mandag den 24. maj 2010

Men hun gjorde jo sit bedste

forfatter og foto: Bente Pedersen

Hun kunne fornemme det spæde morgenlys igennem de tynde pergamentagtige øjenlåg. Under kinden lå lommetørklædet for at beskytte pudevåret. Langsomt tonede Karl Henrik frem af den ellers tågede drøm. Han havde jo taget hende i hånden som altid, når han ville berolige hende. Hun kneb øjenlågene hårdt i. Forsøgte af al magt at holde fast i drømmen. Holde fast i Karl Henrik, hvis trygge nærvær var næsten ulideligt. Alligevel ønskede hun kun at forblive i det. Savnede ham så inderligt. End ikke døden havde kunnet skille dem ad.

Efter en lille stund i mindernes verden lindede hun lidt på øjenlågene. Hun sagde stille godmorgen til det lille lyse soveværelse. Alt herinde og i resten af huset havde sin faste plads, ellers gik det ikke. Brillerne lå ved siden af uret på natbordet. Lidt gavn gjorde de da, selv om det var længe siden, at hun havde kunnet læse avisen selv. Endsige skrive kort til jul og mærkedage. Var det mon i dag, der kom bud fra biblioteket med ”Stiften” på cd? Det kunne nu være rart. Hun ville jo gerne følge lidt med i byens liv, nu da hun ikke længere kom i pensionistklubben.

Hun svingede de tynde ben ud over sengekanten. Hjemmeskoene stod pænt med snuden pegende fremad, så hun nemt kunne smutte de nøgne fødder på plads. Hun rakte ud efter gangstativet. Nu måtte hun være forsigtig. For to uger siden havde hun mistet balancen, var væltet med stativet og havde slået hovedet slemt på sengestolpen. Det havde blødt en del. Hovedpinen bagefter havde været slem, men da ikke værre end så meget andet, trøstede hun bagefter sine voksne børn i telefonen.

Men hendes børn havde så sandelig ment noget andet om den sag. Sidste mandag var den ældste af pigerne overraskende kommet til kaffetid. Hun kom da ellers kun på sin fridag onsdag eftermiddag de ulige uger. ”Mor, jeg har snakket med de andre tre, og der er noget alvorligt, vi bliver nødt til at tale om” havde hun sagt, mens hun rørte energisk rundt i koppen.

Nej hun ville ikke tænke på det nu. Det skulle ikke ødelægge hendes dag. Beslutningen var taget. Det kunne jo ikke være anderledes, selv om hun synes, at hun hver evig eneste dag havde gjort sit bedste. Børnene havde slået fast, ja havde insisteret på, at hun havde brug for hjælp. Ikke deres hjælp, men kommunens. Kommunehus, kommunekasse, kommunehjælp. Det lød så grimt i hendes ører, og hun skammede sig lidt. Hun havde dog håbet på at kunne klare sig selv til vejs ende i det lille hus, som Karl Henrik havde bygget sammen med sine brødre. Hvor havde de dog knoklet den sommer, da hun var højgravid med drengen…

13 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Hvor er det godt. Det er s'gu' helt Martha Christensensk! Du skaber et billede, så autentisk, at jeg næsten fornemmer lugten af gammel dame i næsen. Beskrivelsen af de tabte evner til at læse og skrive og savnet af manden skaber sammen med alle de andre detaljer et meget helstøbt billede. Rigtig godt gået.
Hvornår kommer der en roman?

Kærlig hilsen

Jørn E

Poly sagde ...

Kære Bente

Lige da jeg havde læst det sidste ord i din fortælling, fik jeg et helt sug i maven, og et ”Oh, no!”, røg ud. Stakkels gamle dame! Ja, fortællingen var så virkeligheds tro, at fornemmelsen af hendes tilværelse var som om jeg var ”fluen på vægen” der bevidnede det hele.

Og jeg kan ikke rose din fortælling bedre end Jørns kommentar, han rammer lige plet med sine ord. Mange tak, og hvor er du dygtig til at skrive.☺

Med hilsner Poly

Dorte H sagde ...

Kære Bente.

Smuk og følsom historie, hvor du vækker en stærk medfølelse med din hovedperson i løbet af nogle få afsnit!

Ja, hende kan vi altså godt tåle at høre mere om.

Kh Dorte.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn, Poly og Dorte!

Bare tusind tak for jeres ord.

Jeg har et ømt punkt for gamle mennesker som hende min hovedperson,så jeg er glad for,at jeg har kunnet gøre hende levende for jer.

Og roman..Narhh, jeg har alt nok at gøre med at øve på dette og hint,så...

KH Bente

Dorte H sagde ...

Bente, man kan da også øve sig ved at skrive romaner! Det har jeg gjort i ti år, og jeg er slet ikke færdig med at øve endnu :D

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Godt at genlæse din varme og følsomme tekst om den gamle kvinde, hvis ønske om at kunne klare sig selv "til vejs ende", desværre (selvfølgelig) ikke kan lade sig gøre, så svagelig som hun er blevet. Du skaber, som Jørn siger det, et helstøbt billede af den gamle kvinde. Et meget sympatisk billede, som viser din indlevelse i kvinden liv, tanker og drømme, ja og i hendes bekymringer for ikke at kunne blive i eget hjem. Det er så realistisk i forhold til min erfaring med mine (nu afdøde) meget gamle forældre.

Du viser fint i teksten, at den gamle kvinde er rationel i forhold til sin hverdag og til sine muligheder samtidig med at hun lever en del af sit liv i tankernes og drømmenes verden - hvor liver er det liv, der har været. Også det genkender jeg fra mine forældres sidste livsfase.

Det er en smuk tekst om et værdigt og smukt menneske.

Kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Kære Bente,

det var igen et stærkt møde med den gamle kvinde, da jeg genlæste din tekst.
Det er et forfærdeligt dilemma, der opstår når man ikke rigtig kan klare det hele selv, for den gamle kvinde men jo også for børnene.
Det er tanker, som man skyder fra sig, og helst ikke vil tænke.
Meget smukt fortalt.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Hvor skriver du godt. Jeg er enig med Jørn - det er Martha Christensensk. Du er helt bestemt klar til at gå i gang med et længere værk :)

I denne tekst kommer vi helt ind under huden på den gamle dame, og det er næsten ikke til at tænke på, at hun ikke får lov til at ende sine dage i sit eget hjem.

Kh,
Randi

Bente Pedersen sagde ...

Kære Dorte!
Måske er jeg slet ikke så tålmodig en sjæl,som du er. Jeg ville blive dybt frustreret, hvis jeg øvede mig på en roman i 10 år, og den så ikke blev udgivet. Nu har jeg jo også fået lidt mere kendskab til, hvor svært det er at få noget udgivet her i Danmark,så det kan også være,at det er en bremsende faktor, eller også har jeg bare ikke idéen til en hel roman!
KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild, Leonius og Randi!

Tak for jeres varme ord! Jeg ved lige præcis, hvilken erindring, der satte mig i gang med denne tekst. Det var da min gamle mor på 83 blev mere og mere afkæftet i sit cancerforløb og en dag sad på sengekanten og græd over, at hun ikke længere magtede at tørre støv af. Heldigvis lykkedes det for os at passe hende hjemme lige til det sidste.

KH Bente

Dorte H sagde ...

Det er heldigvis ikke den samme roman, jeg har øvet mig på! Den første udmærker sig kun ved at det blev til en roman. Den anden havde godt miljø, men for lidt spænding. Og den tredje ... lad os nu se, hvad den kan blive til.

Bente Pedersen sagde ...

Dorte, jeg er sikker på,at tredje gang er lykkens gang for dig!
KH Bente

theodor sagde ...

Hej Bente,

Man kommer ind under huden på din hovedperson. Det er godt gået. Det giver sympati for de problemer gamle mennesker sidder med og løfter en flig af det slør vi (jeg) til daglig lader skjule, at det er den vej livet går. Der kommer ikke bare en afslutning, men den bliver efter al sandsynlighed også afslutningen på en langsom tilbagegang i evnerne vi tidligere havde.

Hvis jeg må udfordre dig lidt, vil jeg sige at teksten slutter lidt brat - som om du introducerer noget med kæmpebetydning (drengen i bestemt ental), som jeg ikke har nogen som helst mulighed for at tildele betydning ud fra teksten. For mig bliver det lige pludselig uklart om det er en slags gåde ("Hvad skete der med drengen?") eller om det handler om en dames afsluttende rejse. Skribitus interruptus ;-)

kh
Theodor