søndag den 9. maj 2010

April-opgave: Føljeton 14

"Come on, Daniel! Let's go now! The cops are coming!" Selv gennem lyden af sit eget hvæsende åndedræt kunne Klaus høre, at det var slut med at spille smarte for de skide englændere. De havde sikkert sidetaskerne fyldt med bonger, tjald og stoffer fra Christiania. De to af dem stod og hev i den tredie, som sad på knæ ved siden af Louise og holdt hendes hoved i skødet. Hvad fanden havde han gang i med de piller?! Med en sidste anstrengelse nåede Klaus frem, kastede sig over fyren og fik i et overraskelsesangreb vristet pilleglasset ud af hænderne på ham.

"Skrid off med jer. What the fa'n have you done with her?! What's that for nogen pills?"

Motorcykelfyren (ham der hed, Daniel?) prøvede ihærdigt at få pillerne tilbage, men Klaus holdt dem væk og stirrede olmt på ham. De to andre var steget på motorcyklerne og startede dem nu op med kæmpedrøn som overdøvede sirenerne.

"Get your bloody arse on the bike and let's go, Daniel. Her boyfriend'll have to take care of her!" Et langt øjeblik stirrede de to rivaler på hinanden, indtil de i en synkron dans begge begyndte at bevæge sig igen. Daniel gjorde en affærdigende gestus og skyndte sig hen til motorcyklen. Klaus besluttede at det vigtigste trods alt var Louise og han satte sig på knæ ved siden af hende for at undersøge, hvad der var galt.

"Give her the fucking meds, you wanker!" råbte Daniel og med et brøl af frihed drønede han efter sine to kammerater, som allerede var drejet om hjørnet længere ned ad gaden. Klaus kiggede ikke engang efter ham, nu gjaldt det kun Louise - et kort øjeblik spekulerede han over hvad en mætsjuvanker var, men så rørte Louise på sig. Hurtigt stoppede han glasset i lommen og tog hendes hoved i skødet.

"Louise? Louise! Er du okay? Kan du sidde op? Bare lig st…" En synkende fornemmelse vældede op i Klaus, da han pludselig sad med hendes hår i den ene hånd, indtil det gik op for ham at det var en paryk. "Hva' fan'?! Louise? Hvad sker der?"

Louise tog solbrillerne på og rakte ud efter drinken hun havde stående ved siden af liggestolen. Men da hendes hoved kom ud i solen blev hun så svimmel at hun trillede ned på (asfalten) sandet ved siden af. Straks kom Mor løbende over, mens hun irriteret skræppede:

"Louise? Louise! Er du okay? Kan du sidde op? Bare lig st..." men Louise hørte ikke efter mere. Det havde bare været meningen, at det skulle være en lille hyggelig ferie ved Vesterhavet, men efter at Mor havde hørt om turen ville hun pludselig til at betale for det hele. Og så var Vesterhavet vokset til Middelhavet og køreturen til en 1. klasses billet spændt i en tindåse med vinger. Og Poul skulle selvfølgelig med. Poul med smilet og de bløde hænder. De travle, bløde hænder.

"Jeg er okay. Lad mig være." Louise lå (på den hårde asfalt) i det bløde sand og prøvede at vifte Mor væk. Skubbe hende væk (har jeg ikke skubbet dig væk før, Mor?). Foran hende løb det røde (blod ned ad trappen) indhold fra drinken ud i sandet.

Klaus gjorde sit bedste for at holde Louises hænder som viftede ud efter noget, mens han blev mere og mere bange. Hvad var det med hende? Hun mumlede noget om at være okay, hvilket hun tydeligvis ikke var. Hun havde brug for hjælp - hans hjælp. Hvad hulan var det med den paryk? Prøvede hun at gemme sig for nogen? Gaden blev lyst op af blå, blinkende lys. Mange blinkende lys?! Hvorfor havde de sendt så mange ambulancer, tænkte han, indtil det gik op for ham at det var politibiler. Og så var der pludselig fyldt med politifolk, der råbte af ham, trak ham væk fra Louise. Tog fat i Louise.

Mor havde sagt at hun skulle opføre sig pænt. Hun ville ikke have at Louise larmede, når der var gæster. Mor løftede hende op og (spændte hende fast til båren) lagde hende i seng. Det blev mørkt i værelset.

Og så gik det op for Klaus: Det var ikke et tilfælde at hun var begyndt at snakke med ham i toget. Hun skulle bruge ham til at slippe væk. Fra dem. Han havde bedt om en ambulance og så kom der masser af politi med også - var det et tilfælde? Det var hans skyld at de havde fået fat i hende. At de ville tage hende væk. Fra ham. Spærre hende inde. Og han skulle have reddet hende. Og havde de måske ikke prøvet at sætte ham ud af spillet tidligere? Placere liften, så han slog hovedet på den - nok næppe et uheld! Desperat kastede Klaus sig rundt, forsøgte at slide sig fri. Men de havde ham nu. Det var for sent. Han havde svigtet hende.

"Nej! Lad hende gå! Stop! Neeeeej…"

Lidt væk fra tumulten, stod to mænd og fulgte med, mens de to unge mennesker blev ført bort. Louise på en båre og den unge mand, kæmpende og skrigende med 4 granvoksne politibetjente til at holde sig.

"Hva' fanden er det med ungdommen nu om dage?" Kriminalkommisær Madsen så anklagende på overlægen ved hans side, som dog ikke gjorde tegn til at have hørt spørgsmålet. Lidt højere sagde han: "Ungdommen! Hvad fanden er der med den, hva'?"

Overlæge Ivar Buhl virrede med hovedet, skubbede brillerne på plads og så spørgende på sin sidemand: "Hm? Ja, det kunne godt være et tilfælde af akut neurosefantransferitis." Madsen stirrede stenhårdt tilbage: "Og på almindelig dansk?"

Men overlægen var allerede på vej hen til sin bil, mens han råbte tilbage over skulderen: "Ja, undskyld men jeg bliver nødt til at komme tilbage og sætte udstyret op. Det er et yderst interessant tilfælde det her…" Og så var han væk.

Madsen rystede på hovedet. Så satte han sig ind i bilen og bjæffede til chaufføren: "Tilbage til stationen! Lad os se om vi har et par almindelige bankrøverier lavet af et par almindelige tyveknægte."

13 kommentarer:

theodor sagde ...

Hej alle,

Håber det er en passende slutning. Tak for kampen alle sammen :-)

kh
Theodor

Randi Abel sagde ...

Kære Theodor,

Jeg synes, du har gjort et godt stykke arbejde med at afslutte historien. Det kan ikke have været let. Din afslutning er meget velskrevet og humoristisk.

Det har været sjovt at deltage i projektet. Jeg har dog på fornemmelsen, at føljetonen ikke kommer til at høste mange anmelderroser ;)

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Hej Theodor.

Jeg ved virkelig ikke hvad Randi mener. Jeg giver gerne fem stjerner for en sammenhængende, velskrevet og fantastisk underholdende føljeton!

Og det er selvfølgelig til hele teamet.

Kh Dorte.

PS: hvad hedder historien egentlig? - og hvornår kommer filmen?

Bente Pedersen sagde ...

Kære Theodor!

Akut neurosefantransferitis! Ja selvfølgelig er det da forklaringen! Hvorfor har jeg mon dog ikke tænkt på det noget før? Det er jo oplagt med Louises mærkværdige optræden på diverse scener, indre såvel som ydre. Der skulle lige den rette mand på banen til at se den rette sammenhæng.

Hvor morede jeg mig kosteligt,Theodor, i dette sidste afsnit af en fantastisk unik føljeton, der som Dorte skriver, har en stor fremtid for sig.

Og det er jo oplagt,at Klaus må være en gedigen udøver i sprogdisciplinen D'inglish. Han kommer til at bruge adskillelige timer på at løse gåden om fænomenet "mætsjuvanker".

Du har løst en næsten umulig opgave til glæde og morskab for os alle. Tak!

KH Bente

Leonius sagde ...

Kære Theodor,

jeg syntes også, at du har bedrevet et rigtig godt afsnit, og en god afslutning.

Når det så er sagt, giver jeg Rabdi ret i, at denne føljeton ikke egner sig til gengivelse nogle steder.
Derimod har det været en fremragende lærerig øvelse i hvordan man får en gruppe selvstændige kreative mennesker til at arbejde sammen, eller det modsatte, om een opgave.
Det er prøvet før i verdenshistorien, og kan nok lade sig gøre, i en begrænset periode, hvis gruppen kun er på 2.
Når der er flere, er det simpelthen ikke muligt, det ville kræve en uhørt høj disciplin, og frem for alt nedskrevne præcise regler, og naturligvis en overdommer.

Hvis denne føljeton skal kunne virke i sin helhed, vil det være nødvendig at skrive nogle af afsnittene delvis om, og det ville være urimeligt overfor den enkelte.
Nu er det jo heller ikke noget vi vil få brug for i fremtiden, vi vil jo helst skrive vore egne historier, og også selv finde på.

Som sagt, har jeg lært meget med denne øvelse, og er glad for at have prøvet det.

Leonius.

theodor sagde ...

Hej alle,

Tak for kommentarerne til afsnittet - jeg syntes, der skulle være både gråd og grin her til sidst.

Det har været en anderledes, sjov øvelse. Med tryk på 'øvelse'. Vi har hele tiden skullet forholde os til hinandens indspark og samtidig bringe historien videre med nyt for så at bringe trådene sammen til sidst. Og jeg tror den nuværende udgivelsesform er en passende endestation for historien.

Som Leonius skriver kræver det noget mere struktur, hvis det var produktet vi gik op i. Men det er dog min oplevelse at det godt kan lade sig gøre (jazz og impro-teater er gode eksempler) med et resultat som er større/bedre end hvad den enkelte på egen hånd kunne komme på. Det kræver dog, at hver især er virtuos inden for sit felt og selvom vi hver især har vore styrker som skribenter, vil det nok være at tage munden for fuld at kalde os virtuoser.

Jeg har tænkt at vi manglede en titel, men jeg har ikke kunnet komme på noget. Derfor hedder den bare Føljeton 1.

Nu er det bare med at fatte pennen og få sendt nogen tekster til Dorte. Jeg skynder mig at få lavet en maj-opgave i starten af ugen.

kh
Theodor

Poly sagde ...

Kære Theodor

Rigtig flot afslutning til ug+☼

Åh, hvor jeg grinede ved dit ”jule engelske” (D'inglish) og mange andre steder i afsnittet. Og helt brillant har du fået flettet Louises virkelighed og drømmebilled ind i afslutningen, og derved samlet en masse løse ender. Yderst elegant, velbetænkt og velskrevet.

Jeg måtte jo lige se om jeg kunne finde ud af, hvordan du havde frembragt ”neurosefantransferitis."Men ak, det nærmeste jeg kom på Louises neurose var på netpsykiater.dk: ”Hvis man har transitivistiske oplevelser, har man svært ved at kende forskel på hvad man selv oplever og hvad man tror at andre oplever. Grænserne mellem en selv og andre bliver på den måde udviskede. Man kan opleve at ens egne følelser eller handlinger kan føles eller udføres andre. Et symptom på skizofreni”

Vi kunne jo kalde vores følgeton: ”Louises Virkelighed!”, ”Louises Frigørelse!”, Louises Neurose”, ”Louises Eventyr” eller ”Når alt står på hoved!”

Endvidere håber jeg ikke, det bliver den sidste føljeton vi laver. Jeg synes det var et dejligt og spændende projekt. Og enormt lærerrigt! Man kunne f.eks. sætte nogle faste rammer eller klare retningslinjer om hvordan ”ens” afsnit skulle afleveret. Det kunne være nogle præcise punkter, der skulle besvares, som f.eks. nogen lignede de punkter du brugte, da vi på ”debat-lørdag”, skulle skrive om den første bog vi havde læst!

Sikke en flot illustration, perfekt billed til en perfekt afslutning.♪ ♫ ☺ ♫ ♪

Med hilsner Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Theodor!

Det var da lidt af en balancegang.
Jeg synes du har gjort det super fint.
Jeg står og skal ud af døren til en aftale, men jeg ville lige lade min stemme høre inden der går alt for lang tid.

Kærlig hilsen

Jørn E

theodor sagde ...

Hej,

Pyha at I syntes jeg har sendt vores lille baby godt på vej :-) Jeg synes det lyder som en god idé at vi strukturerer føljetonen mere stramt, hvis vi skulle beslutte at lave en til på et tidspunkt.

Og så kan jeg sige at "neurosefantransferitis" er bygget op af
Neurose Fantasi Transfer. Det skulle gerne betyde, at Klaus er blevet smittet med (har fået overført) Louises neuroser og fantasier. Jeg syntes, at de skulle have hinanden til sidst - om det så kun var at blive indlagt på den samme gang på Psykiatrisk...

Men forhåbentlig har Dr. Buhl noget mætsjuvanker til dem. Det er et nyt placebo-præparat ;-)

kh Theodor

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!

Jeg vil bare lige gøre opmærksom på filmen "Ni liv" af Rodrigo Garcia. Den er et poetisk eksempel på filmisk lyn-prosa.

@ poly...lige en opfølger: Hvorfor kalder du det juleengelsk? og by the way..hvad hedder lagkage på engelsk?

@ theodor: Ej altså findes der en diagnose, der hedder sådan? Jeg jokede bare og troede,at det var en af dine opfindelser :-)

(Jeg lagde iøvrigt mærke til Pouls travle og bløde hænder. Tænkte det nok!)

Og selvfølgelig skal de have hinanden til sidst.

KH Bente

theodor sagde ...

Hej Bente,

"Ni liv" kommer på ønskefilmlisten. Og det er en hjemmelavet sygdom - bare rolig ;-)

kh
Theodor

Poly sagde ...

Kære Bente

”Juleengelsk” stammer fra den danske ”The Julekalender” med ”De Nattergale”. Jeg kan ikke huske hvem der spillede, ham der talte en blanding af dansk og engelsk. Men det var ham der var lidt uhyggelig. Det kan godt være, det er et ”selvopfundet” udtryk, men vi brugte udtrykket på min daværende engelsk sprogede arbejdsplads.

En lagkage på engelsk hedder: ”Layer Cake”. Prøv at kigge på denne link: http://www.masterchef.com.au/lemon-curd-layer-cake-with-fresh-passionfruit.htm

Men der er intet som danske kager. Jeg savner mest Trianon’s Himdbærtærte, eller de dybfrosne franske ”Hindbærtærter” fra Irma, som jeg plejede at hælde over med røreæg lavet af 6-8 æggeblommer og godt med sukker. En slikmund! Helt afgjort, hmm!.

Med hilsner Poly

Bente Pedersen sagde ...

@ Theodor! :-) :-) :-)

@ Poly! Nå,sådan! Jeg underviste faktisk en niende klasse dengang The julekalender med "De Nattergale" blev sendt første gang. Det fik vi sørme meget grin ud af.

Og så havde jeg gættet på layer cake, men syntes,at det var for oplagt. Tak for linket til min søde tand!

KH Bente