søndag den 25. april 2010

April-opgave: Føljeton 7


"Jeg tror ikke på dig mere mor. Du lover hver eneste gang, at nu er det slut, men næste dag er du jo fuld igen". Louise holdt krampagtigt fast i Klaus. Hun ænsede ikke omgivelserne. "Hvad så, når Poul kommer hjem i dag eller i morgen eller – du ved det jo godt" … hun tav, tårerne pressede sig på. "Jeg vil ikke mere". Det sidste blev sagt meget lavt og meget langsomt.

Hendes mor nåede hende på toppen af trappen. "Slip mig!" Skreg hun og skubbede til sin mor. Moren rullede ned ad trappen og knaldede hovedet ind i hjørnet på kommoden. I håb om, at man ikke ville finde moderen alt for hurtigt, slæbte Louise hende ud på badeværelset, og lod hende ligge der.

For hendes skyld kunne de fortsætte deres nethandel, men det blev uden hende.

"Kom nu Louise!". Klaus hev i hende. "Sæt dig op!" De stod ved en knallert og Klaus pegede på sædet bag ham. De drønede af sted. I få øjeblikke tænkte Louise ikke tilbage. Den lune forårsvind, de mange dufte fra blomster, de lysegrønne træer og buske, hviskede tankerne bort. Hun strammede sit greb om maven på Klaus og rykkede tættede på. Hun lagde hovedet ind mod hans ryg.

Uden at tænke over det rakte Klaus sin venstre arm i vejret og skreg.

I hans hoved var heller ikke plads til en eneste tanke. Men varmen bredte sig med lynets hast i kroppen på ham. En gang ville han vide, at dette var det lykkeligste øjeblik i hans liv.

På politistationen kiggede alle nysgerrigt på den længe ventede og ulastelig klædte herre, der trådte ind ad døren.

13 kommentarer:

Poly sagde ...

Kære Jens

Endelig fik vi et tilbagebilled, af hvad der var sket med Louises mor. Og jeg kan godt lide de to førte afsnit, det virker meget sandfærdigt. Samt den nye person, der lige blev listed ind. Spændende!Og hvem er mon Paul?

Men så halter jeg med tredje afsnit! For mig står det ligesom ”for alene”.

Du beskriver knallert turen rigtig dejlig. Samt Klaus frydefuld skrig og hvad der forgår inde i hoved på ham. Her kører jeg næsten med på turen!

Og så er tråden lagt op med ”Brille-manden”!

Med hilsner Poly

Randi Abel sagde ...

Kære Jens,

Et fint bud på en fortsættelse. Jeg er dog lidt forvirret.

Da jeg læste dit afsnit, troede jeg først, det var Klaus' mor, der havde hang til druk, eftersom det foregående afsnit sluttede med, at de to unge mennesker var på vej hjem til Klaus.

Umiddelbart efter tænkte jeg, det var et flash-back, men jeg forstår ikke Klaus tilstedeværelse, og at de kører derfra på knallert? Jeg synes ikke helt, det hænger sammen med, at de mødes for første gang i toget.

Er det i virkeligheden et drømmesyn, Louise får på vejen? Det kan jeg godt få til at hænge sammen med de øvrige afsnit, selvom det kommer lidt pludseligt. Jeg ville dog stryge "uden at tænke over det" i afsnit 5 og hele afsnit 6, for det er ikke noget, Louise kan vide i en drøm.

Kh,
Randi

Charlotte sagde ...

Kære Jens.

Jeg måtte lige læse din tekst for at få styr på den. Man kan vel sige, at den er begivenheds-mættet og du har mange scenarier med - godt for føljetonen, lidt en udfordring for læseren :-)

De 2 første afsnit er jeg sikker på, er et flashback. Jeg savner, at dette bliver beskrevet i afsnit 4. At vi får at vide, at Klaus river Louise ud af hendes tanker - eller lignende.

I modsætning til de to foregående kommentarer er jeg dog fan af 3. afsnit. Får sådan nogle grimme billeder af kvindehandel og Louise som en del af det. Uanset, om det var tilsigtet, så går min fantasi i gang - og det er skønt.

Du får givet mange tråde videre - gad vide, hvordan det hele dog ender.

kh
Charlotte

Charlotte sagde ...

Du må gerne sætte ordene "nogle gange" ind i min første sætning i min kommentar til dig ... så gir den mere mening.

Jens Albers sagde ...

Hej poly!

Ang. 3. afsnit:
Jeg tænker, at der er foregået ting og sager i Louises hjem - hun stikker ja af hjemmefra.

Venligst Jens

Jens Albers sagde ...

Til Randi!

I 6. afsnit 2 sidste linier, gør louise det klart, at de skal af toget.
Her fortsætter jeg ... med Louises tanker, det er jo hende, der har problemerne, hende der er stukket af. Jeg skriver jo hendes mor... altså er det ikke Klaus´s mor.

jeg skriver: "kom nu Louise" det er Klaus der river Louise ud af sine tanker.
Videre: ... I få øjeblikke tænkte Louise ikke tilbage.

Håber det er ok Randi?

Hilsen Jens

Jens Albers sagde ...

Hej Charlotte !
Jo, det er tænkt som flash back , en forklaring på tidligere afsnit. Små bidder der forklarer eller antyder, hvad der kan være sket hjemme hos Louise.Så der er vi enige.
Jeg lader det stå åbent til næste skriver, hvad der mere præcist er sket, mulighederne er stadig mange.

Håber det er forklaring nok, jeg er godt nok lige kommet hjem fra fest.

Tak alle for nærlæsning.Men jeg synes stadig, at det holder.

Hilsen Jens

Hilsen jens

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jens!

Ja, gad vide, hvordan den fortsætter? Du fik lagt nye gode spor ind via et besøg i Louises fortid,så der er noget at arbejde videre med for de næste skribenter.

Da jeg efter lidt kludren rundt i det hele lige fik placeret Louise og Klaus på knallerten i den rette tidslomme nemlig efter, at de er stået af toget i afsnit seks, så kører jeg nu sammen med den jublende glade Klaus ud i foråret.

Min yndlingssætning er:"Uden at tænke over det rakte Klaus sin venstre arm i vejret og skreg"

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Jens,

Charlottes kommentar tidligere på dagen fik mig til at forstå meningen. Jeg tror, det i bund og grund var det, at Louise holder krampagtigt fast i Klaus allerede i anden linje, som bragte mig på vildspor. Jeg kunne ikke forstå, at han optrådte i scenen med det endelig opgør mellem mor og datter, men jeg går ud fra, det er en sætning om noget nutidigt, som er indskudt i flash-back'et.

Jeg var desværre lidt tungnem. Det hænder af og til :(

Kh,
Randi

Leonius sagde ...

Hej Jens,

en rigtig god fortsættelse, men nu begynder det at blive svært.
Der er ting der skal huskes, så som louises mor skal flyttes ud på badeværelset, den nye Poul, nethandel og alle de andre ting.
Spændende spændende.

Leonius.

Poly sagde ...

Kære Jens

Jeg forstod godt "at der er foregået ting og sager i Louises hjem", jeg personligt ville bare have en linje mere med. Men det okay. Dog, var det vel ikke derfor, hun stak af hjemmefra!! Jeg mener det var på grund af moderens fald!!
Med hilsner Poly


Kære Alle
Ja, nu skal man til at holde tungen lige, efterhånden som person beskrivelserne, ting & sager, osv, bruser frem.

Og fordi jeg forudså, det kunne være svært at holde rede på, når min tur kom igen, har jeg lavet flg.:

Et regneark, hvor jeg er begyndt at sætte de forskellige beskrivelser og "ting & sager" ind under hver person.

Samtidig har jeg taget en kopi af hvert afsnit i vores føljeton, og sat det ind i et dokument,så jeg har handlingen i forlængelse af hinanden.

Når jeg så skal til at skrive igen, kan jeg have de dokumentér ved siden af hinanden, for at sikre jeg holder mig til, hvad der allerede er skrevet.

Med hilsner Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Jens!

Jeg havde lidt svært ved at forstå, at det første afsnit af historien var et tilbageblik. Det savner jeg på en eller anden måde at få vist.

Pludselig skal de sætte sig op på en knallert? Nåh! Det er nok Klaus, der har en knallert stående ved stationen. Den kommer også lidt "dumpende" ind i historien.

Jeg havde pudsigt nok selv tænkt, at moderen død skulle være en ulykke.

Det med nethandelen er et godt spor, som andre sidenhen kan bruge.

Men generelt synes jeg det er et rigtig godt bidrag du er kommet med.

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Jens.

Sikke nogle spændende takter her. Vi får mere kød på personerne på godt og ondt. Fint.

Og jeg kan godt se, der er tale om, at Louise tænker tilbage i de første linjer. Jeg tror alligevel, det ville have været godt med en enkelt sætning, som hjalp læseren på vej. Men det er jo forskelligt, hvor meget vi vælger at tydeliggøre.

Kh Dorte.