onsdag den 5. maj 2010

April-opgave: Føljeton 12


Louise mærkede den samme kildrende fornemmelse i kroppen, som dengang hun så Daniel første gang udenfor Q8 tankstationen, for ikke at tale om de nætter hvor hun havde sneget sig over i annekset og ind til ham på værelset. Der var noget anderledes, noget råt og utæmmet, over ham. Da de tre fyre var kørt videre, tilbragte Louise endnu et par nætter på Daniels værelse for at indsnuse duften af ham, som trods fru Hansens skrappe rengøringsmidler stadig hang i luften.

Louises mor glattede en imaginær fold på en sofapude. De to dybe furer over hendes næserod røbede, at det ikke var hendes idé at invitere englænderne.

”Poul har fortalt dem, at det er smoking og black tie.” Moren pillede et halvvissent blad af buketten på toiletbordet og drejede den en kvart omgang.

Louise havde været lykkelig, da Klaus for knapt et år siden friede til hende. Hun havde drømt om at stå foran præsten med kun den allernærmeste familie som vidner, barfodet i strandsandet, klædt i en enkel kjole og med en blomsterkrans i håret. Hun havde ønsket, at hun og Klaus skulle køre derfra på Klaus’ gamle knallert, og at han skulle bære hende over dørtærsklen til det lille, hyggelige hus i skovbrynet, som de havde besluttet sig for at købe.

Næsten umærkeligt var blomsterkransen blevet til et diadem, kjolen til det store håndsyede skrud, som skulle prøves igen og igen, knallerten til en karet med heste, og huset til en nyopført kæmpevilla på nabogrunden. En villa som Louises mor allerede havde indrettet. Og nu, som kronen på værket, et diamanthalssmykke.

Pludselig fik Louise fornemmelsen af sin krop presset mod Daniels ryg, og gennem larmen fra motorcykler kunne hun høre Klaus' skingre "Louiiiiise!" Hvad var det egentlig, hun havde drømt, da mor vækkede hende?

8 kommentarer:

Leonius sagde ...

Kære Randi,

utrolig imponerende og velskrevet fortsættelse.
Du maler et virkelig flot billed af Louises barndomshjem, og hendes mor.
Du beskriver også den frihedstrang hos Louise, der bliver stærkere og stærkere, og som må eksploderer på et tidspunkt, virkelig stærkt.
Der er i den grad lagt op til konfkikter.

Leonius.

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Rigtig godt gået! Du får i den grad diamanthalsbåndet til at lyde som om det er et snærende halsbånd :D

Og Klaus eller Daniel ...? Hm.

Jeg glæder mig til at se, hvad der nu skal ske.

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

Jeg er glad for, du kan lide fortsættelsen. Jeg tænkte, jeg ville forny mig ved ikke at diske op med et nyt lig ;)

Kh,
Randi

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Dejligt at høre, at budskabet kommer ud over rampen :)

Jeg glæder mig også til de to sidste afsnit. Alt er vist stadig muligt.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Det var dog elegant drejet! Jeg var så spændt på, hvad du nu gjorde efter mareridtet, og du skuffer mig i alle tilfælde ikke.

Klaus og Daniel eksisterer stadig, ikke bare som gespenster i en drøm, men som to kompetanter i forhold til Louises lykke...

Jeg elsker dine detaljer,der karakteriserer personerne så godt..en imaginær fold, der skal glattes, og en blomstervase, der bliver drejet en kvart omgang...

KH Bente

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Åh, hvor er jeg glad for, du kan lide den imaginære fold og blomstervasen, der bliver drejet en smule. Jeg tænkte virkelig meget over, hvordan jeg skulle tegne moren med få ord.

Kh,
Randi

Poly sagde ...

Kære Randi

Det er utroligt, som du kan få fortællingen drejet hen på din helt personlige skrivestil. Og igen tog du fussen på mig. Flot og elegant leverer du spænding og føde til fantasien.

Med hilsner Poly

Randi Abel sagde ...

Kære Poly,

Tak skal du have. Der skulle være mulighed for at dreje historien i forskellige retninger, så god fornøjelse med at skrive næste afsnit :) Jeg glæder mig til at læse det.

Kh,
Randi