fredag den 21. maj 2010

Lænestolen vi bar ud

forfatter og foto: Theodor Klostergaard

Jeg har tre minder, som fortæller min historie. Det første handler om dengang jeg som dreng blev sendt alene afsted til købmanden. Jeg skulle købe nogle dagligvarer og var mægtig stolt. Det var første gang, jeg blev sendt alene afsted. Jeg har vel været 7 år gammel, det har ihvertfald været inden jeg blev 8, for det var min mor som sendte mig af sted. Hun spurgte mig kun én gang, om jeg turde gå alene. Det skal lige siges, at jeg ofte havde været med hende til købmand Svendsen. Når vi kom ind i butikken, kiggede han op fra disken, smilede venligt og snakkede med min mor om alt og intet, mens han blinkede venligt til mig, når han sagde noget, som jeg også kunne grine ad.

Jeg kunne godt lide købmand Svendsen og glædede mig til at træde ind i butikken - jeg var sikker på, at han ville være behørigt imponeret over, at jeg var kommet helt alene. Og det blev han også, og det havde selvfølgelig ikke været det samme, hvis ikke han havde lagt mærke til, at bedriften var noget særligt. Men det jeg husker så tydeligt, er de ti minutter det tog at gå derhen. For første gang skulle jeg passe på mig selv i en verden som - hævet over enhver tvivl - pludselig var uendelig stor, uendelig farlig og samtidig fyldt af uendelige muligheder.

Hvordan skal jeg forklare det?

På min vej skulle jeg forbi Karl Klipperen. Han havde en stor bidsk hund løbende løs i sin have, Kraxos, tror jeg, den hed. Når jeg gik der med min mor, var trygheden absolut. Den dag, som 7-årig, afhang mit liv af at hækken ud mod fortovet beskyttede mig. Sådan følte jeg det og jeg var sikker på, at det var slut, da hunden kom spænende hen mod mig, Men hækken holdt. Den holdt uhyret væk og jeg blev stående foran hækken og mærkede rusen. Rusen ved at have vundet over min egen frygt. Og mit liv åbnede sig op i uendelige retninger. Da jeg kom hjem tog min mor imod indkøbene som om det var helt almindeligt. Så smilede hun til mig.

Et billede jeg altid har kunnet holde fast i.

Det tredie og sidste minde handler om en læderstol. Nede i kælderen havde min lillebror og jeg en fjernsynshule. Dengang vi lavede hulen, havde vi plaget os til en læderstol, som min far havde klunset på gaden. Det var fra den periode, hvor han bare gik rundt i gaderne om aftenen efter min bror og jeg havde puttet os selv. Læderstolen var et kæmpe monstrum, som jeg egentlig tror han ville have haft til sig selv, men vi fik altså plaget den fra ham. Sådan som jeg husker det, havde det taget min far og et par af hans såkaldte venner en halv dag at få bakset læderstolen ind i huset. Og så har jeg ikke engang regnet med, hvor meget bøvl de havde med at få transporteret den fra der, hvor han fandt den. Det var sådan en stol, som man forsvandt fuldstændig i - det var næsten som at blive nedsænket i kropsvarmt vand. Og efter ganske kort tid bevægede man sig ikke mere. Både fordi det ikke var nødvendigt at skifte stilling, og fordi læderet klistrede til kroppen og gjorde det ubehageligt flytte på sig. Så man sad der bare - helt stille.

I starten havde vi skiftedes til at sidde i den, men efterhånden blev det klart at det var min stol, som min bror kunne låne, når jeg ikke brugte den. Det gjorde jeg som regel.

Min far og jeg var alene hjemme, mens min lillebror var på besøg hos min morfar og mormor. Jeg havde ikke så meget lyst til at besøge dem mere. Efter vi havde sendt ham med toget, passede vi hvert vores - jeg var kravlet ned i læderstolen, min far var på kirkegården. Der havde han ikke været i lang tid, tror jeg. Det var derfor først til aftensmaden, at vi egentlig var sammen - for en gangs skyld havde han insisteret på, at vi skulle spise samtidigt. I starten var det meget kejtet, fordi tavsheden var så tydeligt et bevis på, at vi havde glemt hvordan en samtale om et familiebord foregik. Men hvor tavshed kan være dræbende, kan stilhed være lægende. Og det var der skete: Vi gik fra at være tavse overfor hinanden til at være stille sammen. Som om vi kom ud på den anden side af det tavse mørke og fandt stilheden liggende der som en stor rolig sø. "I morgen rydder vi op" sagde han.

Og så kom det ud: Kasser fra loftet, tøj fra skabene og møbler fra kælderen. Læderstolen bar vi ud sammen uden et ord.

13 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Theodor!

Tak for din noget vemodige historie. Jeg er glad for,at den slutter,som den gør. Jeg ved ikke,om det er besvarelsen af maj-opgaven, men det kunne sagtens være det, da jeg bestemt får en masse viden om din hovedperson.

Det er rigtig flot komponeret, at du ikke på noget tidspunkt nævner morens død direkte, men alligevel får lagt så mange spor ud, at vi som læser ved,at dét er omdrejningspunktet og ikke lænestolen.
Scenen med den lille fyr, der bliver betroet at gå til købmanden alene forbi den glubske hund, og får så stor en succesoplevelse ved det,at det kan hjælpe ham sidenhen...han husker morens smil bagefter...er skrevet med megen indlevelse og i fin højde med drengens daværende alder.

Du får også nævnt farens nedtur efter morens død, formoder jeg, hvor drengene må passe sig selv, og hvor de får brug for en tryghedshule.

Det glæder mig så meget,at lænestolen til sidst bliver båret ud, og faren og drengen finder hinanden igen og kan være stille sammen. Det kan man kun, når man er trygge ved hinanden. Derfor bliver min yndlingssætning i dag også: "Som om vi kom ud på den anden side af det tavse mørke og fandt stilheden liggende der som en stor rolig sø."

Og nu vil jeg ud i solen!

KH Bente

Poly sagde ...

Kære Theodor

Jeg blev meget rørt over din velfortalte historie. Og som Bente sagde, lagde du flere spor ud. Alene dit camoufleret billed, fortæller mig med det samme, at her er noget med død eller sorg.

Men din historie er slet ikke sorg, det er en hyldest til noget varm og tryk, din mor. Først gennem ”købmands fortællingen”, hvor vi får at vide hvor gammel du var, de hun gik bort. Og hvor meget hendes smil betød for dig og samtidig mindede dig om, hvor stolt og tilfreds hun var med din bedrift.

Ligeledes er det utroligt imponerende som du har symboliseret moderen gennem hele fortællingen med læderstolen. En af de sætninger jeg specielt hæftede mig ved var: ” Det var sådan en stol, som man forsvandt fuldstændig i - det var næsten som at blive nedsænket i kropsvarmt vand. Og efter ganske kort tid bevægede man sig ikke mere.” Ja, jeg blev helt blødt om hjertet og nærmest hold vejret!

Dit sidste afsnit, hvor du beskriver tiden efter med faderen, er bare så stærkt skrevet. Og jeg kan fuldt ud stå bag Bentes valg af den fremhævede sætning. Så poetisk og fyldestgørende. Mange tak for at dele denne historie, den gjorde et stort indtryk.

Med hilsner Poly

Leonius sagde ...

Hej Theodor,

det er helt utroligt, at du kan skrive så langt forløb i et liv, på så lidt plads, og så få læseren til at fylde alle hullerne ud.
Det er stærkt gået.
Nu har Bente og Poly så udemærket kommenteret din historie, så jeg vil bare fremhæve, at det er min opfattelse af historien, at moderen døde ved fødslen af lillebroderen. Hun kunne ikke gå med til købmanden, fordi hun var besværet af graviditeten.
Jeg vil også lige nævne dit foto, hvor jeg ser det religiøse tegn i vinduet.
Meget rørende og smukt skrevet.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Theodor,

Jeg må tilstå, at jeg kneb en tåre, da jeg læste din tekst. Det er utroligt, at vi med så få ord får så meget at vide om drengen og hans familie: Morens død, farens store sorg, drengens behov for tryghed. Jeg er enig i, at det sagtens kunne have været din maj-opgave.

Jeg er også glad for slutningen, som lettede på den triste stemning, du bragte mig i.

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Theodor.

En sørgmodig, men fremragende skildring af en familie i form af nogle få korte glimt. Flot gået.

Jeg er også begejstret for den symbolske lænestol, som til sidst kan bæres ud.

Kh Dorte.

theodor sagde ...

Hej alle,

Tak for kommentarerne. Min kone og jeg er lige kommet hjem efter en solskinskærestetur til Skagen. Uden børn. Og så er det superdejligt at læse alle de varme kommentarer til historien, når man tænder op for computeren igen.

Som vist de fleste, har jeg det også selv bedst med at teksten slutter på en optimistisk tone. Jeg havde det sjovt med at sammenstille tavshed og stilhed som hinandens modsætninger.

Det er lang tid siden jeg skrev den, men da jeg redigerede den her til skrive-bloggen kunne jeg godt se, hvordan læderstolen kunne symbolisere moderen (betryggende, men også noget som fostrede inaktivitet og klæbrighed). Det er sgisme derfor, det er så berigende at skrive ;-)

Jeg skulle selvfølgelig have brugt det som besvarelse af maj-opgaven, men der var jeg ikke lige skarp nok. Så bliver jeg nødt til at skrive noget mere, og det gør jo heller ikke noget.

På perfiktion har vi en opgave med fortælle-synsvinkler og for en god ordens skyld, må jeg hellere sige, at min egen mor (og far) heldigvis lever i bedste velgående. Denne tekst er skrevet i 1. person og jeg tror hele stemningen over teksten ville have været anderledes, hvis det havde været i 3. person.

Det falder mig nemmest at skrive i 1. person, men de historier jeg gerne vil fortælle ligger mest naturligt 3. person. Så han øvede sig og øvede sig.

kh
Theodor

Ragnhild sagde ...

Kære Theodor

Jeg blev sørgmodig og tung om hjertet, da jeg forleden læste din stærke og meget smukke tekst. Jeg kunne ikke umiddelbart lægge en kommentar, det blev ekstra svært, fordi jeg fornemmede, at tekstens jeg kunne være dit alter ego. Så indlevende er teksten netop skrevet.

Det var faktisk rigtig godt, at få at vide, at din mor (og far) lever i bedste velgående. Det understreger din store indlevelsesevne i din egen valgte jeg-fortæller.

.."inden jeg blev 8, for det var min mor der sendte mig afsted". Her siges så flot i underteksten, at drengens mor er død. Faderens sorg og drengenes ensomhed fortælles med stor forståelse for begge parter. Drengene måtte putte sig selv. Tavsheden vs stilheden står flot beskrevet og det samme gør den klæbrige symbolske lænestol.
Jeg kan rigtig godt li din "gamle" tekst. Godt du fandt den frem.

Kh Ragnhild

theodor sagde ...

Hej Ragnhild,

Tak for ordene. Jeg var lidt i tvivl om, der var nok spor om, hvad der var sket med moderen, men det er dejligt at se at de små hints bliver fanget.

Det kan hermed konkluderes at på skrive-bloggen har vi med skarpsindige læsere at gøre. Vi må passe på at det ikke bliver en sovepude, når vi hver især bevæger os ud til at bredere publikum :-)

Og gad vide om ikke indlevelsesevnen i ikke ringe grad også er et udtryk for læserens evne til at danne billeder og sætte sig ind i personernes verden?

kh
Theodor

Jørn E. sagde ...

Kære Theodor!

En smuk lille hverdagshistorie om, hvordan en far og han to små sønner kæmper for at holde sammen som familie efter at moren er død. Fuld af elegante hentydninger og stemningsskabende billeder. Elegant tristesse.

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

"Det kan hermed konkluderes at på skrive-bloggen har vi med skarpsindige læsere at gøre. Vi må passe på at det ikke bliver en sovepude, når vi hver især bevæger os ud til at bredere publikum"

Theodor, på den ene side har du ret, men på den anden side er det jo vigtigt, at vi heller ikke gør teksterne tandløse ved at fortælle vores skarpsindige læsere for meget :D

Poly sagde ...

Kære Dorte

Hvad mener du helt præsis, når du siger til Theodor, "..../ikke gør teksterne tandløse ved at fortælle vores skarpsindige læsere for meget"??
Kommer det ikke an på om det er en krimi eller ej??

Hilsner Poly

Dorte H sagde ...

Poly: det er selvfølgelig vigtigst med krimi, men uanset hvad jeg læser, vil jeg gerne kunne regne med, at personerne og handlingen overrasker mig på næste side. Giver det mening?

Kh Dorte.

Poly sagde ...

@ Dorte. Ja, mange tak@ Mh Poly