søndag den 30. maj 2010

Maj-opgave: Grammy

Forfatter: Dorte Jakobsen

I det meste af ottende klasse havde vi Mitte Gramstrup til tysk. Grammy var den tynde og nervøse type, et omvandrende skelet med raslende halskæder og armbånd. Og det blev nok ikke bedre af de fire tysktimer med ottende B.

Grammys hår havde været farvet rødt en gang, men det var alt for længe siden. Hun var sådan cardigan-typen, musegrå og lortebrun i mange kombinationer.

”Grammy er legemliggørelsen af den tyske grammatik,” påstod Torsten. Torsten havde røde fregner og stritører, så han havde tidligt lært, at det bedste forsvar var et angreb.

Grammy var sikkert forberedt til punkt og prikke, men på et eller andet tidspunkt tabte hun altid tråden. Drengene tegnede dårlige karikaturer af hende på tavlen, de sendte breve til hinanden og skrællede æbler med deres lommeknive midt i hendes forsøg på at stoppe et verbum eller to ind i vores hormonbefængte hjerner. Vi piger sad mest og strikkede; vi var for gamle til at blande os i drengenes barnligheder, men vi gad bestemt heller ikke lære tysk.

”Hvor kom vi til?” lød det jævnligt oppe fra katederet, mens armbåndene dansede panisk om de magre arme.

”Wir sollen bollen wollen,” foreslog Preben hjælpsomt. Halvkvalte fnis fra alle de elever, som stadig var vågne.

Hun blev lyserød i kinderne, men ellers lod hun sig aldrig mærke med det, hvis hun da overhovedet forstod, at hele klassen gjorde grin med hende.

-------------------------

”Mittes mand er død!” Lisa hviskede sin besked, så højt hun turde, mens hun stormede ind i klassen tre sekunder foran Grammy.

”Mitte hvem?” Vi gloede forvirrede på hinanden, før tiøren faldt.

En sortklædt, afdæmpet Grammy kom ind med sine falmede tyskbøger under armen. Hun satte sig på stolen, og i en underlig, pinlig stilhed terpede vi for en gangs skyld verber og gloser efter bedste evne.

”Det var vist noget med hjertet,” oplyste Birgitte i frikvarteret.

”Ja, han var da i hvert fald langt over fyrre!” Lisas forældre plejede at spille bridge med Grammy og hendes mand, og Birgitte skulle bare ikke komme her og vide bedst.

Et par dage var vi forholdsvis søde, og Jane lagde røde æbler til hende på katederet, men vores medfølelse strakte ikke længere end til vinterferien, som begyndte en uge efter.

--------------------------------

”Grammy er blevet klippet. Se!”

Jo, sandelig. Tjavserne var blevet til en rigtig frisure som lyste i et rødbrunt skær.

Forvandlingen skete ikke fra den ene dag til den anden, men i løbet af foråret dukkede en helt ny Grammy op. Hun tog et par kilo på og skiftede lige så stille stil. En dag mødte hun op i cowboybukser, og midt i timen gav hun Torsten en regulær skideballe, fordi han sendte en papirsflyver op gennem klasseværelset fra bagerste række.

Vi så målløse til og vidste ikke helt, hvordan vi skulle forholde os til vores nye tysklærer. Forvandlingen varede heller ikke mere end et par måneder, så kom politiet ind i klassen og hentede hende, lige midt i at vi var ved at bøje ”sterben”.

14 kommentarer:

Leonius sagde ...

Kære Dorte,

det var en rigtig god historie, som var mættet med indhold og beskrivelser af Grammy, i hendes 3 faser.
Det er tydeligt, at hun i sit ægteskab var en kuet kvinde, som begyndte at blomstre op, da hendes mand afgik ved døden.
Det er typisk for dig, at hvis ikke historien udvikler sig i den rigtige retning, ja så finder du mordvåbnene frem, i dette tilfælde var det vel "gift" hun gav ham, og sikkert på hans fødselsdag.
En, i mine øjne, yderst velfortalt, og velkomboneret historie.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Jeg tilslutter mig helt Leonius!
Jeg kan rigtig godt li' at han mener at Grammys mand fik sin gift på sin fødselsdag - dejligt skævt. God værkstedshumor.

Men din historie er supergodt skrevet. Den flyder stille som Don-floden og jeg kom til at erindre mine egne tysktimer med tysklærer Fido - han hed Villadsen. Hvorfor er tysklærere altid sådan nogle særlinge? Jeg har også en svoger der har været tysklærer. Han er afgjort heller ikke helt almindelig. Hvis du skulle være tysklærer, er jeg sikker på, at du er undtagelsen der bekræfter reglen ;o)

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Leonius.

Jeg er glad for, at Grammy falder i smag. Det var meget sjovt at skrive en historie fra de noget uengagerede skoleelevers synsvinkel. Og det er ekstra dejligt, at I åbenbart fornemmer, hvad hendes ønsker og mål har været, selv om synsvinklen begrænser mig lidt.

Kh Dorte.

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

Dejligt at du værdsætter min ´stille´ historie. Jeg ved egentlig ikke, om hun gav ham gift eller hvad, men det er da en interessant mulighed.

Jeg ved ikke, om personligheder bliver tysklærere, eller tysklærere bliver personligheder, men jeg ved godt, hvad du mener :D (Jeg underviser kun i engelsk, og det behøver man ikke være særlig interessant for).

Kh Dorte.

theodor sagde ...

Hej Dorte,

Jeg kan godt lide din måde at beskrive Grammy på gennem at lade en af eleverne være fortæller. Det giver en vis distance, som på en måde kan siges at afspejle hvordan vi altid kun kan kende andre udefra - hvad de siger og gør.

Hun er en sjov personage og det får du rigtig godt formidlet gennem hendes reaktioner eller mangel på samme, når eleverne spiller op.

Jeg studsede lidt over hvordan det kan være at der går så lang tid, før politiet anholder hende, men efterforskninger kan jo selvfølgelig strække sig over flere år, så det er egentlig nok slet ikke et problem.

kh
Theodor

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!

Dejlig velfortalt tekst,hvor du ved hjælp af tre små afsnit og en ydre synsvinkel alligevel får fortalt så meget om Grammy.(Hvilket navn!)

Det er jo fantastisk,at hun kan nøjes med at tabe tråden i det urolige og ukoncentrede klasseforum, der er omkring hende. Måske sidder hun og planlægger..hmm

Jeg føler mig sat 30 - 40 år tilbage i tid på grund af følgende detaljer: personernes navne, drengene skræller æbler med lommeknive, pigerne strikker, og sproglige udtryk som " Der faldt tiøren" , drengenes barnligheder og Torstens gammelkloge replik: ”Grammy er legemliggørelsen af den tyske grammatik"

Og så var jeg altså ved at storfnise over "Wir sollen bollen wollen!". Preben har da fattet noget om placering af hovedverbet på tysk om ikke andet!

KH Bente

Dorte H sagde ...

Hej Theodor.

I første omgang prøvede jeg at få alt med om min person, men jeg nåede hurtigt frem til, at med en tredje-persons-fortæller er det ikke troværdigt, hvis vi ved ALT om personens indre landskab (med mindre fortælleren er ægtefælle eller psykolog).

Og hvis man på den anden side vælger en første person, er det let med det indre, men ikke nær så naturligt at lade personen fortælle alt om sit udseende, og hvor mange af os ved selv, hvordan vi bevæger os?

Men det er så også en god øvelse om, hvilken fortæller der egner sig til hvad. Glæder mig til at se, hvad andre deltagere får ud af det.

Kh Dort.e

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Dejligt at du lægger mærke til tiden! Jeg har for længst fundet ud af, at hvis man vil placere en tekst lidt tilbage i tiden, er det nemmeste ens egen barndom og ungdom (passer præcist med din beregning). Man lukker bare øjnene og ser sin egen realklasse :D

Jeg er også ret stolt af min ´tyske´joke, men jeg kan simpelt hen ikke finde noget tilsvarende på engelsk.

Kh Dorte.

Ragnhild sagde ...

Kære Dorte

Saxos "Krimi-Dorte" fornægter sig ikke, hun drejer elegant teksten til et lille krimidrama. Jeg nyder dine små kriminalistiske historier. Her undrer jeg mig dog over, at politiet henter Grammy midt i en lektion i klassen. Ville hun ikke være blevet hentet til eller kaldt på kontoret, hvor en anholdelse kunne finde sted? Din synsvinkelbærer ville uden tvivl let kunne finde en måde at formidle anholdelsen på.

Kh Ragnhild

Dorte H sagde ...

Kære Ragnhild.

Tak for rosen!

Jo, jeg kunne sagtens have formidlet anholdelsen på anden, tredje eller fjerde hånd, men det sjove er, at den eneste gang, jeg har oplevet (på anden hånd) en lærer blive anholdt, gik politiet direkte ind og hentede personen midt i en time. Det er jo nok noget de gør for at provokere den anholdte.

Kh Dorte.

Poly sagde ...

Kære Dorte

Ja, det var en god lille krimi. Og meget levende og troværdigt beskrivelse af et typisk klassen og måden de kan opfører sig på. Og som både Jørn og Bente, sendte den også straks mine tanker tilbage til min tysklærerinde, der bestemt ikke min favorit person! Endvidere studsede jeg også over, hvorfor politiet kom så længe efter at Grammys mand var død. Men nok også fordi, der ikke var noget hint mht. hendes mand skulle dø.

Med hilsner Poly

Dorte H sagde ...

Kære Poly.

Tak skal du have!

Jeg tror simpelt hen, Grammy er meget smartere end folk tror, så det tog tid at finde beviserne :D

Kh Dorte.

Randi Abel sagde ...

Kære Dorte,

Hvor er du god til at føre os tilbage i tiden med små midler - i dette tilfælde lommeknive, strikketøj og røde æbler.

Din tekst er en virkelig god karakteristik af Grammy før enkestanden og hendes transformation.

Jeg elsker, at hun bliver afhentet af politiet midt i bøjning af sterben.

Kh,
Randi

Dorte H sagde ...

Kære Randi.

Jeg kom næsten også til at holde af Grammy. Jeg har faktisk skrevet en lille flash tekst om hende på engelsk.

Kh Dorte.