op på mig med et ansigtsudtryk som jeg forestillede mig var omtrent det udtryk en bøddel har i ansigtet lige inden han trækker i snoren til lemmen under en der skal hænges.
'Sig mig, hvad foregår der' ville han vide. Jeg forklarede situationen. 'Hvad har De tænkt Dem at gøre' (der manglede bare ”unge marnd”) for at nedladenheden skulle være fuldkommen. Jeg foreslog, at pastoren kørte over til nabokirken og forrettede vielsen derovre. Så måtte brudepar og følge i vores kirke vente på, at han kom tilbage. Med et let formildet udtryk i ansigtet accepterede han forslaget, rejste sig, tog frakke på og forlod kirken af bagindgangen, med en bemærkning til mig, om at jeg måtte klare situationen her. 'Tak for kaffe' tænkte jeg.

Tilbage i kirkerummet følte jeg alles øjne rettet mod mig. Den almindelige mumlen afløstes af fuldstændig stilhed. Jeg meddelte følget situationen og bad dem have forståelse for præstens beslutning. Samtidig gjorde jeg et diskret tegn op til organisten, som sammen med de tre korsangere også skulle deltage i det andet bryllup.

Forståelse var det nu så som så med. En kropdue a la Mrs. Hyachint rejste sig fra kirkebænken ca. halvvejs ned i kirkerummet og spurgte med en høj og skinger stemme, som var lidt upassende i en kirke 'Hvad så med maden'. Jeg svarede så roligt og professionelt jeg kunne, at nu havde man jo tid til at kontakte de involverede og så håbede jeg man fandt en løsning. Mrs. Hyachint, som viste sig at være brudens moster Ella, fnyste og kom med en bemærkning om at det da var utroligt hvad man måtte finde sig i. I mit stille sind måtte jeg give hende ret!

En mobiltelefon begyndte at ringe. Der udbrød straks en blanding af latter og hysterisk fnisen. Ringetonen var nemlig ”Ach du lieber Augustin”. Jeg må indrømme, at jeg også havde svært ved at holde lattermusklerne i ro. 'Jeg kan ikke se at det her er morsomt' brusede moster Ella, hvilket bare virkede som benzin på latterbålet. Moster sank med en opgivende håndbevægelse sammen på sin plads på kirkebænken. Vores allestedsnærværende kvindelige kirketjener havde fundet rullevognen, som normalt bruges til alterbægrer frem og udstyret med en stor kande vand og glas gik hun ned langs kirkebænkene og tilbød ”noget at drikke” som en anden togstewardesse.

Jeg hastede ud i våbenhuset i håb om en positiv udvikling i sagen. Men nej! Onkel Erik var ikke kommet tilbage. Mia prøvede igen at ringe til Sanne, med der var bare telefonsvarer på. Klokken var nu blevet et kvarter i fem! Jeg takkede, ganske uformelt, Vorherre for at pastoren var taget afsted.

Mrs. Hyac... moster Ella dukkede op i våbenhuset. Hun forlangte højrøstet at blive orienteret om situationen. Som om det ville ændre noget. 'Jamen gør dog noget' forlangte Ella og rettede skytset mod mig. 'Der er ganske sikkert en enkel forklaring....' begyndte jeg. Det var der. Den kom lidt senere. For i det øjeblik trådte, først brudepigen og i hendes kølvand bruden ind i våbenhuset, lettere derangeret og rød i kammen. Make-up'en bar præg af en hastig reparation.

En blanding af lettelse og forvirring bredte sig i ”generalstaben” i våbenhuset. Gæster som havde været ude for at ryge, sivede ind og blev stående i håb om at få deres nysgerrighed stillet, så der var efterhånden ganske ”crowded” i det forholdsvis lille rum. Mens gommen efter bedste evne trøstede sin brud, fik jeg gennet de øvrige gæster ind i kirken igen.

Nu var kirketjeneren ved min side. Vi aftalte, at hun sammen med brudepigen skulle få rettet op på stadsen og få bruden til at se så dejlig ud som muligt.

Mens det foregik, søgte jeg lidt oplysninger om hvad der egentlig var foregået. Brudepigen var en gæv pige, sygeplejerske med ben i næsen. Så da transporten var udeblevet havde hun ringet til en veninde hvis far havde en stor Mercedes i håbet om, at de kunne hjælpe. Det kunne de, og de var rykket ud så hurtigt de kunne. Det viste sig senere, at onkel Erik havde passeret den store Mercedes ganske kort fra bruden bopæl. Men hvorfor havde bruden ikke taget sin telefon? I Skynding og panik havde hun simpelthen glemt den på toiletbordet - slukket.

Men hvor var nu onkel Erik? Da, han ikke havde fundet bruden på bopælen, var han vendt om. Men han var ikke nået langt. Han kørte tør for benzin! Onkel Erik havde altid afskyet mobiltelefoner og havde desårsag ikke en sådan. Men resolut havde han taget sin reservedunk og begivet sig afsted mod nærmeste tankstation. Men som bekendt er der ”længere til Roskilde end på cykel” så det havde taget ham et kvarters tid at nå frem til tanken. Han ville ringe til bruden fra tanken, men kunne ikke huske nummeret. Så tilbage til bilen. Nu var klokken tyve minutter over fem.

I mellemtiden var bruden blevet shinet op og faldet lidt til ro og det begyndte at se ud som om der kunne blive et bryllup. Endnu bedre blev det da organisten og korsangerne kom tilbage. De var imidlertid lidt mopsede på grund af overtid. Men et løfte om dobbelt betaling formildede sindene.
Pastoren var ligeledes kommet tilbage igen. Så det så ud til at vi var lige ved at ”køre”.

Dette var altså bare nogenlunde samtidig med at onkel Erik var ved at hælde benzin på bilen, ca. et kvarters kørsel fra kirken.

Jeg foreslog efter godt fem minutters venten (det føltes som mindst en time) at vi begyndte. Så kunne onkel Erik sive ind når han kom, lige straks. Men nej! Bruden ville under ingen omstændigheder starte ceremonien før onkel Erik var tilbage.

For mit indre blik så jeg pastor Frederiksen sidde i præsteværelset og tromme huller i skrivebordet og langt fra ligne den velsignende myndighed der – forhåbentligt snart – skulle smede de unge i hymens lænker.

Klokken tyve minutter i seks ankom en slukøret, forvirret og svedig onkel Erik. Det var dog en stærkt formildede omstændighed for ham, at bruden var ankommet. Han blev lempet ind i kirkerummet.

Her var han på plads klokken kvarter i seks. Jeg ringede jeg på klokken til organisten, som signal til at han kunne begynde at spille brudeparret ind, og dermed også pastoren ud af sin hule. Jeg kiggede brudeparret over skuldrene for at se hvordan pastoren så ud i ansigtet. Bortset fra at han var lidt mere rød i hovedet end normalt, havde han det sædvanlige milde og forsonlige udtryk i ansigtet som han altid havde, når han optrådte professionelt.

Ud fra devisen om at en dårlig generalprøve giver en god premiere, vil jeg mene, at det unge par havde alle forudsætninger for at ”leve lykkeligt til deres dages ende”.

Om de fik varmemad ved jeg ikke.


Jørn E/17.januar 2010 Alle rettigheder forbeholdes. Eftertryk kun efter aftale.

P.S.: Hvis nogen skulle være i tvivl om hvem ham Murphy i overskriften er, så er det ham med loven om at ”alt hvad der kan gå galt, går galt”.

onsdag den 28. april 2010

April-opgave: Føljeton 9

Undervejs trak han et krøllet kort op fra læderjakkens lomme, hvorefter han på formfuldendt engelsk bag visiret spurgte:

"Excuse me. We are looking for the Danish Ministry of Culture, but we seem to be just a wee bit lost!" Han lavede en undskyldende grimasse. "I'm sorry, I forgot to ask…do you speak English?" Louise nikkede, og han fortsatte: "The address is Nybrogade, and I was so sure we were on the right track, but..."

Hans kammerater på motorcyklerne bag ham grinede i kor.

"He couldn't find his way in his own underpants if you ask me," sagde én af dem, mens han blinkede forsorent til Louise, men da han så, at hun rødmede ved tanken om deres underbenklæder og hvad der mon var i dem, undskyldte han straks.

Varmen steg igen i Louises krop. Samme varme, som hun havde mærket, da hun mødte Klaus tidligere. Hvor var de nogle søde fyre. Havde hendes mor ret? Var hun bare en promiskuøs tøs, der ville kaste sig over den første den bedste, nu hvor hun ikke havde Mor til at passe på sig? Hun skubbede tanken fra sig. Det var ligegyldigt, hvad Mor tænkte; nu var det ligegyldigt. Resolut vendte hun sig mod Klaus.

"Jeg viser dem vej."

Hun smilede til motorcykelfyren, der nu havde taget hjelmen af. Uden den lignede han til forveksling Daniel Craig. Var det Daniel Craig? Med et sug i maven steg hun op bag på motorcyklen.

"I'll show you."

tirsdag den 27. april 2010

April-opgave: Pitstop

Hej alle,

Det går ikke bare udover stok, men også sten med denne føljeton. Herligt at se, hvordan I hver især går op i det og drejer fortællingen ad nye veje. Som man vil have fornemmet, vil der være nogle af sporene som ikke bliver taget op og måske vil vi hver især opleve uoverenstemmelser alt efter, hvad man har lagt mærke til i de foregående afsnit. Men det er småting, og jeg synes, det er en sjov måde at udveksle skrivning på.

Jeg har lige to spørgsmål her:
1. Hvem vil være med i anden runde, hvor vi sigter efter at slutte historien af?
2. Næste opgave kommer til at handle om hvordan man opbygger gode figurer - er der andre forslag til øvelser?

// Theodor

OPDATERING (liste af skribenter til sidste runde)
Jørn
Leonius
Randi
Poly
Theodor

mandag den 26. april 2010

April-opgave: Føljeton 8


Kriminalkommissær Madsen rømmede sig, og alle rundt om bordet tav næsten øjeblikkeligt. "Ja I ved jo givetvis, hvorfor der er indkaldt til ekstraordinært møde. Men lige for at resumere, så drejer det sig jo om den nu eftersøgte Louise Hansen. Hun har været forsvundet fra afd. P, det lukkede afsnit, i Alkøbing siden i tirsdags. Da det kan være vitalt i forbindelse med den videre efterforskning af sagen vedrørende hendes mor og dennes samlevende, har jeg indbudt chefpsykiater overlæge dr. med. Ivar Buhl til at komme og skitsere problematikken i forhold til Louise Hansen for os. Jeg siger hermed velkommen. Ordet er dit!" Madsen kiggede over på Ivar Buhl, der tilsyneladende studerede dokumentmappens indhold. "Ja, værsgo, ordet er dit!", gentog Madsen denne gang pinligt højt. Buhl rystede lettere forstyrret det påtrængende billede af den blonde unge pige fra toget af sig. "Nej, han huskede nok forkert!", sagde han til sig selv, rettede på brillerne og begyndte: "Louise Hansen er en gammel bekendt..."

Klaus holdt ind ved Q8. Mon ikke han kunne være heldig at finde en frossen pizza og måske noget Carte D’Or til at hygge med bagefter. Han havde kun en vag forestilling om, hvordan tingene skulle forme sig, når de kom hjem. Der var ikke mange erfaringer at tage af, men Louises faste tag om ham på knallerten, fyldte ham med nyvunden selvtillid. "Vil du med ind og vælge hvilken is, vi skal have til dessert?" Han vendte sig mod Louise og lagde frisk en hånd på hendes skulder.

Louise stod og stirrede mod de store sorte bogstaver på Ekstra Bladets spiseseddel, der hang på døren. Hjertet lavede en forlæns salto og helt automatisk røg den ene hånd ned i bukselommen for at tjekke, om pillerne stadig var der. Den anden hånd fløj op og mærkede på parykken. Alt sad, som det skulle.

Alligevel gav det et ryk i Louise, da Klaus’ hånd rørte hendes skulder, og hun stivnede. Hun hadede, når nogen kom uventet bagfra og lagde klamme hænder på hende. "Øh, hvad?". Hun måtte forhindre, at han fik øje på spisesedlen, så hun pegede hektisk over mod en bil ved den ene benzinstander. "Nææhhh, men se lige den hvide Alfa Romeo, der holder dér. Er det ikke en model 1.4 Multi Air Turbo?" Klaus tabte underkæben. Lignede mest af alt en forkølet mongol. Bare vent til de andre hørte det på værkstedet i morgen! En pige, der åbenbart delte hans egen altopslugende passion for kongen over dem alle. Alfa-bilen! Han havde lyst til at hoppe, som da han var lille, for at få al den glade energi ud af kroppen.

Drønet fra tre store kværnes udstødning, der i det samme kørte ind på tanken og bremsede lige ved siden af Louise og Klaus, fik ham dog på andre tanker. En fyr, bred som en mejetærsker, fik straks øje på Louise og kom hen imod dem.

søndag den 25. april 2010

April-opgave: Føljeton 7


"Jeg tror ikke på dig mere mor. Du lover hver eneste gang, at nu er det slut, men næste dag er du jo fuld igen". Louise holdt krampagtigt fast i Klaus. Hun ænsede ikke omgivelserne. "Hvad så, når Poul kommer hjem i dag eller i morgen eller – du ved det jo godt" … hun tav, tårerne pressede sig på. "Jeg vil ikke mere". Det sidste blev sagt meget lavt og meget langsomt.

Hendes mor nåede hende på toppen af trappen. "Slip mig!" Skreg hun og skubbede til sin mor. Moren rullede ned ad trappen og knaldede hovedet ind i hjørnet på kommoden. I håb om, at man ikke ville finde moderen alt for hurtigt, slæbte Louise hende ud på badeværelset, og lod hende ligge der.

For hendes skyld kunne de fortsætte deres nethandel, men det blev uden hende.

"Kom nu Louise!". Klaus hev i hende. "Sæt dig op!" De stod ved en knallert og Klaus pegede på sædet bag ham. De drønede af sted. I få øjeblikke tænkte Louise ikke tilbage. Den lune forårsvind, de mange dufte fra blomster, de lysegrønne træer og buske, hviskede tankerne bort. Hun strammede sit greb om maven på Klaus og rykkede tættede på. Hun lagde hovedet ind mod hans ryg.

Uden at tænke over det rakte Klaus sin venstre arm i vejret og skreg.

I hans hoved var heller ikke plads til en eneste tanke. Men varmen bredte sig med lynets hast i kroppen på ham. En gang ville han vide, at dette var det lykkeligste øjeblik i hans liv.

På politistationen kiggede alle nysgerrigt på den længe ventede og ulastelig klædte herre, der trådte ind ad døren.

lørdag den 24. april 2010

Debat-lørdag: at skabe personer

Er dine personer todimensionelle papdukker, eller har de liv og personlighed?

Hvordan skaber man som forfatter troværdige og overbevisende personer, som får læserne til at vende side efter side, fordi de brænder efter at læse mere?

Et morsomt eksempel fra TV-seriens verden er Matador, hvor mange af personerne var så livagtige, at mange seere beskyldte Lise Nørgaard for at have udleveret deres gamle tante Agathe mm.

Et råd fra Saxo forfatterskole:
Lav en liste over din persons egenskaber, gode som dårlige.
Hvad er personens største frygt, største ønske? Skriv alt hvad du kan ned om personen.


Et råd fra Theodor (introduktion til at skrive føljeton):
”Man bygger (respektfuldt) videre på eksisterende materiale. ”

Her tænker Theodor naturligvis på den forfatter, som skal fortsætte andres historie, men det gælder jo også, når man skriver en længere historie eller en roman selv. Hvis Maude er nervøs og uselvstændig i første afsnit, kan det ikke nytte noget at lade hende chokere borgerskabet ved at drikke tæt og ryge cigarer i næste afsnit.

Med en gennemgående figur kan tillade sig langsomt at tegne personligheden, men hvis man kun skal bruge Lærer Andersen i nogle få afsnit, må man straks gøre ham tvær, urimelig og påholdende. Eller man etablerer fru murermester Jessens grovæderi med nogle hurtige strøg: ”det er ikke fordi jeg har lyst, men jeg trænger.”

Med gennemgående figurer vil læseren (seeren) forvente, at personen udvikler sig i flere retninger med tiden. Så efter mere end ti år i Korsbæk kan sarte Maude vokse op og lære af de kriser, hun kommer ud for i livet, indtil hun er i stand til at starte grisehandlerens bil for at køre en forfulgt jøde i sikkerhed.

Generelle råd:
De fleste læsere foretrækker at læse om interessante, aktive personer. Især hovedpersonerne i et længere værk må være nuancerede mennesker, som ikke er sort-hvide skabeloner, men besidder en troværdig blanding af gode og dårlige sider. I det store og hele opfatter vi vel Hans Christian Varnæs som en dygtig bankdirektør og en solid familieforsørger, men han roder sig alligevel ud i en affære med sin beundrende unge bankassistent.

Og i kommentarfeltet her under er der masser af plads til dine gode råd og erfaringer om at skabe og udvikle personer:

fredag den 23. april 2010

April-opgave: Føljeton 6


En mand i nålestribet jakkesæt, med en stor tung sort mappe i hånden, gik forbi dem i kupeen, det var tydeligt at han også skulle af her.
Der var noget ved den mand, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Louise, de havde i et splitsekund øjenkontakt, Louise kunne se hans knivskarpe øjne, der blev forstørret gennem de tykke glas i hans kraftige briller. Det var som om han afkodede hendes dårlige samvittighed, som om han vidste besked.
Louise slog det ud af hovedet, hvordan kunne en vildt fremmed mand overhovedet kende til hende.

Klaus havde rejst sig, og gjorde tegn til, at de skulle af.
Louise lod ham stå, medens hun kiggede ud af vinduet, for at se, om politibilen stadig var der.
Hvad skulle hun gøre, skulle hun droppe Klaus, og bare lade ham stå af alene, han passede ellers perfekt ind i hendes reviderede planer.

Klaus begyndte at tvivle, var det allerede forbi, havde hun fortrudt?
Havde hun bare lavet fis med ham?
Han kunne ikke forstå at hun ikke rejste sig.
Hvorfor sagde hun ikke noget?

Betjenten der før sad inde i bilen var nu kommet ud, og de begge hilste høfligt på manden fra kupeen. Den ene betjent lukkede skyndsomt døren op til bagsædet, manden smed sin mappe ind og fulgte selv efter.
Louise rejste sig, lagde en arm om livet på Klaus, og sagde kælent, skal vi se at komme af, jeg glæder mig sådan til at se hvordan du bor.

torsdag den 22. april 2010

April-opgave: Føljeton 5

Louise rejste sig og satte sig i stedet på sædet overfor, ved siden af Klaus. Hun vendte sig om mod ham og lagde sin hånd på hans. Han stivnede ved berøringen, men han trak ikke hånden til sig.

”Du er den sødeste fyr, jeg har mødt!” Det var i hvert fald ikke løgn. Under normale omstændigheder ville Louise have forladt kupéen, da Klaus trådte ind, men hun frygtede, at den blonde paryk og de blå kontaktlinser ikke var nok til at skjule hendes identitet. Alle, som kendte Louise og hendes mor, ville forsværge, at hun var sammen med en mand, så han var det perfekte skalkeskjul.

Nu var Klaus lige så rød i hovedet som... Louise gøs. Hun forsøgte at mane billedet væk af mors uformelige krop, som lå livløs på gulvet, og striben af blod, som deltes og samledes igen, inden den dryppede ned i afløbets sorte dyb. Endnu en gysen løb gennem hende.

”Fryser du?” Klaus skævede til hende. ”Du må godt låne min jakke.” Tænk, at dagen, der var begyndt så dårligt, havde udviklet sig på denne måde. Han kunne næsten ikke vente med at præsentere Louise for vennerne. De havde aldrig troet på ham, når han fortalte om sine scoringer, og det med rette. Nu ville han få oprejsning for alle ydmygelserne.

Toget satte farten ned og rullede ind på perronen. Louise kastede et blik på uret, som hang på stationsbygningen. Hun regnede ikke med, at mor var blevet fundet endnu. Alligevel spærrede hun øjnene op i rædsel, da hun fik øje på politibilen, som holdt på parkeringspladsen. Betjenten, som stod og hang over den åbne bildør, vendte sig mod åbningen og bøjede sig forover, som for at sige noget til kollegaen inde i bilen. Havde han set hende?

onsdag den 21. april 2010

April-opgave: Føljeton 4



Mens varmen i kroppen bredte sig på en måde, der for Louise var ukendt
og overraskende, slog tanken hende, at hun havde efterladt sin
generthed og hæmmethed sammen med moderen. ”Det er helt symbolsk”
tænkte hun og besluttede i samme sekund, at Klaus skulle være
hendes skytsengel. Hendes vejviser i den nye store by. Hendes guide
her på tærsklen til et nyt liv. Måske var hendes tanker lidt mere
banale end som så, men essensen af dem indbød til at vise Klaus en
absolut tillid.

”Jeg har ikke noget sted at bo, må jeg bo hos dig, indtil jeg finder
en lejlighed?”. Hun blev selv nærmest lammet af sin bramfrihed og var
lige ved at trække i land, da Klaus faldt over ordene ”Gerne,
naturligvis, gerne, må du, deet ...”

Der opstod en akavet tavshed mellem dem. Klaus mærkede sine røde
kinder, sit plaster i panden og var pludselig meget bevidst om hans
beskidte kanvas-bukser og at han ikke var nået i bad i morges.
Tavsheden blev mere og mere udtalt, indtil Louise atter overraskede
sig selv.

tirsdag den 20. april 2010

Marts-opgave: Vandet lukker sig

forfatter og foto: Jens Albers

Vandet lukker sig
solen rammer koøjet
alt bliver sort


Smagen er bitter
som en snaps en gammel mand
hør fuglen synger

mandag den 19. april 2010

April-opgave: Føljeton 3


"Åh, det er ikke så slemt som det ser ud til," svarede Klaus og prøvede at lyde helt nonchalant. Selvom han kunne mærke, han blev rød i hoved og sveden begyndte at pible frem, sendte han hende et genert smil.

"Jeg er lige begyndt på en ny arbejdsplads og stødte hovedet." Gud, hvor lød det åndssvagt, men det var for sent, ordene var røget ud.
Hun smilede forstående til ham og sagde at hun var også begyndt på noget nyt, så de var i samme båd. Hun forsatte med at fortælle ham, at hun var på vej til byen for at finde et sted at bo, og så skulle hun bagefter ud for at lede efter et job. Pludselig tav Louise, da hun blev helt forskrækket over, hun sad her og fortalte en fremmed om hendes planer. Hvad ville Mor dog tænke. Nej, Mor var her ikke og igen følte hun trodsigheden boble op til overfladen.
Med en nyfødt gnist af mod, vendte hun igen hovedet imod den unge mand, og sagde med et lidt udfordrende smil: "Jeg hedder Louise, og hvad hedder du så?"
Hun kunne slet ikke forstå sig selv. Og hvorfor slog hendes hjerte så hurtigt og ydermere sendte varme vibrerende fornemmelser rundt i hendes krop.

søndag den 18. april 2010

April-opgave: Føljeton 2


Klaus vidste egentlig ikke rigtig, hvorfor han var gået ind i kupeen, hvor den smukke lyshårede pige sad. Hvad skulle han gøre? Nu sad han bare her og gloede og følte sig lidt dum. Særlig smart så han heller ikke ud.

Han var lige startet på et job som mekanikerlærling i Vigsted og var på vej hjem fra arbejde. Så her sad han så i sin snavsede kedeldragt og gloede. Klaus var sig pinligt bevidst om det store plaster han havde i panden. På den endnu uvante arbejdsplads, havde han knaldet hovedet ind i en lift. Han følte sig mindre og mindre og nu kunne han også mærke, at han begyndte at svede. Skulle han lade som om han skulle af næste gang og forlade kupeen i god ro og orden?

Hun var så smuk, at han helt ubevidst havde smilet til hende da han fik øje på hende og hun havde smilet tilbage. Nu opdagede han, at hun sad og betragtede ham i togrudens spejl og hun smilede igen.

Inden Klaus kunne nå at flygte, vendte hun sig hurtigt om mod ham og spurgte: "Hvad er der sket med dit hoved?"

lørdag den 17. april 2010

Opfølgning på 1. debat-lørdag

Som I måske husker, kom der den allerførste debat-lørdag forslag på bordet om en udvidelse af bloggen til også at omfatte en anden type forum, hvor vi kan lægge forskellig information. Det kan være artikler om at skrive og links til andre sider om dette emne (en del links af denne art er allerede tilgængelige på bloggen). Det kan også være links til software, bøger, blade osv., man kan have gavn af, når man skriver.

Vi kan desuden bruge det pågældende forum til forslag og diskussion om forbedringer og ønsker om ny funktionalitet, en såkaldt idébank (idéerne fra 1. debat-lørdag er indtil videre samlet i et Google dokument, som jeg tidligere har sendt jer linket til).

Theodor oprettede på et tidspunkt http://skrive.ning.com/, og jeg har oprettet en wiki på Google Sites, som jeg også har givet jer adgang til. Har I haft tid til at kigge på disse muligheder, og hvad mener I om dem? Hvad er jeres holdning til at udvide butikken?

...Og så til min sorte samvittighed, e-magasinet. Jeg lovede for længe siden at lave et layout. Jeg gik i gang med det, men nåede desværre ikke så langt pga. travlhed. E-magasinet er altså ikke glemt, kun forsinket. Når forslaget til layout er klart, vil jeg sende det til jer, så I kan give jeres besyv med. Når vi kommer så vidt, skal vi også have det juridiske vedr. ophavsrettigheder på plads. Jeg skal have lov af jer til at uploade jeres tekster til Issue.com, ligesom I vil modtage skriftlig dokumentation fra mig på, at I har ophavsretten til jeres tekster.

Holder I i øvrigt øje med bloggens besøgsstatistik? Som I kan se på billedet nedenfor, har vi mange besøgende hver dag. Og 44 fans er det blevet til :)

/Randi

fredag den 16. april 2010

Google stories

Mens vi venter på næste afdeling af føljetonen og før det bliver debat-lørdag og fordi der ikke lå andre tekster klar, fandt jeg lige følgende frem af gemmerne. Prøv det af ;-)


Det er ikke meget, man ikke kan bruge Google til. Jeg har fundet en sportsgren, som er svær at slippe igen og som let kan sluge noget tid. Jeg har ikke ledt efter et teknisk term for det (ligesom der findes for googlewhacking), men det er ihvertfald sjovt.

Ideen er, at man skriver en sætning eller en del af en sådan i anførselstegn og så erstatter et eller flere af ordene med stjerne (*). Søger man for eksempel på "hun * på toget" vil Google returnere resultater som f.x. "hun sprang på toget", "hun lod tasken blive på toget" og "hun satte drengen på toget".

Til at komme igang kan man prøve følgende Google stories - jeg lavede dem på engelsk, fordi så er der lidt mere at vælge imellem.

Det kan godt betale sig at bladre lidt i resultaterne, men jeg advarer: Lige pludselig er der gået en time - til gengæld har man fundet nye sider af nettet.

torsdag den 15. april 2010

April-opgave: Føljeton 1

Det var første gang Louise havde følt sig så... alene. Hun satte sig med et bump på sædet og kiggede ud på landskabet, der susede forbi udenfor. Hun var meget opmærksom på, at det var første gang, hun skulle være afsted uden Mor i så lang tid. Så langt tilbage hun kunne huske, havde de altid været sammen, når de var udenfor huset. Den brusende lykkefølelse ved at være fri trak sig sammen til en sort knude af ensomhed, når hun tænkte på Mor og sidste gang de havde talt sammen. Og så foldede befrielsen sig ud igen - som en blomst der åbnede og lukkede sig indeni.

Så opslugt var hun af den indre storm, at hun alt for sent opdagdede den unge mand, som stod og kiggede på hende i midtergangen. Hun gennemspillede de sidste par sekunder inde i hovedet og genså hvordan han havde smilet bredt til hende, da hun var blevet ved med at kigge. Havde hun smilet tilbage? For sent trak hun øjnene til sig og prøvede at finde et holdepunkt udenfor. Med den hastighed toget kørte, var alt en række bølgende linier og uvilkårligt fokuserede hendes øjne i ruden i stedet. Så selvom hun sad med hovedet drejet væk, så hun tydeligt, hvordan den unge mand satte sig på sædet overfor tættest ved gangen.

Den indre blomst satte hastigheden op og nye kronblade skød frem. Mor ville have været rasende.

onsdag den 14. april 2010

April-opgave: Føljeton

Denne måneds opgave kommer til at have et lidt anderledes format. Vi skal nemlig sammen skrive en fælles føljeton. I fællesskab. På den sekventielt samarbejdende måde. Det kommer til at foregå på følgende måde:

- man melder sig som interesseret i at bidrage herunder.
- i morgen kommer der en start på historien.
- man bygger (respektfuldt) videre på eksisterende materiale.
- når man har skrevet sit afsnit sender man det til undertegnede. (se mail-adresse til højre)
- jeg sørger for at sende en besked til den næste på forfatter-listen.
- fra man får besked om at man har ansvaret for næste afsnit, bør der helst ikke gå mere end 3 dage - gerne kortere tid. Men ser man, at man ikke kan nå det, sender man besked; så finder vi en løsning.

Det skulle vist være det - foreslag og kommentarer til historie og format modtages gerne.

På vegne af Skrive-bloggen,
Theodor

p.s. Rigets skattekister er ved at være slunkne, så sende gerne en tekst eller to, så vi kan få fyldt op igen.

RÆKKEFØLGE:
- Theodor
- Jørn
- Poly
- Izbern
- Randi
- Leonius
- Jens
- Bente
- Marianne
- [dit navn her?]

tirsdag den 13. april 2010

Marts-opgave: Såre godt.

forfatter: Dorte Jakobsen

Gud så at alt var såre godt,
Lod Adam give navne,
Giraffer, bøfler, hvide får,
Slet ingen mager savne.
Kun Adam finder ingen ro
Før Eva spejles, smuk og fro
I Adams brune øjne.

mandag den 12. april 2010

Marts-opgave: Dråbe på kinden

forfatter og foto: Theodor Klostergaard

#1
Dråbe på kinden
Månens lys aer regnen
Solen indeni



#2
Forhænget blafrer
Løvernes konge brøler
En mus træder frem

søndag den 11. april 2010

Marts-opgave: En martssuite fra Diskobugten.


forfatter og foto: Ragnhild Jakobsen

Et stoisk landskab

Fjeldkamme
sorte mod sne

Snespurve kvidrer


Brise fra havet

Sorthvide vinger
løfter

Spurve mod himlen


Glitrende snelys

En vandrer løfter
sit blik

Spurve og forår

lørdag den 10. april 2010

At planlægge eller ej

To plan or not to plan.

Jeg har i den forgangne uge deltaget i en miniworkshop om, hvordan man strukturerer og planlægger sin fortælling. I korte træk argumenterede læreren (Larry Brooks) for, at jo bedre forberedt man var, jo bedre var historien. Han går skridtet videre og siger, at en god og succesrig historie følger en bestemt struktur, som han så beskriver. Det er op til forfatteren at udnytte denne struktur kreativt.

Jo mindre man planlægger sin historie og hvad hvert enkelt scene har af funktion i den, jo større risiko er der for, at man skal skrive om igen. Og igen. Og igen. Modargumentet siger, at det er gennem skriveprocessen man opdager, hvad figurerne vil og hvor historien vil hen. Men det mener Larry Brooks, at forfatteren (og historien) er bedre tjent med at gøre på forhånd.

Hvad siger du? Planlægning eller skrivning af karsken bælg?

Læs eventuelt om hans model på hans blog: Struktur på 1 side eller se en oversigt over alle hans indlæg om struktur og planlægning her: Story structure

fredag den 9. april 2010

Marts-opgave: En grøn græshoppe med røde ben


forfatter og foto: Leonius

En grøn græshoppe

Hvem har dog fundet på den

Med seks røde ben

torsdag den 8. april 2010

Marts-opgave: Forbrydelse betaler sig - midlertidigt.


forfatter: Randi Abel


Fru Hansen var gammel, fed og affældig.

Hun spillede lotto, og hun var heldig.

7, 9 og 13, 3, 5, 10 og 40

var tallene. Præmien var af de større.


Blev interviewet til ugeavisen:

”Nu, hvor I ikke skal skele til prisen,

skal I vel købe et hus med en have?

En bil? Og hvad skal I to ellers lave?”


”Jeg vil købe mig to nye cykeldæk

og en gulvspand. Den gamle er sprunget læk.”

Hendes mands ”en fladskærm til dagligstuen”

udløste prompte et hvast blik fra fruen.


Til Matas gik turen efter rottegift.

Hver dag gav Hansen sin kones mad et pift.

Der gik en måned, før hun end’lig faldt væk.

Endte som storskrald svøbt i en lærredssæk.


En hund fik færten og gik totalt amok.

Dens ejer – en knægt – fik et gedigent chok.

Blev grøn i ho’det, så hvid som et lagen.

En strisser opklarede hurtigt sagen.


Uden vrøvl tog Hansen med på stationen.

Kneb en tåre over fundet af konen.

Han døde i cellen den samme sommer

foran sin fladskærm på 65 tommer.

onsdag den 7. april 2010

Marts-opgave: Vinterskæg


forfatter: Robert Mørk Tindolm

Nu maler solen striber på mit gulv
snart vil naturen klæde sig i grønt

nu står mit nøgne æbletræ og drømmer
snart kilder græsset kærligt mine ben

nu holder havens fugle nattefest
snart vil vi vandre om i blomsterenge

snart lover gøgen alt med sine kuk
snart vil jeg se dig i din sommerkjole

nu er katten tyk og dejlig smuk
snart lokker bølgen ved de hvide strande

nu kravler der en flue på mit ben
snart vil vores vinterdrømme vågne

nu stikker solen af fra mørke skyer
snart får jeg atter fregner på min tud

nu danser der en solsort på min plæne
snart er natten både lun og lys

nu klipper jeg mit lange vinterskæg

tirsdag den 6. april 2010

Marts-opgave: Højt


forfatter og foto: Jørn E

Himmelstræbende pletter

Meterhøje fjerter

Giraf

mandag den 5. april 2010

Marts-opgave: Du, min egen, du, din


forfatter: Marianne Prip

Se, hvad jeg kan!
Råbte du.
Og jeg så.
Hør, hvad jeg kan!
Råbte du.
Og jeg hørte.
Jeg fulgte dig,
så dig,
mødte dig.
Det var let.
Når livet slog,
var et enkelt kys og en trøstende tone,
hentet fra et hjerte,
der flød over,
det, der skulle til,
før du igen var derude,
på jagt efter drømmene
og livet.
På blankslebne skøjtestål,
på den første cykel,
den anden og den tredje.
Med din grønne skoletaske på skrå
langt nede på ryggen,
og med håret vippende som en forsinket bølge
i dit solgule kølvand.
Vent!
Vent på mig!
Råbte håret, råbte jeg.
Og du lo og løb til;
følg mig, hvis du kan.
Det kunne jeg.
Længe.
Det var ikke svært.
Nu skal jeg lade være.
Lade dig møde dig selv.
Se og trøste dig selv.
Det er ikke let.
Vent.
Vent på mig,
hvisker jeg i hundens pels.
For jeg ved, du ikke må høre det.
Jeg skal slippe dig.
Heldigvis gør det ikke noget,
at jeg ikke kan.
For du er allerede gået.
Og du glemte endda at sige farvel.
Heldigvis.

søndag den 4. april 2010

Marts-opgave: Lukket inde

forfatter: Poly Schmidt

Ungerne skriger

Fuglereden klemmer frygt

Fængselsbyrdens gru

lørdag den 3. april 2010

Hvad sælger?

Illustration: Påske-haiku v/Jørn E.

Som I nok ved, læser jeg en hel del krimier. Både nye og gamle. Hvis jeg skal sige meget kort, hvad forskellen er på ældre krimier og det sidste nye (sat lidt på spidsen):

Mere drama end tidligere. Ikke nødvendigvis mere blod og vold, men det betyder tilsyneladende ikke så meget, om handlingen er sandsynlig eller ej. Og i de sidste to kapitler får den lige en ekstra tand: mindst ét, gerne to-tre mord eller voldsomme voldshandlinger i filmiske scener, som ligger meget langt fra den virkelighed jeg kender.

Og samtidig stilles der jo en lang række andre krav til nutidige forfattere:

Show, don´t tell – lad være med at bruge en alvidende fortæller – lad være med at springe rundt mellem fortællestemmer - Skriv helst i nutid - undgå tillægsord og biord – beskrivelser er gammeldags men dialog er in.


Kommer det så os ved, eller skal vi bare skrive, som vi har lyst? Er der grænser for, hvor vidt du vil gå for at ´sælge´ din tekst?

fredag den 2. april 2010

Marts-opgave: digte


forfatter og foto: Bente Pedersen

Haiku

Biller i dvale
Solstrejf på døde grene
Forårshjerter slår


Giraf i farver

Giraffen græder
halsen er rød og betændt
honningfrugt lindrer

Giraffen smiler
den gule hals strækkes øm
mod den røde frugt

Giraffen nynner
forsigtig takkevise
lyt Moder Natur

torsdag den 1. april 2010

Marts-opgave: haiku-digte

forfatter: Lisa Rossavik Rich

Pige ved hegnet
musvitter flyver omkring
Sanser ingenting.

Solsort i jagten
Himlen et spejl over frø
med høgen på rov.

Tusindfryd stråler
vimplerne vinker farvel
med fuglenes sang.

Brumbassen snurrer
stærene flokkes mod sky
børnene leger.

Pige på pony
Bølgerne kysser en strand
På villavejen.

Kat ved fuglebræt
Krummer med fedtkuglers korn
mågene sejler.

Vasketøj vejrer
mens vinden danser forbi
sneen forsvinder.

Bristede knopper
Gule og gyldne strækker
Smilet mod solen.

Vandpyt i haven
Solsortebad mens katten
Slikker sin pote.

Blåfrosne viber
under februars snevejr
varsler om våren.

Mælkebøttesmil
Varsler forår og sommer
blandt tusindfryds græs.


Haiku digte af Lisa Rossavik Rich 18.marts 2010