torsdag den 10. juni 2010

Bugtaleren


forfatter og foto: Jørn E

Latter, pift og applaus strømmede op imod ham. Det var i sådanne øjeblikke han følte at han levede, trods alt. Det var også i sådanne ophøjede stunder han mærkede sin elskede og savnede datter Melina dukke op ved sin side. Hun var iført sin elegante guldlamékjole og havde sin hætteklædte jagtfalk på skulderen.

Der var et ganske pænt publikum på markedspladsen foran den lille scene, hvor han optrådte.

Han havde lige lavet sit slagnummer. Dukken, som forestillede en rokoko-lakaj med hvid paryk lænede sig frem mod publikum og stirrede. ”Hvad glor du på” spurgte bugtaleren. Intet svar. Her var det han aktiverede en lille kontakt inde i dukken så dens øjne begyndte at lyse. Samtidig trykkede han på en lille ballon med vand i, med tommelfingeren. Vandet løb ud af den ene mundvig, så det så ud som om den savlede. Så kom svaret omsider: ”Lammekød”. Det lød hæst. Bugtaleren havde rettet dukkens ansigt mod en køn ung pige blandt publikum. På den måde kunne han selv tage sig en god ”øjenfuld” for pigens opmærksomhed var rettet mod dukken.

Sagen var, at den gamle bugtaler havde en sand svaghed for unge piger. Når han som nu sad og betragtede den unge pige, drømte han om hendes duft og hendes silkebløde baller. ”Jeg HAR sagt, at jeg ikke kan tolerere at du opfører dig på den måde når vi optræder”. - ”Lammekød” kom det bare henført fra dukken.

Publikum jublede. Pigen blev sprutrød i hovedet og gemte ansigtet i hænderne. Bugtaleren vendte dukkens ansigt mod sig: ”Kan du omgående sige undskyld til den unge dame” Dukken blev langsomt igen vendt mod pigen. - ”Sorry lady” kom det i et lavt kælent tonefald fra dukken og det mindede ikke ret meget om en undskyldning. ”OK, så kommer du direkte i seng nu” konkluderede bugtaleren og rejste sig og bukkede alt imens dukken stadig gloede. Han lagde en hånd over dens øjne.

Efter således at have afsluttet sin optræden trak han sig tilbage til sin vogn. Allerede på vejen begyndte tankerne at vandre. Var han en gammel gris? - Ja, det var han vel, men han var ligeglad.

Man måtte jo ta' de små glæder der bød sig. Livet skulle jo leves til ende og hvorfor så ikke prøve, at få det bedst mulige ud af det?

Tankerne gik endnu engang tilbage til hans elskede datter, Melina. Hun var luftakrobat og meget dygtig og desværre også meget dristig. Allerede som teen-ager havde hun fået endnu en lidenskab – falkonerjagt. Dengang arbejdede de i Tyskland og andre steder i Europa og en falkoner var blevet engageret i deres cirkus. Melina havde plaget ham om at lære sig kunsten. Hun viste sig, at være meget dygtig til at dressere fuglene og inden længe havde hun altid et jagtfalk.

Udover, at optræde som luftakrobat, assisterede hun også af og til sin far i hans numre. Han var stolt af at kunne præsentere hende som sin datter. En dag kom direktøren ind i hans vogn. Renaldo var straks klar over at der var noget helt, helt galt. Melina var styrtet fra trapetzen, med hovedet først, direkte ned i manegen. Hun var død på stedet. Renaldo måtte aflive hendes jagtfalk. Den flaksede rundt som en forvirret undulat i et fremmed bur. Han var sikker på, at hun var derude, et eller andet sted, og at hun støttede ham i hans ensomhed.

Historien er blevet til med udgangspunkt i illustrationen til den. Det er et maleri jeg har malet med baggrund i et foto jeg har taget af en knudret fyrrestamme, hvor motivet trådte frem i min fantasi. Da maleriet var færdigt, begyndte jeg at digte en historie om det, da min datter spurgte mig hvad det forestillede.

15 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Sikke en spændende proces, vi får lov at få indblik i. Først et foto af en knudret fyrrestamme, som din fantasi forvandler til det fascinerende maleri, og så tillige en historie der supplerer maleriet fint. Ingen tvivl om, hvilket af de tre ansigter, der tilhører Renaldo med den næse :-)

Jeg har altid syntes, at bugtalere og deres dukker er temmelig mærkværdige og lidt skræmmende. Jeg har i den sammenhæng tænkt, at det jo kan være en måde at udleve en del af ens personlighed,som man har det lidt svært ved. Som Renaldo, der godt kan lide unge piger, men samtidig er helt bevidst om den moralske kodeks i den sammenhæng. Så er det da smart at have en dukke, der kan tage ordet, og som kan straffes af over-jeg'et- dukkeføreren- når den er for uartig.
Du leverer et fint og følsomt personportræt af en mand,der bærer på en stor sorg, og som trods alt forsøger at få det bedste ud af det. The show must go on!

Jeg vil lige nævne, at det forstyrrer mig lidt, at du i 3. afsnit 3. linie skifter pludseligt fra datid til nutid. Jeg synes,at det ville fungere fint med at holde det i datid hele vejen, for dramatikken bliver alligevel bibeholdt. Eller hvis du bevidst vil skifte til dramatisk nutid, så ville jeg lave et afsnit efter "Intet svar"
Jeg synes, at det er en dejlig indledning,som tager mig med ind i en bestemt stemning af cirkus og eventyr.
KH Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Som sædvanlig leverer du en gennemtænkt og fyldig kommentar.
Du har helt ret m.h.t. tidsskiftet. Jeg så det selv, da jeg læste historien igennem her i bloggen. Men her er det jo ikke muligt at rette.
Derudover er jeg glad for at du bemærker netop de ting jeg gerne vil ha' at min læser lægger mærke til.
Tak for endnu en dejlig kommentar.

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Selv tak da...
Jeg har bedt om at få redigeringsrettigheder til denne blog, da vi fik tilbuddet. Jeg tror, at jeg også kan redigere i din tekst. Hvis jeg kan, skal jeg så rette det med tiden?

KH Bente

Jørn E. sagde ...

Ja tak Bente, det ville da være fint :o)

Kærlig hilsen

Jørn E

Bente Pedersen sagde ...

Sådan, vupti vapti og sala alejkum, så er det klaret!
Kh Bente

Dorte H sagde ...

Kære Jørn.

En medrivende historie om mennesket bag dukkeføreren! Og fint, at han ikke er sort-hvid, men netop et rigtigt menneske med sorger, glæder og en trang, han må bekæmpe.

Beskrivelsen af hans optræden med dukken lyder også overbevisende.

Kh Dorte.

Jørn E. sagde ...

Kære Dorte!

Jeg er glad for, at du kan lide min bugtaler som person og også beskrivelsen af hans optræden.
Tak for din kommentar.

Kærlig hilsen

Jørn E

Poly sagde ...

Kære Jørn

Jeg tror jeg har set dit billed på din blog,som i sig selv gemmer en fortælling,- men jeg husker ikke om du også havde historien tilknyttet.

Det er en meget fin fortælling du har skrevet. Så menneskeligt, med indbygget smil, og dog en sørgmodig fortælling om en ensom mand, der prøver at fylde sin hverdag med de små fornøjelser, livet nu engang frembringer, - set med hans øjne.

Jeg var ret imponeret over din menneske kendskab og indlevelses evne. Det er flot fortalt, og for mig viser det, at du har et liv fuld af erfaringer på livets sorger og glæder!

Med hilsner Poly

Lisa Rossavik Rich sagde ...

Kære Jørn
Det var en eksotisk og anderledes historie.
Og en spændende måde, du har arbejdet på. Din historie fænger, og jeg ser hele scenen for mig.
MVH. Lisa

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Jeg er glad for at få en kommentar fra dig.
Du skriver også så indfølt. Det er jeg glad for. Det er rigtigt, at maleriet findes på min hjemmeside -
www.j-funnyo-rn.dk men historien var ikke sat på papir, da jeg lagde billedet ind der.
Menneskekundskab. Ja, jeg har arbejdet med og sammen med mennesker i mange, meget forskellige, sammenhænge i mit erhvervsaktive liv, så det er jo nok herfra jeg har det og det glæder mig naturligvis, at du nævner det.

Kærlig hilsen

Jørn E

Jørn E. sagde ...

Kære Lisa!

Tak for din kommentar. Jeg er glad for at historien fænger. Det er jo væsentligt for at fastholde sin læser.

Kærlig hilsen

Jørn E

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Jeg kommer sent, men du skal vide, at jeg har set og læst. Billedet er lige til at forsvinde ind i, det er meget spændende og det appellerer til min fantasi. Teksten passer så fint til maleriet og giver klovnen Renaldo liv. Et sorgmuntert liv, der berører mig som læser.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak for din dejlige kommentar! Dejlig, fordi du har opfattet historien og dens samspil med billedet helt som jeg havde tænkt det.
Den slags kommentarer er altid velkomne, også selvom de kommer sent.

Kærlig hilsen

Jørn E

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Undskyld, at jeg er så sent ude med en kommentar.

Det er en meget rørende og medrivende historie. Tænk, at den er blevet til på baggrund af en knudret fyrrestamme. Imponerende.

Jeg er også imponeret over din indsigt i cirkus-branchen.

Kh,
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Jeg er glad for at få din kommentar i alle tilfælde. Jeg håber du får tid til at nyde sommeren også, når den kigger forbi ind imellem.

Jeg er naturligvis også rigtig glad for, at du kan li' min historie.

Knudret fyrrestamme og indsigt i cirkusverdenen. For mig er det alt sammen et spørgsmål om fantasi og nysgerrighed. Du kan iøvrigt se fyrretræets bark i det marmorerede mønster i ansigtet på bugtaleren og på den afdøde datter. Jeg har ladet det skinne igennem som en underliggende effekt.

Dejligt at høre fra dig igen. Tak!

Kærlig hilsen

Jørn E