onsdag den 26. maj 2010

Stå på vandet

forfatter: Leonius foto: Jørn E

Man kan sige, at denne lille historie kunne have tendens til at gå en meget historisk person i bedene, hvilket absolut ikke er tilsigtet, og skulle der være beskrevet situationer i det følgende, som kunne forveksles, eller sammenlignes med hans præstationer, må jeg gøre læserne opmærksom på, at her drejer det sig altså kun om at STÅ på vandet.

Det startede på en ferietur til Spanien, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi, forestillet mig, at jeg skulle involverer mig i et sådan forehavende, men min frue blev ved med at plage mig. Hun ønskede naturligvis at vise sin dygtige mand frem, altså med det hun var overbevist om, han kunne.

Jeg havde aldrig prøvet det før, men jeg anså det til gengæld ikke for at være den største udfordring jeg havde været ude for.

Jeg havde jo i smug, set en del ægtemænd, prøve turen, det var gået rimeligt, dem der havde det lidt svært, var naturligvis de mænd, der havde for mange kilo at slæbe rundt på. Jeg personlig, havde ikke flere kilo, en der var passende for min kropsbygning.

Da vi ankom til hotellet, kom vi i snak med et ægtepar på vores alder, de var meget hyggelige, han var pensioneret værktøjsmager, og rigtig festlig, han kunne få os til at le af de mest vandvittige ting, som vi ikke kunne drømme om at le af hjemme.

Nu skal man ikke tro, at jeg er frelst, jeg lo skam også, lige så meget som de andre, jeg syntes oven i købet, at det var sjovt.

Og så lige for en ordens skyld, der var ikke tale om at alkohol eller sådan noget, havde gjort os lidt opstemte, det havde vi ikke nået endnu.

Vi stod altså der i vestibulen på hotellet, i kø, og skrald grinede. Jeg kunne se på de andre gæster, at de forfærdelig gerne ville være med, men de forstod ikke vores humor, selvom vi jo kom fra samme land.

Et kort øjeblik slog det mig, at vi måtte se ud som om vi virkelig trængte til denne ferie. Nå, men det gjorde vi da sådan set også.

Vi blev tildelt vores værelser, og fik det arrangeret sådan, at vi fik værelser ved siden af vore nye venner, måske havde vi fået det alligevel, men for en orden skyld, bad vi om det. Vi aftalte, at vi skulle mødes en time efter, når vi havde pakket ud, og var kommet lidt i orden. Parret hed i øvrigt Lise og Gunnar Johansen, og boede på Amager.

Vi havde et par hyggelige dage, sammen med Lise og Gunnar, han viste sig også at kunne trylle, så der var gang i den, i os, og omkring os.

Det var på tredjedagen, vi gik på stranden, og min frue og Lise ville have os mandfolk ud på vandski.

Gunnar, var den første, han var lidt kraftig, så jeg var lidt bange for, at det ville blive noget rod, men nej, han fik linen i hænderne, motorbåden slog et sving og begyndte at sejle udad. Det gav et ryk i Gunnar, da linen blev strammet helt op, og så drønede han ellers derudaf, med lidt slinger, men ellers ganske flot. Motorbåden slog et stort sving, og Gunnar fulgte efter, det var kun i slutningen af svinget han skred, og væltede rundt i vandet.

Min frue og Lise stod og hoppede, vinkede og klappede, det gjorde jeg for resten også lidt. Han blev samlet op, og blev sejlet ind til os andre.

Så er det din tur, sagde min kone, og det var jo også det vi havde aftalt.

Det drejede sig om at få spændt nogle brede ski på fødderne, og så holde fast i linen. Jeg forstod på mændenes fagter, at jeg skulle sørge for at skiene pegede lidt opad med spidsen, og at jeg skulle passe på med ikke at falde forover, når linen blev stram.

OK. – OK. Jeg stod klar. Linen slog et smæld i vandoverfladen, rystede vand af sig, og så var jeg kørende.

Det gik skråt nedad, mine skinneben pløjede fornøjeligt gennem vandet, som om at de var rigtig på ferie, jeg derimod forsøgte ihærdigt at få skiene, som kørte på havbunden, til at komme opad. Forgæves, vi kom længere og længere ud, hastigheden blev sat op, det var tydelig, at folkene i båden ikke var opmærksom på, at jeg stadig stod på bunden, linen jeg holdt fast i, var jo forholdsvis lang, så deres billede af mig var nok, at jeg rigtignok stod på vandoverfladen.

Jeg blev mindre og mindre, det var nu knæene der brød bølgerne, nu lårene, det var tydeligt, at situationen ikke var holdbar.

Nu gik det ikke skråt nedad mere, nu var der direkte hul. Et øjeblik følte jeg at det ville lykkes, for når jeg ikke stod på ski på bunden, ja så måtte jeg da stå på ski på vandet, i et eller andet lag, jeg var ligesom kommet fri af havbunden. Fremskridt.

Men nej, skiene søgte nedad, de ønskede at genskabe den, mistede kontakt. Da hele seancen mundede ud i, at det faktisk var min mave, der drønede hen over vandoverfladen, slap jeg linen.

Mændene var hurtig tilbage, og samle mig op. Det var tydeligt, at de ville forklarer mig, det absolut nødvendige i at skiene kom op på vand-overfladen. Det var også den konklusion jeg var kommet til, at det var der problemet skulle findes.

Mændene gjorde klar til endnu en omgang, og jeg stod klar, med spændte tå-muskler, parate til at vippe skiene op ovenpå vandet, når øjeblikket indtraf. Smæld sagde linen, og jeg blev væltet omkuld. Sikkert fordi jeg var alt for stiv i det, og i den grad ønskede, at det måtte virke. Jeg havde ikke endnu turde kigge ind på stranden, hvor pigerne og Gunnar stod. Jeg ville ikke møde deres blikke.

Mændene i motorbåden grinede, og arrangerede næste tur. Jeg troede et splitsekund, at det ykkedes, der var lidt fart på, jeg stod oprejst, og jeg trykkede tæerne op mod himlen. Men skiene havde allerede besluttet, hvor de ville køre, og i mit tilfælde var det altså på bunden, og ikke ti vilde heste, eller jeg, kunne få dem op på overfladen.

De sejlede mig ind til stranden, efter endnu en fiasko. Jeg sagde til dem, at de ski, kunne de godt smide væk, de duede bestemt ikke til dette formål, og efter deres attitude at dømme, svarede de mig, at jeg skulle gå hjem og øve mig i badekaret på hotellet. De morede sig kosteligt. Jeg var med garanti deres dags højdepunkt.

Pigerne og Gunnar var bekymrede for mig, og spurgte hvad der var gået galt. Underforstået: ”Alle de andre kan, hvorfor kunne du så ikke” men det sagde de naturligvis ikke.

Vi var alle sammen godt klare over, at vandski, ikke var et emne vi skulle berører foreløbig.
Vi hyggede os med Lise og Gunnar på resten af ferien, de var meget behagelige og morsomme. Jeg kom ikke på stranden yderligere, der var så mange andre ting at tage sig til.

Hjemme i Danmark, ser vi jævnlig Lise og Gunnar, og vi taler da også om vore oplevelser, bl.a. vandski, og vi morer os også over det. Gunnar har flere gange forsøgt at forklarer mig føddernes placering i forhold til havbunden o.s.v., men jeg har sagt, at jeg ikke er bygget til vandski, så det bliver der ikke mere af.

14 kommentarer:

Poly sagde ...

Kære Leonius

Ja, du må undskylde, men jeg griner stadig, medens jeg skriver min kommentar.☺ En dejlig velskrevet ferie fortælling. Jeg levede mig helt ind i dit forsøg, på at få de der vandski op at stå. Måske skulle du prøve ”Kitesurfing” næste gang. Vinden vil trække dig gennem vandet på en lille surfbræt, så du ikke ryger under! ☺

Med hilsner Poly

Ps. Som altid, et smukt billed.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

En perle af en feriefortælling om "vandskifolkets" trængsler!

Du fortæller med indlevelse om denne hp`s mod, vilje,tålmodighed og ikke mindst stædighed med stor humor, der kaldte mange morsomme billeder frem på nethinden fra dage på stranden.

Denne gang gjaldt hverken "Alle gode gange tre", "Tredie gang er lykkens gang" eller " Viljen til at ville giver evnen til at kunne", men jeg synes alligevel,at hovedpersonen fortjener en medalje!

Og som man kan se på billedet af den smukke svane,så skal skiene pege opad!

KH Bente

PS Stakkels krabber,søpindsvin og andre bunddyr, der har fået fræset frisuren af ovennævnte bundgående vandskibruger!

Ragnhild sagde ...

Kære Leonius

Det kan godt være du ikke kan stå på vandski, men du kan skrive en morsom feriefortælling om ikke at kunne og om ikke at kunne lære det trods gentagne forsøg.

Jeg smilte lunt i det skæg jeg ikke har, da du indledte med at trække paralleller til en vis person om hvem der står skrevet, at han kunne gå på vandet :-).

"--der var gang i den i os og omkring os" er en fornøjelig og meget beskrivende sætning. Der er også gang i din tekst.

Jeg læste teksten på Perfiktion, da du engang i vinter lagde den der, og jeg morede mig men fik aldrig kommenteret din "lange" tekst. Godt at møde den igen.

Kh Ragnhild

Leonius sagde ...

Kære Poly,

jeg er meget glad for, at jeg kunne få dig til at grine, det er en god løn at få.
Jeg er naturligvis også glad for de rosende ord.
Mange tak.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Bente,

jeg er meget glad for at du syntes om min historie, og specielt for dine ord:
"En perle af en feriefortælling om "vandskifolkets" trængsler!"
Bedre kan det da ikke blive.
Jeg får helt lyst til at skrive en til, og det er jo netop det der driver værket.

Tak Bente.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Ragnhild,

det glædede mig, at jeg fik dig til at smile lunt.
Du har fuldstændig ret, jeg kan ikke stå på vandski, og jeg kan den dag i dag ikke forstå hvordan alle de andre kan, men det betyder jo ikke noget, hvis man så kan noget andet noget.

Mange, mange tak for roserne, de betyder noget.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

God "værkstedshumor". Meget underholdende. Jeg beundrer dig virkelig for, at du turde prøve. Det havde jeg ikke. Ikke ti vilde heste ville kunne drive mig til at gøre forsøget.

Kærlig hilsen

Jørn E

Dorte H sagde ...

Kære Leonius.

Jeg ville heller aldrig hoppe op på et par vandski, men det er måske alligevel sjovere, end jeg troede?

Jeg tilslutter mig koret: endnu en fin og underholdende historie (af den slags, som kommer til den, der har øjnene åbne for den).

Kh Dorte.

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

heller ikke ti vilde heste havde kunne få mig ud på den opgave, men det var jo min kone!
Mange tak for rosen, den er jeg glad for.

Leonius.

Leonius sagde ...

Kære Dorte,

jeg blev jo overtalt kraftigt, og det var mægtig sjovt.
Jeg er meget glad for at du følte dig underholdt.
Tak for rosen.

Leonius.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

"I see your point"!

;o)

Kærlig hilsen

Jørn E

theodor sagde ...

Hej Leonius,

Du forstår sandelig at skrive humoristisk. For eksempel en perle som denne underspilning:

"Det var tydeligt, at de ville forklarer mig, det absolut nødvendige i at skiene kom op på vand-overfladen. Det var også den konklusion jeg var kommet til, at det var der problemet skulle findes."

Jeg har på fornemmelsen at det er en stil du har en forkærlighed for.

Rent teknisk sidder jeg og spekulerer over, hvor Gunnar bliver af efterhånden som fortællingen skrider frem. I starten præsenteres han som en person der er værd at være sammen med, men så skifter fortællingen om til at handle om vandski og Gunnars figur kommer ikke rigtig i spil på samme måde. Jeg vil derfor foreslå at han nedtones i første del eller at han bliver irriterende, fordi han benytter sin humor til at drille HP.

Eller måske kan noget han laver sjov med få HP til at acceptere sin vandtur på en ny måde.

Bare en tanke - tak for smilet!
Theodor

Leonius sagde ...

Hej Theodor,

jeg er meget glad for din flotte kommentarer, og at du synes om den ellers meget lange sætning. Og jo, jeg morer mig med de sætninger.
Om Gunnars optræden i historien, har du fuldstændig ret, og jeg tror jeg vil lade ham lave et eller andet drilsk, fordi han er iriteret på mig fordi jeg trods fiaskoerne med skiene, har begge pigers bevågenhed, de pylre om mig.

Leonius.

Randi Abel sagde ...

Kære Leonius,

Undskyld, at jeg er sent ude med at kommentere din tekst.

Jeg griner stadig af den stakkels mands trængsler i ferieparadis - jeg kan se ham så levende for mig.

Jeg er helt vild med din indledning med reference til ham, der kunne gå på vandet.

Kh,
Randi