søndag den 16. maj 2010

Maj-opgave: At opbygge figurer

Skriv en lille tekst, hvori du kommer omkring følgende hovedpunkter for en hovedperson. Underpunkterne er hovedsageligt en hjælp, ikke til hovedløs besvarelse.

Deadline er den 30. maj - husk at kigge efter et billede til din besvarelse :-)

1. Udseende og fysiske kendetegn
  • Hvordan ser personen ud?
  • Hvordan bevæger personen sig?
  • Hvordan gestikulerer personen?
  • Hvilket slags tøj har personen på?
  • Er der nogle ekstraordinære fysiske kendetegn?
2. Handlinger
  • Hvad gør personen konkret?
  • Hvordan passer handlingerne med udseendet? (en tyk mand, som danser ballet)
  • Hvilken overensstemmelse er der mellem de ting, personen siger og de ting personen gør?
  • Hvad kommer personen til at gøre uden at have besluttet det? (sveder, rødmer, stammer, griner, kysser)
  • Hvad gør personen uden at opdage det selv? (piller sig i øreflippen, griner lidt for højt af vennens vittigheder)
3. Indre landskab
  • Hvad er personens højeste ønske?
  • Hvad er personens største frygt?
  • Hvad er personens mål?
  • Hvilke indre mekanismer eller dæmoner hindrer personen i at opnå sit mål?
  • Hvordan betragter personen sin omverden?
  • Hvordan betrager personen sig selv?
  • Hvad er personens største svaghed?
  • Hvad gør personen glad?
  • Hvad gør personen ked af det eller rasende?

Du kan eventuelt bruge omverdenen til at vise noget om personen gennem den måde andre reagerer på personen:

På en mørk kro sidder 5 barske sømand og snakker om den seneste storm. Så går døren op og en stor dreng kommer ind. Alle bliver stille og rykker til side uden at turde møde hans blik.

Uden andet end 'stor dreng' og det at han går på kro, har vi fået en masse antydet om drengen gennem omgivelsernes reaktion på ham.

Hvis du gerne vil have en mere bundet opgave kan du gøre det på følgende måde:

a. Beskriv en person og dennes største styrke og svaghed.
b. Giv personen en uventet udfordring.
c. Lad personen fejle ved at stole blindt på sin styrke.
d. Lad personen klare udfordringen ved at vende sin svaghed til en styrke eller ved at overkomme sin svaghed.
e. Beskriv hvad denne oplevelse gør ved personen.

Eksempel:
a. Keld er stærk og handlekraftig. Han er egoistisk og har ikke tålmodighed til at lytte til andre.
b. På en bådtur bliver det stormvejr og masten knækker.
c. Keld beslutter at svømme mod land for at hente hjælp. Han lytter ikke til kammerat (med hornbriller) som mener de skal blive ved båden. Han svømmer afsted, men klarer sig med nød og næppe tilbage, da det viser sig at strømmen er for stærk til at svømme.
d. Tilbage ved båden får han i samarbejde med hornbrille-kammeraten bikset en nødradio sammen og de bliver reddet.
e. Keld bliver rådgiver på en Unge-linie (eller sådan noget :-)

Lad spørgsmålene være en inspiration og ikke en facit-liste - og hvis du har andre ideer til, hvordan man kan bygge figurer op, så del dem meget gerne herunder i kommentarerne.

God fornøjelse,
Theodor

8 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Theodor,

Det ser spændende ud. Tak for oplægget.

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Theodor.

Fin opgave. Jeg er så småt gået i tænkeboks. Har du en deadline til os?

Kh Dorte.

theodor sagde ...

Hej,

Ja, jeg håber det kan give anledning til at prøve noget, man ikke har forsøgt på før.

Jeg opdaterer lige med en deadline.

kh Theodor

Poly sagde ...

Kære Theodor

Hm..! Ja, for mig er det i hvert fald et stor udfordring, og noget jeg ikke har prøvet før. Jeg var gået i gang med min næste fortælling i hoved, så måske kan jeg bruge den til månedens opgave! Men, at skrive ”en lille tekst”, og komme omkring hovedpunkter for hovedpersonen samt diverse underpunkterne, vil tiden vel vise om det er muligt for mig!

Og hvis jeg må stille et "dumt" spørgsmål, er det meningen at man skal skrive i "jeg-synsvinklen" eller den alvidende? Jeg spørger fordi du skriver "personens...." og der er vel kun de to muligheder, der kan fortælle så detaljeret!

Med hilsen Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Theodor

Godt oplæg. Fint med en ny opgave som ligger forskudt i forhold til opgaven på Perfiktion. Den største udfordring er måske at komme rundt om en person på så forholdslille en plads. Det bliver spændende at læse, de tekster, der bliver resultatet af udfordringen.

Vi må ha tekster på banen - nej på bloggen - det er da et savn, når dagens tekst ikke dukker op.

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

... der skulle stå ... forholdsvis lille ...

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Theodor!

Tak for dit fine og grundige oplæg. Spændende at se, hvilken person, der dukker op og vil have ordet!
KH Bente

theodor sagde ...

Hej,

Det kan måske virke som noget af en mundfuld, men tanken var at det var spørgsmål til inspiration. Pluk eventuelt et eller to ud fra hvert af de tre hovedpunkter og brug dem.

Jeg er også spændt på at se, hvilke personer vi kommer til at møde :-)

@Poly: Du kan sådan set selv bestemme hvilken fortællesynsvinkel du bruger. Jeg har skrevet personen, fordi det var mere neutral og pænere end det politisk korrekte han/hun. Men vælg din egen fortæller.

kh
Theodor