lørdag den 3. april 2010

Hvad sælger?

Illustration: Påske-haiku v/Jørn E.

Som I nok ved, læser jeg en hel del krimier. Både nye og gamle. Hvis jeg skal sige meget kort, hvad forskellen er på ældre krimier og det sidste nye (sat lidt på spidsen):

Mere drama end tidligere. Ikke nødvendigvis mere blod og vold, men det betyder tilsyneladende ikke så meget, om handlingen er sandsynlig eller ej. Og i de sidste to kapitler får den lige en ekstra tand: mindst ét, gerne to-tre mord eller voldsomme voldshandlinger i filmiske scener, som ligger meget langt fra den virkelighed jeg kender.

Og samtidig stilles der jo en lang række andre krav til nutidige forfattere:

Show, don´t tell – lad være med at bruge en alvidende fortæller – lad være med at springe rundt mellem fortællestemmer - Skriv helst i nutid - undgå tillægsord og biord – beskrivelser er gammeldags men dialog er in.


Kommer det så os ved, eller skal vi bare skrive, som vi har lyst? Er der grænser for, hvor vidt du vil gå for at ´sælge´ din tekst?

14 kommentarer:

JEKEL sagde ...

Jeg kan slå helt fast, at jeg foretrækker den mere gammeldags stil. Jeg har ved andre lejligheder fremhævet Georges Simenons krimier med kommissær Maigret som hovedperson. Her er krimien garneret med masser af parisisk atmosfære, bistroer, petanque på pladsen ved justitspalæet, - jeg kunne blive ved.
Jeg foretrækker også, at historien har et minimum af sandsynlighed over sig. Ellers taber jeg interessen.
Endelig tror jeg at det ville være dræbende for min kreativitet, hvis jeg skulle sidde med den svada af "musts" og "nots" som Dorte her remser op. Jeg skriver af karsken bælg, jeg kan ikke andet.
Jeg trøster mig med, at den som går i andres fodspor aldrig kommer foran.

Kærlig hilsen, og god påske

Jørn E

Robert sagde ...

Vi skal bare skrive som vi har lyst, og det gør vi jo også.
"ShowDon'tTell" og alle de andre gode råd og regler, er gode til at forfine og udvikle den skrivestil vi hver især har. Og udvikling er jo nøgleordet for forfatterspirer som os.
Jeg læser også mange krimier, både amerikansk og engelsk, men på det sidste også mange svenske og norske.
Min favoritstil er den gammeldags, og Raymond Chandler er min "guru"
Den rette blanding af spændning, humor,fremragende psykologiske portrætter og eminente stedbeskrivelser. Så er jeg solgt.

Billeddigtet er meget smukt.

God påske
kh. Robert

theodor sagde ...

Hej Dorte,

Interessant problemstilling du rejser. Som Jørn siger kommer man ikke foran ved at gå i andres fodspor og et eller andet sted, må der jo have været nogen der var de første til at dreje krimien mod mere drama, mindre sandsynlighed osv. På den anden side, mener jeg at der ikke er noget i vejen med at lære fra andre, som har succes. Det er måske vigtigt at skelne mellem de ting man gør for at lære noget nyt, og de ting man gør for at please andre.

Så ja, jeg synes det kommer os ved. Om ikke andet så fordi det kan være med til at kvalificere de valg vi træffer, når vi fortæller (historier/krimier/whatever) For tiden er jeg ret fascineret af en model præsenteret på storyfix.com af Larry Brooks. Han har en model for at lave en effektiv historie og jeg synes, det er interessant at prøve det af; en af mine kæpheste er hvordan begrænsninger (i det her tilfælde strukturen på historien) kan være endog meget befordrende for kreativitet.

Så jeg vil gøre meget for at lære noget nyt, men jeg vil ikke gøre hvadsomhelst for at please et potentielt publikum. Men lige nu er sidstnævnte desværre en akademisk problemstilling ;-)

kh
Theodor

Randi Abel sagde ...

Min interesse for krimigenren blev som bekendt vakt med hyggelige mord i Agatha Christies univers, og jeg foretrækker stadig denne stil fremfor den mere hårdkogte.

Noget, jeg også har en vis forkærlighed for, er læger, som slår deres patienter ihjel, meget gerne ved at påføre dem en dødelig virus (f.eks. Robin Cook).

Noget af det værste, man kan byde mig, er at sende spioner og FBI agenter på banen, og hvis der dukker en russer op, begynder alarmklokkerne at ringe, indtil det viser sig, at vedkommende er et almindeligt menneske.

Jeg er ikke vild med det urealistiske og usandsynlige, og jeg har det svært med fremtidsfiktion, allermest hvis rummet og andre planeter inddrages i fortællingen.

Jeg synes, man bør skele til de forskellige skriveteknikker for at forbedre de tekster, man skriver, men jeg synes bestemt ikke, man skal være slave af dem og gå over gevind med at bruge dem. Jeg tror på, at man bør kende dem og vælge til og fra for at få det bedste resultat.

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Jeg er forfærdelig splittet, og det er selvfølgelig en af grundene til, at jeg stillede spørgsmålet.

På den ene side plejer jeg at sætte min hat som jeg vil; på den anden side har jeg skrevet to hele krimier uden at få dem solgt. Så jeg står jo i den situation, at jeg kan en del af det, der skal til, men har svært ved at pudse værkerne af og gøre dem salgbare. Og takket være et par udtalelser fra redaktører VED jeg, at et af problemerne er spænding.

Når jeg så læser Hypnotisøren, kan jeg da godt se, mine egne manuskripter er en stilfærdig gang sødsuppe ved siden af - men jeg kvier mig godt nok ved at slå en halv snes mennesker ihjel bare for at peppe slutningen op, når der nu ikke er noget som helst rimeligt motiv til det.

Bente Pedersen sagde ...

Jeg måtte lige hen omkring bogreolen for at se, hvilken type krimier, der var flest af. Den lille statusopgørelse endte for mit vedkommende på overvægt af krimier,der karakteriseres af stor vægt på en god personskildring gerne af både opklareren og forbryderen og gerne med psykologiske problemstillinger.

Jeg kan også godt lide,at der er fokus på forskellige problemstillinger, der evt.rokker ved min holdning til tingene samtidig med, at jeg har fokus på at være medopklarer på selve krimiplottett.

Jeg er bestemt ikke til for meget vold og drabelige overfald, mens jeg f.eks. kan blive dybt fascineret af en type som f.eks Hannibal Lechter eller Lisbeth Salander.

Jeg forstår godt dine frustrationer, Dorte, men samtidig tror jeg,at det er vigtigt ikke at give køb på for meget af din personlige skrivemåde kun på grund af, hvad der lige nu er tidens mode.

KH Bente

Poly sagde ...

Kære alle
Jeg kan godt lide det som Jørn siger, ’Jeg trøster mig med, at den som går i andres fodspor aldrig kommer foran’. Og for mig er der bestemt grænser for, hvor vidt jeg ville gå for at sælge!

Jeg har kendt/kender flere forfatter, der har fået udgivet, og for det meste kommer redaktørerne tilbage og vil have ’noget’ rettet eller lavet om. Så ud fra mine venners kendskab, er valget at korrigerer eller lad være med at få udgivet! Min forfatter venner har altid sagt, tricket er at finde den redaktør, der udgiver 'ens' stil!

Mht. krimier er det ikke lige det jeg læser. Blod, vold og mord undgår jeg, hvis der er det, der er historien. Jeg foretrækker spændings romaner, der er bygget over en kultur eller det virkelig liv. Så føler jeg, jeg lærer noget samtidig med jeg læser en god historie. Dog kan jeg godt lide ’Alternative og Spirituelle bøger, hvor ’lærdommen’ får mig til at kigge lidt dybere på mit indre univers og derved åbne mit tankesæt op!

Men når alt kommer alt, mener jeg alle mennesker pga. deres individuelle personligheder, har en god historie at fortælle. Problemstillingen er vel at få det nedfælden, så det fanger, hele vejen i gemmen, uden at sælge ud! Og da vi alle har forskellige synsvinkler, syntes jeg Robert siger det ligeud, ’skriv som du har lyst til’!

Forsat god påske.
Med hilsner Poly

Randi Abel sagde ...

Tanken om forlag, redaktører og udgivelse er indtil videre meget hypotetisk for mig, men hvis det skulle komme dertil, tror jeg egentlig ikke, jeg ville kunne gå særlig langt for at sælge.

Jeg gider ikke skrive om noget, der ikke interesserer mig, og jeg kan ikke skrive på en måde, som ikke er min stil. Jeg vil derimod arbejde en vis legemsdel ud af bukserne for at forbedre min stil og finpudse det, jeg har skrevet.

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Jeg glæder mig over, at kunne konkludere, at der vist er bred enighed om, at man ikke skal prostituere sin kunst - for nu at sige det lidt højtravende.
Jeg tror forlæggere er næsten lige så klog som mennesker. De vil gennemskue det, hvis man forsøger at behage (på nudansk: please (gys)).
Som det tidligere er nævnt i disse kommentarer, drejer det sig nok om at finde en forlægger der kan li' den stil man skriver i.

A pro pos "please". Jeg søger medlemmer til den anarkistiske forening "Foreningen til af-anglifisering af det danske sprog". Medlemskabet er gratis, der er ingen møder, intet kontingent. Alle er formænd/menige medlemmer. Det eneste optagelseskrav er, at man går helhjertet ind for at undgå engelske ord, hvor man kan bruge et dansk. Så velkommen i foreningen til alle der fremover vil følge denne enkle regel.
Tak for ordet!

Kærlig hilsen

Jørn E

Jørn E. sagde ...

...at jeg forresten har ændret mit blognavn.
Nogen har undret sig over mine mange identiteter her i bloggen ved tidligere lejlighed. Forståeligt.
Nu har jeg så fået taget mig sammen til at lave det om ;o)

Kærlig hilsen

Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Jeg tjekkede lige mine seneste kommentarer, for jeg er sikkert en af dem, den anarkistiske forening vil til livs. Somme tider er der mere saft og kraft i en engelsk glose, synes jeg, så jeg melder mig ikke ind ;)

Kh,
Randi

Marie sagde ...

Kære Jørn E

Jeg er med i din forening:)Men kampen er nok forgæves:(

Kh
Marie

Dorte H sagde ...

Jeg var ikke så aktiv på nettet i går, fordi vores internet var højst ustabilt.

Men tak for alle jeres gode kommentarer.

Til Jørn: jeg har bestemt heller ikke tænkt mig at prostituere mine krimier (selv om der er dem der mener, at det er genren på forhånd), så der er mange ting, jeg aldrig ville gøre eller skrive. På den anden side forsøger jeg alligevel at få mere drama med - men jeg har altså IKKE tænkt mig at efterligne slutningen af Hypnotisøren.

Jørn E. sagde ...

@ Randi! Du har fuldstændig ret i, at der af og til er ting der udtrykkes bedre på engelsk end på dansk. Men f.eks. please i stedet for at behage! Der står jeg af.

@ Marie!

Det glæder mig. Velkommen i vores vigtige forening.

@ Dorte!

Dramatisering kan jo gøres på mere end en måde. Der behøver jo ikke sprøjte blod ud af hver eneste side. Antydningens kunst er mange gange mere virkningsfuld og i alle fald mere raffineret.

Kærlig hilsen

Jørn E