lørdag den 10. april 2010

At planlægge eller ej

To plan or not to plan.

Jeg har i den forgangne uge deltaget i en miniworkshop om, hvordan man strukturerer og planlægger sin fortælling. I korte træk argumenterede læreren (Larry Brooks) for, at jo bedre forberedt man var, jo bedre var historien. Han går skridtet videre og siger, at en god og succesrig historie følger en bestemt struktur, som han så beskriver. Det er op til forfatteren at udnytte denne struktur kreativt.

Jo mindre man planlægger sin historie og hvad hvert enkelt scene har af funktion i den, jo større risiko er der for, at man skal skrive om igen. Og igen. Og igen. Modargumentet siger, at det er gennem skriveprocessen man opdager, hvad figurerne vil og hvor historien vil hen. Men det mener Larry Brooks, at forfatteren (og historien) er bedre tjent med at gøre på forhånd.

Hvad siger du? Planlægning eller skrivning af karsken bælg?

Læs eventuelt om hans model på hans blog: Struktur på 1 side eller se en oversigt over alle hans indlæg om struktur og planlægning her: Story structure

9 kommentarer:

Dorte H sagde ...

Jeg tror, det til dels kommer an på genren, om man skal planlægge en masse, eller bare skrive løs.

Nu er min genre jo krimi, og der skriver jeg i hvert fald aldrig noget som helst, før jeg har godt styr på start og slut, og har nogle solide ideer om midterdelen også.

Andre krimiforfatter bruger en løsere struktur, men jeg kender ingen (publicerede forfattere), som ikke har en idé om slutningen, før de sætter sig og skriver løs.

Så jeg vil tro, Larry Brooks´ oversigt kan være nyttig for mange krimiforfattere. Jeg er ved at revidere et større værk, og jeg vil i hvert fald se, om hans struktur kan bruges som tjekliste undervejs.

Tak for linket.

Poly sagde ...

Kære Theodor

Det var lidt af et udfordrende lørdags emne, du havde hevet op af posen! Planlægning eller skrivning af karsken bælg? Som vanelig måtte jeg researche og læse spalte op og ned i timevis, for at få et bedre indblik i lørdags debatten! Og jeg har med tak læst på dine link.

Så sammentrukket er her noget af det, jeg fandt frem til og forhåbentlig blev klogere af!

Nogle forfattere siger, skriv løs og bliv rig, medens andre holder sig til planlægning og opbygning med f.eks.:

• Planlægge en fortælling med åbningen, midtspillet og slutspillet
• Lav en indledning, præsentation af personer og steder ved at placere hoved- og bipersonen geografisk o.s.v
• Opbyg dialog med ”lytte, lære og deltagelse i historien
• Og giv alle personerne navne før man begynder
• Og ikke at forglemme, beskriv en troværdig baggrund


Som også er noget af det Larry Brooks kommer ind på.

Jeg tro jeg bare skriver løs og prøver at korrigere bagefter. Ellers er jeg ved at lære en mere konstruktiv skrivning gennem ’vores’ Skrive-bloggen og jeres tilbage melding, samt gennem Saxo opgaverne.

Sammentrækket er her et par link jeg har plukket ud, hvis i har tid og lyst:

1. På ”Skriveværkstedet” fandt jeg nogle af de ting man skal holde klart:
• En bogs opbygning og struktur
• Dialoger – hvordan taler personer sammen i en bog?
• Synopsis – hvad er det, og hvad kan jeg bruge den til?
• Hvad er forskellen på portrætter og biografier?
• Jeg er kørt fast – hvordan kommer jeg videre?
• Hvad ser et forlag på, når de skal vurdere et manuskript?
• Afslag – og hvad så bagefter?Hvordan kan jeg selv udgive min bog?
• Hvor vigtig er korrektur?
• Hvem er min målgruppe?
link: http://www.facebook.com/pages/Skrivevaerkstedet/445702790513

2. Gode skribenter:
• planlægger: formål, tekst og sprogbrug
• bruger tid på opgaven
• arbejder først med ideer
• tillader ideerne at udvikle teksten
• er opmærksomme på modtageren
• vender tilbage og veksler mellem med fl g. delprocesser: planlægger, skriver mange udkast, læser igennem, tilføjer, sletter og retter form

3. Lav kort med spørgsmål til teksten:
• Hvad vil du gerne fortælle?
• Skal det fortælles i en bestemt rækkefølge? Hvis ja, hvilken?
• Hvorfor vil du gerne fortælle om netop det?
• Hvem vil du fortælle det til?
link : http://www.puc.helsingor.dk/

4. Kunsten at planlægge en roman
link : http://kammeret.dk/2008/10/godt-og-blandet/kunsten-at-planl%C3%A6gge-en-roman

Med hilsner Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!

Jeg har deltaget i det samme kursus som Theodor i denne uge blot for at suge nyt til mig.

Normalt har jeg de store linier vedr. personer, plot m.m. på plads i hovedet, inden jeg går i gang, og idéerne kan dukke op i alle mulige sammenhænge, når jeg har givet hjernen oplysninger at arbejde med.

Jeg kan huske, at da vi skulle skrive teksten med produktnavnene, forsøgte jeg så at skrive løs på en blank side uden nogen fast idé. Der gik kun cirka 1/4 side, og så gik jeg i stå, og det blev til meget skriven om, skriven om og skriven om igen, fordi jeg ingen retning havde, så for mig dur det ikke.

Men at planlægge i den grad,som Larry Brooks lægger op til, har jeg aldrig prøvet før. Der er også andre ting i hans måde at strukturere på,der er nyt for mig, så jeg har valgt at afprøve det på denne måneds opgave på Perfiktion,som jeg ikke har kunnet tage hul på.

Lige nu er jeg midt i det hele og skriver noter i en grad, jeg ikke har prøvet før, så jeg er spændt på resultatet.

Iøvrigt siger Larry Brooks, at alle film og tekster, der bliver publiceret og får succes kan koges ned til at indeholde de elementer,som hans model præsenterer. JOw Jow ... Så deeeet...

Tak, Poly,hvor er du flittig!

KH Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Mange tak. Jeg prøver at lægge en god indsats ind, når vi har lørdags tema. Især fordi jeg lærer en hel del ved at researche, og ved bagefter, at sætte det mest essentielle op på en forståelig måde til Skrive-bloggen og mig selv. Mest vigtigt er dog, at jeg er nød til at ha’ lidt baggrunds viden, så jeg kan suge alle jeres ’guldkorn’ ind og samtidig få inspiration til skolebænken.

Med hilsner Poly

theodor sagde ...

Hejsa,

Ja, sikke en research Poly. Det er imponerende og helt klart noget, jeg vil kigge på for inspirationens skyld.

Jeg har selv haft en ubevidst fornemmelse af, at det var nok at skrive og så skulle historien nok komme af sig selv, men efterhånden har jeg mere og mere fået øjnene op for, at der kan være store fordele ved at planlægge i forvejen. Eller måske er det ikke helt præcist at bruge ordet 'planlægge' - det handler om at gøre sig klart hvor historien vil hen, inden den skrives ned. Det kan indebære lange gåture hvor personer og deres motivation afklares og hvor historien også udforskes og svage huller afsløres. Som Dorte siger, er det nok svært at skrive krimi uden at kende morderen på forhånd :-|

Angående den konkrete model præsenteret af Mr. Brooks, så er jeg også (som Bente) lidt forbeholden over hans insisteren på, at det er den eneste måde at få en succes på. Alligevel investerer jeg noget tid og energi på at kunne anvende denne model, da det er meget bedre end den model (eller mangel på samme) jeg hidtil har brugt.

kh
Theodor

Dorte H sagde ...

Supplerer lige lidt.

Når jeg skriver korte historier (flash), begynder jeg som regel med slutningen (mit twist). Når jeg har det, kan jeg somme tider bare sætte mig ned og skrive starten og midten. Men romaner planlægger jeg GRUNDIGT.

Polys "skriv løs og bliv rig" lyder meget tiltalende, og første del er jo nem nok, men hvor mange forfattere har mon gjort det? (Jo, man skulle tro nogle af de halvdårlige, helrige, masseproducerende krimiforfattere gør det, men jeg vil nok egentlig hellere skrive lidt bedre og så blive knap så rig).

Og mht Mr Brooks, så tror jeg selvfølgelig heller ikke på, hans model er den eneste måde. Men den kunne måske være en nem genvej til at blive den der masseproducerende krimiforfatter, som sender tre bøger på markedet om året, alle bygget over samme læst.

Så I for øvrigt Leonora Christine Skovs forsvar for ´genrelitteratur´, bl.a. krimier i Weekendavisen? Interessant artikel, synes jeg.

Poly sagde ...

Kære Dorte

Helt ærligt, sa tror jeg ikke selv pa "skriv løs og bliv rig".
Jeg tror denne ssætning dækker fint: Hvis det er for godt til at være sandt, er det nok rigtigt!
Med hilsner Poly

Ragnhild sagde ...

Kære alle
Jeg følger med - og imponeres også over din ihærdige research, Poly.
Var det omtalte kursus et kursus på nettet?

Jeg behøver ikke i detaljer, at vide hvordan min tekst skal skrives, når jeg sætter pen til papir! De mange små bundne opgaver på efterårets Saxoskole, her og på Perfiktion ligger hele tiden i underbevidstheden ligeså snart,opgaven er stillet. Flere gange, har jeg syntes opgaven var helt umulig. Men ideer dukker alligevel op, og nogle er mere stædige end andre.

Idefasen foregår hvor som helst, mens jeg laver alt muligt andet. Papir og kuglepen ligger parat til smånotater så tanker og formuleringer ikke forsvinder igen.

Lige nu traver jeg ikke så meget ej heller så langt, men ellers er en lang travetur god til at få strukturer på plads. Jeg går først rigtig igang, når jeg har en fornemmelse af tekstens struktur, og når jeg også har en stærk fornemmelse af tekstens begyndelse og slutning. Under skriveprocessen kan det ske, at en hp "tar hånd om sig selv" og bliver "aktiv" fortæller. Det er lige til at blive lidt "høj af".

Jeg læser højt undervejs - retter sprogligt til og fortsætter. Læser forfra igen og skriver videre. Sådan fortsætter processen indtil jeg når den slutning, jeg havde en forestilling om at nå. Tit foregår det i sofahjørnet, og både prosa og poesi bliver til med blyant på papir. Først til sidst arbejder jeg ved min pc, lægger teksten ind, læser, retter yderligere og redigerer.

Min eneste længere fiktionstekst, som jeg engang skrev og sendte ind til en konkurrence blev til på samme måde. Dog efter ekstra research i forbindelse med perioden omkring stavnsbåndet. Teksten blev en af de ti, der blev valgt til en højtlæsningsantologi for 10-års skolebørn.

Så jo, jeg planlægger for så vidt, det er ikke skrivning af karsken bælg.

Randi Abel sagde ...

Jeg har endnu ikke skrevet et større værk, men jeg har en idé til en roman, hvor hele første afsnit meget hurtigt stod lysende klart for mig. Jeg kender også slutningen og en smule hist og pist indimellem.

Når jeg skriver pendler-prosa, starter det meget ofte med en indledende sætning, som pludselig dukker op, og som jeg ikke kan ryste af mig igen og derfor må bruge. Min "Blomsterbedet" skulle egentlig have været en naturbeskrivelse (en sanseøvelse). Naturbeskrivelser er imidlertid ikke min boldgade, så i stedet så jeg for mig åbningen af en dåse med drikkevarer! Da jeg gik i gang med historien, anede jeg ikke, at Åse måtte lade livet.